Nikolaj Villumsen: Højrefløjen viser sit sande sorte ansigt i klimadebatten

Under EU-valgkampen i 2019 var der én ting, det var svært ikke at lægge mærke til for den engagerede følger af EU-politik: Hvor grønne alle partier og deres politikere pludseligt hævdede, at de var. Fra venstrefløjen til højrefløjen kunne ordet grøn nærmest ikke bruges nok, og paneldebatter kunne have karakter af retoriske overbuds-buffeter, hvor kandidat efter kandidat redegjorde for, hvor grønne de var, og hvor meget de ville gøre for klimaet og naturen.

Pludseligt virkede de Konservatives Bendt Bendtsens berygtede ord; ”Ovre på Fyn stopper de CO₂ ind i drivhusene, du! Og så får de 20 procent flere tomater”, blot som et fjernt minde. Ja, selv Morten Messerschmidts åbenlyse klimaskepticisme og fuldstændige afvisning af ikke blot videnskabelige argumenter, men videnskabelig logik, lod nu blot til at være fortid. Selv alle de gange Venstre-ministre direkte og indirekte var med til at holde klimaindsats og miljøbeskyttelse tilbage, syntes nu næsten noget fra en svunden tid.

I hvert fald hvis man lyttede til kandidaterne der var på valg, herunder flere af dem, der i dag sidder som mine kollegaer i EU-Parlamentet.

Fra grøn camouflage til fortidsfossiler

Det var pæne – og for alle os som bekymrer sig om klimaet – opløftende ord og løfter. Men – for der er desværre et men – virkeligheden var og er en anden. Det er bygget op over længere tid, men på det seneste er det dog som om, at overgangen fra at lade som om man er grøn, til mere at lyde som et fossil fra fortiden, er blevet sat på turbo i store dele af det borgerlige EU-Danmark.

Eksempler på det er der nok af, og vi kan sikkert alle komme med nogle, men lad mig alligevel lige trække et par enkelte frem:

Der var sagen om de Konservatives EU-parlamentariker Pernille Weiss, der pludselig ikke blot stemte, men aktivt førte kampagne for, at biler drevet af fossile brændstoffer skulle have lov til at blive længere på markedet. Stik imod, hvad hendes parti siger, de vil herhjemme. Denne tilgang, der minder så meget om fortidens borgerlige EU-politikere, blev fulgt op af hovedparten af de borgerlige under EU-Parlamentets sidste samling inden sommeren.

Her finder vi blandt andet Venstres Søren Gade, der endte med at være ordfører på et EU-forslag om at gøre flybrændstoffer lidt mindre sorte. Fra EU-Kommissionens side var udspillet allerede – som forventet – en tynd kop the, men på næsten magisk vis formåede Gade alligevel at føre an i en yderligere udvanding. Fra ønskerne om at udvide definitionen af, hvad der er et ”grønt” brændstof (og dermed gøre det meningsløst) til uambitiøse mål, er der masser at kigge på i den sammenhæng. I Parlamentets andre udvalg arbejdede både Socialdemokraternes Marianne Vind og jeg selv på samme emne – og fælles for vores arbejde var, at det søgte at rette op på den meningsløse udvanding.

Borgerlige fast forankret i fossil-lobbyens lejr

Langt vigtigere er dog de afstemninger, vi har haft om den såkaldte EU-taksonomi. Det handler kort fortalt om, hvad der skal til, før energiformer kan kalde sig ”grønne” og ”bæredygtige”, ikke mindst når det kommer til jagten på investeringer fra private – herunder alle kontinentets pensionskasser. For dem, der ikke har fulgt med, var det dér, hvor man på uforklarlig vis mener, at blandt andet gas nu skal kunne kaldes grønt og bæredygtigt. Vi taler med andre ord om ublu greenwashing på højeste plan.

“Det er ikke mindst i greenwashing, vi ser, hvor stort det kulsorte, borgerlige EU-Danmark er, hvor meget de følger deres europæiske venner, og hvor lille den del, der stemmer på den rigtige side af klimahistorien, rent faktisk er.”

Efter en intens kampagne, der involverede flere af os fra venstrefløjen, lykkedes det i første omgang at få et flertal af medlemmerne fra Parlamentets Miljø- og Økonomiudvalg til at stemme for at forkaste forslaget.

Glæden holdt dog kort, for da det blev hele Parlamentets tur til at stemme om forslaget, var den stærke lobby for fossile brændstoffer kommet op i gear, og sammen med ikke mindst deres borgerlige venner i EU-Parlamentet, lykkedes det dem, desværre, at blokere vores stop for den energipolitiske greenwashing. Det er ikke mindst her, vi ser, hvor stort det kulsorte, borgerlige EU-Danmark er, hvor meget de følger deres europæiske venner, og hvor lille den del, der stemmer på den rigtige side af klimahistorien, rent faktisk er.

