NOAH: Kan en klimalov sikre klimaretfærdighed?

Klimaets kritiske udvikling er fortrinsvis drevet af verdens rigeste 10 pct. – gennem deres forbrug er de ansvarlige for 52 pct. af den akkumulerede udledning af CO₂ fra 1990 – 2015. Klimaretfærdighed handler derfor om at anlægge et retfærdighedsperspektiv på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer.

Af Palle Bendsen, NOAH Klimaretfærdighed og Energi

Alle verdens lande vedtog FN Klimakonventionen i 1992, men lige siden har de rige lande ved COP efter COP gjort sig store anstrengelser for at modvirke dette princip om, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.

28 år senere

Den 17. september 2020 offentliggjorde Oxfam IBIS og Stockholm Environment Institute (SEI) en rapport, som blandt andet viser:

• At verdens rigeste 1 pct. fra 1990 – 2015 har udledt dobbelt så meget CO₂ i atmosfæren som den fattigste halvdel af verdens befolkning.
• At klimaets kritiske udvikling fortrinsvist er drevet af verdens rigeste 10 pct. (målt på indkomst), der gennem deres forbrug er ansvarlige for 52 pct. af den akkumulerede udledning af CO₂ fra 1990 – 2015.
• At verdens 50 pct. fattigste (målt på indkomst) kun står for 7 pct. af den akkumulerede CO₂-udledning mellem 1990 og 2015. Økonomisk ulighed og vækst i toppen driver klimaforandringerne.

“I 2008 lød det stadig mærkeligt på dansk at sætte de to ord sammen: klima + retfærdighed. Så virkede det mere mundret på engelsk: ‘climate justice’. Vores britiske venner kunne så fortælle, at det også havde været mærkeligt for dem nogle år tidligere!”

+

Det er nærmest definitionen på klimauretfærdighed. Klimaretfærdighed handler derimod – helt kort fortalt – om at anlægge et retfærdighedsperspektiv på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer.

Klimaretfærdighed gennem klimalov

Da NOAH i 2008 gik i gang med en kampagne for en stærk dansk klimalov, Klima SOS, var det tanken, at klimaloven skulle være en overligger for den økonomiske aktivitet i det geografiske område, loven ville omfatte, dvs. både land- og sø-territoriet.

Vi byggede videre på det arbejde, NOAH havde været med i ti år tidligere, i  ’Sustainable Europe’ projektet. Centralt i det projekt var begrebet ‘miljømæssigt råderum’, som rummer to væsentlige principper: Det ene er et etisk princip om retfærdighed, som betyder, at ingen kan hævde at have mere ret til Jordens ressourcer end nogen anden. Det andet er at foretage tilnærmelsesvise beregninger af, hvor stor en andel af en bestemt ressource et individ (eller et land) så kan tillade sig at lægge beslag på, uden at det går ud over andres ret til samme – nu og i fremtiden.

Vi kunne gå tilbage og hente de beregninger frem, som var blevet lavet på råderummet for CO₂-udledninger i Sustainable Europe og opdatere dem.

NOAH – Jordens Venner i Danmark

• Græsrodsorganisationen NOAH blev grundlagt i 1969

• Er det danske medlem af det verdensomspændende græsrodsnetværk ‘Friends of the Earth International’ med medlemsorganisationer i 73 lande

• Læs mere på bevægelsens danske hjemmeside her

+

Uden at vi anvendte udtrykkene klimaretfærdighed eller miljøretfærdighed, var det dét, vi lagde vægt på, at klimaloven skulle medvirke til at sikre. I 2008 lød det stadig mærkeligt på dansk at sætte de to ord sammen: klima + retfærdighed. Så virkede det mere mundret på engelsk: ‘climate justice’. Vores britiske venner kunne så fortælle, at det også havde været mærkeligt for dem nogle år tidligere!

Men der var sket noget i de forløbne 10 år: Både de danske og de globale drivhusgasudledninger var vokset i stedet for at aftage, så vi kunne ikke længere se muligheden for, at udviklingslandene i en række år kunne have udledninger, der oversteg udledningerne fra industrilandene, og dermed lade klimagælden blive “betalt tilbage i CO₂“. Det havde faktisk været muligt, hvis de rige lande havde taget Klimakonventionen alvorligt fra begyndelsen.

