Oprør, kollaps, eksplosion: Lektioner fra Libanon

Fra unormal normalitet til spontant fyldte gader og pladser i månedsvis; fra underliggende kriser til totalt finansielt kollaps. Fra katastrofale livsvilkår, til en eksplosion på atomkraft-skala, som udryddede bydele og hundredvis af liv på få sekunder. Folket i Libanon har det sidste halvandet år bevidnet og gennemlevet uforglemmelige lektioner. Lektioner om at være underlagt samfundssystemer med iboende krisetendenser og katastrofer, men også om spontan solidaritet, strategier for systemisk kritik og mobilisering, som vi alle bør tage ved lære af. Vi starter 17. oktober 2019, hvor Beiruts gader fyldtes med scootere og brændende containere, og med ét startede det største folkelige oprør mod den politiske elite i Libanons moderne historie. Et oprør, der om noget viste, hvordan vi er kollektive subjekter af de kriser, vi ånder igennem – også inden de får systemet til at kollapse.

Dråben i havet af kollektive subjekter

“Jeg ved ikke med dig, men jeg tager derhen nu,” sagde min kæreste, mens han snørede sine sko uden at vige øjnene fra de videoer, der dukkede op på vores telefoners WhatsApp-tråde. Videoer af vejblokader og flere og flere scootere og mennesker i de mørke gader i Beiruts Downtown. Jeg var kommet sent hjem den aften, fordi det var umuligt at fange en taxi eller minibus – alle gader var blokerede, som de forskellige forbløffede chauffører havde fortalt mig, og jeg måtte gå turen hjem. Kort efter stod vi så, side om side, midt i Downtown og så det med egne øjne: bål på gader og pladser, bål af bildæk, skrald og byggematerialer fra de for evigt igangværende konstruktionsprojekter for elitens højborg i byens midte. Vi mødte venner og bekendte, men langt flere vi ikke kendte, mens vi gik rundt i gaderne – alle med blikke, der kollektivt udvekslede alt det, som ikke var nødvendigt at sige højt – “det sker!,” “…hvad sker der?”. For de efterfølgende måneders begivenheder endte med at være svar i sig selv.

“Hele vejen igennem den dynamiske, tragiske, unormale normalitet, der har formet sig som Libanons moderne historie, har folket på forskellig vis ydet modstand.”

Når medier har forsøgt at begribe årsagen til den massive mobilisering på tværs af klasser, regioner, sekter og by og land, der efterfulgte den 17. oktober i Libanon, har både journalister og eksperter ofte forsøgt at udpege enkeltstående, bemærkelsesværdige begivenheder op til dagen, der på den ene eller anden måde “var dråben.” Dråber som beskatningen af det bredt benyttede WhatsApp-medie, de massive skovbrande i dagene op til, en akut og foruroligende mangel på benzin og brød på markedet, eller den politiske elites passivitet hvad angik alle krisetegnene. Mens disse begivenheder utvivlsomt på sin vis påvirkede den vilje, der fra den ene dag til den anden satte et massivt folkeligt oprør til livs, lærte de efterfølgende måneder mig – og alle, der erfarede begivenheder udfolde sig på måder, ingen virkelig forstod, før de skete – en langt vigtigere lektion.

Dråbe-metaforen – “det var WhatsApp-beskatningen!” – er bekvem som øjeblikkets mytologisering i forsøget på at begribe noget, der er igangværende og uforudsigeligt – og samtidigt fornemmes som historisk. Hvad den til gengæld ikke formår at indkapsle er netop, hvordan sådanne historiske begivenheder, der udfolder sig i et nu og på uforudsigelig vis bærer ind i en nær fremtid, faktisk lærer os, at vi er subjekter af det system og de kriser, vi ånder igennem. Og vi er ikke bare subjekter, vi er kollektive subjekter, måske faktisk ét samlet, kollektivt subjekt sammenbundet af sociale relationer under de specifikke strukturer, der ved at leve i kapitalismens krise-tendenser kan lugte og mærke, når den ikke går længere. 

