Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. februar. 2022

Anmeldelse: Platforms-socialisme er en vision for at tage magten fra tech-giganterne

Tech-giganterne mødes kun med overfladisk kritik og symptombehandling, mener James Muldoon. Hans nye bog om platformssocialisme formulerer en vision for en demokratisk styret, socialt ejet digital økonomi.

Techgiganternes magt bliver ikke grundlæggende udfordret, mener James Muldoon. I en ny bog forsøger han at anvise en vej ud af deres kvælertag over verden. Foto: Sum of Us / Flickr.

”På mange måder ligner Facebook mere en regering end et traditionelt selskab,” sagde Mark Zuckerberg engang i et interview. I dag har hans platform 2,9 milliarder brugere og er blandt verdens mest kapitalstærke koncerner sammen med de andre store tech-virksomheder: Apple, Microsoft, Alphabet (Google) og Amazon.

Den danske regering ”anmodede” i sit medieudspil 3. februar Facebook om at ”dele oplysninger om algoritmernes effekter på det danske samfund”. Dermed formåede den kun at udstille politikernes magtesløshed.

Overfladisk kritik og symptombehandling

Tech-giganterne regerer over internettet med deres platforme, og deres metoder har mødt voksende kritik. Men kritikken er som regel overfladisk, og løsningsforslagene tandløse. Det mener James Muldoon, som er lektor i statskundskab ved University of Exeter og aktiv i tænketanken Autonomy.

”I dag antager mange, at de største problemer med de store platforme er deres privatlivskrænkelser, monopolistiske metoder og overvågningsteknologier, og at svaret på disse problemer er mere og bedre regulering fra myndighedernes side. At det mest er de ting, vi bekymrer os om, afspejler i sig selv en forhåndssejr for Silicon Valley, for det begrænser horisonten for, hvordan vi kan forestille os vores digitale liv,” skriver James Muldoon i sin nye bog Platform Socialism. How to Reclaim our Digital Future from Big Tech.

Muldoon konstaterer, at de fleste kritikere ikke forholder sig til spørgsmålene om ejerskab og kontrol. For eksempel er Shoshana Zuboff’s bog Overvågningskapitalismen ikke en kritik af den digitale kapitalisme, men af digitale overvågningsteknologier. Den afdækker på glimrende vis forretningsmodellen i reklameplatforme som Google og Facebook. Men den antager fejlagtigt, at dette er en afvigelse fra normal kapitalisme.

Problemet er ikke bare de nye overvågningsteknikker, men den kapitalistiske konkurrence, der driver dem frem. I realiteten er dét, vi oplever, en udvidelse og intensivering af kapitalismens iboende drift mod at varegøre menneskeliv for at opnå profit, siger James Muldoon. Derfor må vi flytte vores fokus til, hvem der ejer platformene, hvem der har kontrollen, og hvem der tjener på at bevare tingenes tilstand.

Private imperier

Platforme har bredt sig på mange områder og med varierende forretningsmodeller: Facebook, Google, Uber, Deliveroo, AirBnB, Amazon, Alibaba, Spotify, Netflix, Amazon Web Services osv.

Platformsselskaberne har etableret sig som private imperier, som har fået kontrollen over borgernes data og laver milliarder til aktionærerne på det grundlag. De bestemmer, hvordan platformene er organiserede, og hvordan de digitale værktøjer kan bruges.

”Vi må flytte vores fokus til, hvem der ejer platformene, hvem der har kontrollen, og hvem der tjener på at bevare tingenes tilstand.”

Ifølge selskabernes PR tilbyder de os en verden af luksus og bekvemmelighed, men deres tilbud er uløseligt forbundne med nye overvågnings- og kontrolsystemer, og bag kulisserne drives værket ved platformsarbejderes monotone slid.

”Tech-selskaber har udviklet en hidtil uset evne til at overvåge og indfange data fra stadigt større områder af vores sociale aktiviteter. Det har ført til en intensivering af kapitalismens varegørelse af menneskelivet,” skriver Muldoon.

