Ny kurdisk lyrik

Antologien er den tredje i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver for at give indblik i den nutidige kultur i områder, som vi ellers kun kender fra mediernes krigsreportager.
Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev udslettet, grænsen til Syrien blev lukket, og store slumbyer voksede op. Landsbysamfund er også blevet ændret og opløst af “Det Store Anatolske Projekt”, et system af vandkraftdæmninger. I Irak blev landsbyer under Iran-Irak-krigen også udslettet og indbyggerne myrdet eller tvangsforflyttet. Dat samme skete senere i Saddam Husseins “Anfal”-kampagne mod kurderne i 1988 og under Golfkrigen i 1991. Iranske kurdere led under den islamiske revolution og krigen mellem Iran og Irak. Som det fremgår af Farhad Shakelys digt:

I DETTE HELVEDE
Jeg venter på at nogen
bringer mig nyheden om min død,
Måske
kan jeg finde mit gravsted på den anden side af den rustne kirkegårdsbusk
Jeg vil begrave denne kongelige gamle mumificerede krop.
Måske
kommer disse vægge og lukkede grænser til at tale
Jeg har været i dette helvede i årevis.

Digtene bærer præg af de sidste halvtreds års kamp for selvstændighed, den mundtlige kurdiske tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen. Gerne i et enkelt sprog som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur. Den mundtlige tradition, hvor hele landsbyen samledes på torvet for at høre historier på vers og nyheder fra den omrejsende poet, betyder bl.a., at de moderne kurdiske digtere er vant til at læse op for mange hundrede i Kurdistan og større kurdiske samfund i eksilet.

Den unge kvindelige lyriker Hero Kurda’s skriver i Du i mig:

På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig

Ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre

Eller som det på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have, understreges i den iransk kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede:

Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig, der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!

Antologien bærer i det hele taget præg af den større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab, som kvindelige kurdiske lyrikere tilkæmpede sig efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:

Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.Hjemland! Du er stadig
vædet i blod i mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hvilket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?

Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun er nok selv en del af svaret.

Den nyere digtning er som sagt præget af undertrykkelsen af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Kurderne er i deres kamp gang på gang blevet svigtet af alle alliancepartnere og andre magter i Mellemøsten, så ”Kun bjergene er kurdernes venner”. Det er sket, lige siden sejrsmagterne i Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig og Osmanner-imperiets sammenbrud lovede kurderne en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter totalt at svigte dem og erstatte Sèvres-traktaten med Lausanne-traktaten – der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder, men ikke til kurderne, der tværtimod knyttedes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet.

Efter USA’s tilbagetrækning fra området og Tyrkiets, Irans, Ruslands og Assad-Syriens forskellige nye alliancer og invasionen af Nordøstsyriens selvstyrende kurdiske område, Rojava, er kurderne igen ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien. Eller Tyrkiets bombeangreb mod såkaldte PKK-mål i det nordlige syriske og irakiske Kurdistan i ly af NATOs behov for fælles fodslav, når det gælder den russiske invasion af Ukraine.
Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger ord til den smertelige kurdiske desillusion:

Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.

Døden er næsten altid nærværende for de kurdiske samfund. Den er en kollektiv affære, ikke den enkeltes endeligt. Som Hiwa Qadirfra Sulaymaniyah i irakisk Kurdistan,udtrykker det:

Den evige ligning for en kurder
Jeg er igen et forladt nyfødt føl
Igen løber mit blod fra ulvenes tænder
Igen er kurder lig krig, og krig lig kurder
Det er min skæbnes snævre cirkel

Min ensomhed bliver større og større
lige til selve den eneste gud bliver misundelig på den

Dels for at få den yngste generation med, og dels fordi redaktionen i bogens første udgave havde overset så væsentlige og velkendte nyere lyrikere som Latif Halmat, Yildiz Çakar, Shakir Mado og Tengezar Marîn er disse nu medtaget i antologien. Latif Halmat har følgende hårdtslående øjebliksbillede i Gevær & Grav:

Pludselig kom elektriciteten igen
Filmen begyndte igen
Mænd smedede skydere
Kvinder udgød tårer

Så gik lyset ud endnu engang
Nu graver mændene måske grave
Måske bærer kvinderne sort

Ved offentliggørelsen i København læste Yildiz Çakarfra den tyrkiske del af Kurdistan bl.a. sit digt Hvis det var muligt med den i bedste mundtlige tradition tilbagevendende linje, der også er en del af afslutningen:

Hvis det lod sig gøre, ville jeg bede om et hjemland
udover et fornavn, efternavn og en krone.

Men på trods af alt det smertelige brænder der er i den moderne kurdiske lyrik et vedvarende håb.