Matt Colvin fra Tennessee fik stor opmærksomhed da det kom frem, at han havde støvsuget staten for håndsprit - 17.700 flasker - og derefter forsøgte at sælge dem til ågerpriser. Han fik forbud mod at sælge flaskerne, og donerede dem senere til velgørenhed. Fotograf: Doug Strickland
4 min. læsetid

I krisetider bliver der vendt op og ned på tingene, og asocial adfærd – der plejer at påberåbe sig ‘frie markedskræfter’ – er ikke længere bare normalen, skriver Pernille Loumann.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Pernille Loumann

Alting er vendt på hovedet for tiden. Ikke bare er mange mennesker bekymrede for deres helbred og deres økonomi – de keder sig, savner hverdag, arbejde og venner, bliver trætte af deres børn og deres ægtefæller – og begynder at lave surdej og synge salmer med DR1 hver formiddag.

Der er også sket noget andet, som man kan få øje på i læserbreve, på twitter, i samtaler med naboer (på behørig afstand naturligvis) og i politiske udmeldinger.

Pludselig bliver der over en bred kam taget afstand fra asocial adfærd. Pludselig synes selv ærkeliberale ikke længere, det er i orden at hamstre og sælge videre dyrt, at tjene penge på at der er mangel på visse fornødenheder, og at udnytte privilegeret adgang til goder, som andre ikke har.  

Det er noget nyt.

Til daglig er der en stor del af befolkningen og vores politikere, som hylder de frie markedskræfter, den enkeltes initiativ, og tanken om at enhver er sin egen lykkes smed. De mennesker, der havde mulighederne og heldet til at investere i ejendomme, mens priserne var lave, nyder godt af det, når priserne stiger, og så må man tage med, at det betyder nogle mennesker ikke har råd til et sted at bo.

De mennesker, der havde mulighederne og heldet til at investere i medicinal-aktier, nyder godt af det, når der pludselig er en epidemi, som får behovet for et bestemt præparat til at eksplodere – og så må man tage med, at nogle patienter ikke har råd til medicinen.

Nødråb fra luksusvillaen

I en situation som den, vi står i nu, bliver det dog pludselig meget tydeligt, at det i bund og grund er en usympatisk og uholdbar tankegang. Man kan simpelthen ikke være bekendt at hamstre håndsprit og ansigtsmasker, når læger og sygeplejersker mangler det. De, der gør det, bliver offentligt udskammet, og deres annoncer bliver udelukket fra eBay og Den Blå Avis.

Så står de mennesker, vi plejer at opfatte som entreprenante, helt forvirrede dér med deres usælgelige lager af håndsprit som en skamstøtte over menneskelig afstumpethed. Og virksomhedsejere, der har skrabet millioner til sig og nu skruppelløst fyrer deres ansatte, prøver fra deres luksusvillaer med pinligt rørstrømske pressemeddelelser at bortforklare deres enorme egoisme.

Verdens rigeste mand, Jeff Bezos bad for nyligt om hjælp gennem en støttefond til at betale sine ansatte under coronakrisen. Hans personlige formue beløber sig til omkring 850.000.000.000 kr.

En lektie til efter krisen

For hallo, vi befinder os faktisk i en krise, og de, der har den fedeste tegnebog, må også yde deres, når vi alle må udvise #samfundssind.

Krisen tegner de forskelle, der hele tiden har været der, så hårdt op, at alle kan se det: Det er jo totalt urimeligt, at de, der har deres på det tørre, kan udnytte andre menneskers sygdom og arbejdsløshed til at rage endnu mere til sig.  

Hvis bare vi husker det, når krisen engang har lagt sig. Meget såkaldt ‘god forretning’ er jo bare en sofistikeret form for hamstring. Mange såkaldt gode forretningsmænd er jo netop eminente til at udnytte de behov, der følger af andres kriser.

Det var ikke rimeligt for et år siden – og det er ikke rimeligt nu. 


Pernille Loumann er socialrådgiver og bor på Bornholm.