OK24: En røverhistorie om et vellykket forlig

Blækket er dårligt nok tørt på underskrifterne, før Wammens og fagtoppens udgave af sandheden falder fra hinanden. Sandheden om OK24 resultatet viser, at flertallet af offentligt ansatte risikerer at have mindre købekraft end i 2021, når de nye lønkroner er givet ud.

Forliget er altså et resultat, som ikke engang dækker inflationstabet på 4,9 procent fra 2021, 2022 og 2023 og den fremtidig inflation frem mod 2026 – og som på ingen måde sikrer reallønnen for flertallet fra de traditionelle kvindefag. Og fagbevægelsens egen selvskabte omvendte Robin Hood model med lønstigninger i procenter frem for i kroner og ører øger endnu engang lønforskellen mellem de højtlønnede og de lavtlønnede.

De 8,8 procent lyder af meget, men er det ikke.  Selv når pengene er delt ud ved overenskomstperiodens afslutning, vil de offentligt ansatte samlet set stå dårligere økonomisk end i 2021, inden priserne kom på himmelflugt. Eller som sygeplejerske Marianne Priskorn, TR på Hvidovre Hospital,  meget præcist formulerer det, så har sygeplejerskerne et lønefterslæb på 5.000 kroner mere om måneden, hvis man sammenligner med andre offentligt ansatte.

”Hvis vi skal i nærheden af 5.000 kroner mere om måneden, så er det stadig ikke nok, og vi har altså nogle kæmpemæssige udfordringer med af fastholde og rekruttere sygeplejersker.”

Det samme kan siges om samtlige traditionelle kvindefag som pædagoger, socialrådgivere og SOSU’ere.

OK24 er et regulært løndiktat fra finansministeren og regeringen

For det forenede fagbureaukrati har det vigtigste været at slette alle spor, der viser, at OK24 er et regulært løndiktat fra finansminister Wammen og dermed regeringen.

Men det lykkedes ikke.

For Rita Bundgaard, der er formand for HK Stat og topforhandler for de statslige ansatte, laver en ren tilståelsessag, da hun 21. februar siger til DR: ”Da vi gik ind til den her overenskomstfornyelse, havde finansministeren jo valgt at kigge frem i stedet for at kigge tilbage, da han definerede, hvad det var for en ramme, vi kunne forhandle om for de næste to år. Han ønskede ikke at kigge tilbage på det reallønstab, vi har haft de seneste to år.”

Det er ikke tidligere set, at finansministeren afslører resultatet flere måneder, før parterne er færdige med at forhandle. At fagtoppen så alligevel foregiver, at de har haft svære forhandlinger, som ender præcis på Wammens 8,8 procent, siger mere om Den Danske Models grundlæggende krise og fagtoppens afmagt. Det understreger, hvorfor fagbevægelsen er en terminal kræftpatient uden skyggen af selverkendelse. 

Trepartsaftalen skabte et digebrud, hvor fagbevægelsen accepterede Wammens diktat om markante indrømmelser og modregninger, som både har kortsigtede og langsigtede konsekvenser for fagbevægelsen, medlemmerne og resterne af velfærdsstaten. Det er ren selvskadende virksomhed.

At fagbevægelsen accepterer, at forudsætningen for indgåelse af en trepartsaftale skal ske ved besparelser og fyringer i milliardklassen på en i forvejen rundbarberet administration i kommunerne, er himmelråbende usolidarisk.

Med et pennestrøg var al snak om ligeløn forsvundet – selv fra fagtoppen i kvindefags-fagforbundene, der sad med ved finansministerens forhandlingsbord.

OK24 og trepartsaftalen faldt sammen om Wammen

Men en ulykke kommer sjældent alene. Så fagtoppen gentog katastrofen fra trepartsaftalen og accepterede Wammens løndiktat. Alle de kritikpunkter, som blev rejst af Den Danske Model under sygeplejerskernes 10 uger lange strejke i 2021, er blevet bekræftet med trepartsaftalen og OK24.

Den Danske Model på det offentlige område gør det umuligt for fagforeningerne at forhandle værdig løn og vilkår til de traditionelle kvindefag på det offentlige arbejdsmarked. Den socialdemokratiske fagforeningsmodel er blevet udstillet som kejserens nye klæder for titusindvis af offentligt ansatte.

Medlemsmobilisering og strejkekampe – ikke i Danmark

I resten af Europa strejker offentligt ansatte for retfærdig løn og arbejdsvilkår, og det øger tilslutningen til fagbevægelsen. I Danmark er det omvendt. Jo værre situationen er, jo mindre gøres der. Alle sætter deres lid til den danske status quo model. Fagbosserne er en del af det politiske parnas, og de er bange for at provokere vennerne i magteliten.

Hovedparten af de lokale fagforeninger har end ikke involveret eller mobiliseret deres medlemmer. Der er faglige ledere, som i ramme alvor har problematiseret udmeldinger om tocifrede procenter, fordi de nu skal forklare og forsvare, hvorfor fagtoppen accepterede Wammens løndiktat på 8,8 procent.

Trepartsaftalen og OK24 var ikke det, sygeplejerskerne strejkede for – tværtimod. Det samme kan siges om fornyelsen af DSR. De har fået en forbundsledelse, som grundlæggende set har accepteret det samme som den gamle.  

Kritikken af trepartsaftalen og OK24 kommer til at kunne tælles på få hænder. Meget få fagforeninger vil anbefale deres medlemmer at stemme nej til OK24. Der eksisterer stort set ingen fagopposition i fagbevægelsen.

Fagbevægelsen er ikke mere sammen om kampen for bedre vilkår til medlemmerne. I stedet har flertallet af de faglige ledere bøjet sig mod det nyliberale socialdemokratiske narrativ. Uden krav og røde linjer som ved OK18.

Det er udtryk for en total kapitulation over for konkurrencestatens nyliberale syn på arbejdere. Samtidig viser det, at fagbevægelsens kamp for tryghed, nedsat arbejdstid, mere fritid, bedre arbejdsmiljø og udbygning af velfærdsstaten med lighedsskabende prioriteringer hører en svunden tid til.

Stem nej til OK24

Summen af kardemommen på OK24 og trepartsaftalen har bekræftet, at fagtoppen har reduceret fagbevægelsen til hjælpe-socialdemokrater på linje med SF og sat lighedstegn mellem medlemmernes interesser og Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet er blevet pseudonym for et parti, der blokerer for fagbevægelsens kollektive handlinger og tilintetgør vores autonomi. Spørgsmålet er blot, hvor længe vil fagforeningerne og især medlemmerne fortsætte med at støtte deres ”bøddel”?

Wammen og Socialdemokratiet har fået det, de kom efter. En trepartsaftale og OK24, der binder fagbevægelsen på hænder og fødder, så de føjer sig for markedskræfterne og den fortsatte nedrivning af arbejderbevægelsens lighedsskabende velfærdsstat. Det er den nedslående konklusion på en trepartsaftale og OK24, der understreger fagbevægelsens eksistens-krise.

Men er der noget, fagtoppen frygter mere end arbejdsgivernes angreb, så er det, når medlemmerne ikke vil acceptere deres vilkår, men i stedet stemmer “nej” til overenskomster og “ja” til kollektiv handling, der kan udvikle sig til massestrejker og overenskomststridige strejker. Vi må se, hvad der sker. Min fagforening LFS anbefaler heldigvis et NEJ til OK24.