Nordic Waste: Når Grønland kan, kan Danmark også

Den værste moralistiske forargelse har nu lagt sig i Nordic Waste-skandalen, og lovgivernes tømmermænd begynder at gøre ondt.

Det er nu på tide at danne sig et overblik over, hvad der kan og ikke kan gøres inden for det borgerlige demokrati, uden en grundlæggende ændring af det kapitalistiske system. En sådan ændring lader ikke til at stå umiddelbart på dagsordenen. Vi starter med det negative.

Det der ikke kan lade sig gøre

Først lidt om aktieselskaber. Nordic Waste er som millioner af virksomheder under kapitalismen et aktieselskab. Et aktieselskab er først og fremmest kendetegnet ved, at hver enkelt aktionær kun hæfter med sin indskudte kapital. Denne kapital ombyttes med aktier, som giver ret til udbytte, hvis et sådant udloddes af selskabets bestyrelse.

Aktionærernes indflydelse er proportional med den indskudte kapital. Et aktieselskabs virksomhed reguleres af den gældende selskabslovgivning. Det vil i EU sige den nationale lovgivning plus de EU-direktiver på området, som medlemslandene er forpligtet til at implementere nationalt

Fordi aktieselskabsformen er helt og aldeles grundlæggende for kapitalismen, er der ingen chancer for, at Danmark alene kan lave grundlæggende ændringer i selskabslovgivningen, selvom man måske kan lave mindre justeringer. Og viljen, til at det skulle ske på europæisk eller globalt plan, ser ud til at være minimal – eller rettere sagt ikke-eksisterende. Så vi kan konstatere, at fundamentale ændringer af selskabslovgivningen er en blindgyde.

Det der måske kan lade sig gøre

Selv om det er nærmest umuligt at ændre selskabslovgivningen fundamentalt, kunne man måske se på selskabskonstruktioner som sådan. Det ender jo ofte med, at ansvaret for et problem fordufter, fordi selskabskonstruktionerne er rene Pandoras æsker.

Måske kunne man også forsøge sig med kædeansvar. Kædeansvar skal sikre, at alle led i firmakonstruktionerne lever op til de gængse regelsæt for miljøansvar og arbejdsforhold. Det vil ligeledes lette kontrollen med selskaberne.

Derfor:

– Skærp kravene til transparens.
– Indfør kædeansvar.

Det der kan lade sig gøre

Hvad kan så lade sig gøre?

Som på så mange andre områder var det engagerede borgere – civilsamfundet – der først og fremmest tog fat i problemet og sagen i egen hånd. Forgæves forsøgte man at råbe kommunalpolitikerne op – i Randers var det den såkaldte ’hemmelige klub’ bestående af borgere, enkelte kommunalpolitikere fra Beboerlisten, Enhedslisten, SF og Borgerlisten, biologer og lystfiskere.

Flertallet i Randers byråd lukkede ørerne – der var tredive arbejdspladser i spil, gode penge til den kommunalt ejede havn – og forvaltningen tog meget let på sine tilsynsforpligtelser; selvom den muligvis formelt set ikke kan drages til ansvar.

Derfor:

– Styrk civilsamfundets muligheder for indsigt, kontrol, klagemuligheder o.l.

Det blev også lysende klart, hvor meget Lars Løkkes kommunalreform fra 2007 har ødelagt. Antallet af kommuner indskrænkedes til 98. De 14 amter nedlagdes og i stedet oprettede man fem regioner, som i modsætning til amterne ikke kan indkræve en eneste krone i skatter.

Amterne havde gennem mange år samlet ekspertise, viden og apparat på områder som f.eks. miljøkontrollen. Men de 98 kommuner har slet ikke enkeltvis kapaciteten til at udføre den nødvendige, uafhængige og uanmeldte kontrol med virksomheder som Nordic Waste.

Som det er nu, overlader den kommunale miljøkontrol fx prøvetagning til virksomhederne – der er altså tale om en variant af Foghs og Løkkes høflige egenkontrol – det skal jo ikke være vanskeligt at drive virksomhed, vel?

Derfor:

– Flyt miljøkontrollen derhen hvor musklerne er eller burde være, nemlig hos regioner og statsforvaltning.
– Udvid kontrolforanstaltningerne til f.eks. uanmeldte besøg og egen prøvetagning.

Man skulle tro, at miljøskadeloven så havde givet kommuner og stat de fornødne midler i hænde til at sikre, at virksomhederne – både inden de går i gang, under driften og når de på et tidspunkt lukker er i stand til at afholde omkostningerne til forsvarlig oprydning. Men det er ikke tilfældet.

Her kunne man med fordel skæve til Grønlands meget udbyggede regelsæt for minedrift, som det er foreslået i et læserbrev i Information af de pensionerede seniorforskere fra Aarhus Universitet, Christian Glahder og Poul Johansen, Se til Grønland i Nordic Waste-sagen.

Derfor:

– Skæv til Grønland og indfør, at godkendelse af VVM-redegørelser forudsætter oprydningsplan, at der skal være afsat tilstrækkeligt med penge til en nedlukning, INDEN produktionen starter, at nedlukningsplanen skal omfatte fjernelse af anlæg og mulige forureningskilder og reetablering af forurenede områder.

Kom så i gang, venstrefløj!

Det, der er forslået her ovenfor, kan med udbytte udbygges af venstrefløjens partier, grønne organisationer og ikke mindst borgergrupper. For venstrefløjens folketingsmedlemmer er der her en enestående chance for at bevise eget værd, og at Folketinget ikke bare er en talerstol – måske.

Så det er bare med at komme i gang, når man har fået foræret så fint et pragteksemplar af et lærestykke i kapitalismens funktionsmåde. Hvis Grønland kan, kan Danmark også.