Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
4. oktober. 2020

Nostalgi for fremtiden? Strejker og kampsange på Politikens Hus’ trykkeri

Faglige kampe, strejker og sange på arbejdspladsen. Politikens Hus var et andet sted i 1970’erne. Adam Johansen fortæller i tre dele om sin tid på trykkeriet.

Frem til 2004 blev aviserne trykt i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København. De grafiske arbejdere fik tilkæmpet sig nogle usædvanligt gode arbejdsforhold. Foto: Tomasz Sienicki

Faglige kampe, strejker og sange på arbejdspladsen. Politikens Hus var et andet sted i ‘gamle dage’. Adam Johansen fortæller i tre dele om tiden på trykkeriet i en svunden tid.


Af Adam Johansen

Politiken bliver stadig trykt på papir, og har i dag en kapital på 1 mia. kr. i ryggen. I 2004 lukkede Politikens Hus trykkeriet på Rådhuspladsen og fik sat en stopper for de arbejdsforhold og den magt, trykkerne havde opbygget over 30 år fra slutningen af 1960erne. I trykkeriet skabte typograferne et usædvanligt selvstyre for, hvordan deres arbejde skulle foregå. De kæmpede for at opbygge et demokratisk sammenhold og for at opnå aftaler og opretholde normer og værdier, det fortsat er værd at blive inspireret af. Fx rekruttering af kvinder og af arbejdsløse, afskaffelse af hierarki i organiseringen af arbejdet, 100 % organisering i fagforening og arbejdspladsklub, og en uskreven norm om at man aldrig gik til ledelsen uden en tillidsrepræsentant. De skabte en form for solidarisk arbejdermagt i en privatkapitalistisk virksomhed. Der blev taget fagpolitiske stormskridt fx for ansættelse af de arbejdsløse, og der blev selvfølgelig begået fejl.

Men – det kan være anderledes at gå på arbejde, og at være sammen om at slås for og opnå solidaritet.

Solidaritet bringer her den første af tre artikler som ikke er historiske, men slår ned på udvalgte temaer. Artiklerne bygger på samtaler med tidligere trykkertillidsrepræsentanter og klubformænd, Poul Kent og Peer Sture, og med tidligere talsmand Stine Andersen og listefører Johnna Mortensen. Den første artikel beskriver nogle af årsagerne til trykkernes styrkeposition. De næste artikler bringes de følgende to søndage. Den ene beskriver, hvordan de arbejdsløse var en del af fællesskabet, den tredje handler om, hvordan opløsningen af værdier og normer gjorde det umuligt at tage en konflikt mod det endelige opgør i 2008. I en efterfølgende kronik diskuterer jeg sammen med arbejdsmarkedsforsker Emmett Caraker, hvordan erfaringerne fra trykkernes arbejderkollektiv kan overføres til i dag.


Strejker på tværs

Det var en anden tid. I 1968-69 var der omkring 500 typografer på Politiken (og ca. 1000 på Berlingske Tidende). Det var store arbejdspladser. I Politikens Hus voksede oplagstallene: ”Det hører med til historien, at omkring 1970 steg Ekstra Bladets oplag til ca. 250.000 ex, og senere begyndte Ekstra Bladet også at udkomme om søndagen,” fortæller Poul: ”Det var bl.a. Inge og Sten Hegelers sex-brevkasse og nogle tillæg, hvor man kunne vinde præmier, der var med til at øge oplaget.”

Set over alle årene fra dengang og ca. 30 år frem blev der ansat flere trykkere. Det gav et gunstigt styrkeforhold i den fagpolitiske kamp. Det adskilte Politikens trykkeri fra andre grafiske arbejdspladser, hvor ny teknik førte til overflødiggørelse af fx sættere.

Fra slutningen af 1960’erne, i 1970’erne og frem til Påskestrejkerne i 1985 var der et stort opsving i arbejdskampe og solidaritet mellem arbejdspladser, og på tværs af faggrupper. Der var en udbredt tiltro til, at man kunne tilkæmpe sig bedre vilkår, løn og arbejdsforhold på arbejdspladsen. Der blev holdt faglige møder, virksomheder blev blokeret, og ud af strejkerne opstod sloganet, ’I dag mig, i morgen dig’.  Initiativet til aktiviteter og kampskridt kom typisk nedefra og ikke fra fagforenings- og forbundsledere.

