Nostalgi og klichéer: Anmeldelse af “I spejlet bor en voksen mands ansigt”

Som jeg læser mig igennem I spejlet bor en voksen mands ansigt, får jeg en fornemmelse af, at skønt Høxbroe skriver om vores tid, er han ikke rigtig til stede i den. Selvom de fleste af samlingens digte er stemningsbilleder, er det som om, at den stemning, Høxbroe i virkeligheden er interesseret i, er en stemning, der hører en anden tid til – beattiden.

Han tager toget ”tilbage til fortiden”, han dyrker Københavns ”tidslommer” religiøst, og kaster man et blik på samlingens forfatterportræt, vil man se en alternativ udgave af Dan Turèll.

Høxbroe kunne snildt være en karakter i Woody Allens Midnight in Paris. Var han det, ville han vandre rundt på sidegaderne i europæiske storbyer engang i midten af det forgangne århundrede med et velfornøjet smil på læben.

Det, der i min optik går galt med I spejlet bor en voksen mands ansigt, er da også det samme, som går galt for hovedpersonen Gil Pender i Woody Allens film: Høxbroe fortaber sig i nostalgien, og nostalgi klæder sjældent poesi.

Kampen mod klichéerne

De bedre digte er dem, hvor digteren et øjeblik glemmer, at han gerne vil være Dan Turèll. Tag f.eks. et digt om OL i Atlanta i 1996, hvor Muhammad Ali med rystende hænder skal tænde den olympiske flamme. I publikums messende ”Ali Ali Ali” hører Høxbroe et memento mori, og i skæret fra den olympiske fakkel ser han sydstaternes brændende kors. Digtet føles mere som en skitse end som et færdigt digt, men her er noget at arbejde videre med.

Rent sprogligt er den største udfordring, at Høxbroe lidt for ofte fortaber sig i klichéerne. Det sker også i ovennævnte digt, hvor Ali ikke bare sætter ild til den olympiske fakkel, men også til publikums hjerter. Det måtte han gerne lade være med. På mere veloplagte steder får vi beskrivelser som denne af, hvordan kærlighed kan lyse verden op:

”(…) København / er askegrå / og du er det / eneste lys / der finder / ned i gaderne”, samt sætninger om, at livet ”sidder stramt over skuldrene”, eller om at blive efterladt ”alene tilbage i solen” af de døde. Sidstnævnte et udtryk, der nok egner sig bedre til Det Vilde Vesten end til sludvåde Danmark, men lad gå.

Digtet om knivstikkeriet på Salman Rushdie (”Knivstik / i New York / den frie skrift / frie tanke / angribes”) kunne til gengæld lige så godt have været en avisoverskrift; mens digtene om sociale medier og selvoptagethed (f.eks.: ”Vi har glemt alt / om nattehimlen / fanget i fascinationen / af at se os selv i spejlet”) forbliver ved formaningen, og derfor nok hellere skulle være forblevet i skrivebordsskuffen.

Alt, hvad man skriver, kan ikke være greatest hits. Men jeg tror, at digtsamlingen ville have vundet meget ved at være blevet redigeret med en hårdere hånd.

Bord på Bofinger, efter-drinks på Le Week End

I digtsamlingen bliver der rejst, drukket og røget på livet løs, og vi kommer både med på visit på Chicky Grill på Vesterbro, over Atlanterhavet til Carlton Arms Hotel i New York og med til kærestens fødselsdag på et hotelværelse i Prag.

Af den grund er samlingen fyldt med så mange stednavne, at man kunne bruge den som rejseguide og få en ganske fornøjelig ferie ud af det. Læs f.eks. dette digt, der gør sig udmærket som reklame for Odense:

”Tager toget tilbage i tiden / til Hotel Windsors / bløde væg til væg-gulvtæppe / til overkommelige priser / til koncerter i den tidligere biograf / på Teater Momentum / til frokost på Grønttorvet / til restauranter på banegården / Giraffen med velskænket fadøl / (…)”

eller dette digt, hvor turen går til Paris:

”Bestilt bord / på Bofinger / en visuel / og kulinarisk perle / om hjørnet / fra Place de Bastille / tages imod i døren / følges til bordet / af værtinden / (…) / aftenen folder sig ud / fødderne ud ad døren / kører efter-drinks og cigarer / på Le Week End”.

Problemet er ikke så meget de allestedsnærværende stednavne, som at de digte, de optræder i, sjældent beløber sig til meget mere end rejsebeskrivelser på vers. Jeg kan godt forestille mig, hvilken type restaurant Bofinger er, efter jeg er blevet fortalt, at stilen er ”art nouveau” og køkkenet er ”alsacisk”.

Men jeg savner, at sproget giver liv til Bofinger, og at Bofinger springer op som var det en pop-up-bog. Ligesom Vangedevej pludselig løber langs mit indre blik, når Dan Turèll fortæller mig, at den lokale præst plejede at sprutte ned ad den på sin knallert med 20 km/t.

Det er måske fordi, digtsamlingen er så sprogligt uoplagt, at jeg har følelsen af, at den mest af alt handler om at iscenesætte Høxbroe som beatdigter. Der tegnes et klarere billede af digteren som folkelig avantgardist, end der tegnes af noget som helst andet.

Det får mig til at tro, at den voksne mand, der bor i Claus Høxbroes spejl, er Dan Turèll. Det ville bekomme digtsamlingen vel at få ham uddrevet.