På vers: Om at skære løg (Horrortech)

Jeg har besluttet mig for at tage et billede
af Gry Stokkendahl Dalgas, der skærer løg. Dette er ikke uden anledning,
da Gry og jeg bor sammen, og halvdelen af de løg, der skæres i vores hjem,
skæres af hende.

Løg er ikke hos os, og sikkert heller ikke hos mange andre, bundet til
specifikke opskrifter.
Der skal altid være løg i hjemmet. Hvis vi løber tør for dem, køber vi flere.
De ligger i vores køkkenvindueskarm i en skål, hvor solen rammer dem,
og hvor de bliver, som Gry også engang har skrevet, varme som kroppe.

Jeg græder mere end hende, når jeg står bøjet over skærebrættet, og løgene
udsender deres grædestoffer,
og hun græder mere end mig derudover.

Jeg græd, da jeg for flere år siden så en kvinde i en cinnoberrød læderjakke
græde uden for en café i Jægergårdsgade.
Jeg græd, da jeg så slutningen på Pom Poko, og mårhundene tabte krigen.
Jeg græd, da min kæreste vendte tilbage fra hospitalet,
selvom ingen var i livsfare,
fordi jeg havde været bange for, at han ville køre galt på cykelturen hjem.

Denne kvinde er iført en gylden og hvid kjole, et blåt forklæde og en
broderet kyse. De samme farver som en isfugl.
Hendes våde øjne er rettet mod os. Hun har hævede øjenlåg og en lille,
sammentrukket mund.
Hun finthakker flere dusin løg i et trætrug med en særlig hakkekniv.
En uplukket høne hænger foran vinduet. En zinkkande ligger væltet i
forgrunden. Et tomt fuglebur hænger i skyggerne under loftet.

Bag kvinden står et barn og holder en bold frem.
Barnet har tykke kinder og smiler.
Det er fint klædt på med cravat, perler og to strudsefjer i hatten.

Da maleriet senere blev graveret af Pierre-Louis Surugue,
blev følgende billedtekst tilføjet:

»Jeg er ganske villig til at tro, at De er kyndig i den ædle kunst
at tilberede gryderetter, men min appetit er mere rettet mod Dem,
end mod den ret, De tilbereder.«

Et sted tæt på, men uden for billedets ramme, lægger handelsskibe til
ved Amsterdam havn.
Det Forenede Ostindiske Kompagni, verdens første multinationale selskab,
vender hjem og tager afsted.

Alt i olie og lak. På oliemalerier er vi alle messias.

Penselstrøg i giftig blyhvid aftegner havskummet og rækkerne af reb,
master og tovværk, hvor solen rammer, og genskin skal etableres.

På dette tidspunkt arbejder mændene på min mors side af familien her,
sefardiske havnejøder, flygtninge fra Portugal,
der stadig siger kaddish for slægtninge brændt på bålet af inkvisitionen,
og deres iriser er malet med umbra eller brændt sienna,
men de vil med tiden få blå øjne,
i virkeligheden fordi de gifter sig med nordeuropæere,
men jeg forestiller mig, at kimen til de blå øjne allerede var til stede her,
da de førte regnskab og kiggede ud over havet.

Denne kvinde er iført en mørkeblå, plisseret kjole med en V-formet
halsudskæring, dekoreret med hvide, gennemsigtige stofblomster.
Ærmerne er rullet op.
Hun gnider sit højre øje med bagsiden af sin højre hånd,
den samme hånd, hvori hun stadig holder om kniven.
Hendes venstre øje er rødt og tårevædet og rettet mod os.
Hendes venstre hånd holder om løget på bordet. En ørering dingler i
venstre øre og kaster en skygge på hendes kæbeben.
Hendes mørkebrune hår er midterskilt og bundet op i en knold.
Til venstre på bordet ligger blommer, æbler, vindruer og ferskner.
Til højre: endnu et rødløg, tre gulerødder med top og en uplukket høne.
Køkkenet bag kvinden er mørkt,
og detaljerne i baggrunden er svære at skelne.

Ikke langt herfra, men igen uden for rammen,
uden for køkkenet, under skorstenene, tågen og røgen,
håndterer enker og enkebørn
hvid fosfor på tændstikfabrikker.
Behandlede træblokke dyppes i trækar med fosforvæske
og skæres til individuelle stikker.
Seksten trækar står i et kvadratisk mønster. Under en brusende lyd.