Der blev kæmpet på mange fronter, fx for løn og imod Folketingets indgreb i løndannelsen, for alles medlemskab af fagforeningen og imod fyringer, for kortere arbejdstid og imod det fagretslige system. To arbejdspladser blev besat. Den ene var den grafiske virksomhed Uniprint. Den anden var Politikens Hus, som i 1972 hvor en strejke efterfulgt af lockout førte til en besættelse og stop for tryk af aviser. 

30,5 timers arbejdsuge

Allerede i 1968-69 havde typograferne i Politikens Hus 30,5 timers arbejdsuge på alle skift, døgnet rundt. Til sammenligning var normalarbejdstiden i de år på 41 ¾ time, og 37,5 timer på nathold.

Det var de typografiske sættere på Politiken, der ’satte’ avisen i bly, som først havde opnået de 30,5 timers arbejdsuge. For trykkerne var de 30,5 timer ikke den reelle arbejdstid, men de 30,5 timer betød, at typograferne fik beregnet deres samlede arbejdstid ud fra det timetal. De var som regel på arbejde i meget længere tid. På nat turen arbejdede de fast 30,5 timer plus 11 timer overarbejde lørdag søndag, og nogle gange endnu mere overarbejde. ”Jeg synes næsten, jeg var på arbejde hele tiden i de uger, hvor vi var inde,” som Stine fortæller. Det fik de både betaling og afspadseringstimer for. De 30,5 timer betød også, at mange flere trykkere kunne være i arbejde, end hvis de ikke havde haft den korte arbejdsuge. Det skabte beskæftigelse.

De 30,5 timers arbejdsuge var samtidig en kompensation for skifteholdsarbejde. Det var hårdt. ”Der er flere af de gamle, der stadig mange år efter lider af søvnløshed, fordi der blev vendt op og ned på døgnet,” siger Stine. Skilsmisseprocenten var høj på Politiken, og privatlivet var præget af, at man ikke kunne deltage i familiesammenkomster og et socialt liv på lige fod med andre.

I trykkeriet kunne et af de hårde skift gå ud på, at man efter seks dages arbejde på daghold sluttede fredag formiddag og samme aften mødte ind på syv afteners nathold. ”Om vinteren arbejdede man typisk 6 uger i træk, 13 dage ud af hver fjortende dag, og så afspadserede man 14 dage,” fortæller Poul. ”Den første uge brugte man på at komme sig,” fortæller Johnna. Der var også en frygtelig larm i trykkeriet, hvor der blev målt 92 decibel og nogle gange det dobbelte, 95 decibel. Mange fik høreskader. Støjen havde trykkerne svært ved at få bugt med: ”Vi kæmpede længe for at få lyddæmpning på maskinerne fra 1972, men det fik vi ikke før langt senere,” fortæller Poul. I 1970erne lagde trykkerne 17 kg tunge blyplader på cylindrene, hver blyplade svarede til en avisside. Det var tungt arbejde.

Opgør med hierarki

Trykkerne kæmpede i alle årene for, at alle skulle være ligestillede i produktionen. Tilbage i slutningen af 1960erne, da først Poul og kort tid efter Peer blev ansat, var der et hierarki blandt trykkerne med førertrykkeren i toppen: ”De gik med blød hat… de ville ikke rejse sig op eller bevæge sig, de ville ikke engang give en spids,” som Poul fortæller (en spids er starten på den papirbane, aviserne blev trykt på).

“Det var ikke alle, der brød sig om at have det ansvar, førertrykkeren havde. Så kunne de bytte, men det var ugleset ikke at ville være førertrykker, det hørte med. Ideen var at deles om arbejdet og være fælles om ansvaret.”

+

Poul og Peer kan ikke helt præcis huske, hvordan førertrykkerne blev pillet ned fra deres piedestal, men mener, at det skyldtes det opbrud, der i det hele taget skete i samfundet dengang. De gamle førertrykkere måtte endelig opgive deres status, da der kom nye trykpresser. Det blev aftalt med ledelsen, at alle trykkerne skulle oplæres til at være førertrykker. Alt arbejde på trykpressen kom til at gå på omgang. Det værste job på maskinen var at være farveskubber. De skulle påfylde farve og fik både papirstøv og farvedråber i håret. Det var ikke alle, der brød sig om at have det ansvar, førertrykkeren havde. Så kunne de bytte, men ”det var ugleset ikke at ville være førertrykker, det hørte med,” som Stine fortæller. Ideen var at deles om arbejdet og være fælles om ansvaret.

