På vej mod nye sygdomsmarkeder

Novo-aktionærernes udbytter slår nye milliardrekorder hvert år. Nu er de ved at ”modne fedmemarkedet”. Patienter og det offentlige betaler prisen. Er prisen for høj? Er metoderne i orden? Får samfundet altid mere sundhed og bedre helbred for pengene?

---

Af Michael Voss

Novo udvikler bedre og bedre medicin til diabetespatienter. Virksomheden skaber tusinder af arbejdspladser med gode arbejdsforhold. Den skovler indtægter til Danmark, støtter forskningen og hjælper patienter i ulandene til billig medicin. Sådan cirka ser glansbilledet af Danmarks største medicinalvirksomhed ud.

Med denne artikel vil jeg ridse lidt i Novos pæne overflade med eksempler på, at virksomheden er involveret i en hel del af de samme kritisable aktiviteter, som Peter Gøtzsche beskriver i sin bog om den globale medicinalindustri Livsfarlig medicin og organiseret kriminalitet.

Emnet for denne artikel er medicinalvirksomheden Novo Nordisk, men jeg omtaler den for nemheds skyld som Novo. Novo-gruppen består også af Novozymes A/S, der producerer enzymer, og holdingselskabet Novo A/S.

En af de helt store

Allerede i 2011 blev Novo rangeret som nr. 115 af verdens største virksomheder og den tiende største medicinalvirksomhed. To år senere blev Novo udnævnt til verdens hurtigst voksende og bedst indtjenende medicinalfirma.

Ifølge årsrapporten for 2014 har koncernen ansatte i 75 lande, og dens produkter sælges i 180 lande. Årsrapporten viser også en omsætning på knap 90 mia. kroner og nettoprofit på 26,5 mia. kroner. På kerneproduktet, diabetes-medicin har Novo 27 procent af verdensmarkedet. Denne aktivitet gav i 2014 aktionærerne 13 mia. kr. i form af udbytte.

Fra 2010 til 2015 firedoblede virksomheden sin markedsværdi og nåede i april 2015 op på en billion kr., dvs. 1.000 mia. kr.

Ifølge mine egne beregninger fra 2012 stod virksomheden for 4,8 procent af Danmarks bruttonationalprodukt. Novo har også selv beregnet, at de direkte og indirekte har skabt knap 70.000 arbejdspladser i Danmark, tre procent af alle landets ansatte, og at de betaler 7,7 procent af Danmarks selskabsskatter.

Bestemmer selv skatteprocenten

Med den omsætning og det overskud, kan det ikke undre, at Novo betaler en betydelig del af Danmarks selskabsskatter. Men det danske samfund skal tilsyneladende være taknemmelige for Novos gode vilje.

I årsrapporten for 2011 kan man læse, at Novo forfølger ”et konkurrencedygtigt skatteniveau”, og den 20.9.12 forklarede en Novo-direktør, Jesper Brandsgaard, i Berlingske Tidende, hvordan virksomheden selv fastlægger, hvad den synes, det er rimeligt at betale i skat. I samme artikel bekræfter professor Søren Bo Nielsen fra CBS, at store globale virksomheder som Novo selv bestemmer, hvor meget de betaler i skat. Novo er nået frem til, at deres effektive skatteprocent skal være 22, og det er to-tre procentpoint under den officielle selskabsskat.

Sikker afsætning og høje priser

Når Novo kan opnå så store overskud hvert år, er en af grundene, at virksomhedens afsætning er skudsikker. Novo var f.eks. fuldstændig upåvirket af finanskrisen og kom i 2008 ud med et overskud, der var 37 procent større end året før.

Hvorfor? Fordi diabetesmedicin er det sidste, patienterne lader være med at købe, og fordi det i sidste ende ikke er et åbent marked med individuelle købere, Novo henvender sig til. ”En meget stor del af medicinalfirmaernes indtjening er afhængig af offentlige sygekasser og sygesikringer. Med mindre man pludselig skærer i de offentlige budgetter eller udvander sygesikringerne i de vestlige landes sundhedssystemer, vil en virksomhed som Novo være relativt upåvirket af konjunkturerne,” sagde Lars Hatholt, der er ”medicinalanalytiker” i Nordea til Politiken den 30. januar 2009.

Ikke mindst i Danmark har Novo et så tæt samarbejde med diabeteslæger, sygeplejersker og diætister, at de er sikre på at få solgt deres produkter. Da de i 2009 introducerede et nyt produkt, Victoza, havde en konkurrent allerede solgt et tilsvarende produkt i 18 måneder, men inden et år solgte Novo mere end 10 gange så meget som konkurrenten.

