Podemos: fra Spaniens kriseparti til et parti i krise

Efter en valgaften hvor højrefløjskandidaten Isabel Díaz Ayuso vandt overbevisende ved regionalvalget i Madrid 4. maj, reagerede Pablo Iglesias på det dårlige resultat ved at trække sig fra Unidas Podemos’ ledelse. Hans parti var blevet det blot femtestørste parti – og var blevet overhalet af det ekstreme højrefløjsparti Vox. Iglesias reflekterede over sin egen rolle som partileder, og hvordan hans mål først og fremmest var at være nyttig for partiet: ”Jeg tror ikke, jeg bidrager til, at vi kan vokse. Jeg tror ikke, at jeg er en politisk figur, som kan bidrage til, at vores parti konsoliderer sin institutionelle styrke – og kan vinde borgmesterposten i Madrid om to år”.

“Det var første gang, at et venstrefløjsparti i Spanien stod med muligheden for at overhale socialdemokraterne i PSOE.”

Pablo Iglesias afsluttede således en af de mest utraditionelle politiske karrierer i Spanien. Han gik fra at blive medlem af EU-Parlamentet i 2014, til at være kandidat til præsidentposten, med mulighed for at vinde over det socialdemokratiske parti. Han blev vicepræsident og minister, og endelig kandidat ved regionalvalget i Madrid i 2021. Som parti gentog Podemos – i sin nuværende form som Unidas Podemos – den nedadgående tendens, og tabte repræsentativitet både nationalt og regionalt. Iglesias havde undgået, at partiet røg ud af parlamentet. Til gengæld kunne han ikke komme udenom den manglende opbakning til partiet – og den stigende mangel på folkelig opbakning til hans lederskab. Iglesias har sikkert ret i, at han ikke kan bidrage til at udvide vælgerstøtten ved de kommende valg. Spørgsmålet, der melder sig, er så, hvordan partiet er kommet hertil – og hvad Podemos skal gøre nu?

Fra venstrepopulisme til mere radikal venstrefløj

Inspireret af de massive sociale protester i 2011, og afvisningen af Spaniens traditionelle to-partisystem, opstod Podemos som et parti, der adskilte sig fra andre venstrefløjspartier. Ved at bruge et andet politisk sprog, hvor fx ‘klassekamp’ blev erstattet af ‘konflikten mellem folket og eliten’, blev Podemos et af de partier, der blev kendetegnet som venstrepopulistisk. Det var første gang, at et venstrefløjsparti i Spanien – i dette tilfælde inspireret af søsterpartiet Syriza i Grækenland – stod med muligheden for at overhale socialdemokraterne i PSOE. Korruption, mistillid mod de traditionelle partier og konsekvenserne af den økonomiske krise i 2008 var blandt grundene til, at Podemos fik så stor folkelig opbakning. Konflikten var på det tidspunkt mellem ’los de arriba’ (dvs. eliten og de magtfulde) og ’los de abajo’ (folket). Podemos blev en reel trussel for det hegemoniske system. Deres økonomiske program blev hurtigt afvist af eliterne, da det indeholdt tiltag som genforhandling af gæld samt borgerløn.

Podemos valgte i starten at køre en aggressiv linje over for det traditionelle venstrefløjsparti, Izquierda Unida, som ikke var i stand til at reagere på den daværende krise, og i stedet holdt fast i en politisk minoritetsposition for de allerede overbeviste venstrefløjsstemmer. På trods af dét dannede Podemos en fælles valgalliance med Izquierda Unida i 2016. Den drejning øgede splittelsen internt i Podemos. Iglesias promoverede en skarp venstreorienteret retning, og stod over for Iñigo Errejón, som forsvarede den “transversale linje”, dvs. mindre præget af ideologi, og mere åben for at opnå et flertal på sociale spørgsmål. Forskellen mellem de to steg gradvist, og mens Iglesias brugte et sprog, der lå tættere på den traditionelle venstrefløjs, blev der mindre plads til Errejón. Han forlod til sidst partiet i 2019. Dermed mistede Podemos en del af sin interne pluralisme, der i forvejen var svær at håndtere, og fortsatte kursen mod venstre. Valgresultaterne siden koalitionen med Izquierda Unida blev værre, og Podemos havde mindre politisk plads at agere på. Det forhindrede dog ikke partiet i at indgå i en regering med PSOE i januar 2020.     

Ciudadanos og Vox: Højrefløjens nye partier

Som en reaktion fra eliten dukkede også Ciudadanos op på den politiske scene i Spanien, som en slags centrum-højre alternativ til Podemos. Ciudadanos var heller ikke et af de traditionelle partier og understregede, at der var blevet plads til den såkaldt ’nye politik’. Dén politiske konsensus, som var opstået efter den spanske overgang fra Francos diktatur til demokrati, havde aldrig været i større fare. Imidlertid var det svært at forudsige den kommende krise, eftersom den nye situation gjorde det ekstremt indviklet at danne regering.