Danmarkshistoriens første strejkeplade blev så populær, at den kom på Top 20 over de mest solgte plader hele tre gange. Arkivfoto

Strejke og besættelse

Anledningen til besættelsen i 1972 var husets opsigelse af 17 sættere. De 15 blev fyret samtidig med, at Politikens Hus sendte arbejde med sats ud i byen. Da yderligere 2 blev opsagt, blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over. Ledelsen stod stejlt på ikke at ville genansætte de to sidste. Sætteriet strejkede, og alle andre mødte ind uden at lave aviser. I sætteriet var der 104 mod 4 for at nedlægge arbejdet. ”Huset ville hjemsende os i trykkeriet, men vi blev for at passe på maskinerne og inventaret,” som Poul fortæller. Politiken var besat. Konflikten gjaldt de to sættere, men det var i trykkeriet al aktivitet foregik, fortæller Poul: ”Lysavisen blev slukket, vi oprettede “Folkets talerstol” oppe på en af maskinerne.” Peer fik ideen til Danmarks første strejkeplade. Mange kolleger var skeptiske, men Peer og to andre opsøgte Jesper Jensen, der var indlagt på hospitalet, og fik ham til at skrive en sang sammen med trykkerne (se boks), der blev indsunget lynhurtigt af de strejkendes kor på Forlaget Demos, og pladen kom tre gange på Top 20. Trykkerne solgte pladen på store arbejdspladser i København og i S-togene.

Efter 13 dages konflikt blev fyringerne af de to trukket tilbage. ”Vi fik økonomisk støtte fra arbejdspladser i hele landet, og da vi vandt, gav vi overskuddet fra pladen videre til Plattedamerne (porcelænsmalere på Den Kgl. Porcelænsfabrik, der dengang var ude i en langvarig og spektakulær strejke).” Efter konfliktens afslutning lavede trykkerne et teaterstykke sammen med teatergruppen Skifteholdet, Hvor blev avisen af? der blev vist 85 gange rundt om i landet.

Her er strejken og besættelsen kort beskrevet for at forklare det styrkeforhold, der blev skabt mellem typograferne og Politikens Hus. Du kan læse mere i Politikens Tekniske Klub 75 år fra 1982, og i Den sidste rulle fra 2005. Besættelsen på Politiken slap en masse kreative kræfter løs blandt trykkerne og fik en kæmpe betydning for deres engagement indadtil og udadtil i årene fremover.

Kampsange på Politikens Hus

På pladsen ved rådhuset ligger et hus
af mange beundret næsegrus
udadtil en avis om demokrati
indadtil en politik uden mening i
man sender arbejdet ud mens folkene fyres
kan det være sådan et blad det skal styres
vi har svært ved at se logikken
derfor strejker på Politiken

I ledelsen indrømmes ikke fejl
deres motto må være stå fast vær stejl
indtil nu har de fyret sytten
men her kommer vi ind og vender bøtten
hvis du ikke vil være den næste i rækken
så hold ud kammerat vi må fortsætte strejken
du er til salg for en slik i butikken
støt strejken på Politiken

Vi har sat artikler om uret og nød
kronikker om kampen for dagligt brød
annoncer for huse og heste og biler
miss Danmark der viser sin røv mens hun smiler
nu sætter vi dem stolen for døren
fra faktoren og til direktøren
vi kan se de er grebet af panikken
over strejken på Politiken

De har rakt hånden ud de kan ta to mand tilbage
til gengæld skal vi så tage to mand af dage
det kan lyde som en gåde
men det skal selvfølgelig forstås på denne måde
at de får penge for at stå af
så ledelsen får det antal de vil ha
det ku være kønt kan du se komikken
vi sku sælge os selv til Politiken

Ordet er frit hvis du kan betale
trykpresse, folk, papir og lokale
bladhuse drives som andre butikker
her handles med ord sat op i rubrikker
frisind på tryk over disken
men herinde svinger de pisken
nu vil vi dirigere musikken
derfor strejker vi på Politiken

Sytten er fyret siden september
strejken begyndte først i december
protester og forslag er fejet af bordet
nu er det slut med at be’ om ordet
nu må vi tale et sprog de forstår
bestyrelsen høster som ledelsen sår
vi sætter handling bag kritikken
når vi strejker på Politiken

– Af typografer på Politiken og af Benny Holst, Jesper Jensen og Per Schultz; musik Benny Holst og Hvalsøspillemændene; Indspillet på Forlaget Demos 1972.

+

Dengang blev mange fagligt aktive. ”Det var et kæmpe arbejde at være tillidsrepræsentant – som TR stod man til rådighed døgnet rundt, men man var altid beskyttet af fællesskabet,” fortæller Peer, ”og ledelsen blandede sig ikke i hvad man gik og lavede.”

