Illustration: Mr. Zé
5 min. læsetid

Det er svært at gå i offensiven i en nødsituation som den, vi nu står i. Alligevel står det klart, at coronaepidemien udstiller problemerne ved mange års udsultning af den offentlige sektor.


Af Sofie Lippert

Siden vores samfund begyndte at lukke ned en helt almindelig onsdag aften, for hvad der føles som uendeligt lang tid siden – men egentlig kun er et par uger væk – har intet været, som det plejer.

Politisk uenighed er reduceret til halvhjertede twitter-diskussioner, mens Folketinget enstemmigt stemmer det ene midlertidige lovforslag efter det andet igennem. Bredt over hele det politiske spektrum laves hjælpepakker til lønmodtagere, virksomheder og arbejdsløse med ambitioner om, at vi på den anden side kan fortsætte næsten hvor vi slap. Det er nødvendigt, og det er vi alle enige om. Ingen er i tvivl om, at dette er en krise, der kræver at ideologi bliver lagt på hylden for en stund. Det er nødvendighedens politik. Et udtryk, der ellers får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, men som i denne tid virker som det eneste dækkende.

Offensiv på pause

Normalt gør jeg mit bedste for at sende venstrefløjen i offensiven, fordi jeg synes, vi har leget målmand gennem det meste af min levetid, mens højrefløjen har fået lov at sætte præmissen. Det er blevet en rettesnor for mig, at vores politik aldrig bare skal være en tilbagerulning af højrefløjens politik, men i stedet indebære progressiv forandring, der gør verden til et bedre sted i morgen, end den var i går. Men i de her dage er der ikke rigtig nogen offensiv at tage, fordi vi alle er gået sammen om at kæmpe for noget så socialdemokratisk som det Danmark, vi kender, gennem noget så usexet som ‘nødvendighedens politik’.

Tidligere har “nødvendighedens politik” været undskyldningen for at føre borgerlig politik selv med en rød regering. Det har betydet massive besparelser på den offentlige sektor og udhulning af vores sociale sikkerhedsnet.

Nu betaler vi prisen for nedskæringspolitik

De årlige besparelser på sundhedsvæsnet har presset sygeplejersker og læger til at løbe hurtigere og hurtigere, og det ses tydeligt nu, at de er blevet tvunget til at løbe for hurtigt. Når man må indkalde frivilligt sundhedspersonale i tusindvis, står det klart at vores sundhedsvæsen er spændt for hårdt op.

“Jeg bilder ikke mig selv ind, at vi kunne have forberedt os på krisen. Men på de lange hjemmearbejdsdage, er det alligevel svært ikke at ærgre sig over, at dele af samfundet havde været langt mere robuste overfor en krise som denne, hvis vi i stedet havde investeret i fællesskabet.”

Ligeledes viser udhulningen af dagpengene sit grimmeste ansigt, når antallet af mennesker, der frygter fyresedlen, pludselig stiger eksplosivt. Da bliver det klart, at den ellers lovpriste flexicurity-model er død og borte, og at det vi står tilbage med, er et hullet sikkerhedsnet, som ingen rigtig tør satse på at lade sig gribe af.

Jeg bilder ikke mig selv ind, at vi kunne have forberedt os på krisen. Men på de lange hjemmearbejdsdage, er det alligevel svært ikke at ærgre sig over, at dele af samfundet havde været langt mere robust over for en krise som denne, hvis vi i stedet havde investeret i fællesskabet. Hvis vi havde set nødvendigheden i et robust velfærdssamfund til når en krise kom, frem for at kalde det nødvendigt at lette skatten for dem, der har mest, mens vi suger penge ud af vores offentlige institutioner.

Tiden med enstemmige hjælpepakker er næppe forbi, og den ukendte slutdato på det hele gør det svært at forestille sig, hvornår vi igen kan slå på tromme for forandring. Men når vi en dag kommer ud på den anden side, er det vigtigt, at vi tager de ideologiske kampe op igen. At vi anerkender, at nødvendighedens politik høre krisetider til og som samlet venstrefløj er klar til at stille os i offensiven, så vi kan få skabt de positive forandringer, der skaber et samfund, hvor vi ikke under den næste krise ærgrer os over den politik, der er blevet ført, fordi nogen påstod, at det var nødvendigt.


Sofie Lippert er landsforkvinde for SF Ungdom og bachelor i matematik. Hun ønsker med egne ord “at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for – alt det, der skal til for at skabe et mere lige samfund”