Optræk til voldsom konflikt om pensioner i Frankrig

Det synes at være kutyme, at udenlandske korrespondenter i Frankrig starter dækning af pensionsreformer i Frankrig med at tale om parisiske metro-lokomotivfører, der trækker sig tilbage som 52-årig. Herved er den let overbærende tone slået an: Franskmændene er forkælede, ønsker grundlæggende ikke at arbejde. De bør følge trop og som resten af Europa lade pensionsalderen følge den stigende, forventede levealder.

Frankrig er nu i gang med sin 8. pensionsreform siden 1993. Regeringens argumenter for at indføre reformen, er, at Frankrig skal holde styr på økonomien for at bevare kreditværdigheden, og næsten alle andre europæiske lande har udsat tilbagetrækningsalderen. Grundlæggende er der tale om “nødvendighedens politik”. Der kan forventes et årligt underskud på over 10 mia. euro i pensionssystemet i 2030, fordi stadig færre erhvervsaktive skal betale for stadig flere ældres pension.

Nu er parisiske lokoføreres kår slet ikke repræsentative for franske pensionsforhold. Det hører desuden allerede nu til sjældenhederne, at lokoførere trækker sig tilbage som 52-årige, idet de så ikke kan få fuld pensionsdækning.

Med regeringens pensionsreform vil det dog være generelt slut med de særlige pensionsordninger, som lokoførernes. En undtagelse er brandvæsnet, hæren og det nationale politi, som kan bibeholde særlige vilkår, og hvor man stadig kan gå på pension som 52-årig. Politiet kan præsident Emmanuel Macron da også få brug for, for fagforeningerne har lovet at fortsætte kampen mod reformen i gaderne og de ulmende sociale frustrationer kan få uforudsete konsekvenser.

Fagforeninger: Reform er unødvendig og uretfærdig

Den franske centrum-højre regerings pensionsreform, der kommer til afstemning i Nationalforsamlingen i februar og forventes vedtaget med højrefløjens (Les Républicains, LR) stemmer, har været bebudet længe. Den blev sat i stå af Covid-19-pandemien. Den handler om langt mere end de mere anekdotiske særvilkår for lokoførere med flere.

Reformen indebærer, at tilbagetrækningsalderen generelt fra 2030 bliver 64 år i stedet for 62. Dog skal man fra 2027 (i stedet for som nu 2035) have arbejdet i 43 år (i stedet for ca. 42 år afhængigt af fødeår)  eller være fyldt 67 år for at få fuld pensionsudbetaling. Såvel venstrefløjen (venstrefløjskoalitionen Nupes) som det yderste højre (Le Rassemblement National, RN) vil stemme imod. Og de ellers splittede franske fagforeninger står nu i samlet front for første gang i 12 år og lover regeringen kamp til stregen.

Det franske pensionssystem er tænkt som et selvfinansieret system, idet de aktive på arbejdsmarkedet løbende skal betale ind til dem, som er gået på pension. Fagforeningerne peger på, at det franske pensionssystem pt. er i økonomisk balance. Først i 2030 vil der være et underskud på 10-15 mia. euro – afhængigt af faktorer som arbejdsløshed og produktivitet – årligt i pensionskasserne. Småpenge i forhold til pensionskassernes samlede udbetalinger på 340 mia. euro, siger de. Og også i forhold til de mange hjælpepakker under Covid-19-epidemien. Eller tilføjer venstrefløjen: I forhold til de 80 milliarder euro, som de 40 største virksomheder, “les CAC40”, netop har uddelt til deres aktionærer. Pensionsreformens påståede nødvendighed er for mange svær at få øje på.

For fagforeningerne og oppositionen er det en dyb uretfærdig reform, fordi den først og fremmest vil ramme arbejdere, som er startet tidligt med at arbejde, og som udfører de hårdeste job, men er nødt til at blive på arbejdsmarkedet længere.

Reformen rammer skævt

Funktionærer og akademikere, der starter senere på arbejdsmarkedet, vil typisk ikke blive berørt af pensionensreformen. Hvis man f.eks. er startet med at arbejde som 25-årig, vil man først kunne gøre krav på fuld pensionsudbetaling, når man fylder 67 år, og dette er uændret i forhold til i dag.

Regeringen ledsager sin udskydelse af pensionsalderen med en række tiltag, som skal sikre, at dem, som har udført særligt hårde job, eller som er startet på arbejdsmarkedet før 20 års alderen, får mulighed for en tidligere tilbagetrækning. Modstanderne fastholder, at reformen rammer skævt. Hvis man f.eks. er startet med at arbejde som 18-årig i restaurations- eller byggebranchen vil man kunne trække sig tilbage som 62-årig (i stedet for som 64-årig), men det betyder fortsat, at man skal arbejde to år mere. Nedslidningen er generelt langt værre blandt arbejdere. De lever kortere tid – i gennemsnit 7 år mindre – end højere funktionærer.

