Italien: En tilfældig regerings hændelige fald

Italien skal have en ny regering. Det er ikke så underligt for et land, der siden det igen blev et demokrati efter anden verdenskrig har haft 29 premierministre og 66 forskellige regeringer. Denne gang tyder alt på, at Italien skal have en samlingsregering under ledelse af den tidligere chef for den Europæiske Centralbank Mario Draghi. Det er heller ikke helt uhørt. Italien har haft masser af samlingsregeringer på det seneste – fra teknokratregeringer til politiske regeringer med medlemmer fra hele det politiske spektrum.

Men hvorfor egentlig? På overfladen var premierminister Giuseppe Conte stadig forholdsvis populær for sin måde at styre Italien gennem Corona-pandemien og de omfattende nedlukninger af landet. Conte havde afværget et åbenlyst forsøg på at fremtvinge et regeringsvalg fra den yderste højrefløj. Og så havde de ellers svorne fjender i Femstjernebevægelsen og Partito Democratico (PD) endda kunnet enes om, at han var den rette premierminister.

Tidligere forsøgte højrefløjens Matteo Salvini at fremtvinge et nyvalg, fordi hans parti stod godt i meningsmålingerne. Det førte til, at PD og Femstjernebevægelsen lige pludselig kunne finde sammen, selv om Femstjernebevægelsen længe havde set PD som deres hovedfjende. Koalitionen mellem PD og Femstjernebevægelsen var en tilfældighed, der holdt den yderste højrefløj i form af Matteo Salvinis parti Lega og nyfascisterne i det endnu mere højreorienterede Fratelli d’Italia fra regeringsgangene.

Underlig beslutning af Renzi

Som sidste gang og som så mange gange før handler den nuværende politiske krise om personlige ambitioner. Den er blevet fremprovokeret af en politiker og dennes parti, fordi de så politiske fordele i at gøre det. Det drejer sig om den tidligere premierminister, Matteo Renzi og hans lille midterparti Italia Viva.

Renzi var premierminister for PD fra 2014 – 2016, da den blev tvunget til at gå af efter at have tabt en folkeafstemning om ændringer i den italienske grundlov. Så var han ikke premierminister længere, og det huede ikke Renzi, der også er kendt for at have et stort politisk ego.

Efter PD og Femstjernebevægelsen indgik deres regeringssamarbejde i sensommeren 2019 valgte Renzi derfor at stifte et nyt parti i stedet for at spille andenviolin i PD og vente på igen at få en plads i solen. Italia Viva er sådan et midtsøgende, liberalt reformparti, der åbenlyst er inspireret af Emmanuel Macron i Frankrig. Der har været masser af forsøg på at stifte sådan et Radikale Venstre eller Ny Alliance-lignende parti i Italien, og fælles for alle forsøgene er, at det er gået dårligt. Italienerne gider ikke stemme på den slags partier.

Denne historiske erfaring ignorerede Renzi, og det gik, som man kunne forvente. Renzi var ikke den samlende kraft for de EU-begejstrede, liberale og frisindede vælgere, der bare ventede på at finde et politisk hjem. Måske fandtes disse vælgere ikke. Da Italia Viva valgte at trække støtten til Contes regering, lå de og rodede med omkring tre procents opbakning i meningsmålingerne. På trods af den begrænsede opbakning i befolkningen havde Italia Viva nemlig nok mandater i parlamentet til, at de kunne være den i politik ofte omtalte tunge på vægtskålen.

Og det er det, der undrer italienerne. Man er ret vant til, at politikere blæser op til storm i landets politiske farvande, hvis det ellers kan gavne deres egen person. Men hvordan skulle det her på nogen måde komme Matteo Renzi og hans lille parti til gavn?

Og hvorfor nu? Italien står midt i en gigantisk sundhedskrise og en efterfølgende økonomisk krise, der kommer i kølvandet på omtrent 25 år, som har svinget mellem økonomisk krise og økonomisk stilstand. Tidspunktet for at lancere en politisk krise for at gavne ens egne politiske ambitioner virkede med andre ord ikke synderligt velvalgt.