Nyt opbrud

Besættelsens betydning var stor, men opstillingen af nye maskiner havde også betydning for, hvordan trykkerne kunne skabe forandringer. Først blev førertrykkerne pillet ned i 1970erne, i 1986 blev der skabt opbrud i de to arbejdsholds holdninger. Før det var der forskel på de to arbejdsholds, A- og B-holdets holdninger: ”De nye offsetmaskiner gjorde, at vi skulle organisere holdene på ny, og de kulturforskelle – fx klikedannelser – der havde været, forsøgte vi at afskaffe,” fortæller Johnna. ”Det var i de år grunden blev lagt til den supergode arbejdsplads, trykkeriet var,” supplerer Stine. De nye maskiner fungerede ikke før flere år efter, så Politiken fik en millionerstatning. Selvom det var folkene i trykkeriet, der knoklede med at få aviserne trykt, blev de beskyldt for at sabotere produktionen. Der var meget overarbejde og en høj fraværsprocent. For at få aviserne trykt blev der ansat mange flere end der normalt var brug for, unge og kvinder – og det skabte et nyt fællesskab. Alle stod lige om at skulle lære at trykke offset. Trykkere og trykkeriarbejdere fik, dog efter en indbyrdes konflikt om bemandingen, et godt samarbejde i årene frem.

Eneret

Trykkerne på Politiken opnåede en – for en privatkapitalistisk virksomhed – usædvanlig stor magt over tilrettelæggelsen og bemandingen af deres eget arbejde, og om avisen overhovedet blev trykt. Mange konflikter med ledelsen om aftaler – såvel som internt i arbejderkollektivet – ihærdige indsatser for at skabe disciplin og sammenhold – og tro på sammenholdets værdi, skabte klassebevidsthed.

”Vi havde eneret til at afgøre, om der skulle komme aviser eller ikke,” som Peer siger. Og den eneret blev brugt igen og igen, selvfølgelig i mere eller mindre dramatisk omfang. Nogle gange var det nok bare at antyde en arbejdsnedlæggelse. Fx fik fællesklubben på et tidspunkt en aftale om, at ti ansatte om året kunne få 10.000 kr. til at rejse ud og se trykkerier i andre lande, eller bruge på et kursus. Engang havde både en trykker og en kantinedame søgt. Trykkeren fik, men ikke kantinedamen. ”Det fik Bjørn Møller (dengang formand for Fællesklubben) til at gå op til ledelsen,” som Johnna fortæller, ”og sige, ’nu lukker vi døren,’ hvorefter Bjørn skulle have sagt, ’vil du virkelig være skyld i, at der ikke kommer aviser ud i dag? Skal vi ikke bare sige, at kantinedamen får sine penge.’ Og så var den sag løst.”

Selvom typograferne havde magt til at afgøre, om aviserne kom på gaden, havde de ingen indflydelse på avisernes indhold. Det var ikke på tale. Og dog, en annoncør kunne ikke få sin annonce trykt i avisen, hvis virksomheden udførte uorganiseret arbejde. Dvs. hvis virksomheden ikke var overenskomstdækket. Dengang var det udbredt, at alle arbejdere på store og mindre virksomhed var organiseret og havde overenskomst. Men i 1980’erne opstod der konflikter, fordi nogle ansatte ikke ville være organiseret eller meldte sig ind i de gule fagforeninger. Det gav fx anledning til en stor konflikt på HT-busserne i 1984. Men aldrig på Politiken. Det var umuligt ikke at være medlem. 

Ellers blandede typograferne sig aldrig i, hvad der blev skrevet i aviserne. Der var dog en gang, ”hvor vi overvejede at nedlægge arbejdet,” fortæller Johnna: ”Det var i 1999, dengang chefredaktøren på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, kørte en massiv kampagne mod indvandrere og flygtninge på kontanthjælp.” I anledning af en historie i Ekstra Bladet om en flygtning og hans pårørende, som efter avisens opfattelse havde for mange penge at leve for, indførte den socialdemokratiske regering kort efter integrationsydelsen. Racisme og diskrimination var dengang bandlyst i trykkeriet.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] Poul Kent og Peer Sture, og med tidligere talsmand Stine Andersen og listefører Johnna Mortensen. Den første artikel beskrev nogle af årsagerne til trykkernes styrkeposition. Denne artikel beskriver, hvordan de arbejdsløse var en del af fællesskabet. Den sidste kommer […]

  • Om skribenten

    Adam Johansen

    Adam Johansen

    Pensioneret lektor og tidligere litograf.
      Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER