Nye aktivister kan starte her

Den danske miljøbevægelse NOAH fylder 50 år, og har i den forbindelse udgivet Miljøbevægelsens rødder, en antologi der både gør status og kigger fremad. Vibeke Nielsen har anmeldt bogen for Solidaritet.

---

Af Vibeke Nielsen

”Miljøbevægelsens rødder” er en antologi af aktivistskrevne artikler, 20 i alt, fordelt på 264 sider. Jubilæumsbogen er udgivet i anledning af NOAHs 50 års jubilæum. Den er bedst tjent med at blive læst som et inspirationskatalog for dem, der har lyst til at kaste sig ud i græsrodsarbejde, især på miljøområdet.

Det er ikke en helt enkel sag at anmelde en organisations selvportræt, idet man meget let kommer til at anmelde organisationen som politisk aktør, frem for at anmelde værket. I stedet for at tage stilling til bogen som formidlende indgang til en organisation, kan man falde i den fælde at vurdere, om man personligt er enig i den strategi, der bliver fremlagt på side 70. Eller synes, at den beslutning, som de skriver om på side 405, var klog.

Det skal jeg prøve at undgå. Min anmeldelse bliver måske præget af, at min primære grund til at kaste mig over værket var styret af en interesse i organisationshistorie ud fra en bredere interesse i venstrefløjens historie og organisering. Derfor blev jeg lidt skuffet, men også optimistisk. Så er det sagt – læs endelig videre!

Sund pluralisme

Bogen byder på præsentationer skrevet af emne- og lokalgrupper, samt enkeltpersoner, der er optaget af bæredygtig energiforsyning, klimakamp, forurening i alle afskygninger, frihandel og meget mere på lokalt praktisk græsrodsniveau, i lobbyen, i internationale netværk eller filosofisk reflekterende. Nogle af de medvirkende har været aktive i hele organisationens historie, andre er kommet til de seneste år.

Der er inddraget artikler, som i høj grad ligner emnegruppers hverve- og præsentationstekster, i samme stil som man kender fra mange NGO’ers hjemmesider og småtryk. Disse fremstår som de svageste tekster i samlingen. De er flygtige, og ville normalt ikke have været at finde i en jubilæumsbog.

Men en del andre artikler har elementer af kritisk selvrefleksion, idet de beskriver og vurderer konkrete forløb af aktivisme på, hvad der gik godt og galt, og hvorfor. Atter andre fremlægger idéer og strategier til fremtidigt arbejde. Endelig er der artikler, hvor arbejdet med udvikling og udfoldelse af mere eller mindre filosofiske begreber beskrives med henblik på oversættelse af dem til aktivistisk praksis.

I antologien som helhed er det måske de sidstnævnte artikler, der indeholder mest substans for læsere, der er interesserede i miljøaktivisme i almindelighed og NOAH i særdeleshed. Der ligger mange tanker og erfaringer bag begreberne, som undersøges og diskuteres – ikke mindst i forhold til hvad begreberne kan bruges til, samt hvornår og hvordan de har eller ikke har givet mening  – som er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Alt i alt er det et noget uensartet indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning af hele antologien, men man kan vælge at fejre det, som et udtryk for sund pluralisme i en organisation, der både ser tilbage og frem – uden nødvendigvis at gøre begge dele samtidig. Det sidste er måske det største problem.

---

Vær realistiske, gør det umulige

NOAH har sit udspring i ’68-begivenhederne, mere præcist 9. marts 1969, og har rødderne solidt plantet til venstre for midten. I mindre akademisk orienterede dele af det politiske landskab, var og er der kultur for handlingsorientering, med glæde ved bannermaling, pamfletter, paroler og praktisk aktivisme frem for fordybelse i tykke bøger og forskning. Men i andre politiske miljøer, som er udsprunget af ’68, måske især studenterbevægelsen, har møder, seminarer, kongresser og konferencer ofte taget det meste af tiden, hvilket også er sket i små venstrefløjspartier – en ond tunge vil sige “snakkeklubber” – med lange traditioner for bogcaféer og egne forlag.

