Da de pædagog-studerende fik nok

19 dramatiske dage tog det, før de pædagogstuderende kunne gå sejrrigt ud af en faglig kamp på det nybyggede Campus Carlsberg. De mange aktiviteter og nye relationer skabte grobunden for et styrket fællesskab.

Af Carsten Sloth

I marts 2017 tog en gruppe pædagogstuderende i København en stor beslutning. De intensiverede kampen for at forbedre deres studieliv – ved at blokere ledelsesgangen på deres uddannelse i Carlsberg-byen. Aktionen kom til at tage længere tid, end de havde regnet med. Mia og Daniel var blandt initiativtagerne til aktionen, de fortæller her om tiden på blokaden.

Voksende frustrationer

Campus Carlsberg er navnet på den samlede professionshøjskole, som i 2016 blev oprettet i den nyanlagte bydel – på den historiske bryggerigrund i København. Flere uddannelser blev lagt sammen trods kritik fra flere sider. De pædagogstuderende og andre berørte studerende var heller ikke tilfredse med beslutningen.

Daniel var ny på studiet, mens Mia var flyttet med fra den gamle uddannelsesinstitution. Hun fortæller, hvordan hele forløbet op til flytningen allerede var med til at igangsætte de frustrationer, der senere skulle ende ud i en fysisk blokade af ledelsesgangen på Campus Carlsberg. Det var en tid med stor usikkerhed, hvor mange studerende blev kastet frem og tilbage mellem midlertidige bygninger og uden at få ordentlig besked om, hvordan fremtiden ville komme til at se ud på det nye uddannelsessted.

Den usikkerhed fortsatte efter flytningen. Mia mødte dagligt medstuderende, der blev desillusionerede og frustrerede over ikke at kunne finde rundt i deres uddannelse.
Alt det fik den lokale PLS-afdeling af Pædagogstuderendes Landssammenslutning til at sætte sig sammen for at se, hvad der kunne gøres.

Efter et stykke tid med mindre, mest symbolske aktioner – f.eks. en happening hvor de studerende gav ledelsen et symbolsk rødt kort for deres måde at håndtere de udbredte problemer på – besluttede de studerende at tage mere drastiske midler i brug. Der var enighed om at kaste sig ud i en fysisk blokade af ledelsesgangen, når det nu ikke var muligt at få ledelsen i tale på andre måder.

Omsorgsfuld organisering

Under blokaden fik de studerende en række værdifulde erfaringer i at organisere deres medstuderende i pressede situationer – og hvordan man generelt kan opnå succes med en så drastisk kampform, som en fysisk blokade kan være for mange.

Daniel og Mia fremhæver som en grundpille for at opretholde blokaden det, de kalder »omsorgsfuld organisering«. Et princip som de begge finder definerende for hele forløbet, men også altafgørende for den succes de opnåede.

Fra starten af blokaden fik man lavet en række retningslinjer for, hvordan blokaden skulle foregå. En af disse var, at uanset hvad der ville komme til at ske, så måtte man blive ved med at tale pænt til hinanden.
Netop i de pressede situationer undervejs, fortæller Daniel, var det utroligt vigtigt at kunne sige til hinanden, at der er en række ting, som man skal huske, at vi har besluttet: Fokus skal være på det, der samler. Selv om man er uenig, skal man kunne tale ordentligt til hinanden. Alle store beslutninger skal tages på de møder, som er blevet besluttet skal holdes hver dag klokken 17. Det er også på disse møder, at der bliver talt om, hvornår dem på blokaden skal sende hinanden hjem.

Som dagene skred frem, blev den omsorgsfulde tilgang nemlig et vigtigt redskab til at kunne passe på hinanden. Efter at have været i gang over lang tid – med usikkerhed og mange tanker der skal bearbejdes – begynder kroppen også at kunne mærke både fysisk og psykisk træthed.

»Vi havde jo til at starte med overhovedet ikke regnet med, at blokaden ville vare i så lang tid, og at de regler vi satte ville få så stor betydning. Det gav bare mening, da vi startede. Men der kom en hel kultur, hvor vi spurgte hinanden meget om, hvordan vi havde det, gav hinanden krammere og passede på hinanden«, fortæller Daniel.

Den omsorgsfulde tilgang til at organisere blokaden kom også til udtryk gennem det store fokus undervejs på, at gøre det muligt for så mange som muligt at kunne deltage i aktiviteterne. Mia fremhæver et tiltag, de lavede henover en weekend.

»Vi fik nogle, der kan det med kreative udfoldelser, til at komme, så de studerende med børn fik mulighed for at komme ind nogle timer og være med. Sådan noget skabte en følelse af, at det ikke hele tiden var de samme, der skulle trække læsset, men vi fik inkluderet mange forskellige studerende.«

Ingen vinder kampen alene

Under en blokade som vores opstod der en række situationer, hvor det blev vigtigt at have alliancer.

