Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
7. juni. 2022

Owen Jones: Mistilliden til Boris Johnson kommer til at betyde højredrejning og nedskæringer

Mistilliden til Boris Johnson stikker dybt i det konservative engelske parti, og søndag overlevede premierministeren med nød og næppe en mistillidsafstemning. Utilfredsheden i Tory-baglandet handler dog ikke om fester, men om hans forpligtelse på at gennemføre nedskæringspolitik a la Margaret Thatcher – og den mest nedskæringsglade fløj står stærkere nu, skriver Owen Jones i denne klumme.

Illustration: Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Knivene er muligvis blevet slebet i de britiske konservatives apparat. Konsekvensen bliver, at øksen kommer til at ramme resten af samfundet. Det ville en stor fejl at tro, at Toryernes parlamentarikere pludselig har indset, at de bliver ledet af en førsteklasses charlatan, efter frivilligt at have placeret ham i Downing Street 10 (den britiske premierministers bolig, red.). Han er trods alt allerede blevet fyret to gange for at lyve, har lagt hemmelige planer om at give en journalist tæsk, og orkestreret islamofobi ved at sammenligne slørbærende kvinder med bankrøvere.

“Boris Johnson kæmper ikke ligefrem for at holde nedskæringer fra døren, selv om han prøver at lade som om.”

De konservatives parlamentariske ry har ganske vist taget skade i sammenstødet med den offentlige opinion. Det er ikke ligefrem blevet tiljublet, at partitoppen har festet til man brækkede sig, og har ignoreret alle reglerne – alt imens resten af landet har måttet gøre ofre ikke set siden Anden Verdenskrig. Men dét, der i virkeligheden frustrerer det konservative bagland, giver os samtidig også et fingerpeg om, hvilken politisk retning vi kan forvente os fremover. De mener nemlig ikke, at Johnson er tilstrækkeligt opsat på at gennemtvinge deres Thatcher-ideologi. Skønmalerisk kan man kalde deres projekt “en tilbagerulning af staten” – men det ville være mere rammende at kalde den en total nedbrænding af den offentlige sektor.

Boris Johnson kæmper ikke ligefrem for at holde nedskæringer fra døren, selv om han prøver at lade som om. Under sidste valgkamp udtalte han, at han havde forklaret sine konservative kolleger tilbage i 2010, at “nedskæringer ikke var vejen frem for Storbritannien.” De Konservative fik charmet sig ind på vælgerne i den såkaldte Røde Mur (traditionelt Labour-stemmende valgdistrikter, red.) gennem strategiske budget-løfter i deres områder, særligt i forhold til landets sundhedsvæsen (NHS), undervisning og politiet. Ganske som man kunne forvente fra en mand, der er lige så loyal mod sandheden som han er i sengen, var mange af disse tomme løfter. For eksempel viste størstedelen af de varslede 40 nye sygehuse sig mest at være reparationer eller udbygning af projekter, der allerede var i gang.

Selv om den britiske regering har droppet George Osborne’s (britisk finansminister under David Cameron 2010 – 2016, red.) nedladende retorik på velfærdsområdet – som at sige, at folk på offentlige ydelser “levede et søvngængerliv på støtten” – har Johnson-regeringen fastholdt den samme ondskabsfulde politik, tydeliggjort af fx nedskæringer i støtten trods stigende leveomkostninger. Thatcherismen banker stadig i hjertet på Johnson’s finansminister, Rishi Sunak, der fremlagde et budget med nedskæringer for 150 milliarder kr. i et budget i marts måned.

Kulturkrigere og nedskæringsfanatikere

Som den politiske kamæleon han er, har Johnson gang på gang vist sig at være ustabil. Hans løfte om at hæve sundhedsvæsnet og socialområdets budgetter med 100 milliarder kr. om året – hovedsageligt gennem prisstigninger på forsikringsområdet – var dybt bekymrende for mange konservative parlamentsmedlemmer. På samme måde vakte forslaget om at hæve virksomhedsskatten vrede i baglandet, som bestemt ikke har tænkt sig at hæve skatten til dens højeste niveau siden 1950’erne – også selv om den fortsat er markant lavere end i de fleste andre vestlige lande. Johnson’s egne politiske instinkter leder ham i retning af at kaste store summer efter prestigeprojekter, uanset hvor ligegyldige de er. Tænk bare på hans fejlslagne Garden Bridge-projekt, som han stod i spidsen for som borgmester i London, og som kostede skatteyderne knap 500 millioner kr. – eller hans komplet latterlige idé om at bygge en bro i Det Irske Hav til en pris på 3.000 milliarder kroner.

“I Johnson har man fået en socialkonservativ premierminister, der er forhippet på at føre “kulturkrig”. Til gengæld er den totale nedslagtning af den offentlige sektor udeblevet.”