”En lang række interaktioner fra hverdagen er indfanget som profitabelt materiale: madudbringning, samkørsel, onlinebestilling af husholdningsartikler, beskeder til venner og familie, jobansøgninger, udlandsrejser og e-læring. Mange internetbrugere bruger nu mere end fire timer online hver dag. Jo mere vi tilbringer vores liv online, desto mere kan det udnyttes gennem datarelationer.”

De sociale medier er designet til at gøre brugerne afhængige. Mange internetbrugere bruger nu mere end fire timer online hver dag – og det bliver udnyttet, skriver James Muldoon i sin nye bog. Illustration: Yara Sameh

En ny slags udbytning

Facebook udbytter sine brugere – ikke på samme måde som lønarbejdere udbyttes, men gennem hvad Muldoon kalder ”brugergenereret profit”: Selskabet høster udbytte ved at drage unfair fordel af en strukturel magtulighed mellem ejer og bruger. Det er brugernes udvekslinger som helhed, der er selskabets kilde til værdi, og som skaber de følelsesmæssige bånd, der tiltrækker og fastholder brugere.

Parallellen til lønarbejdet er, at en herskende klasse kontrollerer adgangen til en ressource, som er vanskelig at opnå andetsteds, f.eks. sociale og professionelle netværk, som det er blevet svært for mange at klare sig uden.

De globale platforme monopoliserer vertikalt og horisontalt, men de stræber efter mere: De vil skabe og eje den verden, vi lever i. Facebook-koncernen har udstillet denne stræben ved at skifte navn til Meta, og erklære sin ambition om at skabe et metaverse.

Indhegner fælles ressourcer

”Der er intet normalt eller naturligt ved, at digitale platforme, der bruges af den halve verden, skal indfange data, som ejes og udnyttes af et lille bitte mindretal,” skriver Muldoon.

“Internettet blev finansieret og udviklet af stater, hvorefter liberalistiske politikere overdrog det til private firmaer.”

Tech-giganternes succes har kun været mulig på grund af offentligt finansieret, kollektiv forskning og innovation. Således blev internettet finansieret og udviklet af stater, hvorefter liberalistiske politikere overdrog det til private firmaer til brug for deres kapitalakkumulation.  Det er ”digital enclosure”, siger Muldoon – med reference til den private beslaglæggelse (”indhegning”) af fællesjorder, der var en del af den engelske kapitalismes tilblivelsesproces.

Selskaber som Facebook beslaglægger altså en ressource, som er skabt i en ”fælled”. Samtidig markedsfører Facebook m.fl. sig som et rum for fællesskaber. Ja, Mark Zuckerberg har ligefrem sagt, at det er på tide, at vi ”mødes i et globalt fællesskab”.

”Det er dybt ironisk, at én af verdens mest succesrige forretningsmænd fremstiller sit firma som en forkæmper for græsrodsfællesskab,” skriver Muldoon. ”Gennem hele sin historie har kapitalismens vækst ført til opløsning af fællesskaber kloden rundt og til ødelæggelse af traditionelle levemåder. Vi er åbenbart nået til et punkt, hvor de selv samme kræfter, der står bag nedbrydningen af fællesskabet, nu forsøger at sælge det tilbage til os i en pengebaseret form.”

Alternativet starter med en vision

Platform Socialism leverer en skarp kritik af de kapitalistiske digitale platforme, men det er først og fremmest en bog om, hvad alternativet er, og hvordan vi kan begynde at skabe det.

I modsætning til Marx og Engels, der afviste at skrive ”opskrifter til fremtidens suppekøkkener”, mener Muldoon, at vi er nødt til at formulere os positivt om, hvad der kan træde i stedet for kapitalismen. Ellers er det svært at se, hvordan en anden verden kan være mulig. Så er vi ustandselig i defensiven over for den næste runde af kapitalistisk innovation. Reformtanker og -krav indsnævres til dét, som er foreneligt med kapitalismen.