Med så sikre markeder er Novo heller ikke under noget særligt pres for at sænke priserne. Det udnytter de – så meget, at de nu er kommet under stærk kritik i USA.

For ganske nylig chokerede de tyske sygekasser Novo. De nægtede for første gang at betale den pris, Novo kræver for et nyt insulinprodukt, Tresiba. Tyskerne var ikke overbeviste om, at det nye produkt er så meget bedre end det gamle, at det kan begrunde, hvad Novo selv kalder ”solide merpriser”.

Som andre medicinalfirmaer har virksomheden mange metoder til at sikre sig mod konkurrence fra andre virksomheder. Især er de på vagt over for konkurrenter, som vil producere et insulin billigt, når Novos patent udløber. I 2005 anlagde Novo sag mod en producent, der ville markedsføre en billigere kopi af produktet Prandin. Otte år efter tabte Novo sagen. Men de havde – uden konkurrence – kunnet sælge for mellem 200 og 250 mio. dollars, mens sagen kørte. Det fik en række amerikanske indkøbsselskaber til at anlægge sag mod Novo i 2014 for ”ulovligt og bevidst at fastholde et monopol og ekskludere konkurrence på markedet for Prandin.”

Af hensyn til forskningen

”Hvis vi sælger vores medicin billigere, har vi ikke penge til at udvikle ny medicin, og så er det i hvert fald helt sikkert, at vi ikke kan kurere diabetes,” sagde Novos topchef, Lars Rebien, til Politiken den 29. april 2015 – et par måneder efter, at han havde afsat 13 mia. kr. til sine aktionærer.

Argumentationen er en klassiker blandt medicinalfirmaer, og man kan da også finde meget høje tal på forskningskontoen i Novos og andre medicinalfirmaers regnskaber. Men der kan også stilles spørgsmålstegn ved, om det holder som argument for høje priser.

I 2011 regnede et hold forskere (tidsskriftet BioSocieties/School of Economics) sig frem til, at et gennemsnit- ligt udviklingsprojekt koster 400 mio. kr. – en tiendedel af, hvad industrien hævder. En af forklaringerne var, at firmaerne glemmer at trække det skattefradrag, som de får til forsknings- og udviklingsudgifter fra. Dertil kommer, at de beregner udgifterne ud fra, hvad de kunne have tjent ved at investere de samme penge i værdipapirer.

Forskningsdirektør i Novo, Mads Krogsgaard Thomsen, ville ikke afvise forskernes resultater: ”De kan have ret i mange af de konkrete punkter i deres kritik,” sagde han til Berlingske Tidende den 8. april 2011. Men han fastholdt, at det er dyrt at udvikle lægemidler.

I Novos årsregnskab for 2014 er forsknings- og udviklingsomkostninger sat til 13,7 mia. kr.

Men der er noget, firmaet bruger flere penge på: 23,2 mia. kr. gik til salg og distribution, og det vil i høj grad sige marketingsomkostninger.

De tal giver ovenikøbet ikke et fyldestgørende billede af forholdet mellem forskningsudgifter og marketingsudgifter. Novo har nemlig været under hård anklage for at camouflere marketing som forskning. Det handler om såkaldte postmarketing studier. De gennemføres ikke primært for at skaffe ny viden og forbedre produkterne, men for at udbrede kendskabet til den nye medicin hos læger og patienter.

Skjulte dødsfald

Når en virksomhed afsætter så mange penge som Novo til forskning, er det vigtigt, at forskningen giver de resultater, man kan tjene penge på. Den forskning, som gavner omsætningen, bliver fremmet, og den forskning, som kan skade omsætningen, bliver bremset eller hemmeligholdt.

I 2013 kunne phd-studenten Jeppe Schroll i British Journal of Medicin dokumentere, at Novo Nordisk skjulte, at patienter døde, mens de deltog i et forskningsforsøg for en ny Novo-medicin.

Novo investerer også en del penge i at holde styr på den danske diabetesforskning. Fonden bag Novo donerer penge til offentlige institutioner og får dermed stor indflydelse på, hvad og hvordan der forskes. Det gælder den største diabetesbehandlingsenhed i Region Hovedstaden, Steno Diabetes Center og diabetesforskningscentre ved Aarhus, Odense og Københavns universiteter. I det sidste tilfælde flyttede man simpelthen en forskningsafdeling fra Novo, inklusiv ledelsen, til Københavns Universitet.

”Hvordan kan vi som diabeteseksperter på samme tid bekende vores veneration for – og tilhørsforhold til – Novo og på den anden side oplyse samfundet sobert om forhold, som kunne risikere at være i strid med bund- linjen i forretningen Novo,” skrev speciallæge og diabetesekspert Allan Arthur Vaag i en kronik i Politiken, den 22. februar 2015.