NOAH har med sine rødder i det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet placeret sig et tredje sted – måske ikke midt imellem, men tæt på – og holdt en imponerende balance mellem udarbejdelse af tørt videnskabeligt grundlag og praktisk folkelig aktivisme i anorak og striktrøje ved vandet, på landet og på gaden. Det er en stor styrke, når man vil skrive en god bog, der både appellerer til tanken og indlevelsen.

Flere af kapitlerne bærer præg af, at der måske især i organisationens første år har været en fantastisk evne til at improvisere og løse endog store udfordringer ad hoc og on the fly, f. eks. sejlende i båd til FN-konference i Stockholm eller som pressegruppe i tæt samarbejde med Politiken. Man får virkelig mod på det, når man læser de kapitler. Det store 60’er slogan ”Vær realistiske, gør det umulige” er da også fremhævet i et enkelt kapitel. Det vingesus fornemmer man i de bedst fungerende afsnit.

Vi taler om folk i starten af 20erne her. Grønne på flere måder, og i en miljøbevægelse uden forhistorie. Men i 60’erne og 70’erne arbejdede NOAHs aktivister ikke på bar bund eller i et tomrum. De stod på ryggen af en lang tradition for socialt og fagligt fællesskab indenfor naturvidenskab og var en del af et større oprør, hvilket, de erkender, var en fordel. De ville nok ikke have haft helt de samme privilegerede fordele, hvis de havde forsøgt at organisere socialt udsatte.

De mest medrivende og inspirerende kapitler byder på aktivisters personlige fortællinger om det møjsommelige aktivistiske arbejde og deres refleksioner over, hvorfor tingene gik som de gjorde. Man lever sig ind i og lærer af beretninger om, hvordan aktivister kom til erkendelse af omsiggribende forurening og miljøødelæggelser, på en egn eller indenfor et særligt område. Hvordan de gradvist udvidede horisonten, ikke blot geografisk, men også i kraft af indsigter og nye forståelser af større sammenhænge. Og i forhold til myndigheders og firmaers måder at udvikle stadigt nye retoriske, juridiske og praktiske taktikker som modsvar til aktivismen, når NOAH-folk udsendte pressemeddelelser eller krav om aktindsigter, pænt ventede i lobbyen eller gik ud og protesterede. Lidt selvkritik bliver det også til hos nogle af de gamle aktivister, for eksempel i overvejelser om egne tidligere fejltagelser i forhold til muligheden for bæredygtighed sideløbende med økonomisk vækst. Ja, der har været folk i NOAH, som har troet på vækst. Ligesom der har været folk i NOAH, som har troet på mere militant kamp. Floraen er rig og mangfoldig og man får små overraskelser hen ad vejen.

Mere erindring og fortælling end historie

Selvom bogen er inddelt i kapitler, er der ikke en fremadskridende fortælling eller kronologi. Man har større glæde af at læse de enkelte kapitler som selvstændigt stående indlæg i en vedvarende debat om, hvad miljøkampen og NOAH var, er og skal blive til ,end at læse bogen som en sammenhængende fortælling om NOAH. Antologien fremstår som helhed meget demokratisk, men også noget usammenhængende.

Det ene kapitel bygger ikke på det andet. Nogle steder finder man oven i købet udsagn, der modsiger udsagn om organisationens historie i et tidligere kapitel, uden at kapitlerne refererer til hinanden. Det gælder f. eks. nævnte spørgsmål om organisationens vækstkritik. Det virker som om bidragyderne ikke har læst hinandens indlæg.

“Miljøbevægelsens rødder” rummer mange indlæg med sætninger, der starter med “NOAH har altid…”. Nutiden bliver projiceret ud i fortiden, som om tiden stod stille. Det er et mytologiserende blik, der kan sløre, at organisationen, samfundet og ikke mindst miljøet har udviklet og forandret sig – og at alle ikke er enige.