Hvad er så alternativet til ”Big Tech”? Det er ikke ”Big State”, øget statslig kontrol, men derimod en ”platformssocialisme”, hvor ”den digitale økonomi organiseres gennem socialt ejerskab til digitale aktiver og demokratisk kontrol over den infrastruktur og de systemer, der styrer vore digitale liv”. Vigtige digitale tjenester bør drives offentligt og levere gratis ydelser til alle borgere som universelle basistjenester.

Hvordan bryder vi med techgiganternes magt? For James Muldoon er svaret ikke statskontrol, men en ny organisering af den digitale økonomi, der giver demokratisk kontrol og fælles ejerskab. Illustration: Fred Call

Inspireret af socialistiske pionerer

Som inspiration trækker Muldoon på to socialistiske pionerer, som er meget lidt kendte i dag. Den ene er George Douglas Howard Cole (1889-1959), en engelsk økonom og historiker. Cole formulerede sin teori i 1920 i Guild Socialism Restated. Det bærende princip i hans ”lavssocialisme” var at indføre demokrati i alle samfundets organisationer, også virksomheder, uddannelsessteder m.m. Gennem rådsstrukturer skulle der etableres et ”funktionelt demokrati” på de forskellige livsområder. Demokratiet skulle ikke bare bestå af abstrakte rettigheder, men af reel deltagelse, således at mennesker samarbejder og opnår kollektiv selvbestemmelse over deres økonomiske og politiske institutioner. Magten skulle decentraliseres, og staten kun spille en koordinerende rolle.

“Den ene grøft er at ville overlade virksomhederne fuldt ud til de ansatte… Den anden grøft er ren nationalisering”

De ideer bruger Muldoon til at svare på, hvordan platformsvirksomheder kan ejes og drives sådan, at man undgår at falde i den ene eller den anden grøft.

Den ene grøft er at ville overlade virksomhederne fuldt ud til de ansatte. Det ville medføre enorme uligheder i indflydelse og indtjening mellem arbejdere i forskellige brancher og mellem forskellige kategorier af borgere. En god forretning for de 132.000 ansatte i Alphabet, men hvad med resten?

Den anden grøft er ren nationalisering, som let fører til bureaukratisering med et magtfuldt lag af statsembedsmænd og direktører. Det var tilfældet med nationaliseringer i 1900-tallet, og projekter som den svenske Meidner-plan for lønmodtagerfonde i 1970’erne pegede også i en bureaukratisk retning.

Socialt ejerskab

Ud fra G.D.H. Coles ideer peger Muldoon i stedet på en ‘pluralistisk’ tilgang, hvor ejerskab og forvaltning varetages på forskellige niveauer: Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. I stedet for de private imperier og den monopolisering, de bringer med sig under Amazon, Facebook og Google m.fl., skal virksomhederne demokratiseres og deres omfang skaleres efter deres formål og funktion. For eksempel lokale arbejderejede platforme inden for kørsel og udbringning, men globale inden for sociale netværk og søgemaskiner.

“Med en bredt favnende økologi af socialt ejerskab anerkender man de mange og overlappende sammenslutninger, som individer tilhører, og fremmer en opblomstring af forskellige fællesskaber fra gensidige selskaber til platformskooperativer, datatruster og internationale sociale netværk.”

Driften af platformsvirksomheder vil for det meste kunne ske gennem selvforvaltning, hvor de arbejdende demokratisk vælger bestyrelsen. Men platforme er beregnede til at forbinde forskellige parter og skabe fælles interesser omkring medlemmernes behov. De har i høj grad også interessenter blandt (for)brugere og forskellige samfundsgrupper. Derfor vil det i mange tilfælde være mere passende med ”multi-interessent-styre”.

”Alle, hvis interesser påvirkes væsentligt af en digital platforms aktiviteter, bør have en vis indflydelse på, hvordan den fungerer. Hvordan det skal udmøntes i praksis, afhænger af fællesskabets omfang og tjenestens karakter.”

Demokratisk fordeling af ressourcer

Socialister må også svare på, hvordan investeringer og ressourcefordeling bør finde sted på overordnet plan. Her er bogens historiske inspirationskilde den østrigske filosof og økonom Otto Neurath (1882-1945). Neurath var medlem af det Tyske Socialdemokratiske Parti under den tyske revolution 1918-19, og under den kortvarige bayerske rådsrepublik i april 1919 fik han ansvaret for dens økonomiske planlægningsmyndighed.

Neuraths tanke var, at tildelingen af samfundets ressourcer bør underkastes hele befolkningens bevidste beslutninger og ikke overlades til de anarkiske markedskræfter eller oligarkers skalten og valten. Samfundseje skal udbredes til hele økonomien, og samfundet skal tage stilling til, hvordan ressourcerne bedst fordeles, gennem en proces, hvor forskellige grupper kan fremføre deres synspunkter og diskutere de relative fordele ved at øge investeringerne i den ene eller den anden sektor af økonomien. Et planlægningsråd kan udarbejde planforslag med forskellig retning, hvorefter valget mellem dem lægges ud til demokratisk debat og afstemning.

Det var ikke kommandoøkonomi, Neurath arbejdede for, men derimod fastlæggelse af mål og tildeling af ressourcer til de forskellige brede sektorer. Neurath understregede desuden, at beslutningerne om ressourcetildeling indebærer etiske og politiske vurderinger og altså ikke kan overlades til videnskabelige beregninger.

James Muldoon

· Engelsk politolog og forfatter til bøgerne Platform Socialism og Building Power to Change the World: the Political Thought of the German Council Movements.

· Underviser i political science ved University of Exeter.

· Skriver blandt andet for The Guardian, og har Youtube-kanalen Political Philosophy

.

+

Som eksempel på, at disse tanker er højaktuelle, nævner Muldoon klimakrisen, hvor beslutningerne om fordelingen af ressourcer på afgørende vis vil bestemme verdens fremtid.

”Med demokratisk planlægning vil vi kunne bruge offentlige investeringer som redskab til at tilpasse økonomien gennem en grøn industristrategi og foretage en hurtig omstilling væk fra klima- og råstofbelastende aktiviteter,” og denne planlægning må også tage stilling til reduktion af arbejdstiden.

Klima- og miljøomkostningerne ved de digitale platforme omtales desværre ikke. Men den demokratiske planlægning, Muldoon argumenterer for, er netop, hvad der skal til for at kunne begrænse og prioritere ressourceforbruget, også på det digitale område. Han nævner også selv som en af fordelene ved demokratiske, fællesejede platforme, at de ikke som de kapitalistiske er nødt til at vokse for at maksimere reklamepotentiale og profitter.

Ikke alle dele af Neuraths økonomiske anskuelser bifaldes af Muldoon. Det gælder navnlig Neuraths forslag om at afskaffe penge og markeder til fordel for en økonomi planlagt i fysiske størrelser. Ifølge Muldoon må demokratisk planlægning i et komplekst samfund betjene sig af pengeberegninger for at kunne forstå og vurdere de relative omkostninger ved forskellige planer.

Deltagelsesbaseret planlægning

Platform Socialism inddrager også nyere socialistiske teoretikere, ikke mindst når det gælder, hvordan investeringerne kan planlægges demokratisk.

Her bygger Muldoon på begrebet deltagelsesbaseret planlægning, hvor forskellige sammenslutninger indgår i en forhandlet koordinering af, hvordan ressourcerne bedst fordeles mellem dem. Som en mulig model henviser Muldoon til den, der er fremlagt af den engelske økonom Pat Devine, oprindelig i bogen Democracy and Economic Planning: The Political Economy of a Self-governing Society (1988).

”Ethvert forslag om offentligt ejerskab og demokratisk planlægning er nødt til at forholde sig til Friedrich Hayeks indflydelsesrige kritik – som ofte anses for at være ødelæggende for den socialistiske sag,” skriver Muldoon og tilføjer: ”Det er særligt relevant her, for Neurath var et af hovedmålene for Hayeks kritik.”

