Øjenvidner beretter om kaos ved grænsen og gader tømt for mænd i Moskva
Hundredtusinder af russiske mænd flygter ud af Rusland i disse dage. Solidaritet har talt med to øjenvidner: En ung mand, som netop har krydset grænsen mellem Rusland og Georgien, og en mand, som er blevet tilbage i Moskva, hvor kun ganske få mænd tør vove sig udenfor døren.
De russiske mænd vil ikke i krig. Hvis man er i tvivl, kan man bare gå en tur på gaden i Moskva. Det fortæller Alexandr, der både har russisk og georgisk statsborgerskab, og som bor i Moskva.
”Når jeg går på gaden, er der ingen andre mænd, kun kvinder. Hverken i metroen eller andre steder. De kan finde på at stoppe dig i metroen og tage dig med”, forklarer Alexandr og henviser til den del af det russiske militær, som indfanger civile mænd, der er blevet indkaldt til den russiske hær i de seneste dage.
Alexandr er også blevet indkaldt til hæren, men fordi han har to statsborgerskaber, er han ikke forpligtet til at melde sig. Men det er der mange andre, som er.
”To af mine kolleger, der er 22 og 23 år, er allerede blevet hentet i deres hjem af soldater. De har ikke andet valg end at gå med. Manden, der styrer 7-Eleven butikken i mit område, er blevet hentet. Det er folk, som overhovedet ikke har militærtræning,” siger han og fortsætter:
”De tager også alle, der har viden om førstehjælp og medicin. Selv folk med handikap.”
Kaos ved grænsen
For de fleste russere er det ikke længere muligt at købe flybilletter ud af Rusland. Så mange forsøger at krydse landegrænserne. Der har derfor været massivt præs på grænsen til det lille land Georgien, som forholder sig neutralt til krigen i Ukraine. Køerne ved grænsen er så lange, at de går direkte fra den russiske by Vladikavkas og til grænsen i Georgien. Det er cirka 30 kilometer. Det forklarer Dimitri, som selv krydsede grænsen i går.
“Et af mine familiemedlemmer krydsede grænsen i nat. Og jeg har ikke hørt, at de har lukket grænsen helt endnu, så jeg prøver stadig at få folk over.”
”Mange har opgivet at tage bilen og går eller cykler for at komme hen til grænsen, som ligger klemt inde i et bjergområde, hvor der bliver meget koldt om natten. Bagefter står folk i kø i 10 timer,” siger han og forklarer samtidig, at det har været meget dyrt at komme ud af Rusland.
”Jeg havde brugt alle mine penge på rejsen fra Sankt Petersborg til grænsen. Vi har betalt, hver gang der var en politiafspærring. Vi var fire mænd, og vi har måttet betale 100.000 rubler (ca. 13.000 kroner) Jeg var så bange for, hvad der skulle ske, hvis vi ikke kom igennem. Om vi ville komme til at fryse ihjel om natten på den russiske side.”
Han forklarer, at han ikke selv er blevet indkaldt, men at han kender til unge mænd, der er blevet indkaldt til hæren, og som er blevet afvist ved grænsen til Georgien. Det russiske militær er også ankommet til grænsen med et indkaldelseskontor i en bus. Det rapporterer BBC.
”Et af mine familiemedlemmer krydsede grænsen i nat. Og jeg har ikke hørt, at de har lukket grænsen helt endnu, så jeg prøver stadig at få folk over.”
Dimitri opholder sig i Georgiens hovedstad Tbilisi nu. Han har et netværk i Tbilisi, fordi han har arbejdet som kampagnemedarbejder for en oppositionspolitiker i Sankt Petersborg. Og der er mange russere fra oppositionen, som tidligere på året flygtede til Georgien.
2.700 kroner for en taxa
En kilde, som bor tæt grænsen mellem Rusland og Georgien har fortalt Solidaritet, at de mange russiske mænd, der er kommet over grænsen betaler 1.000 georgiske lari (ca. 2700 kr.) for at blive kørt væk fra bjergområdet og til Georgiens hovedstad, Tbilisi.
Kilden, som også ønsker at være anonym fortæller, at han for to dage siden samlede en ung russisk mand op, som var fyldt 18 år i juni.
”Han kendte ikke nogen i Georgien. Han var en lille tynd dreng. Jeg fik lyst til at give ham nogle lari, så han kunne klare sig. Men det er jo også en svær situation for os i Georgien. Der kommer rigtig mange russere, og vi ved ikke, om nogle af dem er spioner,” fortæller han.
Det georgiske indenrigsministerium har meldt ud, at der i disse dage ankommer omkring 10.000 russere om dagen til Georgien. Det er cirka en fordobling i forhold til forrige uge.
Den sikre død
Alexandr har også hørt, at folk som er blevet indkaldt, bliver afvist ved grænsen. Så han er ikke taget afsted. Indtil videre er han beskyttet af sit dobbelte statsborgerskab, men han bange for at de russiske myndigheder kan finde på at ændre lovgivningen.
”Jeg stoler ikke på dem, men jeg er nødt til at gå på arbejde. Jeg ved ikke, om de en dag stopper mig på gaden og tvinger mig ind i en bil.”
“De var 800 russiske soldater. De blev angrebet af droner fra alle sider. Kun 28 personer overlevede, fordi de gemte sig et sikkert sted. “
Han er imod krigen. Som barn i Georgien oplevede han, da russerne invaderede landet, og han har på ingen måde lyst til at deltage i krigen i Ukraine. Aleksandr har også en bekendt, som har deltaget i krigen på russisk side, og da han kom hjem på orlov, fortalte han om forholdene på slagmarken.
”Han fortalte, at de var 800 russiske soldater. De blev angrebet af droner fra alle sider. Kun 28 personer overlevede, fordi de gemte sig et sikkert sted. Russerne har bare maskinpistoler. De har ikke en gang førstehjælpskasser, men får at vide, at de skal bruge tamponer til at lukke sår, hvis de bliver sårede,” forklarer Alexandr og fortsætter:
”Det er den sikre død at tage af sted. De siger, at familien modtager 10 mio. rubler (1,3 mio. kr.), hvis man falder i krigen. Men jeg har hørt, at de fortæller mange familier, at soldaterne er forsvundet, og så får familien ikke noget.”
Det uafhængige medie Novaya Gazeta oplyste mandag den 26.september, at cirka 261.000 mænd har forladt landet, siden dekretet blev udstedt. Det fortæller en anonym kilde fra Ruslands præsidentielle administration til mediet.
Aleksandr og Dimitri er ikke kildernes rigtige navne. Solidaritet har valgt at beskytte deres identitet.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER