Pas på! Centrumsekstremisterne vil gøre indkomst- og formuefordelingen endnu mere skæv.

I grundlaget for SVM- regeringen loves der skattelettelser på 5 milliarder kroner. Socialdemokratiet har allerede formuleret sig positivt overfor yderligere skattelettelser. Hertil kommer en sænkning af ejendomsbeskatningen fra 50 milliarder om året til omkring 40 milliarder kroner. Sænkningen skyldes rabatordninger, som betyder, at boligejerne ikke kommer til at betale mere i diverse ejendomsskatter end sidste gang. og mange kommer til at betale væsentligt mindre.

Disse skattelettelser skal sammenholdes med, at de militære udgifter skal øges med 143 milliarder kr. over de næste ti år. Desuden ligger betalingen på de nye F- 35 kampfly på 56,4 milliarder kr. inklusive drift og vedligehold, altså 200 milliarder kr. i det næste tiår. Eller mindst 20 milliarder kr. ekstra til militæret hvert år i det næste tiår. Hertil kommer erstatningerne til minkavlerne på knap 20 milliarder. Derfor er det forståligt, at kommunerne må foretage voldsomme nedskæringer i kernevelfærd til børnene, de ældre og de handicappede!

I den offentlige debat ligger der en som regel uudtalt holdning, om at den politiske midte (S, V, M og som oftest også RV) repræsenterer den sunde fornuft og afbalancerede byrdefordeling. Resten er ekstremisterne på enten venstre side (EL, SF og Alternativet) eller på højre side (De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, DF og NB). Denne karakteristik har måske haft noget for sig i en tidligere tid, da De Radikale havde en socialliberal ideologi og en vælgerbasis af husmænd og kulturfolk, og dengang Socialdemokratiet primært var et arbejderparti langt mindre afhængig af mellemlagene, end tilfældet er i dag. I dag repræsenterer de fire midterpartier først og fremmest disse mellemlags øvre indkomstgrupper samt de selvstændige erhvervsdrivende inklusive de store landbrugere plus ledere i den private og offentlige sektor. Disse midterpartiers vilje til at varetage de ret højtlønnede hus- og bilejeres økonomiske interesser er lige så stærk som de traditionelle klassepartiers. De Radikale vil med al deres saglighed og humanisme måske være det mest synlige klasseparti, når det drejer sig om at svække arbejderklassen og dens organisationer, især fagbevægelsen, via partiets maniske råben op om øget arbejdsudbud hentet uden for landets og sågar EU’s grænser.

Personskatterne

I regeringsgrundlaget loves der en personskattelettelse på 5 milliarder kr.; det meste består i forøgelse af et par forskellige beskæftigelsesfradrag. Dog hæves grænsen for topskatten til 750.000 kr. (før arbejdsmarkedsbidrag), og satsen halveres til 7,5%. Desuden indføres en top-topskat på 5% for indkomster over 2,5 mio. kr. Da folk i denne indkomstklasse stort set alle modtager, eller let kan komme til det, såvel lønindkomst som indkomst som selvstændigt erhvervsdrivende (eksempelvis fordi de har et konsulentfirma), kan de dog vælge at tage deres indkomst ud som overskud eller tilsvarende, som beskattes med en væsentlig lavere skatteprocent. Det er således for langt de fleste af disse skatteydere ren symbolik, at skulle betale top-topskat. Nettoresultatet er således en formindskelse af progressionen inden for den samlede lønmodtagergruppe.

Kritikken af denne såkaldte skattereform kan desuden følges op med et forslag til en udligning af skatteprocenter og fradrag for de selvstændiges beskatning, således, at beskatningen af lønindkomst og selvstændiges indkomst bliver langt mere ensartet end tilfældet er i dag.

Boligbeskatningen

Boligbeskatningen af ejerboliger består af to komponenter – ejendomsværdiskatten og grundskylden. De beskattes med forskellige satser:

Ejendomsværdiskatten er skatten på boligen. For boliger med en ejendomsværdi, der er mindre end 9,2 millioner kr., udgør skatten 0,55 %. For boliger med en ejendomsværdi på over 9,2 millioner kr. er beskatningssatsen 1,40 %. Der er altså en vis progression i ejendomsværdiskatten.

Grundskylden er den skat, der pålægges den ubebyggede grund; den udgør i gennemsnit 1,3%. Kommunerne kan inden for visse grænser variere grundskylden, hvorfor der her regnes med en gennemsnitlig sats.

Satserne for grundskyld såvel som ejendomsværdiskat er med det nye system stort set halveret, samtidig med at beløbene, for hvilke progressionen ved ejendomsværdiskatten indtræder, er blevet næsten tredoblet.