Hayek mente, at central planlægning ville fejle, og at markederne med dets prissignaler var langt bedre til at koordinere den økonomiske aktivitet mellem individer, som har spredt, lokal og ofte tavs viden om deres specifikke situationer.

Men, pointerer Muldoon, vi er ikke tvunget til at vælge mellem en rigid central planlægning og et såkaldt frit marked. Pluralisme og decentralt initiativ kan godt være en del af socialistisk planlægning og fremmes ikke nødvendigvis af kapitalismen, hvor vi tværtimod oplever monopolisering og magtkoncentration.

I kapitalismen er der en grundlæggende magtulighed, idet nogle få firmaer og personer træffer de vigtige beslutninger i økonomien. Som påpeget af Pat Devine er deltagelsen begrænset til dem, der har adgang til kapital, mens det store flertals tavse viden ignoreres.

Prissignaler fortæller ikke, hvad der er årsagerne til priserne. Gennem deltagelsesbaseret planlægning kan man derimod involvere alle interessenterne i at træffe bevidste valg i stedet for nogle få beslutningstageres gætværk om prisernes årsager. Desuden kan nutidens it-redskaber bruges til at lette koordineringen, bl.a. ved at skabe hurtig information om økonomiske behov som påpeget af Evgeny Morozov.

Sprækker og alternativer

Vi kan ikke i dag forudse, hvilken økonomisk model der vil fungere bedst, herunder hvilken præcis kombination af markeds- og ikke-markedsformer, understreger Muldoon. Men Coles og Neuraths visioner om et deltagelsesbaseret og demokratisk samfund kan hjælpe os med at udvikle principper for demokratiske platforme.

“Vi er ikke tvunget til at vælge mellem en rigid central planlægning og et såkaldt frit marked.”

Visionen må ledsages af en plan for, hvordan den kan realiseres. En grundlæggende forandring af platformsøkonomien forudsætter en ændring af styrkeforholdene. Hvor er der svage punkter, hvor vi kan sætte kræfterne ind, og hvilke reformer kan styrke vores position?

Muldoon foreslår en trefløjet strategi over for de digitale platforme: Modstand, regulering og skabelse af alternative modeller:

  • Modstand: Det er en kamp fra arbejdende – ofte under svære betingelser – og brugere for at organisere sig og opbygge styrke over for tech-selskaberne. Det er også en oplysningsindsats, hvor vi må gribe fat i den voksende kritik af Big Tech og dreje fokus over mod problemets rødder.
  • Regulering: Vi må rejse krav om nationale og internationale indgreb og begrænse selskabernes værste udskejelser. Det gælder bl.a. om at få ansatte anerkendt som sådanne, om regler for åbenhed og mod overvågning, om indgreb mod monopoler og begrænsning af selskabers størrelse.
  • Vigtigst er det at opbygge alternativer til de store selskabers platforme. Det er afgørende at vinde kontrol over den digitale infrastruktur og ”indkode” et nyt værdisæt baseret på lighed.

Inspireret af Eric Olin Wright betegner Muldoon dette som en strategi for opbygning af radikaldemokratiske institutioner i det kapitalistiske systems ”sprækker”. Tanken er, at former for økonomisk demokrati gennem kampe og organisering kan vinde styrke og til sidst blive fremherskende i stedet for profitlogikken.

Strategien er ikke uden modsigelser. Den vigtigste er ifølge Muldoon, ”at fremvoksende alternativer vil blive mødt med stærk modstand fra eliter, hvis interesser trues af samfundsforandringen. Småskala-alternativer vil blive tolereret og endda opmuntret som bekvemme sikkerhedsventiler for systemet. Men så snart alternativer begynder at udgøre en fare for reel forandring, vil eliterne udøve deres magt for at blokere og undergrave dem.”

Bogen går ikke nærmere ind i en diskussion om brud eller gradvis overgang. Til gengæld giver den mange eksempler på ansatser til alternativer og forslag til at udvikle dem.

