Den italienske premierminister Giuseppe Conte trådte tilbage i sidste uge, og landet er endnu en gang kommet i politisk krise. Foto: Kremlin.ru
10 min. læsetid

Der hersker for Gud ved hvilken gang krise og kaos i Italiens politiske landskab. Det i forvejen noget umage regeringsmakkerpar mellem Lega på den yderste højrefløj og Femstjernebevægelsen er i stykker, og der forhandles nu om en ny regering.


Af Jonas Neivelt

En fremprovokeret krise

Krise er ikke ligefrem noget uventet fænomen på den italienske halvø. Italienerne er vant til den slags situationer, og denne politiske krise kom da heller ikke helt uventet.

Da italienerne i begyndelsen af august var taget på sommerferie, valgte indenrigsminister og formand for højrefløjspartiet Lega, Matteo Salvini, at udløse en krise i regeringssamarbejdet med parlamentets største parti Femstjernebevægelsen.

Salvini har brugt sin august måned på en charmeoffensiv på de italienske strande. Her har han udviklet sit image, så han ikke længere er en blegfed højrepopulist, men nu en solbrændt en af slagsen. Udviklingen er bemærkelsesværdig. Engang var Matteo Salvini leder for et parti, som ønskede at løsrive Norditalien – og derfor ikke synderligt populær i Syditalien. Nu appellerer han til langt bredere befolkningsgrupper, som ønsker en hårdere linje over for immigranter. Det var den slags mennesker, Salvini satte sig for at møde på sin strandkampagne.

Men Salvini har også fundet ud af at være meget mere end en strandpolitiker. For at tækkes Italiens mange ældre vælgere er han også begyndt at gå omkring og kysse et krucifiks, mens han beder Jomfru Maria om beskyttelse.

En solbrændt Matteo Salvini på charmeoffensiv i den italienske sommer. Den italienske indenrigsminister er meget selvbevidst om sit image på de sociale medier, og har ifølge Jonas Neivelt skiftet det ‘blegfede separatist’-image ud med et mere bredt anti-immigrations budskab.Foto: Matteo Salvini / Facebook

Højhastighedstog kolliderer med billedskøn Alpe-dal

Med selvtilliden og sit nye kristne image boostet valgte Salvini at udløse regeringskrisen. Krisen begyndte den 7. august, da regeringen ikke kunne stå samlet i en afstemning om en kontroversiel højhastighedstog-linje, som skal gå gennem den meget billedskønne Susa-dal i Alperne. Lega er for, mens Femstjernebevægelsen altid har haft det som en af sine mærkesager, at toglinjen ikke skal bygges.

Det var derfor ikke overraskende, at regeringen ikke kunne stå samlet på det område. Salvini valgte med det samme at meddele præsident Sergio Mattarella, at der på baggrund af det resultat ikke længere var flertal for regeringen. Regeringen måtte gå af, og Parlamentets sommerferie måtte aflyses, så der hurtigt kunne findes en løsning, og allerhelst udskrives valg.

Her forregnede Salvini sig. Lige meget hvor gode meningsmålinger en indenrigsminister må have – og meningsmålingerne er rigtig gode for Salvini – kan indenrigsministeren hverken udskrive valg eller indkalde Parlamentet. Disse opgaver tilhører præsidenten. Salvinis anmodning om at tilsidesætte enhver parlamentarisk praksis blev derfor afvist – i stedet indkaldte præsidenten til forhandlinger om at skabe et nyt regeringsgrundlag.

Det er svært at se, hvor Lega og Salvini i det nuværende Parlament skulle kunne finde et flertal, så derfor føres forhandlingerne nu mellem Femstjernebevægelsen og det store centrum-venstreparti Partito Democratico (PD). Salvini gamblede og tabte. Hans parti Lega er også gået noget tilbage i de seneste meningsmålinger, mens både Femstjernebevægelsen og PD er gået frem. Folk var tilsyneladende ikke dummere, end at de godt kunne se, at denne regeringskrise var et rent spil for magten, som Salvini havde iscenesat.

Folk var tilsyneladende ikke dummere, end at de godt kunne se, at denne regeringskrise var et rent spil for magten, som Salvini havde iscenesat

Det umage ægteskab mellem PD og Femstjernebevægelsen

Egentlig er det ikke underligt, at der nu forhandles mellem PD og Femstjernebevægelsen. Hvis man ser på deres politiske mærkesager, har de to partier ikke så lidt til fælles. Det er værd at huske på, at Femstjernebevægelsen oprindeligt havde et ret venstreorienteret udtryk, inden de fandt ud af at høste stemmer i en indvandrerkritisk befolkning og samarbejde med den yderste højrefløj. Mange af deres vælgere er stadigvæk klassiske venstrefløjsvælgere.