Betalte læger

Forskerne er ikke de eneste, som Novo og andre medicinalfirmaer betaler for at fremme virksomhedens salg. Novo er nr. 4 på listen over medicinalfirmaer, der globalt samarbejder med flest læger.

I nogle lande kræver myndighederne disse betalinger offentliggjort. Da den første oversigt i Frankrig blev offentliggjort i 2013, havde Novo indleveret 172 sider med bilag for forplejning og hotelophold til franske læger. I USA betalte Novo i 2014 48 mio. dollars til læger og forskere.

Et godt forhold til læger og forskere kan være vigtigt, når man vil markedsføre nye produkter, som er væsentligt dyrere end deres forgængere. Eller når Novo forsøger at sælge et produkt til formål, som det ikke er godkendt til.

I 2011 måtte Novo indgå et forlig, der kostede dem 130 mio. kr. Det var det amerikanske justitsministerium og 24 delstater, der havde anklaget Novo for at bestikke amerikanske militærlæger til at skrive videnskabelige artikler på et løst grundlag, til at føre ”salgstaler” på konferencer og til at gennemføre ulovlige forsøg med sårede soldater i Irak og Afghanistan. Formålet var at øge salget af blødermedicinen NovoSeven til et formål, det ikke var godkendt til, nemlig at stoppe kraftige blødninger hos patienter, herunder sårede soldater. Ved at indgå forlig slap Novo økonomisk billigt, og de undgik en dom for fusk.

Den gode donor

I det hele taget er Novo ikke bange for at udbetale penge – hvis ledelsen er overbevist om, at det kan beskytte deres image eller ligefrem styrke det.

En af de glade modtagere er Diabetesforeningen, som i 2013 modtog næsten en million kroner fra Novo. ”Vi indgår alliancer og laver oplysningskampagner med patientforeningerne, fordi deres interesser er sammenfaldende med vores,” sagde director for corporate branding i Novo, Susanne Stormer til Berlingske Tidende d. 29. august 2007.

Verdensdiabetesfonden er direkte etableret af Novo, men Novo omtaler den konsekvent som ”uafhængig”. Den er lige netop så uafhængig, som man kan være, når hovedparten af indtægterne kommer fra Novo, og når tre ud seks bestyrelsesmedlemmer har tætte forbindelser til Novo:

• Bestyrelsesformanden har tidligere været ledende medarbejder i Novo.
• Novos koncerndirektør er medlem af bestyrelsen.
• Et tredje bestyrelsesmedlem er Corporate Vice President of Global Rewards i Novo.

Hvis det ikke skulle være nok til at sikre uafhængigheden, så kommer den administrerende direktør i fonden, Anders Dejgaard, fra en stilling som medicinsk direktør i Novo, hvor han nåede at arbejde i 30 år.

Med støtten til Verdensdiabetsfonden forsøger Novo at brande sig som et firma, der støtter diabetesbehandlingen i u-landene. Men støtten kan nærmest sammenlignes med at købe et enkelt nummer af Hus Forbi. Fonden udbetaler højst 80 mio. kr. om året i støtte. Det er mindre, end Novo bruger til at aflønne koncerndirektionen.

For patienternes skyld

De scorer kassen. De udnytter patenter og monopolstatus til at tage overpriser. De oversælger deres forskningsudgifter i debatten. De betaler læger, forskere og patientforeninger for at promovere Novo-produkter, og de frådser ikke altid med sandheden om forskningsresultaterne.

Men er det i sidste ende ikke mindre væsentligt, når slutresultatet er, at Novo udvikler medicin, som gør tilværelsen lettere for diabetespatienter og for andre, der er ramt af sygdom? Sådan argumenter virksomhedens mange venner ofte.

Uvæsentligt kan det næppe være, at samfundet direkte eller indirekte overfører så store summer penge til en privat virksomhed og dens ejere, samtidig med at virksomheden bruger tvivlsomme metoder og er i stand til at skjule det under henvisning til forretningshemmeligheder.

Men der kan også sættes et stort spørgsmålstegn ved, om milliarderne, som ruller ind i Novos pengetank, faktisk anvendes til at bekæmpe sygdom og forbedre sundheden for patienterne.