James Muldoon præsenterer på sin Youtube-kanal Political Philosophy nogle af tankerne i sin nye bog, Platform Socialism. Klik på linket for at se mere.

Lokale kooperative økonomier

Opbygningen af alternativer starter på lokalt plan med arbejderkooperativer, kommunalt og lokalt ejede virksomheder m.m. Platformskooperativer er digitale platforme, som ejes og kontrolleres af de mennesker, der deltager i dem. Her kan arbejderne få det fulde udbytte af deres arbejde, tage del i styringen af virksomheden og gavne lokalsamfundet. Et initiativ, der søger at fremme dette internationalt, er Platform Cooperativism Consortium baseret i New York.

Muldoon understreger, at der er betydelige udfordringer for kooperativer. For at bevare et frigørende potentiale må de fastholde blikket på en kamp mod kapitalismen og være tilfredse med at opbygge små kooperative øer. De må også have en forbindelse til en institutionel ramme. Det er derfor vigtigt, at kommuner støtter kooperativer, f.eks. gennem investeringer, indkøb og fællesvirksomheder (”public-common partnerships”).

Desuden må kooperativerne ikke blive eksklusive. De må bekæmpe diskrimination og være en del af en bredere samfundsbevægelse.

Sideløbende ser Muldoon store muligheder i en ny bevægelse for selvforvaltende lokalsamfund og borgerdrevet fornyelse. Den ses repræsenteret af byerne i Fearless Cities, en uformel global bevægelse af aktivister, organisationer, byrådsmedlemmer og borgmestre. Barcelona og Amsterdam har f.eks. i et fælles projekt, DECODE, afprøvet ny teknologi, der giver borgerne kontrollen over deres persondata.

Muldoon giver en række eksempler fra disse to traditioner – ikke fordi det er nok at agere på lokalt plan, men: ”… fordi de giver eksempler, der viser, hvordan lokalsamfund kan begynde at organisere deres liv uden for udbytning og kontrol fra virksomhedsplatforme. Vi er nødt til at fremelske sådanne fungerende prototyper for at vise, at vi kan forene effektivitet og solidaritet, innovation og lighed.”

Han fortæller også om ansatser til at udvikle ”data-fælleder” i stil med Creative Commons og Wikipedia, om regionale og nationale offentlige platforme og om ”socialistisk cloud computing”.

Globale digitale tjenester

Det mest udfordrende aspekt af demokratisk digital økonomi er at skabe alternativer på globalt plan, skriver Muldoon. Som international ramme foreslår han oprettelse af en ”Global Organisation for Digitale Tjenester” under FN, i første omgang finansieret ved en afgift på store tech-selskaber.

“Vi er nødt til at fremelske fungerende prototyper for at vise, at vi kan forene effektivitet og solidaritet, innovation og lighed.”

Den globale organisation skal sikre god webadgang for alle og finansiere projekter i det globale syd. Den skal fungere i samspil med nationale Digitale Borgerforsamlinger og en global investeringsfond. I det regi kan Google overtages og gøres til en søgemaskine uden reklamer og datafangst.

I forhold til de sociale medier foreslår Muldoon at udvikle et bredt økosystem af platforme med åbne standarder og fælles protokoller, hvorigennem brugerne kan få adgang til indhold og kommunikere inden for en føderal ramme. Dermed genoplives de oprindelige tanker om et frit og åbent internet, men også de selvforvaltningstanker, som blandt andre D.H.G. Cole arbejdede for.

Muldoon leverer en inspirerende præsentation af platformssocialismen – både som et ideal, der tjener som redskab til at udvikle alternativer, og som en proces, der handler om at fremme og forene modstandskampe mod pengemagt, varegørelse og udbytning.

James Muldoon: Platform Socialism. How to Reclaim our Digital Future from Big Tech, Pluto Press, London, 2022


Om skribenten

Finn Kjeller

Finn Kjeller

Forfatter til bogen Økosocialisme – fra systemkritik til alternativ. Læs mere