Pernille Frahm: Er du for eller imod EU?

For eller imod EU? Så enkelt et spørgsmål – og alligevel næsten umuligt at svare på. Er du for eller imod Danmark? Er du for eller imod den danske Grundlov? Flere umulige spørgsmål. Jeg vil anbefale et mere instrumentelt forhold til både Danmark, Grundloven, og EU. 

Mit eget syn på EU ændrede sig markant efter 11. september 2001. For man lærer mest om sig selv, og sin egen kultur, når man ser på de andres. Og oplevelsen af, hvordan USA havde tænkt sig at løse sine problemer, adskilte sig fra den traditionelt europæiske. EU er fra Venus, USA fra Mars, sagde vi dengang. De europæiske lande har måttet leve med ufred og fjender omkring sig. USA har haft sig selv og sin størrelse, og har kunnet påtvinge eventuelle generende småstater i området en Pax Americana-model med rå magt. EU har udarbejdet et netværk af samarbejdsaftaler og fredspagter. EU har opbygget et system, for sikring af den enkelte borgers rettigheder og en begrænsning af de enkelte staters råderum – uanset hvilken vej en folkevind så blæser. Alt sammen under hensyn til stabiliteten og til balancen mellem den enkelte og fællesskabet. Og selvfølgelig er der plads til – og brug for – store forbedringer, men det er bedre end ingenting.

Det er den tradition, der har givet kræfterne til FN-samarbejdet og til Europarådet, som har givet os den allerstærkeste, internationale lovgivning til sikring af vores personlige rettigheder. Så ideen med internationale, forpligtende samarbejder er jeg en varm tilhænger af. Især som kvinde og borger i et globalt set temmelig lille land. 

Langsom langsigtethed

Er det så godt nok? Nej, langt fra. Der er for lidt parlamentarisme og for lidt folkestyre. Der er for meget store personligheder, og for mange skål-taler. For meget hykleri og for meget kapitalmagt. Og vi er heller ikke enige om, hvad demokrati egentlig er i de meget forskellige kulturer i EU’s medlemsstater.

Når jeg alligevel mener, at det er her, Danmark er bedst tjent med at være, skyldes det de meget stærke traditioner for at bruge samtalen og forhandlingerne, når der er kriser. Jeg foretrækker til enhver tid 80 personer af flere køn i et kedeligt lokale, med stakke af papirer og endeløse taler, end de raske initiativer, som USA har fået Danmark med på gennem de seneste knap 20 år. 

Det er op ad bakke. For de langsigtede løsninger – som prøver at få enderne til at mødes, og som vil forholde sig til mange aspekter i en sag – tager tid. Og skal man være en stor minister, skal man kunne knipse med fingrene og få sagerne på plads. Ellers falder mediernes dom hårdt.

En kampplads for venstrefløjen

Bedst er de langsomme løsninger, hvor man forholder sig til de sociale udfordringer i belastede boligområder i stedet for at smide folk på gaden og rive deres hjem ned. Overført til internationale udfordringer – de løsninger, hvor man forsøger sig med en opgavefordeling i flygtningespørgsmål eller laver fælles indkøb af vacciner, når en pandemi raser. 

“EU har stadig muligheden for at blive den store økonomiske magt, som stiller krav til sine partnere om menneskerettigheder og overholdelse af folkeretten. En civil stormagt, hvor det ikke er våben, men handel og økonomi der taler.”

Løsningerne bliver ikke altid de bedste, og måske kunne et enkelt land i nogle enkelte sager gøre det bedre, men jo flere der står bag en aftale, jo større er chancen for, at den batter. Og selv den bedste aftale kræver et vægtigt bagland, hvis man skal kunne stille krav til, at den bliver overholdt.

EU har stadig muligheden for at blive den store økonomiske magt, som stiller krav til sine partnere om menneskerettigheder og overholdelse af folkeretten. En civil stormagt, hvor det ikke er våben, men handel og økonomi der taler. Mange aftaler mellem EU og resten af verden indeholder den slags krav. Fx er aftalen med Israel meget klar. Og det er lige så klart, at den ikke bliver respekteret, og at dette vigtige værktøj ikke bliver brugt. Det skyldes først og fremmest medlemsstaterne. Blandt andet Danmark er hver gang, sagen rejses, blandt de lande, som sætter hælene i. Og da udenrigspolitikken stadig kræver enstemmighed, er der intet at gøre. Så her er der også plads til forbedring. Flertalsafgørelser og mere fælles udenrigspolitik vil være et stort fremskridt. En fælles front til lande som Tyrkiet kunne også forhindre den skandaløse behandling, Ursula von der Leyen fik hos Erdogan for nyligt. Og fremtidens globale udfordringer med klimakamp og nye stormagtskonflikter med Rusland og Kina kalder på en fælles udenrigspolitik i EU.

Så, skal man være for eller imod EU? Man skal være imod, at den liberalistiske økonomiske model trækker et spor af forarmelse og ledighed efter sig. Man skal være imod, at der endnu engang skal gives milliarder til Erdogan, eller når EU vil knække faglige rettigheder – for at gøre det lettere for virksomheder at tjene penge på tværs af grænserne.

Det er en kampplads, og den demokratiske venstrefløj skal tage del i den. Det er en stor opmuntring, at kræfter i Enhedslisten nu sætter gang i debatten. Jeg ser meget frem til, hvor den fører hen.