Foto: European Commission
10 min. læsetid

Velargumenteret, præcis og uforskammet. De ord passer på Malte Frøslee Ibsens debatbog Den nye internationale: Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden, der netop er kommet i boghandelen – i hvert fald hvis man spørger Steen Gottlieb, der har anmeldt bogen for Solidaritet.


Af Steen Gottlieb

På 194 velskrevne sider lykkes det Malte Frøslee Ibsen at knytte forbindelser mellem Danmarks og Europas mest påtrængende samfundsproblemer og ordne dem i ét perspektiv, der peger direkte på forfatterens hovedteser:

  • Venstrefløjen skal handle fælles på europæisk plan for at kunne finde løsninger. Det europæiske plan hedder EU, som man skal se som noget der giver muligheder, ikke begrænsninger.
  • Hovedproblemerne er demokratier under pres, eksplosiv vækst i ulighed og klimakatastrofe, og oven i det et dilemma om flygtninge/migration, som kræver, at der handles på tværs af landegrænser. Det samarbejde har allerede en ramme. Det hedder EU, mener Frøslee Ibsen.
Malte Frøslee Ibsen:
Den nye internationale: Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden. Gyldendal, København 2019

Hermed stiller Frøslee Ibsen sig lige på tværs af hovedstrømmen af den danske radikale venstrefløj, som den i dag findes i Enhedslisten, Kommunistisk Parti og en række mindre fagforeninger. Særligt står hans bog i kontrast til Folkebevægelsen mod EU, hvor Enhedslisten er den altoverskyggende politiske kraft – og man må forestille sig, at Malte Frøslee Ibsen først og fremmest har haft dem i tankerne, mens han skrev.

Forfatteren lægger et usædvanligt stort overblik for dagen, når han klarlægger tre store problemer, som det internationale samfund står overfor: Demokratisk krise, voldsom vækst i økonomisk ulighed, og en destruktiv udvikling af de globale temperaturer.

Særligt står hans bog i kontrast til Folkebevægelsen mod EU, hvor Enhedslisten er den altoverskyggende politiske kraft – og man må forestille sig, at Malte Frøslee Ibsen først og fremmest har haft dem i tankerne, mens han skrev

Demokratier i krise

Malte Frøslee Ibsen lykkes godt med at forklare, hvordan disse tre trusler er indbyrdes forbundne. Den demokratiske krise viser sig ved, at den måde politik bedrives på simpelthen ikke aftvinger befolkningernes respekt i en sådan grad, at de etablerede partier får tilstrækkelig tilslutning. De har mistet legitimitet, og en bølge af protest i form af (højre)populistiske partier er gået hen over verden. Det er resultatet af en længere proces, hvor staternes økonomiske magt er blevet undermineret som følge af globaliseringen, argumenterer forfatteren. En proces, der især tog fart med Finanskrisen i 2008.

Økonomierne er blevet deregulerede, politik er kommet til blot at handle om at give frie tøjler til markedskræfterne. “De etablerede politiske kræfter er blevet reduceret til forvaltere og apologeter for en social og politisk orden, som flere og flere borgere afviser i sin nuværende form”, som det formuleres. – Og en apologet er i moderne sprogbrug en person, der forsvarer et trossystem, der understøtter et uretfærdigt magtsystem. Over for det står befolkningerne med oplevelsen af magtesløshed – og det har Trump, Brexit-kampagnen og en lang stribe af nyetablerede højrepolitikere forstået at udnytte. Men ikke venstrefløjen.

De tanker er på forskellig vis blevet fremsat før. Men i “Den nye Internationale” får man en meget klar fremstilling af problematikkerne. Malte Frøslee Ibsens pointe er her, at den stærkt stigende økonomiske ulighed, som kommer til udtryk i den vestlige verden, har sine rødder i de afmægtiggjorte demokratier. Statsmagten har simpelthen ikke styrke til f.eks. at beskatte store formuer og indkomster.

Over for dette tænker forfatteren så, at kapitalmagten splittes op, dekoncentreres, som han skriver. Hans program handler ikke om at omstyrte kapitalismen. Det handler for ham om at få markedskræfter og kapital under demokratisk kontrol.

Hvis det skal lykkes at få markedskræfter og kapital under demokratisk kontrol, er de “afmægtiggjorte demokratier” nødt til at slå sig sammen i en ny internationale, mener Malte Frøslee Ibsen, der ser EU som et potentielt redskab til dette. Foto: Barclays / Flickr.

Klimakatastrofe

Malte Frøslee har en god iagttagelse, når han bemærker, at når det kommer til klimakatastrofen, så er det ikke nok at blive enige om, at den skal forhindres. Man skal også vide at skaffe de politiske forudsætninger for at berede vejen til et bæredygtigt samfund. Bæredygtigheden skal både konkretiseres, og den skal have social legitimitet. Eksemplet er den franske præsident Emmanuel Macron, der bebudede en skærpet afgift på benzin og diesel, begrundet i at beskytte miljø.

Men han blev mødt med massive og indædte protester, og protesterne blev tolket som en modvilje mod tiltag, der ville kunne reducere CO2-udslip. De gule Veste, som er en tydelig underklassebevægelse, gjorde oprør. De begivenheder sætter Malte Frøslee Ibsen ind i en lidt større sammenhæng, idet han påpeger, at samme Macron lige forinden havde gennemført skattelettelser for de rigeste i Frankrig. Af det eksempel kommer forfatteren frem til, at en indsats for bæredygtighed ikke kan gennemføres med folkelig opbakning – hvis ikke den opleves socialt retfærdig. Aktivisterne i De gule Veste havde simpelthen set de bebudede afgifter som et udtryk for, at det var dem – underklassens medlemmer – der skulle bære alle omkostningerne ved grøn omstilling, fortolker Malte Frøslee. Og den gik ikke.

På den måde kommer Malte Frøslee Ibsen frem til, at den grønne omstilling ikke vil lykkes – hvis ikke den samtidig forholder sig til både legitimitetskrise og ulighedskrise.

Gilets Jaunes – ‘De Gule Veste’ har demonstreret i over et halvt år mod den franske regering. Malte Frøslee ser bl.a. bevægelsen som et udtryk for utilfredshed med, at underklassens medlemmer – skal bære alle omkostningerne ved grøn omstilling.

Internationale løsninger

Spørgsmålet om flygtninge ser forfatteren som et moralsk dilemma. Det er umuligt at tage imod alle dem, der vil til Europa, fordi det ville forrykke de eksisterende sociale balancer, underminere velfærden i de modtagende lande. Men hvis vi ikke tager imod flygtningene, lever vi ikke op til de internationale konventioner på området. Vi kommer så til at brutalisere vores eget samfund – og denne brutalitet vil have ødelæggende virkning på de samfund der udøver den. Vi ville blive “medforfattere til en dystopisk modernitet uden menneskelig værdighed”. Det er ikke et valg, fastslår han og er ærlig nok til at erkende – at han ikke kan se, hvordan dilemmaet kan løses.

De løsninger der må findes frem til kræver internationale løsninger. Flygtningeproblemer, ulighedsproblemer, klima og demokratier der undermineres. Her påpeger forfatteren, at EU er den eneste organisation, der er magtfuld nok til at kunne tvinge løsninger igennem.

Hvis der blev massivt investeret i landbrugsproduktionen i Afrika, kunne det skabe arbejdspladser dér – så færre ville have et incitament til at prøve at flygte fra det kontinent. Det kræver imidlertid en indsats, som rækker langt ud over en enkelt stats formåen. Her er det, at EU bliver bragt i forslag om et offensivt organ. EU besidder et progressivt potentiale, som skal bringes til udfoldelse, skriver forfatteren.

