Kronik: Coronapandemien er blevet et røgslør for en flygtningefjendsk politik

Den 7. juli 2022 offentliggjorde Udlændinge‑ og integrationsministeriet en pressemeddelelse med titlen: “Danmark får sin laveste placering nogensinde på listen over EU-lande med flest asylansøgere per indbygger“. Pressemeddelelsen citerer den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek for at udtale: “Tallene viser, at regeringen har levet op til det, vi gik til valg på: At fastholde en stram udlændingepolitik og en lav tilstrømning. Det sikrer, at vi langsomt kan rette op på årtiers fejlslagen integrationspolitik.”

Regeringens stramme udlændingepolitik har med andre ord indebåret, at: “På listen over EU-lande med flest asylansøgere er Danmark i 2021 faldet ned på en 20. plads – den laveste placering i opgørelsens historie”. Det ses som noget yderst positivt.

To fluer med ét smæk

Det kan man mene om, hvad man vil. Det interessante i sammenhængen er dog noget helt andet, end at det lave flygtningetal er resultatet af en bevidst, målrettet flygtningepolitik – eller ‘udlændingepolitik’, som ministeren på bedste Newspeak-maner kalder det.

I det mindste har flygtningepolitikken næppe stået alene, men fået hjælp fra en for offentligheden noget uventet kant. Hjælpen er kommet fra regeringens Covid-19-politik, som gik stik imod den medicinske sagkundskab, da den blev fastlagt tilbage i begyndelsen af 2020.

“Søren Brostrøm har tidligere forklaret, at lukningen af grænsen var en rent politisk beslutning, som kun havde “suboptimal” effekt i forhold til at begrænse spredningen af coronavirus”

For eksempel udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm som en reaktion på statsministerens tale, at lukningen af grænsen var en rent politisk beslutning, som kun havde “suboptimal” effekt i forhold til at begrænse spredningen af coronavirus. Noget tilsvarende mente Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvidenskab på Roskilde Universitet, og Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Regeringen har med andre ord slået to fluer med et smæk og har på samme tid, som flygtningepolitikken blev en succes, kunnet booste Covid-19-politikken til også at være yderst succesfuld. Eller omvendt. Som to sider af samme politiske sag.

Flygtninge udelukket under dække af corona

Men skønt det er lykkedes regeringen og resten af det officielle Danmark at holde det godt skjult, måske ligefrem hemmeligt, er det åbenbart, at begge de to succesfulde politikker har haft visse menneskelige omkostninger, som dog næppe lader sig opgøre lige så præcist som antallet af danskere, der er døde med Covid-19.

I kronikken “Noget nær narret af Covid-19” i Solidaritet konstaterede jeg 21. juni 2020, dvs. for godt to år siden, at: “Ganske vist skulle asylansøgere i karantæne i fjorten dage, men det skulle alle andre også, inklusive jeg selv, der er dansk statsborger bosat i udlandet. Men der var ingen undtagelse for de flygtninge, som angiveligt vælter ind over grænsen. For dem er grænsen lukket. Punktum”.

Med andre ord har regeringens meget stramme Covid-19-politik indebåret, at flygtninge – og kun flygtninge – har været fuldstændig udelukket fra at komme til Danmark. Covid-19 er blevet brugt som argument, men de medicinske årsager viste sig at være politiske årsager. Det har naturligvis kunnet begrænse den strøm af flygtninge, som angiveligt “væltede ind over grænserne”.

Jeg tror dog ikke det er dét, den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek mener, når han fremhæver den stramme danske udlændingepolitik. Det er dog givet, at Covid-19-politikken har medvirket til at holde antallet af flygtninge nede. Spørgsmålet er, om den stramme Covid-19-politik bevidst og i det skjulte har været anvendt som en del af den danske udlændingepolitik. I så fald er det ikke alene skjult, men har været decideret hemmeligt, og skønt det sikkert efterhånden er faldet i de fleste politiske partiers og politikeres smag, er der tale om noget, der ligner vildledning af både vælgere og af folketingets politikere.

Forskelle på dansk og svensk coronastrategi

22. juli citerer TV2 Statens Serum Institut for oplysninger om, at der i alt har været 6.591 dødsfald forbundet med Covid-19. Det understreges, at tallene: “… dækker både personer, som er indlagt på grund af coronavirus og med coronavirus. Coronadødsfald tæller alle dødsfald i Danmark, hvor personen er testet positiv for covid-19 inden for 30 dage, og ikke kun dødsfald, der skyldes covid-19.”