Den konservative parlamentsgruppe drømmer om en leder, der kan bruge pladsen som premierminister til at føre ideologisk krig mod staten. Under Cameron og Osborne havde man en sådan stats-flænser, men var til gengæld utilfreds med hans  formodet socialliberale profil på andre områder. I Johnson har man til gengæld fået en socialkonservativ premierminister, der er forhippet på at føre “kulturkrig” gennem dæmonisering af migranter, stigmatisering af trans-kvinder og genoprettelse af den imperiale måleenhed. Til gengæld er den totale nedslagtning af den offentlige sektor udeblevet.

Hvis Jeremy Hunt – der er den egentlige arkitekt bag oprøret mod selv samme Johnson, som knuste ham ved sidste formandsvalg – overtager efter Boris Johnson, kommer kulturkrigen nok til at træde lidt i baggrunden, selv om man selvfølgelig skal huske på, at vi her taler om manden, der har foreslået at halvere abortgrænsen. Men Hunt er langt mere formet af den traditionelle konservative muld, hvor det vigtigste er at hakke så store bidder af statsapparatet som muligt. Det samme kan siges om den omvandrende hyldest til Margaret Thatcher, Liz Truss (Storbritanniens udenrigsminister, red.), der stadig har stor opbakning i det konservative bagland. Hun hyldede David Cameron og George Osborne som “politiske genier” for deres evne til at overbevise befolkningen om nedskæringernes nødvendighed, og er blevet fordømt af den britiske fagbevægelse for sin totale ignorering af manglen på sundhedspersonale i sin tid som sundhedsminister. Liz Truss er nok den mest ideologisk forpligtede minister i den nuværende konservative regering – hun var i 2012 medforfatter til bogen Britannica Unchained, der handlede om at smide arbejderrettigheder og “den forvoksede stat” på bålet.

Omgivet af slanger. Udenrigsminister Liz Truss (tv.) og finansminister Rishi Sunak er blandt de mest magtfulde medlemmer af Boris Johnson’s regering, og er blandt de navne, der er på tale som mulige afløsere, når Johnson på et tidspunkt bliver fjernet fra posten. Foto: Samir Hussain / Getty Images

Det kan altid blive værre i britisk politik

Når Johnson på et tidspunkt bliver smidt på porten, kan man trygt regne med, at hans efterfølger vil appellere til desillusionerede konservatve ved at tordne mod regeringens manglende evne til at afvikle staten. Ligesom Johnson vil hans aftager fremstille sig selv som noget helt nyt, og love forandring. Desværre for os andre betyder det endnu mere giftig nedskæring i det britiske samfund. Det giver i teorien Labour-partiet muligheder. Men Labour’s manglende evne til efter Finanskrisen at præsentere et modsvar til de konservatives påstande om ‘overforbrug’ – de konservative var dengang i opposition, og støttede op om hvert eneste pund, premierminister Gordon Brown brugte – gav de konservative mulighed for i samarbejde med deres venner i medierne at fremtrylle en fortælling om, at det var nødvendigt at reducere det offentlige forbrug drastisk.

“Ligesom Johnson vil hans aftager fremstille sig selv som noget helt nyt og love forandring. Desværre for os andre betyder det endnu mere giftig nedskæring i det britiske samfund.”

Vælgerne er endnu ikke blevet skræmt til at acceptere de nye sparekrav, som mere end noget andet har trykket lønnen hårdere end noget vi har set siden starten af 1800-tallet. Labour har muligheden for at fortælle en anden historie: Nemlig den om, at de konservatives totale sabotering af den offentlige sektor gjorde Storbritannien totalt uforberedt på covid-pandemien. Men under den nuværende Labour-ledelse vil partiet formentlig snarere vende tilbage til sit mantra fra før Jeremy Corbyn’s overtagelse i 2015: At forsøge at modsvare de konservative nedskæringer med nervøse kvæk om underskud og gæld, og dermed overlade hele den politiske spillebane til regeringen. Det ville være en stor fejl. Voksende fattigdom, stagnerende levestandarder og et krakelerende offentligt system betyder, at der er brug for seriøse investeringer – ikke Boris Johnson’s hokus-pokus. Timingen for at trænge igennem med et sådant budskab kunne dårligt være bedre.

Folk gør på den baggrund klogt i at spænde sikkerhedsselen, og vente med at sprænge champagnepropperne over konflikten hos De Konservative. Johnson’s ondskabsfulde regeringsperiode fortjener en uværdig afslutning. Men vi var også mange, der fejrede Theresa May’s exit, og dermed overså en af de vigtigste regler i britisk politik: Hvor galt du end tror tingene er, kan de altid blive værre.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Bragt i samarbejde med The Guardian.


Om skribenten

Owen Jones

Owen Jones

Britisk klummeskribent og journalist. Skriver bl.a. for The Guardian, New Statesman og Tribune. Har udgivet en række bøger, senest This Land: The Story of a Movement (2020). Læs mere