Det skal bemærkes, at fastlæggelsen af beskatningsgrundlaget er lige så vigtig som skatteprocenten. Og det er netop vurderingen og dermed fastlæggelsen af beskatningsgrundlaget, der har skabt den store uklarhed med at forstå, hvorledes vurderingsmyndighederne er kommet frem til deres tal.

Da partiet Venstre var kommet til regeringsmagten ved Systemskiftet i 1901, var noget af det første partiet kastede sig over at udarbejde en skattereform, som blev vedtaget i 1903. Det centrale var, at der blev indført en indkomstskat. I forhold til boligbeskatningen, som også havde været kendt tidligere som bygningsskat, blev princippet om en beregnet lejeværdi af egen bolig indført. Princippet var, at afkastet, uanset om det skete kontant eller som en beregnet størrelse, skulle svare til afkastet på andre kapitalaktiver som aktier, jord eller virksomheder. Et sådant princip ville også hindre en skæv placering af kapital til forskellige anvendelser, nærmere bestemt at for meget af kapitalen blev placeret i boliger frem for produktiv erhvervsmæssig anvendelse.

Det var først, da hundredtusinder af små landmænd, håndværkere og handlende forsvandt i de første to – tre tiår efter 2. verdenskrig, at de borgerlige partier gik i panik over, at deres vælgergrundlag forsvandt, så de måtte finde andre potentielle vælgere, at boligejerne blev interessante. Jordlovsafstemningn i 1963 viste, hvor stort et politisk marked, der eksisterede. Socialdemokratiet og siden SF gik nu ind i konkurrencen om husejerstemmerne, som delvis faldt sammen med væksten i de store funktionærgrupper i den offentlige såvel som den private sektor. Siden er den beregnede lejeværdi blevet formindsket til mindre end halvdelen, og beskatningsprocenten ligeledes sat ned i forhold til afkastet af anden kapitalanbringelse.

Konsekvensen af denne gradvise skattemæssige begunstigelse af husejerne er blevet båret af den del af befolkningen, som ikke er husejere. Man har dog forsøgt at kompensere lejerne med boligsikringsordninger. Omkring 1960 var 2/3 af befolkningen lejere og 1/3 ejere. I dag er dette vendt om, således at ejerne nu udgør 2/3 mod lejerandelen på 1/3. Samfundet som helhed har måske nok fået en højere boligstandard, end tilfældet ellers ville have været. Men til en pris i form af mindre forbrug på andre områder som f.eks. sundhed, uddannelse eller løbende forbrug. Eller måske højere beskatning til betaling af disse former for forbrug. Der er ikke noget der hedder en ”gratis frokost” – eller at der ikke skulle gå noget fra nogen, når husejerne får foræret milliarder af kroner hvert eneste år. Det gælder selv om den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Henrik Sass Larsen turnerede rundt med en ammestuehistorie, der hævdede netop dette!

En vigtig faktor i boligbeskatningen er det forhold, der består i langtidstendensen til stigende huspriser, over det generelle inflationsniveau, som vi har set siden 1960. Huspriserne stiger, dels fordi rentefald og lave renter medfører, at et konstant forrentningsbeløb af husværdien, der er lig med rentesats gange husværdi, opnås ved stigende husværdi, når rentesatsen falder. Dertil kommer en mere velkendt faktor, der består i, at folk flytter til omegnen af de store byer, hvorfor der skal bygges nye boliger i disse områder med især stigende grundpriser til følge.

Forbrugsafgifter især momsen

Den provenumæssigt vigtigste forbrugsafgift er momsen (meromsætningsafgiften), der blev indført i Danmarki 1967 med en sats på 10 %, som i 1992 blev hævet til 25%, som siden har været den gældende. Den pålægges i princippet alle fysiske varer og tjenesteydelser, der omsættes på markedet. Dog med visse undtagelser som aviser og andre kulturelle goder. Den udgør omkring 2/3 af de samlede forbrugsafgifter. Forbrugsafgifterne tegner sig for knap 30% af de samlede skatter og afgifter.

Momsen er degressiv, dvs. lavindkomstmodtagere betaler en relativt højere andel af deresindkomst i moms efter at de har betalt personskatter og boligskatter i sammenligning med højindkomstmodtagere. Forklaringen er simpel: Lavindkomstmodtagerne forbruger næsten al deres indkomst efter skatter, mens højindkomstmodtagerne sparer en væsentlig del af deres indkomst op. Og opsparingen er ikke momsbelagt.