Det kan næppe overraske mange, der følger EU-politik, at de Konservatives Pernille Weiss endnu engang var at finde i den fossile brændsels-lejr. Her fik hun selskab af Venstre Søren Gade, og begge stemte direkte imod at stoppe greenwashing. No surprise there, som et par af mine kollegaer tørt udtrykte det. Men her stopper det ikke, for to andre af Venstres politikere, Morten Løkkegaard og Asger Christensen, valgte en anden strategi: De gik efter at tie under hele den forudgående debat og stemte så, i al stilhed, blankt til forslaget. Det gjorde de, selv om de begge to ganske udmærket ved, at i dette tilfælde var en blank stemme det samme som at stemme imod. Men måske de tænkte, at det så lidt pænere ud, måske de følte, at deres kulsorte stemmer på denne måde var lidt mindre sorte end stemmerne fra Weiss og Gade? Jeg ved det ikke, men imponeret over det, det er jeg på ingen måde.

Helt sort er billedet dog ikke, for da det virkelig gjaldt, stemte både Venstres Linea Søgaard-Lidell og Dansk Folkepartis Peter Kofod sammen med de progressive kræfter, og sagde nej til greenwashing. Det er noget, de skal have anerkendelse for, og noget der betyder, at man trods alt ikke kan stemple hele det borgerlige EU-Danmark som kulsorte – kun det markant overvejende flertal.

Grøn ansigtsmaling

En nærmest ironisk vinkel ved det hele er i øvrigt, at de politikere – der ellers altid påstår at elske dansk erhvervsliv – har stemt for at opfordre til støtte til forældede energiformer og teknologier, hvor de store virksomheder og arbejdspladser ikke skabes i lande som Danmark, men derimod i Tyskland og Frankrig. Det kan betyde, at der investeres i klimaskadelig og forældet infrastruktur på bekostning af langt mere miljøvenlige energiformer, herunder af den slags der leder til jobskabelse i lande som Danmark. I forhold til de potentielle klimaskader er det naturligvis en mindre ting, men det viser, hvor lidt de lytter til deres egne ord. 

At det er sket er måske et eksempel på, at vi nogle gange lader os selv blive lidt overrasket over ting, man i virkeligheden burde have set komme.

Hvis der er én ting, der nu bør være klart for de fleste efter de seneste par afstemninger i EU-Parlamentet, må det være, at de billige masker for flertallet af de borgerlige politikere begynder at krakelere. Under den grønne ansigtsmaling dukker en anden farve op: en kulsort farve. En farve der giver minder om en fortid, som  måske alligevel ikke er fortid for mange af de borgerlige.

Borgerligt maskespil om klimaet

Når de næste valg begynder, er det noget vi gør meget klogt i at huske på venstrefløjen: Mange borgerlige kan for tiden lide at kalde sig grønne, en del af dem formår måske endda at overbevise sig selv om, at de er det, men virkeligheden er anderledes. Virkeligheden er, at mange af dem når de skal vælge mellem forskellige muligheder, vælger det mindst grønne. Når valget står mellem kortsigtede udgifter og utilstrækkelige planer, eller langsigtede visioner og planer med reel effekt, så vælger de den kulsorte vej.

“Det må gøres tydeligt for enhver, at de borgerlige er sorte som kul… deres hykleri og maskespil må frem i lyset.”

Det er noget vi ikke blot bør huske på, men også noget vi må mindre andre om, som vi må dokumentere og råbe op om. For hvad der er sket er ikke blot de sorte borgerliges skyld. En del af skylden må deles af mange af os andre: for vi har ladet dem fortsætte med deres maskespil, uden at råbe tilstrækkeligt op. Dermed ikke sagt at vi har været stille, for det har mange af os bestemt ikke, men, tydeligvis har vi ikke været klare og vokale nok. Selv når vi ikke troede på de borgerliges grønne ord, lod vi det passere i langt højere grad end vi burde have gjort.

Det bør vi stoppe med, for risikoen ved at lade stå til er ganske enkelt for høj. Derfor må vi sammen sige fra, sammen arbejde på ikke blot at sige, at mange af de borgerlige, ganske som i gamle dage, har politikker der er sorte som kul, men også vise det. Det må gøres tydeligt for enhver, deres hykleri og maskespil må frem i lyset.

Vi må sige det klart. og følge op med handling: Greenwashing er ikke løsningen på klimaproblemerne, og det gælder hvad enten vi taler om brændstoffer, om fødevarer eller om politikere.

Ud fra den vinkel er det næsten godt, at så store dele af højrefløjen, især i en europæisk kontekst, viser deres sande, kulsorte ansigt. Så ved vi, hvad vi er oppe imod, og hvad der står på spil.