“Nødvendighedens politik” hersker ikke kun i Danmark. Men i Frankrig giver fagforeningerne sig ikke uden sværdslag

De seneste uger har demonstrationstog bølget gennem Frankrig. Opinionsundersøgelser viser, at 70 pct. af franskmændene støtter protesterne mod præsident Emmanuel Macrons vidtgående pensionsreform.

Selv mindre stationsbyer har været på den anden ende. Antallet af demonstranter har undertiden overgået antallet af indbyggere. Et tegn på, at selv de små landsbyer føler sig kaldet til at protestere.

Den franske regerings forslag om højere pensionsalder møder voldsom modstand i Frankrig, fordi reformen først og fremmest rammer almindelige arbejdere, som er startet tidligt på arbejdsmarkedet. Når hundredtusinder gentagne gange er gået på gaden, er det også fordi regeringens pensionsreform rejser mere fundamentale spørgsmål om fordelingen af samfundets goder og om folks tid.

Hastebehandling

Parlamentsvalget i juni sidste år førte til en uhørt situation i Frankrig uden et klart parlamentarisk flertal. Præsident Emmanuel Macrons centrumhøjre-koalition har flertal i parlamentet med højrefløjspartiet Republikanerne, som dog tager sig dyrt betalt for at støtte regeringen.

Som noget helt nyt har regeringen aktiveret artikel 47.1 i forfatningen, der giver mulighed for at fremskynde lovgivningen. Nationalforsamlingen og senatet har kun til 26. marts til at stemme om reformen. I modsat fald kan regeringen gennemføre lovforslaget om senere tilbagetrækningsalder gennem dekreter.

I Nationalforsamlingen præsenterede venstrefløjen med Jean-Luc Mélenchons La France Insoumise (LFI, ”Det ukuelige Frankrig”) i spidsen tusindvis af lovforslag for at forsinke en afstemning, som så endte med ikke at finde sted. De mange lovforslag skulle ifølge Mélenchon vise, at der var mange andre måder at finansiere pensionssystemet på end ved at hæve pensionsalderen. Fx ved at genindføre formueskatten, som blev afskaffet under præsident Macrons første embedsperiode. Pensionslovforslaget behandles nu i parlamentets overhus, Senatet, hvor der kun forventes få ændringer, fordi højrefløjen dominerer kammeret. Herefter ryger det tilbage til Nationalforsamlingen til den endelige behandling.

Vrede i befolkningen

Såvel fagforeningerne som venstrefløjen – og det yderste højre, Marine Le Pens Rassemblement National (RN, ”National Enhed”), der dog ikke er velkommen til demonstrationerne – er fortørnet over regeringens hastværk og mangel på hensyntagen til den udbredte modstand mod reformen i befolkningen. Og demonstrationerne har formået at skabe en fornyet debat om arbejdsvilkår i de franske medier.

Mediernes interviews med berørte borgere leverer en form for røntgenbillede af det franske samfund. De tydeliggør de stadigt mere barske vilkår under neoliberalismen, hvor aktionærernes bundlinje er i fokus frem for befolkningens ve og vel. Som lederen af fagforbundet CGT, Philippe Martinez sagde i radioen France Info: ”Når kommunen har privatiseret snerydningen, standser sneplovene ikke som før for at hjælpe nødstedte bilister. Chaufførerne skal jo holde deres akkord”.

Almindelige mennesker er for en gangs skyld kommet til orde i medierne. Ikke som så ofte på fransk TV som underholdning og rariteter. Men med fokus på deres daglige udfordring med at klare sig på et stadig mere krævende arbejdsmarked.

Den 29-årige murer Jean fortalte på TV-stationen France 24, at han efter kun fire år i byggebranchen kan se, at han ikke kan holde til det i længden: ”Hele dagen indsnuser vi olie, smørelse, cement og støv. Vi bruger hammer hele tiden og det forplanter sig i kroppen. Mange af mine kolleger oplever kræften brede sig i hele kroppen, når de fylder 60”.

For regeringen handler det om, at Frankrig skal følge tendensen i EU om, at folk skal blive på arbejdsmarkedet i længere tid. Når franskmændene er fyldt 65 år, kan de i dag forvente at leve langt længere end tidligere.