I Libanon havde den længe ‘ikke gået’. Fra berøvelsen af basale livsvilkår som adgang til rent vand, elektricitet, arbejdsrettigheder, velfærdsydelser, politisk frihed og vilkår for social reproduktion i bredeste forstand til en anden form for berøvelse, nemlig et folks historie, kampe og drømme. Siden grundlæggelsen af Libanon som fransk kolonialt mandat i 1921, til selvstændighed fra kolonimagten i 1943 og den lokale elites øjeblikkelige – og aftalte – magtovertagelse, op igennem den 15 år lange destruktive borgerkrig fra 1975-1990, og i efterkrigens øgede neoliberaliserings-processer helt op til den 17. oktober 2019: Hele vejen igennem den dynamiske, tragiske, unormale normalitet, der har formet sig som Libanons moderne historie, har folket på forskellig vis ydet modstand.

Fra oprør til systemkollaps

Gennem skiftende mobiliseringsstrategier har politiske bevægelser, grupper og kollektiver reageret på at være subjekter under en finansialiseret minimalstat med lokalt specificerede redskaber til at undertrykke og splitte det selvsamme folk og arbejderklassen ad. Redskaber som magtfordeling og politisk repræsentation organiseret ud fra sekteriske principper – hvor præsidenten skal være maronit/katolsk kristen, premierministeren sunnimuslim osv. har været med til at lægge fundamentet. Det samme har et privatiseret velfærdssystem, militarisering af samfundet, udsultede industrielle sektorer til fordel for finans- og bankforetagender for regionens eliter. Også racistiske og patriarkalske strukturer i lovgivningen, blandt andet når det drejer sig om familierelationer, arbejdsrettigheder og opholdstilladelse har haft betydning, for bare at nævne et par eksempler på kimen til oprøret. Aktivister og kritiske intellektuelle har i detaljeret grad udpenslet de specifikke undertrykkelses-mekanismer, men for lektionens skyld bliver vi i denne omgang ved det generelle: Ingen begivenheder var “dråber”, der pludseligt sendte chokbølger og bevidstgjorde folket. I stedet var det vulgariteten af de uundgåelige krisetendenser, der blæste op, og fik valget til at være enkelt.

17. oktober 2019 – begyndelsen på oprøret, også kaldt thawra 17 teshreen (17. oktober-revolutionen) – blev begyndelsen på et aktivt kollektivt subjekt, der brød igennem hidtidige opdelinger af folket, og gjorde op med det sekterisk-politiske system, der på hård vis i årtier havde opdelt landets folk på baggrund af religiøst tilhørsforhold, der blev repræsenteret i sekterisk affilierede partier. Det kollektive subjekt kæmpede i de efterfølgende måneder imod dens interne splittelse på tværs af sekterisk tilhørsforhold, social klasse, alder, by og land, køn, seksualitet og til en vis grad arbejder-nationalitet, sidstnævnte dog hovedsageligt på den radikale venstrefløj. Det førte til en samlet venden sig mod den politiske elite med en gedigen, systemisk kritik. Oprøret mødte modstand internt såvel som eksternt fra elitens kontrarevolutionære kræfter og forlængede arme, der også talte kendte politikere og trofaste partitilhængere fra bl.a. det shiamuslimske, militariserede parti Hezbollah og det maronitisk-kristne parti Frie Patriotiske Bevægelse, der sidder tungt på præsidentposten. Samtidig udspillede oprøret sig på måder, ingen havde forudset – fra nyetablerede fagforeninger og politiske bevægelser, storstrejker, daglige offentlige debatfora på pladser, til mad- og solidaritetskæder på tværs af byer og regioner. Inden oprøret helt fandt sin vejtrækningsrytme, kom det uundgåelige og vel forventede: Systemets kollaps.