Dødelig overmedicinering

I den omtalte kronik i Politiken refererede Arthur Allan Vaag til den internationale debat blandt diabetesforskere, hvor det er et højaktuelt emne, ”…hvor meget det egentligt hjælper at forsøge at sænke og normalisere blodsukkeret hos alle mennesker med diabetes-2.” Med henvisning til en netop publiceret amerikansk undersøgelse fortalte han, at der internationalt er stort fokus på, at ”…normalisering af blodsukkeret ved type 2-diabets både er dyrt for samfundet og krævende for patienten, og at der tilmed er stor risiko for alvorlige tilfælde med lavt blodsukker [chok], som i værste fald kan medføre død.”

Som konklusion skrev han: ”Men ønsker flertallet af diabetespatienter at blive overbehandlet og dermed indirekte bevirke, at andre danske ikke-diabetespatienter ikke behandles optimalt? Og ønsker danske diabetespatienter at blive taget som gidsler i et nationaløkonomisk spil med det formål alene at sikre indtjeningen til Novo?”

En fed guldåre

Med noget, der ligner ekstremt held, har Novo inden for de seneste år fundet en ny guldåre, eller som det hedder i den verden ”et lukrativt vækstmarked”. Det har vist sig, at diabetesmedicinen Victoza også virker som fedmemedicin. Til det formål lanceres det nu som Saxenda.

Med den nærmest epidemiske udbredelse af overvægt på verdensplan og ikke mindst i USA forudser en aktieanalytiker, som har analyseret ”fedme-markedet”, at Novo i 2020 kan nå et salg på 22 mia. kr.

Men som finans.dk skrev 15. maj 2015: ”Skal fedme blive til guld for Novo Nordisk, skal markedet modnes og dyrkes.” Samme artikel beskrev, hvordan næste skridt for Novo er at arbejde for, at fedme bliver set som en sygdom, og at medicin bliver en del af behandlingen.

Endelig skal Novo overtale dem, der bestemmer, om der bliver skrevet Saxenda-recepter ud, og om der bliver betalt for dem, nemlig læger, forsikringsselskaber, sundhedssystemer og sygekasser. For at ”bearbejde” dem arbejder i øjeblikket 500 sælgere og sygeplejersker i USA for Novo.

Strategien fra Novos side er klar. Aftagerne må ikke frygte, at de skal til at betale for Saxenda til alle overvægtige. Derfor markedsfører Novo i første omgang kun midlet til svært overvægtige med et BMI på over 35: ”Det er vigtigt for os, at vi kun går efter den gruppe patienter, hvor det virker bedst. De [betalerne] skal ikke kigge på den store gruppe af overvægtige og blive alt for bange,” sagde marketingdirektør i Novo, Jakob Riis, til finans.dk.

I første omgang er det gået meget godt. Efter bare ni uger på det amerikanske marked har Novo opnået en omsætning på 1 mio. dollars om ugen, skrev MedWatch.dk 9. juli 2015.

Medicinsk kvikfix

Hvorfor er Novo nødt til at investere så mange overvejelser og så mange ressourcer i at overbevise patienter og betalere om, hvor godt Saxenda er? Er medicin overhovedet løsningen på fedmeproblemer?

Sidste år besluttede de amerikanske myndigheder at definere fedme som en sygdom. I den forbindelse skrev professor Bente Klarlund i Politiken, 30. juni 2014: ”Men ved at definere fedme som en sygdom kan man frygte, at automatreaktionen bliver behandling. Og der er risiko for, at man flytter fokus fra livsstilsændringer til fedmepiller og -operationer.”

Og da de første forlydende om Saxenda kom frem, udtalte sundhedsekspert og ekstern lektor Morten Zacho til Berlingske den 4. januar 2013: ”Det har en voldsom appel til folk at løse problemet på den måde. De fleste bliver tiltrukket af muligheden for et kvikfix.”

Med Saxenda har Novo fundet et nyt lukrativt vækstmarked, som vil kunne sikre stadig flere milliarder i udbytter til aktionærerne, men løser de et sundhedsproblem, eller lokker de overvægtige med et kvikfix i stedet for en langtidsholdbar løsning?

Modsætningen mellem sundhed og profit

Novo er en gigant, når det gælder overskud, når det gælder omsætning, og når det gælder magt over vigtige beslutninger om menneskers sundhed:

• Hvilke typer medicin skal der udvikles?
• Hvordan skal forskningen gennemføres?
• Hvem må vide det?
• Til hvilke priser skal medicinen sælges?
• Med hvilke metoder skal de udbredes?

I disse år, hvor Novo er ved at opfinde nye sundhedsmarkeder, må vi stille spørgsmålet: Er modsætningen mellem på den ene side patienternes og samfundets behov for sundhed og på den anden side Novos målsætning om højest muligt overskud og flest milliarder til aktionærerne for stor?

---

Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 4, oktober 2016

---

De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.

---