Ciudadanos var det første parti, der tvivlede på, om de skulle støtte en socialdemokratisk eller en konservativ regering i 2015. Både Podemos og Ciudadanos var imod de korrupte partier, hvilket gjorde en eventuel regeringsaftale med dem svær. Fornemmelsen af, at det var muligt at overskride den ideologiske venstre-højre grænse forsvandt også. Iglesias afviste at støtte PSOE’s kandidat Pedro Sánchez ved præsident-valget i 2015, der derfor måtte gå om. Resultaterne var ikke særligt tilfredsstillende for Podemos: Socialdemokratiet mistede stemmer, men Podemos formåede ikke at overhale dem. Partido Popular, Spaniens store konservative parti, blev derimod styrket.

Ved valget i april 2019 gik Socialdemokraterne i PSOE igen frem, men kunne ikke blive enige med Podemos om at danne regering. Der blev derfor afholdt nyvalg nogle måneder senere i november, hvor beslutningen om en koalitionsregering blev taget lige efter valget. Som konsekvens af de to valg voksede det ekstreme højrefløjsparti Vox markant, og blev det tredjestørste parti i Spanien. Vælgerne havde svært ved at forstå regeringsforhandlingerne både i 2015 og 2019, og nogle gav Podemos skylden for at styrke henholdsvis højrefløjen og det ekstreme højre.

I 2019 trak Ciudadanos’ hidtidige leder, Albert Rivera, sig efter det dårlige valgresultat ved november-valget, og partiet mistede relevans. Det var begyndelsen på enden for den nye politik. Podemos stod ikke længere over for Ciudadanos som direkte opponent, men derimod over for Vox, og begge partier blev fremstillet som det samme, nemlig “en trussel imod demokratiet” – selvom Vox paradoksalt nok støtter de konservatives politik. Podemos havde nu definitivt mistet sin centrale position. Genopbygningen af venstrefløjen er ikke blevet nemmere siden Errejón, som tidligere var en ledende figur i Podemos. Han forsøger nu at udvikle sit nye parti, Más País, som et nyt, grønt parti, der ideologisk forsøger at være på bølgelængde med resten af den grønne bølge, som finder sted i Europa.

Podemos i regering

Da Podemos blev en del af regeringen i 2020, fik Pablo Iglesias en vicepræsident-rolle. Der var store forventninger til partiet, og samtidig en stor frygt blandt de konservative eliter, som har fremmet en barsk tone over for Podemos. Det er blandt andet kommet til udtryk i de konstante angreb på Iglesias og ligestillingsminister Irene Montero. Hvor er de reelle muligheder for at lave venstreorienteret politik fra en plads i regeringen? Podemos har fremmet en social dagsorden, og har under pandemien fremhævet den offentlige sektors store betydning. Der har været relevante fremskridt inden for socialpolitik, som f.eks. bremsningen af boligudsættelser under pandemien og godkendelsen af minimumsindkomst (Podemos’ væsentligste tiltag indtil nu), og inden for ligestillingspolitik, som f.eks. lovforslag om samtykke og transkønnethed.

“Det bliver afgørende for Podemos, om det er nok at promovere deres image som effektivt parti, hvis de i stadig stigende grad bliver opfattet som blot endnu et systembevarende parti.”

De store interne spændinger i regeringssamarbejdet har været tydeligst i uenigheder mellem økonomiministeren, Naida Calviño, og Pablo Iglesias. Samtidig har der været problemer i forhold til debatten om kongehuset, hvor Podemos har skærpet tonen, og i forhold til reaktionen på de voldelige, sociale protester, da f.eks. rapperen Pablo Hasél kom i fængsel og vækkede en intens debat om grænser for ytringsfrihed. Selv om Podemos afviste sådanne tiltag, blev Podemos anklaget for ikke at have gjort nok i forhold til at afvise den omdiskuterede lovgivning, ‘Ley Mordaza’.

Podemos skrev historie som del af den første koalitionsregering i Spanien, og har profileret sig som et parti, der kan tage institutionelt ansvar og fremme den sociale politik. Men der er stadig lang vej fra løfter til et egentlig opgør med den arbejdsmarkedsreform, der blev godkendt af det konservative Partido Popular, og endnu længere vej at gå, hvis man tænker på de oprindelige løfter, som partiet kom med, om at gøre op med det politiske system, som blev institutionaliseret i 1978 ved overgangen fra diktatur til demokrati. Det bliver afgørende for partiet, om det er nok at promovere deres image som effektivt parti, hvis de i stadig stigende grad bliver opfattet som blot endnu et systembevarende parti.

Ny kvinde i front – men hvem?