Men der er knaster i forholdet mellem de to partier. Da komikeren Beppe Grillo grundlagde sin Femstjernebevægelse, blev PD udråbt til den store satan og selve symbolet på den gammeldags, magtfuldkomne politik, som man skulle af med. Da der efter parlamentsvalget i 2013 var mulighed for at danne flertal mellem de to partier, satte Grillo sig imod enhver form for samarbejde.

Alligevel taler de sammen nu. Målet er at danne en regering, som i det mindste skal kunne stå bag en finanslov, hvor der skal findes 30 milliarder euro i budgettet. Blandt de helt store spørgsmål er, hvem der skal være premierminister. Den nuværende premierminister Giuseppe Conte trådte i lyset af den politiske situation tilbage den 20. august, men er fungerende premierminister indtil der kan dannes en ny regering.

Det er ikke usandsynligt, at Conte fortsætter, hvis PD og Femstjernebevægelsen kan blive enige om en aftale. Conte er trådt i karakter, efter han ellers har været noget anonym. Ved sin fratrædelse den 20. august holdt Conte en tale, hvor han udstillede Salvini og hans opportunistiske forsøg på at skabe politisk kaos kun med egne interesser for øje. Det kunne italienerne godt lide.

Giuseppe Conte gik i sin resignationstale i offensiven mod Indenrigsminister Matteo Salvini, der sidder på hans højre side. Denne ydmygelse blev velmodtaget blandt italienerne.

Samtidig bakkes Conte op af Femstjernebevægelsen, som er Parlamentets største parti. Bliver det ikke Conte, er det sandsynligt, at der hentes en kandidat ind udefra, som kan holde styr på regeringssamarbejdet mellem de to partier – præcis som Conte gik fra at være en relativt ukendt juraprofessor, til at være premierminister for det umage regeringssamarbejde mellem Lega og Femstjernebevægelsen.

Selv om alting kan ændre sig med lynets hast, virker det lige nu sandsynligt, at PD vil acceptere Conte som premierminister mod selv at få nogle af de tunge ministerposter. PDs nuværende formand Nicola Zingaretti lader til at have accepteret det, og det samme gælder for PDs tidligere premierminister, den fortsat meget indflydelsesrige Matteo Renzi.

Selv om alting kan ændre sig med lynets hast, virker det lige nu sandsynligt, at PD vil acceptere Conte som premierminister mod selv at få nogle af de tunge ministerposter

Det haster

Italien har travlt med at finde en regering. Præsident Mattarella vil ikke have, at forhandlingerne trækker i langdrag, og EU skal have sikkerhed for, at Italiens enorme statsgæld ikke vokser alt for meget i den kommende finanslov. Tirsdag 27. august er derfor sat som deadline for forhandlingerne.

Femstjernebevægelsens grundlægger Beppe Grillo har siden samarbejdet i den hidtidige regering mellem Lega og Femstjernebevægelsen haft en meget tilbagetrukket rolle i sit parti, som er gået fra at være en protestbevægelse til at være et mere normalt politisk parti. Grillo har dog på det seneste været tilbage og ført debatter i sit parti om et kommende samarbejde med PD. Det lader til, at også han kan acceptere et sådant samarbejde, hvis Giuseppe Conte fortsætter som premierminister.

Beppe Grillo stiftede bl.a. Femstjernebevægelsen på baggrund af et opgør med Partito Democratico og den traditionelle politik, men står nu over for at skulle samarbejde med partiet. Foto: Beppe Grillo / Instagram

Lad os antage, at PD og Femstjernebevægelsen i løbet af de kommende dage finder frem til et grundlag for samarbejde. Det betyder ikke, at situationen er løst.

Visse elementer af Femstjernebevægelsens fortid som protestbevægelse findes endnu. Et af disse elementer er Grillos tanker om, at det parlamentariske demokrati skal erstattes af et mere direkte demokrati, hvor befolkningen selv tager en del politiske beslutninger gennem internet-afstemninger. Sådan er reglerne for Femstjernebevægelsen.

Et regeringssamarbejde mellem PD og Femstjernebevægelsen skal derfor til afstemning blandt Femstjernebevægelsens medlemmer på deres hjemmeside. Hvis Conte står som navnet på premierministeren i denne afstemning, vil det nok opbløde en del medlemmer af Femstjernebevægelsen. Det kan dog ikke afvises, at Femstjernebevægelsens medlemmer stadig nærer et stort nok had til PD, så de vælger at afvise samarbejdet. Et sådant krav fra medlemmerne vil Femstjernebevægelsens ledelse ikke kunne sige nej til uden at miste enhver form for legitimitet. Og så har vi balladen.

Fascister til magten?

Lykkes det ikke at danne et regeringssamarbejde mellem PD og Femstjernebevægelsen, er der en række tænkelige scenarier.

  1. En pro-europæisk samlingsregering. Tidligere premierminister og formand for EU-kommissionen Romano Prodi har foreslået, at PD, Femstjernebevægelsen og resterne af Silvio Berlusconis centrumhøjreparti Forza Italia skulle danne en regering til at stå imod det stærkt euroskeptiske Lega. Det er dog meget svært at se, at Femstjernebevægelsen – som heller ikke er udelt begejstrede for EU – skulle acceptere at samarbejde med begge deres gamle ærkefjender i stedet for kun en af dem.

  2. Lega og Femstjernebevægelsen finder sammen igen. Matteo Salvini har indset, at han spillede for højt spil. Han har derfor åbnet for, at regeringssamarbejdet mellem Lega og Femstjernebevægelsen kan gentages. En sådan regering kan så gennemføre en nogenlunde spiselig finanslov, før der kan udskrives valg. Hvis forhandlingerne mellem PD og Femstjernebevægelsen går i vasken, er det ikke umuligt – men både Femstjernebevægelsen og Lega vil fremstå som politikere, der kun er interesserede i at beholde deres ministerposter. Stort ståhej for ingenting med andre ord.

  3. Nyvalg. Salvinis våde drøm og det, han hele tiden har sigtet efter. Nok er Lega gået tilbage, men de er stadig det klart største parti i meningsmålingerne. Efter et valg vil de muligvis kunne danne regering med det endnu mere højreorienterede parti Fratelli d’Italia – en udløber af det nyfascistiske parti Movimento Sociale. Det er åbenlyst et mareridts-scenario for både venstrefløjen og for EU. Italien er et af EU’s største lande, og det vil ikke være godt for stemningen, hvis landet får en højreradikal, populistisk regering, der minder om dem, vi ser i Ungarn og Polen.

  4. Teknokrat-regering. Italien har haft masser af teknokrat-regeringer i politisk vanskelige situationer. Den seneste var Mario Montis regering 2011 – 2013, men også i den nuværende regering er der flere såkaldt upolitiske ministre. En ny teknokrat-regering skal nok få lavet en finanslov, men samtidig vil den efter alt at dømme bidrage til yderligere politikerlede, polarisering og øget opbakning til højrefløjen ved et kommende valg. Det vil præsident Mattarella og mange andre gerne undgå.

Indsatsen er som altid høj, og tiden som altid kort. For venstrefløjen er der meget få positive resultater at få øje på i denne krisetid. Salvini truer med massedemonstrationer, hvis PD og Femstjernebevægelsen danner regering – og dermed går imod dét, som han kalder folkets vilje. En sådan trussel vil de to partier nok tage med ophøjet ro, men det er ikke nydeligt at se masseprotester til fordel for det ekstreme højre.

Og det er det yderste højre, der står til at gå frem, medmindre PD og Femstjernebevægelsen rent faktisk indgår et frugtbart samarbejde.

Solidaritets læsere vil måske spørge, hvor venstrefløjen er i dette spil? ’Don’t hold your breath’, som man siger på engelsk, for den er der slet ikke. Den har ødelagt sig selv i magtspil, fraktioneringer og en selvopfattelse som de sidste dages hellige, der har gjort venstrefløjen irrelevant for den brede befolkning. Den parlamentariske venstrefløj sidder tilbage som en lille gruppe grå eminencer, der ingen anden mulighed har end at stemme for et samarbejde mellem PD og Femstjernebevægelsen.

Det må vi på den baggrund håbe på vi får.


Jonas Neivelt er cand.mag i historie og italiensk, og har boet i Italien i flere år. Han skriver om hvad der foregår i det italienske politiske morads.