Der er andre forbrugsafgiftersom f.eks. registreringsafgifter på motorkøretøjer, hvor der findes en vis progression udregnet i forhold til bilens eller motorcyklens værdi. Desuden findes der afgifter på energi, tobak, alkohol m.v.; disse afgifter er proportionale med værdi eller mængde. Dvs. afgifterne er degressive på samme måde som momsen.

Det offentlige forestår frembringelse og leverance af visse typer af vigtige goder og tjenesteydelser. Det gælder elektricitet, vand, affaldsbortskaffelse samt de store velfærdsområder som sundhed, undervisning og omsorg. I nogle tilfælde stilles goderne og ydelserne gratis til rådighed for brugerne. I andre tilfælde betaler brugerne i princippet omkostningerne forbundet med frembringelse og levering.

Direkte forbrugsafgifter og gebyrer – er progression en mulighed?

Ovenfor blev der i forbindelse med registreringsafgifter på motorkøretøjer omtalt et eksempel på progression i forbrugsafgiftssystemet. Dette princip kan fortjene nærmere analyse, hvis formålet er progression og/eller ressourcebesparelse. Det er nødvendigt, at de pågældende ydelser leveres af en instans med eneret eller stærk dominans på levering. Desuden er det påkrævet, at der ikke kan etableres et sekundært marked mellem de primære brugere. Et eksempel herpå er levering af elektricitet til husholdninger. Her kan der indføres forskellige tariffer, priser, afhængig af den enkelte husholdnings forbrug af kilowatttimer, kWt. De første få tusinde kWt forbrug pr. år betaler en grundtarif. Dernæst betales en mertarif for mellemforbrug. Og sluttelig en væsentlig højere luksustarif. Den afgørende forudsætning er som nævnt, at der ikke kan etableres et sekundært marked mellem forskellige husholdningstyper. Eksempelvis kunne det jo tænkes, at forbrugere med et grundforbrug kunne sælge elektricitet videre til forbrugere i mellemgruppen via salg til opladning af elbiler. For at hindre opkomsten af sådanne markeder vil det være nødvendigt at fastlægge tariffer og grænser mellem de forskellige kategorier således at transaktionsomkostningerne bliver så store, at de privatøkonomiske gevinster bliver relativt små.

Et andet eksempel, der minder om elektricitetseksemplet, har vi med vandforsyning. Her udgør muligheden for køb af flaskevand dog et mindre konkurrencemoment.

Det fælles for disse mulige differentierede tariffer er at de pågældende goder eller ydelser er ledningsbårne. Hvis det f.eks. er muligt at installere decentrale elektricitesgenererende udstyr i forbindelse med den enkelte bolig, er det muligt for forbrugere med ekstrahøje tariffer at komme uden om disse udgifter. Men det offentlige kan naturligvis også indføre kompenserende afgifter på de omtalte decentrale installationer.

Afsluttende bemærkninger

Jeg har fokuseret på de tre aktuelt vigtigste skatte- og afgiftstyper i Danmark:

1) Personskatter

2) Boligskatter

3) Forbrugsafgifter

På alle tre områder foregår der løbende slagsmål mellem mere eller mindre velorganiserede grupper for at reducere skattetrykket for én selv og vælte det således mistede provenu over på andre grupper. I dag er der ingen tvivl om, at overklassen og de øvre dele af mellemlagene har overtaget i denne kamp. Især fordi den socialdemokratiske partiledelse og dele af fagbevægelsen omkring Dansk Metal allierer sig med de centrumsbaserede borgerlige partier. Disse kræfter søger at sælge deres politik som den afbalancerede centrumspolitik. Imidlertid er de lige så lidt afbalancerede, hvad angår hensynet til de store, brede befolkningsinteresser, som de andre økonomiske og politiske kræfter. Det politiske centrum er lige så ”ekstremistisk” som højre og venstrefløjen.

Venstrefløjen kan forsøge at styrke sin position ved at gribe fat i det forhold, at regeringspolitikken med fjernelse af topskat og rabatter til husejere formindsker skatteindbetalingerne. Med de forholdsvis høje marginalskatter vanskeliggøres større forøgelser i skatteprovenuet fra personskatter og boligskatter. Men med kravene til den militære oprustning samt genopretningen af sundhed og ældreomsorg er en vis vækst i det offentlige skatte- og afgiftsprovenu uomgængelig. Her kan venstrefløjen tilbyde to forslag til afbødning byrden. For det første at indføre progressive forbrugsafgifter på elektricitet og vand. For det andet vil det være nærliggende at genindføre formueskatten, som Socialdemokratiet fjernede i en handel med de borgerlige for at få vedtaget sin finanslov i 1996. Begge forslag vil, hvis deindføres, tjene til at genoprette noget af den tabte progression.