EU kan styre markedet

Men EU har hidtil været et no-go for den radikale venstrefløj. EU var skabt for at befordre et samarbejde mellem en række rige, kapitalistiske, vestlige lande. Og dermed på ingen måde brugbar til en progressiv politik. Visse liberale havde også oprindeligt forventninger om, at EU skulle sørge for at garantere – at markedet netop kom til at fungere uden om politisk regulering. Siden er det blevet styrket af gennem forskellige traktater, som netop i større eller mindre grad skulle trække politikken bort fra markedskræfternes spil.

Men hvis EU engang blev etableret som noget, der skulle sikre markedet mod politisk eller demokratisk regulering, så er det nu helt omvendt. Ifølge Frøslee Ibsen er EU den eneste instans, der vil kunne tiltage sig magten til at styre dette marked.

Det internationale aspekt

At det bliver muligt at genvinde kontrollen over markedet, kræver politisk styrke – og det kræver, at den europæiske venstrefløj organiserer sig i det, Frøslee Ibsen kalder ’Demokratisk Internationale’. En ny organisation, der skal samle Europas venstrefløj, for at kunne erobre initiativet i en fælles kamp for demokratiet, mod ulighed og klimakatastrofe

Her er det, at Malte Frøslee Ibsen bliver uforskammet i sin karakteristik af det, han kalder ‘den ydre venstrefløjs’ EU-opfattelse. Den er slet og ret ‘ukvalificeret’ i sin afvisning af EU. Det gælder både for den hjemlige ydre venstrefløj og den europæiske. Den europæiske venstrefløj hudflettes for at tro, at hvis ikke man lykkes med at reformere EU ud fra en ren national basis, må man udtræde til fordel for et mellemstatsligt samarbejde. Det er ifølge Frøslee Ibsen ‘“naivt” og “uigennemtænkt”. 

Extinction Rebellion marcherer i Londons gader, april 2019. Den nye bog af Malte Frøslee Ibsen argumenterer for, at en ny demokratisk Internationale med fokus på klimakampen kan opbygges i EU. Foto: Climate and Capitalism.

Bogens forfatter er sig pinligt bevidst, at det slet ikke vil være nemt at samle sig i en fælles Internationale – så dybt hele den europæiske venstrefløj sidder i hver sit nationale perspektiv – og trækker her et eksempel frem fra finanskrisen 2008, hvor de europæiske venstrefløjspartier end ikke overvejede en fælles handling mod krisen.

Det, som Frøslee Ibsen forestiller sig skal blive til Demokratisk Internationale, skal bestå af venstrefløjsgrupperinger, partier, fagforeninger og civilsamfundets organiseringer. Han tænker sig ikke kun, at det demokratiske program skal virke på det mellemstatslige niveau, men også arbejde demokratiserende i lokalsamfundene.  Og han tænker på ingen må nationalstaterne nedlagt.

Diskussionen kan starte

“Den nye internationale” vil komme til at stå overordentligt stærkt i de diskussioner, som fra alle sider trænger sig på, især omkring Enhedslisten. Det er sjældent, man møder en så kyndig person ytre sig. Jeg kunne dog ønske mig en dybere kritik af argumenterne for EU-udmeldelse. Her hævder man f.eks., at EUs reaktionære politik umuligt kan ændres, fordi rammerne er traktatfæstede. Her kunne det være på sin plads, hvis forfatteren var gået ind i en detaljeret diskussion – i stedet for blot af affærdige EU-modstanderne med, at de “feticherer” traktaterne.

Jeg mener heller ikke, at det kun er ‘den yderste venstrefløj’, der skal have bebrejdelser for at være “ukvalificeret”. Hvorfor har SF – og Socialdemokratiet fx uden diskussion givet grønt lys for finanspagten? Det er mig en gåde. Her kunne jeg ønske mig en lige så hård kritik.

Den nye internationale: Hvorfor venstrefløjen skal omfavne Europa og demokratisere verden er udgivet på Gyldendals forlag.


Steen Gottlieb er cand. mag. og arbejder som indvandrerlærer. Han er medlem af Gert Petersen-selskabet.