På den baggrund tilsluttede NOAH sig ‘The Greenhouse Development Rights Framework’ (GDR), som var udarbejdet af Ecoequity (USA) og Stockholm Environment Institute (SEI). Det er overordnet set en model for, hvordan man på samme tid kan sikre klimaretfærdighed og tilstrækkelige globale drivhusgas-reduktioner i tide i samme ånd som det miljømæssige råderum. GDR beregner land for land andelen af et globalt drivhusgas-budget og de finansielle og teknologiske overførsler, der kan gøre det muligt for de fattige lande at sikre sig en bæredygtig, social og økonomisk udvikling uden at bruge fossile brændsler, samtidig med at klimagælden tilbagebetales, uden at der bliver tale om offsetting, hvor man blot flytter regningen et andet sted hen gennem eks. CO₂-kvoter. GDR tager også hensyn til den interne ulighed og uretfærdighed i de enkelte lande.

Et spørgsmål for hele samfundet

For NOAH har klimaretfærdighed altså et etisk perspektiv, som henviser til lige muligheder for nuværende og kommende generationer. Dernæst er der et historisk perspektiv, som henviser til uligheden i landenes forskellige overudnyttelse af naturen. Derudover er der som redskab den naturvidenskabeligt funderede beregning af det klimamæssige råderum. Endelig er der politiske, økonomiske og strukturelle begrundelser og konsekvenser ved at overskride dette råderum.

Derfor handler klimaretfærdighed om meget mere end klimaet. Det har at gøre med alle aspekter af vores samfund: Produktion, handel, forbrug, og hvordan samfundet politisk og økonomisk er indrettet til at forhindre eller fremme en retfærdig og bæredygtig fremtid.

Klimaretfærdighed kan derfor også anvendes på specifikke sektorer, som transport, landbrug, energi – og også på spørgsmål som menneskerettigheder, sundhed, migration og flygtningepolitik, handel og handelsaftaler, militær- og sikkerhedspolitik. 

Hvilke udfordringer står klimabevægelserne over for i Danmark?

Klimabevægelserne/-aktivisterne er i øjeblikket i klemme mellem på den ene side corona-pandemiens helt dominerende dagsorden, og på den anden side den næsten kyniske ‘klimapragmatisme’ hos regeringen, som blandt andet kommer til udtryk i afvisningen af at operere med et drivhusgasbudget, Mette Frederiksens afvisning af at indføre en CO₂-afgift, og den ensidige satsning på klimapartnerskaber med industri og interesseorganisationer.

På trods af den pludselige medvind for klimasagen i 2018-2019 – med klimastrejker og mange andre manifestationer – så mangler vi at vide, hvordan befolkningerne vil stille sig, hvis politikerne levede op til dét, der er behov for. Hvis nu klimaretfærdigheden skulle ske fyldest?

“Det er altafgørende, at miljøorganisationer over hele verden står sammen om at punktere myter og udbrede fakta for at danne en stærk front mod de økonomiske og politiske kræfter, som arbejder for kortsigtet profit i stedet for langsigtede løsninger”

+

Hertil kommer, at nogle organisationer, der beskæftiger sig med klima, ikke har set langt nok ned i beregningerne af råderummet for udledning af drivhusgasser. Og mange organisationer har ikke gjort tilstrækkeligt op med tidligere anbefalinger af at erstatte kul med biomasse.  Vi befinder os i en situation, hvor selv miljøorganisationer halter bagud i forhold til at anerkende og arbejde ud fra videnskabelige anbefalinger, som længe har været tilgængelige: At arbejde for reelt vedvarende energikilder såsom sol og vindenergi frem for energikilder som kul og biomasse, der udleder CO₂ typer. Det er altafgørende, at miljøorganisationer over hele verden står sammen om at punktere myter (f.eks.  at biomasse eller CCS og atomkraft er bæredygtige løsninger) og udbrede fakta for at danne en stærk front mod de økonomiske og politiske kræfter, som arbejder for kortsigtet profit i stedet for langsigtede løsninger.

Nedenunder dette er der spørgsmålet om systemforandring og vækst eller modvækst. Det har mange miljø- og klimaorganisationer et tøvende eller uafklaret forhold til. NOAH har længe haft modvækst skrevet på sin fane – men hvad det så faktisk indebærer, mangler vi stadig at gøre os selv klart.