For de pædagogstuderende blev den daglige kontakt til personalet på stedet meget vigtig for trivslen på blokaden. Mia fortæller, hvor brugbart det var, at mange af de studerende eksempelvis kendte rengøringspersonalet og pedellerne og havde et godt forhold til dem inden blokadens start.

»Det viste sig, at ledelsen havde sagt til personalet, at der ikke skulle gøres rent i den periode, vi blokerede – men der kom rengøringsfolk og gjorde frivilligt rent oppe i blokaden. Det gav os en følelse af, at vi var mange flere der stod sammen end bare de folk, der var på blokaden. Vi får også positive beskeder hver dag fra undervisere og andre faggrupper, som bakkede os op,«fortæller Mia. Daniel er enig og følger op:
»Man sover jo ikke særlig godt på sådan et gulv. Men den støtte fra alle mulige sider gjorde, at vi følte, vi havde et mandat til at blive ved. Det gjorde også, at vi ku’ holde så længe, for det var rigtig hårdt. Alliance-arbejdet er så vigtigt, hvis man vil organisere sig omkring reel forandring, for man kan ikke vinde alene,« slår han fast.

lev den daglige kontakt til personalet på stedet meget vigtig for trivslen på blokaden. Mia fortæller, hvor brugbart det var, at mange af de studerende eksempelvis kendte rengøringspersonalet og pedellerne og havde et godt forhold til dem inden blokadens start.

»Det viste sig, at ledelsen havde sagt til personalet, at der ikke skulle gøres rent i den periode, vi blokerede – men der kom rengøringsfolk og gjorde frivilligt rent oppe i blokaden. Det gav os en følelse af, at vi var mange flere der stod sammen end bare de folk, der var på blokaden. Vi får også positive beskeder hver dag fra undervisere og andre faggrupper, som bakkede os op,«fortæller Mia. Daniel er enig og følger op:
»Man sover jo ikke særlig godt på sådan et gulv. Men den støtte fra alle mulige sider gjorde, at vi følte, vi havde et mandat til at blive ved. Det gjorde også, at vi ku’ holde så længe, for det var rigtig hårdt. Alliance-arbejdet er så vigtigt, hvis man vil organisere sig omkring reel forandring, for man kan ikke vinde alene,« slår han fast.

Mere end en fysisk blokade

For at vinde opbakning og skabe alliancer var de studerende under blokaden også meget aktive andre steder end på den fysiske blokade. Der blev gjort et stort stykke arbejde på de sociale medier, hvor der blev taget mange diskussioner med både støtter og modstandere af blokaden.

Frem for alt var det vigtigt, at debatten blev taget i en god tone – derfor blev kritikere også konsekvent inviteret til at komme og diskutere på blokaden. Så kunne de også selv se, hvad det hele drejede sig om. Det havde den effekt, at flere kritikere endte med at tage del i blokaden – og eksempelvis mødtes med deres studiegruppe i blokaden.

Men også et mere opsøgende arbejde var en fast del af dagsordenen. Her blev noget så simpelt som et bolsje fra PLS et brugbart redskab til at skabe kontakt. Daniel fortæller, at det særligt nyttede at give bolsjer, når folk var skeptiske omkring blokaden.

»Vi delte bolsjer ud til de forskellige faggrupper, når vi snakkede med dem, for det er en god indledning til en samtale. Det er jo ikke bestikkelse, det er bare rigtig godt relationsarbejde.«
Den opsøgende form blev også en fast rutine ved det, Mia betegner som »tydeligheds-runder«. Her gik aktive fra blokaden rundt på Campus Carlsberg og delte klistermærker ud, som viste støtte til aktionen. Så kunne de andre studerende have dem på og skabe synlighed, så den fysiske blokade ikke bare blev gemt væk helt oppe på syvende sal.

Ingen i front – alle i front

Det var fra starten besluttet, at man ikke talte på vegne af blokaden – men som enkeltpersoner der støttede op om blokaden. For at understrege at det var almindelige studerende med en masse bekymringer, som deltog, og ikke bare en lille flok med en urealistisk dagsorden.

Som dagene skred frem, blev både frygten for en rydning, men også optimismen større hos de studerende. For blokaden bliver det et skub i den rigtige retning, da opmærksomheden omkring deres aktion spredte sig til også at fylde uden for Campus Carlsbergs mure. I Randers reagerede den lokale PLS-afdeling med støtteerklæringer, og også i Aarhus opstod protester.

»Ledelsen på Campus Carlsberg blev på det tidspunkt bange for, at de ikke kunne styre det lokalt. Det gav os ny motivation, at man ku’ mærke der også kom protester andre steder i landet,«fastslår Mia.

Udbredelsen af protesterne fik den effekt, at SF og Enhedslisten kaldte uddannelsesministeren i samråd. Hele problematikken omkring forholdene på uddannelsesinstitutionen nåede simpelthen et niveau, hvor ledelsen ikke kunne undgå at tage de studerendes aktion seriøst. Det førte bl.a. til en radiodebat i P1, hvor Mia fik mulighed for at diskutere sagen åbent med uddannelsesdirektøren.

