Nu kommer der – måske – en klimafgift på landbruget

Regeringens ekspertgruppe for en grøn skattereform, ”Svarer-udvalget”, præsenterede 21. februar tre modeller for en ny og ensartet CO₂-afgift på landbruget i rapporten Grøn Skattereform – Endelig Afrapportering.

Med rapporten rykker den politiske diskussion fra, hvorvidt en klimaafgift på landbruget er mulig – til hvilken afgiftsmodel, som bedst balancerer hensyn til samfundsøkonomi, landbrug og naturen. Det understreger cheføkonom i Concito, Torsten Hasforth i en pressemeddelelse efter udgivelsen af Svarer-rapporten.

Han påpeger, at ekspertgruppen har vist, ”at det er muligt at indrette en klimaafgift for landbruget”, og at der nu endelig er et ”fagligt grundlag til at tage en beslutning” om en afgift på landbruget.

Christian Fromberg, kampagneleder i Greenpeace, er enig: ”Danmarks førende eksperter har nu vist, at det kan lade sig gøre at lave en afgift på landbruget, der både kan sikre en stærk klimaindsats, og at vi kan producere færre dyr og dyrke mere plantebaseret mad til mennesker”, skriver han i Greenpeace-pressemeddelelsen.

For Concito og Greenpeace handler det om, at den længe ventede grønne omstilling af landbruget endelig kan komme i gang. Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN), understreger i sin reaktion på Svarer-udvalgets rapport, at den grønne omstilling af landbruget er kommet alt for sent i gang.

Et ambitiøst afgiftsniveau

Svarer-udvalgets tre afgiftsmodeller peger på forskellige veje mod det samme mål om at reducere udslippet fra landbruget med mellem 2,4 og 3,2 mio. tons CO₂ om året. De tre afgiftsmodeller, model 1, 2 og 3, har en forureningspris på henholdsvis 750, 375 og 125 kr. pr. ton CO₂-udledning. De skal indfases fra 2027 og være implementeret fra 2030.

I en pressemeddelelse fra Skatteministeriet understreger formanden for udvalget og professor i økonomi, Michael Svarer, at formålet med udarbejdelsen af de tre hovedmodeller har været at vise veje, som på forskellig vis ”balancerer hensynet til at komme samfundsøkonomisk billigst i mål med hensynene til at reducere belastningen af landbruget, risikoen for produktionsnedgang og lækage af drivhusgasudledninger til udlandet.”

I denne balanceakt understreger Maria Gjerding, at DN kommer til ”at gå benhårdt efter den mest ambitiøse omstilling af landbruget til fordel for vores klima, vandmiljø og natur”, og det indbefatter ekspertudvalgets model 1. Det udtaler hun i førnævnte pressemeddelelse, hvor det også understreges, at det er ”den mest ambitiøse model på 750 kr. pr. ton, som ifølge ekspertudvalget både giver den højeste CO₂-reduktion og er den suverænt billigste model for samfundet.”

Gjerding konkluderer derfor om model 1, at den giver ”den mest sikre omstillingsgevinst, leverer mest på vandmiljøet og er klart den billigste for skatteyderne og samfundet”. Concito og cheføkonom Torsten Hasforth hælder også til model 1, men er samtidig ikke afvisende over for model 2, da den rummer, hvad han i et debatindlæg i Klimamonitor 23. februar kalder en ”lille genistreg”.

I model 2 betales der faktisk også en afgift på 750 kr., men samtidig indføres der et fast bundfradrag på 375 kr. pr. ton CO₂, hvilket ifølge Hasforth betyder, at for den landmand, ”der ikke ændrer sin produktion, er afgiften kun 375 kroner per ton. Men for den landmand, der omlægger sin produktion eller anvender nye virkemidler, er der en besparelse fra en afgift på 750 kroner per ton.” Herved fastholder man landmandens ”incitament til reduktioner og til at udvikle nye løsninger”.

Det politiske valg: de samfundsøkonomiske omkostninger

Forskellen mellem model 1 og model 2 skal blandt andet findes i omkostningseffektivitet, som har været en præmis fra udvalgets arbejde fra start. Som rapporten fastslår, har ekspertgruppen taget ”udgangspunkt i klimalovens guidende principper, hvor kravet om omkostningseffektivitet i klimaindsatsen står centralt”.

Som Svarer-udvalget understreger, lægger model 1 ”mest vægt på samfundsøkonomisk omkostningseffektivitet, men indebærer væsentligt nedgang i landbrugsproduktionen, særligt inden for kvægdrift.”

Afvejningen er anderledes i model 2, som ”lægger vægt på at erstatte CO₂-reduktioner opnået via produktionsnedgang med reduktioner fra tiltag af mere teknologisk karakter.”

Hvilken reguleringsmodel, der vælges, afhænger altså blandt andet af en afvejning af den rolle som ny teknologi kan og skal spille i den grønne omstilling. Det samme gælder ændring i støtteordninger til landbruget. Det første er Concito og Torben Hasforth som sagt mere imødekommende over for.

DN og Maria Gjerding er mindre begejstrede for model 2. Som hun påpeger, så vil det ”at give mere statsstøtte og imødekomme ønskerne om frivillige ordninger” blot ende med ”at skubbe problemerne foran os og gøre omstillingen dyrere.” Michael Svarer pointerer også i den førnævnte pressemeddelelse, at fradrag og tilskud kan ”fortolkes som samfundets pris for at reducere den økonomiske belastning på landbruget.”

Det er nu op til politikerne at komme frem til den model, der skal bruges.