Kunstig intelligens: Socialisme eller kaos

Antal medarbejdere: minus 66 procent. Overskud: plus 350 procent.

Forestil dig en fremtid inden for de næste tre til seks år med en arbejdsløshed, der ikke længere ligger på små tre procent – men på ni, tolv eller endda femten procent. Forestil dig så nu, at ledighedskøen er fyldt med veluddannede (og ofte nyuddannede) jurister, statistikere, journalister, juniorprogrammører – for ikke at tale om webdesignere, regnskabsmedarbejdere, sagsbehandlere og HR-folk.

Forestil dig også, at der ikke er nogen udsigt til, at det ændrer sig.

Det er desværre en helt reel risiko med den udvikling, vi ser inden for kunstig intelligens i disse uger og måneder (år er en alt for lang tidshorisont med de kvantespring, vi ser fra måned til måned).

Det, der for ganske få år siden blev betragtet som science fiction, er i dag blevet almindelige arbejdsredskaber. Tekster og videoer skabes automatisk, juridiske dokumenter analyseres på sekunder, software udvikles med minimal menneskelig indblanding, og kundeservice håndteres i stigende grad af intelligente systemer frem for mennesker.

Et hurtigt eksempel fra den virkelige verden: Firtal (som er en del af Matas-gruppen) har på et par år reduceret deres medarbejderstab fra 82 til 28 ved brug af AI-agenter – og har samtidig øget deres overskud fra små 8 mio. kr. med 350 procent til 27 mio kr. For virksomhederne er der simpelthen ikke noget valg: Det er følg med eller forsvind.

Og det er bare den spæde start.

Velkommen til kaos

Vi – Danmark, Vesten, kloden – risikerer at ende i en situation, hvor virksomheder skovler større og større summer ind, uden at overskuddet deles med den almindelige befolkning gennem arbejde, løn og pension. Alt sammen fordi en stadig større del af arbejdet udføres af kunstig intelligens.

Vi har tidligere i historien set teknologiske omvæltninger omskabe arbejdet. Men hvor det før var maskiner, der erstattede fysiske håndværk, er det unikke i den revolution, vi nu begynder at ane konturerne af, at det er vidensarbejdet – både det kreative og det analytiske – der eroderes. Der er tale om den ultimative centralisering af de intellektuelle og kreative produktionsmidler hos de få virksomheder, der ejer datacentre og AI-modeller.

Den naturlige konsekvens bliver et generelt øget pres på lønninger og arbejdsforhold for dem, der stadig er i arbejde. Når tusindvis af veluddannede mennesker konkurrerer om færre stillinger, vil lønnen nødvendigvis blive presset nedad.

Samtidig begynder den økonomiske motor, som hele vores samfund hviler på, at hakke. For når store dele af befolkningen mister indkomst og økonomisk tryghed, mister de også købekraft. Når almindelige mennesker ikke længere har råd til at købe varer og ydelser i samme grad, tvinges virksomheder til i stigende grad at orientere sig mod de få, der stadig har penge.

Det rammer bredere end den enkelte. Når en langt større del af arbejdskraften består af bits, bytes og robotter frem for kød og blod, bliver det også langt nemmere at flytte en virksomhed fra et land til et andet. En AI-model kan lettere flyttes end ansatte og maskiner. Det kan skabe et globalt ræs mod bunden, hvor lande konkurrerer om at tilbyde lavere selskabsskatter, færre reguleringer og billigere vilkår for virksomhederne. Det er ikke gætværk – det foregår allerede.

Resultatet bliver en global, ond spiral: stadigt faldende skatteindtægter, stadigt svagere velfærdsstater og en stadigt fattigere befolkning med generelt forringet købekraft.

Og ironisk nok er det os, der i dag er blandt verdens rigeste samfund, dem der har mest at miste.

Vi har stadig et valg

Vi står derfor over for et valg – og det burde egentlig være simpelt.

Skal vi fortsat acceptere, at den voldsomt øgede produktivitet vi har oplevet gennem de seneste 50 år – og som kun kommer til at stige eksponentielt i den helt nære fremtid – til stadighed veksles til pres, stress og utryghed for de mange, mens formuerne i toppen når stadig mere absurde højder?

Skal vi acceptere, at virksomheders økonomiske magt i stigende grad erstatter vores demokratier?

I skrivende stund er Apples markedsværdi på størrelse med Tysklands BNP. Nvidias er på størrelse med Japans. Elon Musks private formue alene svarer til omtrent hele Finlands økonomi. Når få virksomheder og enkeltpersoner kontrollerer økonomiske ressourcer på niveau med hele nationalstater, tipper magtbalancen i vores samfund. Vi ser allerede i dag, at de samme få mennesker og konglomerater ejer en stadig større del af de medier, der former den demokratiske debat.

Det er ikke længere blot et spørgsmål om økonomi. Det er et spørgsmål om demokrati.

En vej for dig og mig

Eller skal vi i stedet insistere på en anden samfundsmodel, mens vi stadig kan? En model hvor det demokrati, som vi konstant besynger i valgkampen, ikke flyttes over i få rigmænds og tech-giganters kolde hænder, men i stedet udbygges og styrkes.

En model hvor den stigende produktivitet faktisk kommer hele samfundet til gode. Hvor teknologiske fremskridt ikke betyder flere arbejdsløse og mere utryghed, men i stedet giver kortere arbejdsdage, mere fritid og flere varme hænder i sundhedsvæsenet, i ældreplejen, i skolerne og i de fællesskaber, der binder vores samfund sammen.

Hvor produktiviteten kort sagt veksles til glæde og livskvalitet for dig og mig – frem for formuer til de få.

Det kræver, at vi tør tænke ejerskab og magt anderledes. At vi erkender, at nogle teknologier er så fundamentale for vores samfund, at de ikke kan overlades til private monopolers profitjagt. At vi anerkender, at den absurde formuekoncentration, vi ser i dag, også er en dybt udemokratisk koncentration af magt.

Det kræver, at vi siger stop.

Vi er nødt til at anerkende, at visse teknologier er for voldsomme i deres konsekvenser til blot at være endnu et privat investeringsobjekt. Ligesom det er åbenlyst for de fleste, at vandforsyning, infrastruktur og energisystemer ikke skal være private profitmaskiner, skal vi tage ejerskab over de digitale og automatiserede produktionsmetoder, der kommer til at definere økonomien i fremtiden. For at sikre, at udviklingen kommer hele samfundet til gode.

Vi kan vælge en fremtid, som er socialistisk.