Gradvist økonomisk sammenbrud

På trods af den betydning, de fleste pålægger begrebet “kollaps,” kom det økonomiske sammenbrud i Libanon gradvist. I takt med at den libanesiske statsgæld støt voksede fra høj til tårnhøj (i maj 2020 målte den 175 % mod BNP), blev køer til banker og valutaforhandlere fra uge til uge længere og længere. Vi begyndte at sende hinanden links til alternative hjemmesider, der dagligt udregnede det sorte markeds værdi af den lokale valuta, liraen (LBP), op mod den amerikanske dollar (USD), som så igen havde en anden og tredje værdi, hvis vi fulgte den libanesiske centralbanks beregninger og de officielle markedsrater. Værdien af penge – dem folk havde liggende i kuverter i lejligheder i et land, hvor de fleste transaktioner foregår med kontanter, eller dem folk havde stående i den lokale valuta i en af Libanons flere hundrede banker, eller dem som de heldige havde opsparet i amerikanske dollars – værdien blev flydende.

Efter nogle måneder var den så flydende, at den ikke længere havde en reel værdi. Allerede i februar 2020 havde den libanesiske lira mistet 80 % af sin værdi. Banker begyndte at udføre kapitalkontrol på folks kapital og opsparinger, som de pludselig kun kunne få adgang til i minimale mængder pr. uge på den gamle, hurtigt forældede kurs af liraen, så de mistede op mod 80 % af pengene uanset. Valutaforhandlere lukkede for salget af amerikanske dollars, der i stedet blev solgt på det sorte marked på gadehjørner og i fattige forstadskvarterer til skiftende priser i lira. Millioner af migrantarbejdere, der ofte sender store dele af deres prekære indkomst til familier i hjemlande, var fanget med lokal valuta til ingen værdi, og rekordmange libanesere, migrantarbejdere, palæstinensere og syrere mistede arbejde og er pt. afhængige af maduddeling fra nødhjælpsorganisationer. Realværdien af de fleste arbejderes løn faldt lige så meget som kursen på liraen. Og samtidigt med faldet i lønværdien for majoriteten steg priser på dagligvarer til skyhøje priser, da op mod 80 % af alle varer i Libanon importeres – og forhandles i amerikanske dollars. 

Det finansielle kollaps har mange komplekse såvel som simple årsager. At styre et land og en stat som en forstørret bank med kapitalakkumulation som primært formål, kombineret med en dyb ignorance over for daglige levevilkår for folket, det lugter af krise. En krise, der måske i årtier har kunnet skjule sig bag enkeltstående kapital-succeser, men ikke desto mindre en krise, der har så mange forgreninger og udtryksformer, at folket lever dem i alle livets hjørner; i hjemmet, på arbejdet, i supermarkeder, i fremmedgjorte relationer blandt hinanden, i dysfunktionelle infrastrukturer, i daglig udnyttelse folket iblandt. Ikke overraskende blev kollapset en lammelse for oprøret. Folk, der ofrede relativ arbejdssikkerhed og daglige omsorgsopgaver til ære for gadens oprør, erfarede pludselig, at deres livsopsparinger og lønværdi forduftede og så sig nødsaget til at prioritere anderledes og sikre sig en basal indkomst for at kunne købe mad og betale husleje. Den systemiske kritik, som folket samlede sig omkring den 17. oktober 2019, viste sig berettiget i sin mest ækle, konkrete form, samtidigt med at COVID-19 pandemien indtraf og overbebyrdede den allerede udmattede sundhedssektor. Men det var ikke afslutningen på katastrofer i Libanon; tværtimod.

Eksplosionen der traumatiserede Libanon (igen)

“Vi lever ikke længere i apokalypsen. Vi lever nu i post-apokalypsen,” skrev en ven på Facebook sent om aftenen 4. august 2020. Eksplosionen på Beiruts havn om eftermiddagen den samme dag viste sig at være en af verdenshistoriens største ikke-atomare eksplosioner forårsaget af knap 3.000 tons antændt ammoniumnitrat. I den første time efter eksplosionen var mange overbevist om, at israelske kampfly havde bombarderet byen. Lyde op til eksplosionens første og anden bølge lød umiskendeligt som de israelske fly, der i ugevis havde fløjet tæt over libanesisk territorium; og det ville heller ikke have været første gang, nabolandet angreb. Men katastrofen viste sig at komme indefra, fra de negligerede containere på havnen, som mange fra den politiske elite – viste det sig hurtigt – længe havde kendt til. 

