Noget nær narret af Covid-19

Når en socialdemokratisk statsminister klæder sig ud som en præst for at kunne signalere alvor og seriøsitet, bør man være på vagt, mener Morten Nørholm.

Af Morten Nørholm

I marts 2020, i dagene omkring udbruddet af Covid-19, tonede den danske statsminister frem på fjernsynsskærmen og nettet. Hun annoncerede en nedlukning af det danske samfund på linje med stort set alle andre samfund verden over. Lige bortset fra nabolandet Sverige, som konsekvent har haft en anden strategi i forbindelse med Covid-19.

En efterhånden noget udskældt strategi, men spørgsmålet er om det er rimeligt. Mette Frederiksen havde klædt sig i sort, og hendes toneleje og fremtoning gjorde, at hun lignede en præst. En præst på afveje. Præcis lige så malplaceret som Donald Trump, da han i juni 2020, efter at George Floyd var blevet dræbt under en anholdelse, optrådte uden for St. John’s Church lige over for Det Hvide Hus med en bibel i hånden.

Sammenligningen med Donald Trump er ikke tilfældig. Politikere som Mette Frederiksen er afhængige af folkets tillid. Og omvendt. I det mindste er det den gensidige tillid mellem folk og folkevalgte, som giver demokratiet legitimitet. Ellers har styreformen en anden betegnelse. Men når en socialdemokratisk statsminister klæder sig ud som en præst for at kunne signalere alvor og seriøsitet, bør man være på vagt. Når en socialdemokratisk politiker låner autoritet fra det religiøse – som nærmest er det modsatte af dét, man forbinder med et moderne demokrati – og mere generelt når politikerne prøver at udvise mod og handlekraft med lånte fjer, er mistanken, at folket bliver taget som gidsler – og fuppet. Her sælges med al sandsynlighed æbler for citroner.

Grænser lukket imod den sundhedsfaglige ekspertise

Umiddelbart efter, at den danske grænse blev lukket, udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm som en reaktion på statsministerens tale, at lukningen af grænsen var en rent politisk beslutning, som kun havde “suboptimal” effekt i forhold til at begrænse spredningen af coronavirus.

Brostrøm ville ikke kommentere den svenske statsepidemiolog Anders Tegnells udtalelse om den danske regerings beslutning om at lukke grænsen. Han sagde, at det “historisk har vist sig at være fuldstændig meningsløst”. Men Brostrøm sagde, at han kunne læse den samme dokumentation, som Tegnell har læst, for at lukningen af grænsen kun har minimal effekt. Noget tilsvarende udtalte Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvidenskab på Roskilde Universitet, og Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet. Lukningen af grænsen skete altså imod den især sundhedsfaglige ekspertise, som har haft afgørende indflydelse på den svenske strategi.

I begyndelsen af juni 2020 da visse af folketingets partier efterlyste de bagvedliggende overvejelser om strategien, svarede Mette Frederiksen at der ikke fandtes noget på papir. Beslutningen om at lukke grænserne var i klartekst en politisk beslutning uden et eksplicit vidensgrundlag eller uden et eksplicit grundlag overhovedet.

Det statistiske perspektiv

Et overset statistisk perspektiv på epidemien ses i Emanuel Karlstens svenske net-artikel “Därför dog fler svenskar under en månad 1993 och 2000 – jämfört med april 2020“. Karlsten resumerer en samtale med den tidligere ansvarlige for det svenske ‘Statisktiska Centralbyråns’ befolkningsstatistik, Åke Nilsson. I modsætning til det som ellers har været fremført, er april måned 2020 ikke den måned med det højeste antal døde i Sverige. Dødeligheden var ganske vist usædvanligt høj antalsmæssigt – men den var endnu højere i december 1993, hvor Sverige tilmed havde et væsentligt lavere befolkningstal (godt 8,7 millioner i 1993 mod godt 10 millioner i 2020). Og i forhold til befolkningstallet, var dødeligheden også højere i både januar 1996 og januar 2000. Også dengang var det ondsindede influenzaepidemier som hærgede, men det vakte ikke nær den samme opsigt som corona gør nu. Nærmest ingen husker Åke Nilsson, hvis pointe ikke er, at corona er en almindelig influenza. Han er hverken læge eller epidemiolog, så det udtaler han sig ikke om.

Pointen er, at Nilsson som statistiker kan se – at der mangler det perspektiv på debatten, at det frem for alt er de mest sårbare grupper, der dør, især de meget gamle. Dem er der nemlig blevet mange flere af de seneste år. Tal fra den svenske Statistikmyndigheten SCB viser, at dels er middellevetiden over en tiårsperiode øget med ca. et år for kvinder og ca. halvandet år for mænd – dels er gruppen af personer over 90 år mere end fordoblet fra godt 47.000 i 1993 til knapt 100.000 i 2019.

I samme perioder er dødstallet tilmed faldet fra knapt 100.000 pr. år i 1993 til godt 87.000 pr. år i 2019. En nøgtern betragtning er, at størstedelen af de personer – der dør under corona/COVID-19-epidemien – er dem, der alligevel ville være døde af noget andet inden for en meget kort periode. Måske har de der dør, tilmed fået livet forlænget af en sundheds- og medicinalindustri, som må præstere og have materiale at arbejde med for at få penge til det næste forskningsprojekt. Det høje antal svenske dødsfald i forbindelse med epidemien signalerer derfor snarere, at grænsen er ved at være nået for, hvor længe vi mennesker kan leve, hvis vi også skal have et rimeligt socialt liv.