Sammenlignet med tallene for Sverige, er det et lavt antal døde. I en kronik i Politiken 15. juli skriver bl.a. føromtaltte Lone Simonsen – som dengang mente, at en lukning af grænserne ville have ganske lille effekt, men som nu hylder den restriktive danske strategi – at: “Nu, i juli 2022, har Sverige registreret ca. 20.000 dødsfald, mens Danmark har haft 6.500. Justeret for populationsstørrelse svarer det til, at Sverige har haft 5 gange flere registrerede covid-19-dødsfald i 1. bølge end Danmark.”

“Bør antallet af flygtninge, der er døde som følge af nedlukningen medregnes, når antallet af Covid-19-dødsfald i Danmark opgøres – eller er det kun danske danskere i Danmark, der tæller?”

Spørgsmålet er dog, om opgørelsen af Covid-19-dødsfald er retvisende, dvs. om professor Lone Simonsen helt ved, hvad hun taler om. Og i det mindste er flygtningeforholdene næppe med i de overvejelser, hun og hendes medforfattere gør sig i kronikken i Politiken. Det ses bl.a. af, at der retorisk spørges: “Er pandemihåndtering blevet en brik i et politisk spil?”. Det er den så åbenlyst.

Tilsvarende er de demografiske forskelle på Danmark og Sveriges befolkninger, som jeg blandt andet diskuterer i 2020, næppe heller med i overvejelserne hos professor Lone Simonsen og hendes medforfattere. Herunder, at antallet af meget gamle og dermed meget sårbare personer i Sverige er steget kraftigt de seneste knapt 30 år, samtidig med, at det årlige antal dødsfald er faldet i samme periode. Det vil sige, at en af årsagerne til en større svensk dødelighed har været dødsfald blandt meget gamle mennesker, som ville være døde alligevel, hvis man skal udtrykke det lidt kynisk.

Spørgsmålet er derfor også, hvor mange af de flygtninge – som ikke måtte komme til Danmark, og som den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek er så stolt af er blevet holdt ude – er undervejs i stedet  døde på grund af den restriktive danske Covid-19 politik som årsag. Bør disse dødsfald medregnes, når antallet af Covid-19 dødsfald i Danmark opgøres – eller er det kun danske danskere i Danmark, der tæller?

Sverige har vundet på demokratisk overskud

Det er næppe muligt nogensinde at få blot et fingerpeg om, hvor mange flygtninge der er bukket under på vej mod en lukket dansk grænse. Men det forekommer temmelig indlysende, at det har kostet menneskeliv, at der har været adgang forbudt til Danmark som en følge af den stramme socialdemokratiske Covid-19 politik.

Det er den slags forhold, som forsvinder i en rent medicinsk diskussion, og hvis man ikke anerkender, at den danske Covid-19 håndtering naturligvis også har haft sine politiske sider, eller som det formuleres, “har været en brik i et politisk spil.” Af og til er det, som om der kun er tale om politiske spilfægterier med en stor ligegyldighed over for befolkningens ve og vel – inklusive de psykiske besværligheder knyttet til den nedlukning af landet, som måske var den væsentligste del af den danske Covid-19 strategi.

Måske er det tilmed sådan, at de politiske aspekter har været gældende i langt højere grad i Danmark end i Sverige, hvor strategien i udstrakt grad fulgte råd fra en medicinsk ekspertise, og ikke udtrykte socialdemokratiske politikeres (hemmelige) xenofobe idiosynkrasier. Det var snarere svineheld end kløgt, der gjorde den danske strategi succesfuld for danske danskere i Danmark – det vil sige ikke for de flygtninge, som har betalt prisen.

Samtidig var det ikke uheld eller manglende kyndighed, der gjorde den svenske strategi mindre succesfuld. Og i det hele taget giver det næppe mening at tale om de to strategier, den danske versus den svenske, i termer af succes eller fiasko, med mindre man medregner langt flere faktorer, end der gøres hos Lone Simonsen og hendes medforfattere.

Man kan ikke rose den danske strategi, som ret beset ikke var en strategi, men en medicinsk, psykologisk, arbejdspolitisk og på andre måder blind lock down. I stedet skal man snarere rose den svenske strategi for at have bevæget sig, og for at have taget ved lære af de erfaringer, man gjorde sig undervejs under forhold, ingen kunne vide noget om på forhånd. Det har givet Sverige et betydeligt større demokratisk overskud end den flygtningefjendtlige og anti-demokratiske danske strategi.