Da Iglesias besluttede sig for at trække sig, erklærede han, at det var tid til at få en kvindelig leder, som reaktion på, hvor meget de mandlige ledere har fyldt i Podemos – ikke mindst Iglesias selv. Han har peget på Ione Belarra, der er minister for sociale rettigheder, som ny generalsekretær for partiet, og desuden udpeget arbejdsminister og tredje vicepræsident, Yolanda Díaz, som spidskandidat til næste valg. Spørgsmålet er, om dette bud vil være nok til at genvinde Podemos’ styrke.

Belarra kommer fra Iglesias’ kernegruppe, og vil derfor kunne sikre kontinuitet i forhold til Iglesias’ linje. Díaz er en meget populær minister, som kan udvide partiets vælgergrundlag, men hun kommer oprindeligt fra Izquierda Unida, ikke Podemos. Denne kombination er ny for et parti, som har haft alvorlige organisatoriske problemer, både i forhold til at håndtere intern uenighed, og i forhold til at koordinere samarbejdet i de spanske regioner. Det er ikke sikkert, at den nye sekretær vil nyde den samme magt eller støtte, som Iglesias gjorde, og flere interne uroligheder internt i partiapparatet er en risiko.

Foruden usikkerheden omkring ledelsen – et resultat af partiets store afhængighed af Iglesias – er der en række andre problemer, som Podemos skal adressere. Når man satser på to ministre som ledere, vil partiet sende et signal om, at de kan lede og tage institutionelt ansvar. Lige præcis dét var et af de største kritikpunkter mod Podemos som nyt parti: Ville man være i stand til at indtage en institutionel rolle? Men nu er det parlamentariske fokus snarere blevet til en del af problemet. Partiet mangler at genvinde den entusiasme fra gaderne, som partiet blev bygget på, og mange vælgere er blevet skuffet over politikken. Udfordringen bliver at koordinere den institutionelle profil med en retning, der ligger tættere på borgerne og deres problemer.

Politik som mennesker forstår

De regionale problemer hjælper heller ikke på billedet af Podemos anno 2021. Podemos har mistet territorial magt i mange regioner, og mistede eksempelvis alle deres mandater i Galicien. Partiet har derfor brug for at styrke den regionale ledelse, især de steder, hvor de interne kampe har været dramatiske. Podemos vil skulle konkurrere mod Más País, Errejóns parti, som stadig mangler at blive territorialt forankret. Det vil begrænse, hvor meget Podemos kan blive et landsdækkende alternativ med repræsentation i (næsten) alle regioner.   

Men endnu vigtigere bliver det for Podemos at definere, hvilket parti de ønsker at være. Mulighederne er ikke nemme: Skal man satse på at være støtteparti for PSOE, eller skal man være antagonist mod det ekstreme højre? Som socialdemokratisk støtteparti vil Podemos risikere at blive offer for den klassiske problematik om ’den nyttige stemme’. Er en stemme på partiet spildt, og kunne den være brugt bedre på at stemme direkte på socialdemokraterne, vil nogle vælgere spørge sig selv om. Podemos risikerer dermed vælgerflugt til socialdemokratiet, der kan komme til at fremstå som det eneste realistiske alternativ til centrum-højre alliancen. Stiller man sig derimod i klarere opposition til det ekstreme højre uden for en regering, kan Podemos risikere at blive marginaliseret, og blive fremstillet som “en af de to ekstremer” i det polariserede billede af politik, som medierne tegner. Der er en reel risiko for, at Podemos ender med at spille den rolle, som Izquierda Unida havde tidligere: Et parti, der er distanceret fra de sociale bevægelser, og som ikke sigter mod at vinde magten.

Som afslutning på valgkampen i Madrid i denne måned, leverede Pablo Iglesias en af sine bedste taler hidtil. Heri gennemgik han Podemos’ historie. Nu står det klart, at det var en fortælling, der havde til formål at sætte ord på, hvor Unidas Podemos står henne, og hvilke kampe og sejre man har haft i løbet af de 7 år, partiet har eksisteret. Iglesias mindede  tilhørerne om, at “hvis man ikke laver politik, som mennesker forstår, er det ikke politik”. Og det er netop dét, der bliver kernen for Podemos, hvis partiet skal komme tilbage: At lave politik, som almindelige mennesker forstår. Iglesias og Podemos har hele tiden haft et mål om at være i kontakt med de brede masser – men nu er det blevet tid til at genoverveje, om de stadig forstår partiets kurs og visioner. Det handler ikke nødvendigvis om at forklare sin politik bedre, men om at finde et projekt, som kan begejstre mennesker, der ønsker et reelt alternativ. Der er stadig tid til at lære af de fejl, man begik, og til at gøre alt det, som Podemos har opnået indtil nu, til noget værdifuldt.