Store dele af Beiruts lockdown-tomme gader var på et splitsekund fyldt med uanede mængder af glasskår, murbrokker, blod og forgiftet støv. Vi tjekkede op på alle, vi havde i vores kontakter på telefonen. “Hvor mange gange kan vi spørge: Hvor var du, da verden eksploderede?” skrev en anden på Facebook et par dage senere. Over 200 mennesker var det forkerte sted i Beirut, da katastrofen ramte, dræbt af statens indifference. Over 300.000 mennesker levede i lejligheder, som kollapsede sammen med verdenen og katastrofen. Over 7.500 mennesker blev slemt sårede, og et folk blev atter traumatiseret af dén elite og dét system, de organiserede sig imod bare måneder forinden i de selvsamme gader.   

Ingen havde brug for det tydelige bevis på et systemsvigt af atomkraftniveau. Men det kom. Ingen havde brug for at bevidne, hvordan konsekvenserne af katastrofen blev behandlet som alle andre kriser i landet, nemlig som elitens forsætlige ignorance og lammelse. To måneder efter eksplosionen, oktober 2020, og altså et år efter oprørets begyndelse, vendte Saad Hariri tilbage til posten som premierminister efter mislykkede forsøg på at finde erstatninger for den samme mand, som efter oprøret 23. oktober 2019 var trådt af.

Desperation i horisonten

Hariris tilbagevenden figurerede som endnu en mavepuster til folket, der stadig var ramt af traumer, tab, glasskår og forduftede opsparinger. I de seneste måneder af 2021 har liraen mistet endnu mere værdi, der dagligt – og af og til fra time til time – ændrer kurs. Det anslås, at Centralbanken i Libanon om blot et par måneder ikke længere kan subsidiere basale produkter som brød, elektricitet og benzin, der står til at ville opleve en prisstigning på omtrent 90 % for en befolkning, hvoraf omtrent halvdelen forventes at leve under fattigdomsgrænsen, og hvor elektricitet forventes at blive helt umulig at få adgang til i husholdninger. Alt sammen hvis ikke den politiske elite snarest danner regering, og implementerer de forskellige reformkrav, som internationale figurer som Emmanuel Macron, Verdensbanken og senest Den Arabiske Liga kræver for at yde finansiel støtte til Libanon.

Gader i Libanon fyldes stadig af og til af det oprørte, kollektive subjekt, særligt i den næststørste by Tripoli med en overvejende andel af indbyggere, der lever i ekstrem fattigdom. Eksplosionen og kollapset – der flere steder refereres til som enkeltstående tragedier eller ”dråber” – er i det kollektive subjekt i Libanons øjne nøje inkorporeret som iboende kriser i systemet – og derfor genstand for det kollektive subjekts systemkritik. En kritik af systemet såvel som af de etablerede politiske partier, der ellers i årtier har formået at bevare politisk støtte fra store dele af befolkningen mod adgang til private, partiske velfærdsinstitutioner. Og altså partier, der i høj grad har vist deres sande ansigt ved at støtte de kontrarevolutionære kræfter imod det folkelige oprør.

Hvis international solidaritet stadig skal fungere, bør man tage til lære af folket i Libanon, der ikke længere forstår kriser som enkeltstående, men i stedet som en del af systemets virkelighed. De kriser, eksplosioner og katastrofer, der er haglet ned over Libanon det seneste halvandet års tid, kan meget vel være en snarlig dystopisk fremtidsudsigt for mange steder i verden. For de udspringer af kapitalismens politiske eliters ignorance, af udnyttelse og finansialisering, neoliberale politikker og fremmedgjorte sociale relationer. Kun hvis vi står sammen og gedigent forsøger at forstå – og reagere på – krisers iboende placering i politiske systemer, har vi noget at samles om og kæmpe mod og for. Og den største lektion er måske, at samlingen ikke sker efter katastrofen, i post-apokalypsen; den skal derimod ske, når vi mærker den komme snigende, altid på vej, så reelle alternativer på organiseringer ikke er ukendte og farlige, men derimod allerede på vej.