Hvem gjaldt lukningen af de danske grænser for, især hvilke udlændinge?

Men hvis det ikke var folkesundheden, der stod på spil, da grænserne blev lukket i marts 2020, hvad kunne det så tænkes at være? Jeg er en mistænksom sjæl, så derfor dykkede jeg dybt ned i Udenrigsministeriets hjemmeside for at få overblik over – hvem lukningen af de danske grænser gjaldt for, især hvilke udlændinge. Det viste sig da, at lukningen af grænsen ikke gjaldt for fx asylansøgere, blev min mistanke gjort til skamme. Ganske vist skulle asylansøgere i karantæne i fjorten dage, men det skulle alle andre også, inklusive jeg selv, der er dansk statsborger bosat i udlandet. Men der var ingen undtagelse for de flygtninge, som angiveligt vælter ind over grænsen. For dem er grænsen lukket. Punktum.

“Ifølge Nationalbankens statistik er der sket en udlodning til aktionærerne i danske virksomheder på knap 42 milliarder kroner… De fattige, dem der i forvejen er allerlængst nede både i et økonomisk og i et socialt hierarki, de flygtninge som har mistet alt under en lang og farefuld rejse fra død og ødelæggelse til en nu lukket grænse – dem var der derimod ikke råd til at hjælpe. De får ingenting.”

Ifølge Nationalbankens statistik er der samtidig sket en udlodning til aktionærerne i danske virksomheder undtagen banker (hvor honorarerne til bestyrelsesmedlemmer, chefer osv. til gengæld er steget) på linje med tidligere år, nemlig knap 42 milliarder kroner. Det er penge, som er gået til ejerne i dét erhvervsliv, som samtidig har udsigt til statslige økonomiske støttepakker på 286 milliarder kroner. Til sammen er der tale om knap 330 milliarder kroner, hvilket svarer til en bunke tusindkronesedler på ca. 60 kilometer i højden.

Det samme erhvervsliv påberåber sig ellers ustandseligt ‘liberalisme’ og markedskræfternes frie spil og den slags. Men når det pludselig går dem imod, skal de have hjælp for at befæste og udbygge deres økonomisk dominante positioner. Hvad med at lade markedskræfterne få frit spil også i nedgangstider? Eller gælder de kun i opgangstider? De fattige, dem der i forvejen er allerlængst nede både i et økonomisk og i et socialt hierarki, de flygtninge som har mistet alt under en lang og farefuld rejse fra død og ødelæggelse til en nu lukket grænse – dem var der derimod ikke råd til at hjælpe. De får ingenting. Eller rettere sagt, de får endnu mindre end det ingenting, de fik før corona/COVID-19-epidemien.

Hvornår blev det socialdemokratisk politik? Og hvornår blev det for den sags skyld borgerlig politik? Der er meget langt fra ikke kun Socialdemokratiets ide om solidaritet og en mere ligelig fordeling af goderne i begyndelsen af det tyvende århundrede – til den usmagelige politiske strategi, som nu er Socialdemokraternes i begyndelsen af det enogtyvende århundrede. I forbindelse med kampen for at begrænse spredningen af corona/COVID-19 har folketingspolitikerne handlet fuldstændig(t) hensynløst over for det folk, hvis tillid de som folkevalgte burde have. Eksemplet viser, hvor svære kår den tillid efterhånden har.

Politikerne har fuppet os ved at spille på vores skræk for at dø

I klartekst ser det ud til, at politikerne har fuppet os ved at spille på vores skræk for at dø, at de har benyttet lejligheden til at tage fra de fattige og give til de rige, og at de har sneget en stramning af udlændingereglerne ind, med udbruddet af coronavirus som undskyldning.

Når de officielle kampagner opererer med et begreb som “social afstand”, og at den sociale afstand skal øges – hvor de egentlig mener, at den fysiske afstand mellem mennesker, som opholder sig omtrent samme sted, skal øges – så har de mere ret, end de selv forstår. Den sociale afstand mellem privilegeret og ikke-privilegeret, mellem rig og fattig, aktionær og ikke-aktionær, statsborger og flygtning øges med de tiltag, som den danske socialdemokratisk ledede regering – med bred støtte i Folketinget – har sat i gang med corona-epidemien som undskyldning.

For at vende tilbage til sammenligningen med den svenske strategi, er den danske strategi desuden grundlæggende umyndiggørende. Den enkeltes ansvar – og en forventning om, at den enkelte tænker selv og handler ansvarligt – nulstilles ved hjælp af forbud og påbud. Når disse forbud og påbud i en vis udstrækning hæves, handler det umyndiggjorte folk tankeløst. Som kvæg der slippes på græs ved forårstide, og i samlet flok løber hen til hegnet for at finde en måde at bryde igennem det.

Langt hen ad vejen spiller den danske strategi fuldstændigt fallit i sammenligning med den svenske – som frem for alt appellerer til, at den enkelte tænker sig om og tager sit ansvar, og som spiller på noget så umoderne som den enkelte svenske medborgers ære. Det turde desuden være indlysende, at det ikke er holdbart i et demokratisk samfund, som det danske påstås at være, at bruge stramme regler til at styre befolkningen og dens ret til at bevæge sig. Den svenske strategi er på længere sigt ikke alene langt mere demokratisk holdbar, den er sandsynligvis også sundhedsmæssigt langt den mest holdbare.