Peru: Dødt løb mellem venstrepopulisten og diktatorens datter

Keiko Fujimori, der er datter af landets tidligere semi-diktator, præsident Alberto Fujimori, ligger efter gårsdagens valg i Peru side om side med Pedro Castillo i kampen om at afløse Pedro Pablo Kuczynski på præsidentposten. Fujimori har efter 90 % af stemmerne er optalt en føring på bare 0,7 % af de afgivne stemmer, og hendes føring skrumper ifølge BBC stadig, i takt med de sidste stemmer bliver optalt. For Fujimori er der dog ikke noget nyt under solen – hun er nemlig vant til dødt løb i kampen om præsidentposten i Peru. Og skulle hun ende med at tabe, hvilket Reuters lige nu stiller i udsigt som en reel mulighed, vil det være tredje gang hun på yderste mandat ryger ud som taber i anden runde af præsidentvalget.

Valget er blevet udråbt til det tætteste i landets historie, hvilket ikke siger så lidt. I 2016 tabte Keiko Fujimori nemlig også på et yderst snævert mandat; hun var blot 42.000 stemmer fra at vinde over Pedro Kuczynski, der dengang fik 50,1 % af de 17,1 millioner stemmer. Også i 2011 tabte Fujimori et tæt valg, dengang til Ollanta Humala, der fik 51,5 % af stemmerne mod hendes 48,5 %. Hendes modstander i 2021 kommer dog fra en noget anden baggrund end hendes forrige modstandere. Pedro Castillo er nemlig forsøget fra venstrefløjen i landet på at genstarte den “pink bølge” af venstreorienterede regeringer, som har været ved magten i en række latinamerikanske lande siden årtusindskiftet.

Korruptionsager i kø

Den foregående vinder, Kuczynski kom fra Peruvianere for forandring (Peruanos Por el Cambio) – et socialt konservativt parti med et noget selvmodsigende navn. Han måtte dog gå af i 2018, hvor han – bare tre dage efter en rigsretssag med baggrund i korruptionsanklager – benådede den tidligere diktator Fujimori. Mange analytikere mente dengang, at benådningen nærmest udgjorde en slags korruptionssag i sig selv; præsidenten havde nemlig fået opbakning fra Albertos søn, Kenji Fujimori, der er en magtfuld forretningsmand, og som selv er tidligere kongresmedlem. Blev hans far benådet som tak for støtten

“Det politiske landskab i Peru er splittet mellem to modpoler. Det vil næppe ændre sig lige meget hvem af de to kandidater, der vinder anden runde af præsidentvalget.”

Inden der kunne blive foretaget nærmere undersøgelser af de mildt sagt mistænkelige forhold, ramte endnu en korruptionssag Kuczynski. I den såkaldte Kenjivideos-skandale kom det nemlig frem, at en række politikere fik tilbudt bl.a. lukrative byggetilladelser til deres valgområder og direkte samtaler med præsidenten – til gengæld for at stemme imod hans afsættelse under rigsretssagen. Resultat? Endnu en rigsretssag. Inden anden afstemning om præsidentens afgang skulle afholdes 22. marts 2018, trak han sig dog frivilligt dagen forinden. Kuczynski blev herefter afløst af sin vicepræsident, Martín Vizcarra, der kunne blive på præsidentposten indtil valget i 2021. Altså, hvis han da ikke selv var blevet stillet for en rigsretssag i to omgange – og afsat i november 2020.

Efter Vizcarras afsættelse gik tingene fra konservative til fascistoide, da Manuel Merino overtog posten, og forsøgte at danne en radikalt højreorienteret regering uden et reelt mandat. Det førte til massive protester i befolkningen, og Merino måtte efter bare fem dage på posten træde tilbage. De seneste 8 måneder har ‘kompromis-kandidaten’ Francisco Sagasti fra centerpartiet Partido Morado (‘Det Lilla Parti‘) så siddet som forvalter af præsidentposten, der i den kommende uge indtages af en ny person.

Kaotisk valg mellem modpoler

Keiko Fujimori repræsenterer den traditionelle ‘fujimorisme’, der tager sit navn fra faderens regeringsperiode. Den var under Fujimori, sr. kendetegnet ved en autoritær, personlighedsdyrkende politik, hvis ideologiske udgangspunkt er stærkt nyliberal og anti-socialistisk. Alberto Fujimori blev udleveret fra sit eksil i Japan i 2007, efter at være taget til Chile, hvorfra han blev overdraget til Peru. Han blev idømt 25 års fængsel, blandt andet for sin rolle i at sætte dødspatruljen Grupo Colina til at bekæmpe oprørsstyrker fra ‘Den Lysende Sti’. Benådningen fra Kuczynski i 2017 blev kun kortvarig, og han røg igen bag tremmer i oktober 2018.

Pedro Castillo må siges at komme fra den modsatte side af det peruvianske politiske spektrum. Hans parti, Peru Libre (Frihed til Peru) er en skøn blanding af en lang række venstreorienterede strømninger, og rummer både gamle stalinistiske elementer fra Den Lysende Sti, ‘Mariáteguister’, opkaldt efter den peruvianske, intellektuelle marxist, José Carlos Mariátegui og mere midtersøgende, progressive strømninger. Selv beskriver Castillo sig som en slags venstrepopulist, og han har under valgkampen taget afstand fra både kommunisme og de mere radikale strømninger i hans eget parti. Fælles i partiet er dog modstanden mod Fujimori-klanen og dén nyliberalisme, der senest under corona-krisen har sendt mange hundredtusinder ud i fattigdom.

Det politiske landskab i Peru er splittet mellem to modpoler. Det vil næppe ændre sig, lige meget hvem af de to kandidater, der vinder anden runde af præsidentvalget. I landets parlament sidder ingen partier med et flertal, trods en forholdsvist høj spærregrænse på 5 %. Hele 9 partier er valgt ind, og ingen af disse har mere end 37 mandater (Perú Libre) i den 130 personer store valgforsamling, hvor ingen partier opnåede 20 % af stemmerne. Keiko Fujimoris Fuerza Popular har med 24 mandater genvundet en smule af dén massive øretæve, partiet blev tildelt i 2020. Her mistede man hele 58 af sine 73 mandater. Lige meget hvem der vinder valget, bliver en kompromissøgende linje derfor nødvendig.

Både Castillo og Fujimori har opfordret til, at befolkningen ‘accepterer valgresultatet’ – hvilket er kodeord for et ønske om, at folk forholder sig i ro. Det endelige resultat kan formentlig først bekræftes om nogle dage. De færreste peruvianere ønsker, at der bliver pustet yderligere til den anspændte situation i landet, som også er blevet ramt hårdt af coronavirus. Vinder Keiko Fujimori, bliver farmand Alberto – der igen er inde at afsone sin 25 års fængselsdom for overtrædelse af menneskerettighederne – formentlig løsladt som noget af det første. Og så har vi næppe set de sidste protester i Peru.