Det er helt normalt, at organisationer og bevægelser fortæller og eventuelt skriver deres egen historie som et forsøg på at give fællesskabet mening, sammenhængskraft og identitet, internt såvel som eksternt. Det kan dække over en kamp mellem forskellige opfattelser og være en konsekvens af mere eller mindre bevidste forglemmelser eller marginalisering af synspunkter, nogle har eller har haft en gang. Men det kan også hænge sammen med, at der ikke er en overlevering mellem aktivister, fordi der sker brud i organisationen.

NOAH har lykkeligvis undgået at skrive organisationshistorie som succeshistorie, med milepæle man har nået og perlekæder af resultater, man har skabt – en form for ”historieskrivning” man desværre ser i en del NGO’ers selvrepræsentationer, formodentlig med henblik på at skaffe funding og nye medlemmer, samt sammenhængskraft og fælles fodslag. Her går det godt, send flere penge.

De mange løse tråde og totter, der hænger i luften, har man ikke forsøgt at binde sammen redaktionelt eller kæmme ved at få en ekstern til at skrive historien – i bestemt form – om NOAH. Man har ladet de løse ender stritte og modsigelserne stå. Og det er måske netop det, der gør Miljøbevægelsens rødder til græsrodshistorie, også på metaniveau. Måske er den side af bogen, der for en historieinteresseret er et irritationsmoment, samtidig dens store styrke: Der er ikke nogen, som har fået lov at få det sidste og endegyldige ord om, hvad NOAH er, hvor de kommer fra og hvor de skal hen. Men de udfordringer, man stod med i 1973 må have været nogle helt andre end dem, man stod med i 2013, i kraft af samfundsudvikling, globalisering og klimaændringer, og dermed må svarene også være nogle andre. Der kan ligge vigtig viden og forståelse gemt i de gradvise forandringer og måske også brud, som ikke er gravet frem eller sat i fokus. Her må man nøjes med de erkendelser, som enkeltstående historiske nedslag bibringer, uden den sammenhæng, som en rød tråd mellem kapitlerne kan give.

---

”Miljøbevægelsens rødder” som bogarbejde

Alle artiklerne i Miljøbevægelsens rødder er velskrevne og lette at læse, selvom et enkelt eller to måske forudsætter, at man er akademiker. Man kan sagtens plukke enkelte artikler ud, som man har lyst, enten af personlig interesse eller til studie- eller undervisningsbrug.

NOAH har i kraft af sin lange tradition for ikke blot at arbejde med skrift, men også visuelt, beriget verden med grafik og sikkert også andre former for visuel dokumentation og agitation. Der er udpluk af grafikken lagt ind mellem kapitlerne. Det er pænt tilrettelagt, men man kunne let have fået meget mere ud af dokumentsamlingerne, både som informationsbærende visualisering og som historiebærende materialer. Historien er ikke slut, så det er hermed en opfordring til fremtidige projekter.

Den afsluttende artikel fra arkivaktivisterne “NOAH’s udgivelser” har en titel, der lover mere end den holder. Den byder på enkelte nedslag i publikationslisten, men er præget af mangel på samling, stringens og overblik. Billederne, grafikken, papirerne, pamfletterne og bøgerne kan være fløjet i alle retninger i årenes løb. Og taget i betragtning af at NOAH altid har været forbilledligt samarbejdende og udadvendte, kan der ligge meget hos andre, måske i dag opløste, organisationer, som aldrig er blevet registreret.  ”Miljøbevægelsens rødder” er – måske af samme årsag – desværre ikke beriget med en udførlig litteraturliste til videre læsning for interesserede i emnerne. Det er ikke ligegyldigt, hvad der blev udgivet hvornår, da de ”tørre” litteraturlister er et vigtigt element i en tidslinje over en organisationers udvikling af samarbejdsrelationer, bevidsthed og praksis. Det overblik går både læseren og aktivisterne i NOAH glip af her. Men det må være på tide at få samling på sagerne. De gamle aktivister er snart meget gamle og historien om alle de nye bevægelser som kom ud af 60’erne i Danmark er slet ikke skrevet, især ikke for græsrøddernes vedkommende. Her sætter NOAH en forbilledlig bølge i gang med ”Miljøbevægelsens rødder”. Den må vokse.

Læs de første to kapitler af bogen her

---

Vibeke Nielsen er bibliotekar.

---