En pige mærker sit tandkød svulme og gøre ondt.
Der dannes bylder bag hendes læber og kinder.
Hun knuger en tændstik og tænker på aftensmaden: suppe og grød;
små stykker røget kød og det fedt, der smelter og danner stier i grøden
eller sidder som halvkugler på suppen.
Hun lader undermunden hænge og rokker kæben fra side til side.
Død knogle adskiller sig fra levende knogle. Krampeanfald venter hende.
Hjerneskade. Hendes kæbe og ånde begynder at gløde.
En grønlig-hvid farve i mørket.

I vores malerverden opnås denne glød med farven schweinfurtergrøn,
en smaragdgrøn farve, der i sig selv er giftig,
bestående af arsen, kobber og eddikesyre, senere brugt som rottegift.

Pigen lærer at læse i lyset fra sin undermund.
Under et tæppe. Ét ord ad gangen.
Eventyr. Spænding. Kærlighedsfortællinger.

Langt senere, under krigen i Gaza, bliver mennesker kvalt og brændt
ihjel af det israelske militær, og hvid fosfor ligner kæmpemæssige gopler
med fangtråde ned over de større byer. Den brænder ned gennem hud,
ind gennem knogler, og det er ikke nok at slukke ilden,
for sårene kan genantænde sig. Man skal ind og fjerne fosforen med en tang.

Denne kvinde er iført en brun nederdel og en beige top.
Hun har bare skuldre, og hun græder.
En lang tåre ligner et ar under hendes venstre øje.
Hun har mørkerød læbestift på, tydelige kraveben og fyldte,
spændte årer i underarmene.
Hendes skygge er en virkelig skygge.
Skærebrættet er et udsnit af en træstamme. Kvindens pegefinger hviler
langs knivens overside, presser ned og styrer den.
Bemærk den hvide løgsaft. Rødløg i ringe. Til højre kan vi se en mælkefisk,
en klase plataner og et græskar. Til venstre: en flettet kurv, hvidløg og
rødløg, en bøftomat og en uplukket høne med benene bundet sammen.

Uden for skulpturens implicitte rammer, men tæt på,
følger vi Pasigfloden til Manilabugten,
ujævne flader, vandmasser i glaseret keramik.

Glinsende skikkelser samler affald ved bredden og havnen.
Udvalgte børn arbejder i sweatshops.
Lige nu holder de en kort pause og leger med sneakers,
der skal sendes tilbage til omstøbning, kasserede sneakers med
støbefejl i sålerne, boblehuller, skævheder og gevækster.
Børnene tager alt for store sneakers på fødderne og hænderne
og går på alle fire. De leger dyr. Et barn brøler som en løve, og de andre ler.
På det brede fabriksgulv med store bjælker ovenover.
Tusindvis af symaskiner.

Jeg kunne ikke holde ud at skulptere en mere grusom arbejdsscene.
Lad børnene holde deres pause.
I keramik er vi alle potteskår, men efter akrylmalingen påføres, er vi
smukke mænds negle.
Vi kan ikke hvile med værdighed i en så ufærdig verden.

Her er så mit billede af Gry under titlen Kvinde skærer løg.
Et digitalt fotografi i sort-hvid. Jeg valgte sort-hvid, fordi jeg synes,
at vi allerede har haft gang i så mange farver, og dette er en god kontrast.

Dybest set har jeg ingen lyst
til at kritisere andres handlinger.
Himlen bag vinduet var rosenfarvet som rigtige indvolde;
vores øjne blå som ordet hustru.

Jeg er nogenlunde tilfreds med resultatet. Gry er i forvejen smuk,
så jeg vidste, at det ikke kunne gå helt galt.
Lyset var den største udfordring. Vores køkken er småt og vestvendt,
men jeg ville ikke bede Gry om at skære løg inde i stuen,
og jeg ønskede heller ikke at vælge et unaturligt tidspunkt på dagen.
Så dette er, hvad vi endte med.

Det er nu dit job, hvis du altså har lyst,
at beskrive billedet og forestille dig
en verden uden for dets ramme. Du kan sagtens gøre det. Du er mere end
kvalificeret.

Du er nødvendig her som et søm i rammen.

I nat drømte du, at du sparkede en grapefrugt i stykker
nede i vores gårdhave, og du græd så meget, for du vidste,
at bygningen var ved at falde sammen. Teglene gled af taget. Fundamentet
rystede.
Der bor to blåmejser i en manglende mursten i vores ydermur.
Vi ser dem hver morgen. De plukker insekter ud af mosset i sålbænkene.
Og hvad med rotterne, der bor i de nederste, dybblå hulrum?
Du vågnede forbavset over, at dine kinder var tørre.