Oppositionen indvender, at Frankrig bør være stolt af ikke at have mange fattige gamle som i Tyskland. Eftersom virksomhederne alligevel fyrer de ældre, betyder senere tilbagetrækningsalder blot flere ældre på sociale bistandsordninger.

Man henviser desuden til tallene fra Frankrigs statistikkontor: Arbejdere lever i gennemsnit syv år kortere end højere funktionærer. Arbejdere bliver – ligesom i Danmark – langt mere nedslidte end funktionærer. Den gennemsnitlige, forventede levealder i Frankrig er høj og fortsat stigende, men tallene viser, at franskmændene stadig kun kan forvente at leve i 65 år “med godt helbred”.

65 år er altså den alder, hvor regeringen vil give folk mulighed for at ”nyde” deres otium. På plakater ved demonstrationer oversættes reformen til ”Fra arbejde til kiste” med et krav om ”Pension før gigt”.

Debat om samfundets indretning

For regeringen er pensionsreformen blot en administrativ øvelse, der skal få et pensionssystem, som er finansieret af lønmodtagerne selv, til at hænge sammen. Men modstandere af reformen hævder, at fysisk svækkelse eller stress ikke gør det muligt at blive ved med at arbejde så længe, som regeringen ønsker.

For mange franskmænd rejser reformen fundamentale spørgsmål om samfundets indretning. Ligesom i Danmark fremviser Finansministeriet regneark, der viser, at større udbud af arbejdskraft skaber mere arbejde, som igen giver mere vækst. Hertil svarer mange, at vækst umuligt kan være svaret under et klima- og biodiversitetssammenbrud.

For mange handler modstanden mod reformen også om generelt at forkaste Macrons ulighedsskabende politik. Kort før nytår forkortede regeringen dagpengeperioden substantielt. Og fornylig afviste den, i modsætning til den tyske regering, at indføre en særlig skat på olieselskabers ekstraordinære høje profitter. Macron anklages ofte for at være «De riges præsident« og udvise foragt for arbejdsløse. Folk glemmer ikke, at han engang sagde til en arbejdsløs: «Gå bare over på den anden side af gaden«, underforstået for at søge arbejde.

Lederen af la NUPES (Den nye folkelige, økologiske og sociale union), venstrefløjstribunen Jean-Luc Mélenchon, sagde på TV, at Frankrig i dag er 50 gange mere produktivt end i år 1900, mens antallet af arbejdstimer er skrumpet til det halve. Det handler altså ikke om at arbejde mere.

Endvidere er arbejdernes del af de samlede indtægter stadig mindre. Den del af BNP, som i dag tilkommer virksomhederne, svarer til 10 % mere af BNP i forhold til for 10 år siden. Ifølge OECD skaber en times arbejde i Frankrig rigdom for 70 euro. Men heraf får en arbejder kun 17 euro.

Venstrefløjen ønsker bedre beskatning af de 40 største virksomheder, som netop har udbetalt 80 milliarder euro til aktionærerne. Med henvisning til verdens angiveligt rigeste mand Bernard Arnault, som står bag Louis Vuitton, sagde Mélenchon, at det ikke gav mening at producere luksustasker under et biodiversitetssammenbrud. Han mente, at man skulle se på ”offentlig nytteværdi af produktionen”. NUPES’ program taler om ”økologisk planlægning”. Begrebet er siden blevet overtaget af regeringen, men mest som et slogan.

Debatten om samfundets indretning foregår ikke kun i TV-studier. Den foregår også på gaderne, hvor folk igen og igen mødes til demonstrationer, selv om strejkekasser er et uhørt begreb, og den inflationstrængte befolkning selv må til lommerne.

Intet tyder dog på, at regeringen vil bøje af, inden fristen for parlamentets behandling udløber den 26. marts. Ganske som Mette Frederiksen i Danmark med afskaffelsen af Store Bededag har Macron vendt befolkningen imod sig, stålsat som han er på at skabe sig et eftermæle som en af Frankrigs store reformatorer. Macron har tilsyneladende stævnemøde med historien. Romancen med det franske folk synes i hvert fald saga blot.