Opråb fra studerendes forkvinde: Øget uddannelsesoptag er ikke vejen frem for jordemoder-faget

“Hvis man blot hælder vand i et badekar, hvor proppen ikke er sat i, hjælper det lige meget.” Der skal ændres på de grundlæggende rammer for både studerende og jordemødre, hvis skrækhistorierne fra landets fødegange skal stoppes, skriver forkvinde for de Jordemoderstuderendes Råd i København.

Af Frida Groth

Vi har hørt og set det gang på gang. En af de få historier, der i løbet af 2020 har kunnet konkurrere med Covid-19, er de pressede fødeafdelinger på de danske sygehuse. Vi har set fødende, gravide og jordemødre stå sammen og fortælle om travlheden og presset på de danske fødegange. Som jordemoderstuderende føler man sig ofte klemt og glemt i denne debat, og vi oplever allerede under uddannelsen, hvor slemt det mange steder står til. 

Der mangler jordemødre på landets fødegange, især i Region Hovedstaden. Mange har følt sig nødsaget til at søge over i det private eller skifte job, da forholdene er så dårlige. Regionerne har taget den lette vej ud, ved at beslutte sig for, at løsningen på problemet er at øge optaget på jordemoderuddannelsen gennem de seneste år. Men hvis man blot hælder vand i et badekar, hvor proppen ikke er sat i, hjælper det lige meget. I stedet burde regionerne fokusere på fastholdelse af de mange uddannede jordemødre, der er flygtet fra fødegangene – ved at sikre dem bedre arbejdsforhold, ordentlig løn og en værdig tilbagetrækning.

Faste kontakt-jordemødre

Da man øgede optaget på jordemoderuddannelsen, har man været blind for, at der mangler jordemødre i afdelingerne til at varetage den kliniske uddannelse af de jordemoderstuderende. Det betyder i praksis, at man som studerende går med mange forskellige jordemødre – i stedet for at få tildelt én eller to faste kontakt-jordemødre, som er med til at sørge for, at man opnår sine læringsmål. Når 50 % af vores uddannelse foregår side om side med en jordemoder, som har behandlingsansvaret og ansvaret for vores kliniske uddannelse, er det vigtigt med kontinuitet, og at man især i akutte situationer har en jordemoder, der kender til ens færdigheder og kompetencer. Som jordemoderstuderende ved jeg selv, hvor vigtigt det er. Det kan være svært at sætte grænser i en akut situation, især som studerende, hvor man hele tiden er på prøve og skal vise, hvad man kan.

Færre nattevagter…

Jordemødre er nogle af de eneste studerende, som i den kliniske del af vores uddannelse har nattevagter, 12-timers vagter og weekendvagter. Efter det øgede optag har vi endnu flere af disse vagttyper, fordi vi er for mange studerende i forhold til antallet af dagvagter. Kl. 4 om natten lærer du bare ikke lige så godt, som du gør kl. 16 om eftermiddagen. Ligeledes er en træt jordemoder ikke altid den bedste læremester. Der er ting, som ikke bliver prioriteret, at den studerende skal varetage om natten – samt når der er susende travlt. Ofte hører jeg argumentet om, at skiftende vagter jo er realiteten, når man skal arbejde som jordemoder, så man kan lige så godt lære det under uddannelsen. Dog prioriteres det anderledes på andre uddannelser, hvor man også skal have skæve arbejdstider i et kommende arbejdsliv.

“Jordemødre er nogle af de eneste studerende, som i den kliniske del af vores uddannelse har nattevagter, 12-timers vagter og weekendvagter. Kl. 4 om natten lærer du bare ikke lige så godt, som du gør kl. 16 om eftermiddagen.”

De jordemødre, vi går med ude på hospitalerne, er dygtige, men har ofte ingen uddannelse i, hvordan man bedst lærer fra sig. Derfor er det også en nødvendighed, at vi ser på, hvordan vi kan efteruddanne jordemødrene, så de har de nødvendige færdigheder, som det kræver at kunne lære fra sig.

Det er et krav, at vi som jordemoderstuderende har 32 timers patientkontakt ugentligt, og hvis man bliver syg eller er nødt til at aflyse en vagt, skal man en-til-en erstatte vagten. Vi ender derfor ofte med at skulle tage nattevagter for at få det krævede timeantal, da der er så mange studerende i vagterne.

… men mere uddannelse!

Vi har længe forlangt en forlængelse af vores uddannelse. At blive jordemoder tager 3,5 år, og vi knokler for at komme igennem dem. Vi har lange skoledage og et kæmpe pensum. Vores skema er så fyldt, at når (ikke hvis) man får timer aflyst, er der ikke plads til at erstatte dem. Det betyder, at ansvaret endnu engang bliver lagt over på den enkelte studerende – for selv at lære det nødvendige, uden muligheden for at kunne stille spørgsmål eller få den rette vejledning. Derfor mener vi, at uddannelsen skal forlænges, for at give os ro til at uddanne os til de fagligt dygtige og kompetente jordemødre, som vi drømmer om at blive – og som netop mangler på landets fødegange.

Da jeg startede på uddannelsen, havde jeg ikke turdet drømme om at møde så engagerede undervisere, uddannelsesvejleder og jordemødre, som jeg har. Samtidig gik det dog hurtigt op for mig, at når jeg i sommeren 2023 danser rundt om Storkespringvandet for at fejre, at jeg er færdiguddannet som jordemoder, bliver det med lige dele glæde og utryghed over at skulle ud og arbejde på de danske fødegange. Men heldigvis kan meget ske før 2023, og jeg krydser fingre for, at politikerne og regioner påtager sig ansvaret for at ændre på rammerne for studerende og jordemødre, så vi igen kan skabe rammer om trygge og sikre fødsler.