Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
11. august. 2021

Oligarkerne elsker stadig London. Men hvorfor?

England er favoritdestination for mange stenrige russiske oligarker. Her kan de udnytte landets eliteskoler, nem adgang til visa og muligheden for at slæbe kritiske røster i retten.

Roman Abramovich købte i 2003 den engelske fodboldklub Chelsea. Forinden havde han tjent milliarder på olie og aluminium i Rusland. Foto: Chip Gerry
Denne artikel tager cirka 3 minutter at læse.

London har efterhånden i årtier været den foretrukne storby for de ”postsovjetiske” landes stenrige oligarker. Årsagerne er enkle nok: Den lette adgang til Storbritannien via såkaldte ”golden visa”, et liberalt visa-regime, love der favoriserer velhavere, adgang til engelske eliteskoler for oligarkernes børn, samt mulighederne for at dyrke sport. Uddannelse og sport skal bestemt ikke undervurderes

Londongrad calling

Hvis man som rig russer ønsker at slå sig ned i London, skal man ikke forinden gennem grundige og langstrakte godkendelsesprocedurer. For eksempel slipper man for nærgående spørgsmål om, hvorfra ens penge er skaffet. Efter giftangrebet i 2018 (også kaldet ”Skripal-affæren”) var det hensigten at skærpe procedurerne, men det er ikke sket i noget større omfang.

Forholdet mellem Storbritannien og Rusland er lige nu på frysepunktet, hvilket kan mærkes. En del Putin-kritiske oligarker har slået sig ned i den engelske hovedstad. Det har været – og er – stadig langt lettere for oligarker at starte op i Storbritannien end i eksempelvis Tyskland. Ikke uden grund er London derfor ironisk blevet kaldt ”Londongrad”. Pengene er tjent i hjemlandet – i Rusland, Ukraine, Georgien eller andre lande i det postsovjetiske rum. Stenrige folk fra andre kontinenter ses også i London. Grunden til det er den samme som altid: Muligheden for at anbringe  ens pengemidler i udlandet via kapitalflugt og hvidvaskning er et middel til at bringe pengene i sikkerhed.

Kritiske røster hives i retten

At etablere sig i London er gjort lettere takket være ”enablers”. Det er folk, der fx hjælper til med via trusler at forhindre, at journalister bringer kritiske artikler i medierne. Det sker typisk ved at bringe sager for retten. Det forventes, at oligarkerne på et eller andet tidspunkt vil få brug for at få hjælp hertilvil få brug for at få hjælp hertil.

Ét af flere eksempler herpå er fodboldklubben Chelsea’s russiske ejer Roman Abramovitch, der for nyligt rejste retssag mod forlaget HarperCollins. Det australske forlag havde udgivet bogen Putin’s People: How the KGB Took Back Russia and then Took on the West af Catherine Belton. Hun er tidligere korrespondent for Financial Times Moscow, og arbejder nu for pressetjenesten Reuters. I bogen dokumenterer Belton, hvordan Abramovich over årene har været i ledtog med Vladimir Putin. Det mente Abramovich var injurierende, og så måtte Belton og hendes forlægger en tur i retten. Læren er klar: Er du stenrig og fra det ”postkommunistiske” geografiske område, er der altid folk, der kan hjælpe dig godt på vej – og som er klar til at beskytte dine interesser, også selv om du er flyttet uden for det gamle hjemlands grænseruden for det gamle hjemlands grænser.

Et andet eksempel var den stenrige oligark Boris Berezovsky, der havde slået sig ned i London, efter at være raget uklar med landets præsident, Vladimir Putin. Han blev i 2013 fundet død i sin lejlighed i Ascot, der ligger 40 kilometer vest for London, og som er blandt Englands dyreste områder. Forinden havde Berezovsky tabt en retssag til netop Abramovich, der så ham tabe ejerskabet af den russiske oliegigant Sibneft.

Nogle mener, at det engelske retssystem beskytter journalister i ringere grad, end tilfældet er i USA. Også formelle og uformelle netværk har fremmet de stenrige russeres lyst til at slå sig ned og drive forretninger i London. Her kan de leve i luksus – så længe de altså husker at holde næsen ude af russisk politik.


Om skribenten

Søren Riishøj

Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).   Læs mere