Hele reformens rationale om at fastholde folk længere tid på arbejdsmarkedet hviler på et tvivlsomt grundlag, idet relativt få kan blive længe på arbejdsmarkedet, selv om de gerne vil. Mange bliver fyret, når de er op i årene. Således er kun 35,5 pct. af de 60-65-årige i Frankrig i arbejde mod 57 pct. i Danmark. For at motivere virksomhederne til at beholde de ældre medarbejdere, skal virksomheder med over 300 ansatte ifølge pensionsreformen offentliggøre, hvor mange af de ansatte, som er seniorer (over 50 år). Der er dog ingen sanktionsmuligheder mod virksomheder, som har få eller ingen ældre ansat.

Et sandsynligt resultat af den nye pensionslov bliver derfor, at stadig flere ældre ikke kan få pension, men må søge dagpenge eller bistandshjælp.

En længe bebudet konfrontation

Det var den socialistiske præsident François Mitterand, som i 1982 sænkede pensionsalderen fra 65 til 60 år, med fuld pensionsudbetaling hvis man havde arbejdet i 37,5 år. I den franske venstrefløjshistorie var det en skelsættende landvinding, næsten (men ikke helt) på linje med Folkefrontens (i 1936) indførelse af 40-timers uge og betalt ferie i 1936. Siden udskød den højreorienterede præsident Nicolas Sarkozy i 2010 tilbagetrækningsalderen til 62 år. Og det var under den socialistiske præsident, François Hollande, i 2014, at antallet af år på arbejdsmarkedet for at opnå fuld pension blev hævet til 43 år.

Venstrefløjskoalitionen Nupes har som programpunkt en tilbagevenden til 60 år som pensionsalder med fuld pension efter 40 år på arbejdsmarkedet. Og for fagforeningerne er den nuværende pensionsalder på 62 år en rød linje. Her er også de højere funktionærers fagforening, og Frankrigs største fagforening, det normalt meget moderate CFDT, på linje med de øvrige fagforeninger.

Fagforeningerne har indkaldt til en første demonstration d. 19. januar, hvor venstrefløjen også vil møde frem. Der er annonceret strejker i oliebranchen. Alt tyder på, at der vil være strejker blandt de omtalte lokoførere i den parisiske metro, men også i andre dele af den offentlige sektor. Ifølge opinionsundersøgelser er tre ud af fire franskmænd imod en højere pensionsalder.

Modstand mod højreorienteret politik

For venstrefløjen og mange franskmænd synes pensionsreformen at udkrystallisere modstanden mod Macrons stadig mere højreorienterede politik. Kort før nytår forkortede regeringen dagpengeperioden substantielt. Og for nylig afviste den franske regering, i modsætning til den tyske, at indføre en særlig skat på olieselskabers ekstraordinært høje profitter.

Allerede i starten af sin første præsidentperiode afskaffede Macron formueskatten. Han har endvidere givet virksomhederne 48 mia. kr. i skattelettelser. Hans undertiden åbenlyse foragt for arbejdsløse har sikret ham øgenavnet “De riges præsident”. I en periode var Macron den mindst populære præsident under den 5. Republik. Genvalget som præsident sidste år skal ses i lyset af nedsmeltningen i de to store traditionelle partier, Les Républicains og le Parti socialiste. Macron vandt stort i anden valgrunde, fordi de fleste franskmænd ønskede at undgå en sejr til den yderste højrefløjs kandidat, Marine Le Pen fra RN. I dag kan han prise sig lykkelig over, at der er lang tid til næste valg.

Frankrig er kendt for en meget lang og hårdnakket tradition for modstand mod neoliberale reformer. Om det vil lykkes fagforeningerne og venstrefløjen at få regeringen på bedre tanker vil afhænge af mobiliseringen. Kun 11 pct. af franskmændene er i fagforening mod 62 pct. i Danmark.

Selv om inflationen i Frankrig er mindre end i flere nabolande, er franskmændene bekymrede over deres personlige situation, og det kan også føre til passivitet og resignation. Generalsekretæren for den største fagforening CFDT, Laurent Berger, siger til dagbladet Le Monde: “En halv strejkedag uden indtægt er ikke let, når lønnen i forvejen ikke rækker til hele måneden.”