Frygten for rydning

Ved en fysisk blokade er der altid risiko for, at den bliver ryddet. Den mulighed kan hurtigt vokse sig til en lurende frygt, hvis man ikke er opmærksom på det i selve forløbet. For de studerende var det et aspekt af aktionen, som blev højaktuelt undervejs.

Særligt en enkelt oplevelse står meget klart i erindringen for Daniel og Mia. En dag hvor mange af de studerende var optaget af forhandlingsmøder på Christiansborg, opstod der pludselig panik. De tilbageværende på blokaden begyndte at sende beskeder om, at de var bange for at blive ryddet, da der var meget politi i området omkring Campus Carlsberg. Desuden var vagterne blevet beordret til at lave ekstra tjek af studiekort for at kontrollere, hvem der havde adgang til de ellers normalt åbne bygninger. Det viste sig dog, at der ikke var fare på færde. Men panikken havde spredt sig, og folk var nået at blive bange for alvor. Det skabte en situation, hvor de studerende var nødt til at diskutere og sætte regler op for, hvad man gør når man bliver nervøs, så de involverede ikke går i panik.

Fagligheden i fokus

Ledelsen kørte gennem hele forløbet en stil, der både var nedladende og udstrålede ligegyldighed over for de studerendes krav. Flere gange oplevede de studerende at få et møde i stand med én dagsorden, som ledelsen så pludselig ændrede til at handle om noget helt andet.

Da tingene så ud til at skærpe til, blev tonen også mere og mere personlig. Mia fik blandt andet at vide, at hun jo er ved at være færdig med sit studie – så hun ku’ ikke være bekendt bare at smide brænde på andre studerendes bål og vildlede dem.

Daniel fik at vide, at han jo nu selv var skyld i, at han fik så dårlig og kaotisk en studiestart. Den indvending har han dog ikke har meget tilovers for:
»Man kan sige, at jeg havde en kaotisk studiestart, men det var i hvert fald en faglig studiestart – og jeg synes, det var fedt som ny at lære så meget af de andre.«
Fokus på faglighed var netop også gennemgående under hele forløbet. Det var vigtigt for de studerende at gentage, at det var dem som kæmpede for en stærk faglighed på uddannelsen – de ville aldrig stå i vejen for den.
Det princip gjorde dem sårbare i mandtal på blokaden, når de insisterede på, at folk skulle følge deres undervisning og gå til deres eksamen. Men det også gav en stor gejst, fordi blokaden udviklede sig til at blive et samlingspunkt for faglige diskussioner. Den faglig elektricitet sikrede også, at blokaden tiltrak flere studerende – der opstod en følelse af, at det var her man gik hen, hvis man skulle have hjælp til at skrive en opgave eller andet studierelevant.

Derudover blev der også arrangeret en række faglige oplæg på blokaden. Alt sammen ting der var med til at understrege, at det var de studerende som tog uddannelsen seriøst, og at ledelsen stod i vejen for en fortsat faglig udvikling.

Vejen til succes er aktivistpleje

Men hvorfor lykkedes det de pædagogstuderende at få indfriet alle deres krav efter de 19 dages kamp? Daniel og Mia påpeger begge, at det både var deres indsats for at dyrke alliancer med andre, og den vedholdende indsats for at vise at deres krav var retfærdige og realiserbare. Vigtigt var det også at være den part, der hele tiden tog initiativ til at ville få en aftale på plads – og lade ledelsen om at være dem, der nægtede at gå i dialog. På den måde sikrede de pædagogstuderende sig rollen, som dem der ønskede faglige forbedringer.

Men Daniel og Mia er også enige om, at fokus på den omsorgsfulde tilgang, som var fundamentet for al aktivitet, bandt det hele sammen – og gav succes. Den skabte plads til de mange forskellige studerende, gav mulighed for at flest mulige kunne se sig selv i organiseringen og dermed bidrog med de kræfter og ideer, som hver især havde. Det fokus skabte fælles ejerskab og samhørighed.

Som Mia opsummerer med eksempel fra en seddel, hun fandt ved blokaden, med teksten: »Tak fordi du er her, når jeg ikke kan!« ■

Fakta
De studerendes krav
Ingen modulopgaver og prøver oven i hinanden.
Færdigt skema udsendes min. 6 uger før modulstart.
Modulerne afsluttes med feedback fra underviserne.
Der tilbydes erstatningsundervisning for aflyste timer.
Min. 4 uger til at finde en praktikplads til BA-praktik.
Tydelig opgavebeskrivelse udsendes ved modulstart.
De studerende har direkte indflydelse på hvem de får som BA-vejleder.
Praktikperioden placeres som i 2007-uddannelsen.
Hvad bliver pengene brugt til? Åbn budgettet!
Mere tilgængelighed. Portalen er lort – fix den.
Offentliggør hvor meget forberedelsestid underviserne har og giv dem mere, så vores undervisere ikke fortsat går ned med stress.