Det mente vælgerne tilsyneladende heller ikke. Renzis lille parti ligger stadig og roder med et sted mellem to og tre procents opbakning i meningsmålingerne. Matteo Renzi selv er ifølge meningsmålingerne den partileder, der har lavest opbakning i den italienske befolkning.

Ganske vist fandt Renzi en politisk undskyldning for sin manøvre. Det var noget med, at Contes regering ikke havde søgt om nok midler fra EU’s økonomiske Corona-genopretningsfond. Den var der ikke mange, som troede på. Faktisk kan reaktionen på den krise, Renzi lancerede midt i en tid, der ikke ligefrem skreg efter politisk ustabilitet, bedst forklares med et meme, som internettet ikke var længe om at fremstille.

Super Mario

Hvad Renzi konkret får ud af, at der kommer en ny regering, er svært at sige. Men nu skal Mario Draghi altså danne en ny regering, som formentlig kommer til at bestå af en blanding af højtprofilerede økonomiske eksperter og samfundseksperter samt politikere fra de partier, der bakker hans regering op.  En samlingsregering med andre ord. Regeringen skal først og fremmest samle tilstrækkelig opbakning i parlamentet. Her kan den være helt sikker på PD’s støtte, ligesom den gamle kending Silvio Berlusconis parti Forza Italia også giver sin opbakning.

Resten af den italienske højrefløj er gået all-in på højreradikal nationalisme og flirt med fascismen. Derfor har Berlusconi – som engang for rullende kameraer gav sit lidet flatterende besyv på Angela Merkels udseende – fundet ud af, at han er den saglige og pro-europæiske stemme på det italienske centrumhøjre. Man har vel et standpunkt, til man tager et nyt.

Femstjernebevægelsen har også fundet sig et nyt standpunkt. Sig farvel til bevægelsen, der efter sigende ville føre befolkningens politik, og hvis parlamentarikere ikke var politikere, men ordførere for befolkningen. Sig i stedet goddag til et parti, hvis politiske leder Luigi di Maio beder sine parlamentarikere om at vise modenhed ved samlet at stå bag en samlingsregering.

Draghi skal nok få opbakning til at danne en regering. Hvis han ikke kan, kan ingen, som den meget kyndige italienskender Bernhard Hagen har udtrykt det.

Mario Draghi er i manges øjne kendt som den, der reddede euroen og Italiens økonomi under den europæiske gældskrise omkring 2013. Her udtalte han de berømte ord ”whatever it takes” som svar på, hvad den Europæiske Centralbank ville gøre for at redde euroen. Det satte gang i den europæiske seddelpresse og lagde låg på markedernes bekymringer for Italiens enorme statsgæld.

Markederne har også reageret positivt på, at Draghi nu skal danne regering i Italien. Renterne på de italienske statsobligationer er således faldet ret markant. Det lader til, at bankfolk godt kan lide det, når bankfolk bliver regeringsledere.

Teknokraternes vælgerskred

Draghi har nu to opgaver. Han skal få iværksat en hårdt tiltrængt saltvandsindsprøjtning til den italienske økonomi oven på corona, og så skal han undgå at komme i undertal, så der kan komme nyvalg. Farerne ved et nyvalg er nemlig de samme som tidligere. Der er fortsat en meget reel risiko for, at den yderste højrefløj kan komme til at danne regering. I så fald kan premierministeren komme til at hedde Matteo Salvini fra Lega-partiet. Matteo Salvini er en mand, der i sin tid som indenrigsminister ringede på døren hos en mand med et arabisk-klingende navn i Bologna for at spørge, om han monstro solgte narko. Det er den slags typer, der kan komme til at danne regering i Italien, og det vil mange gerne undgå.

“Desværre lider den italienske venstrefløj under en forbløffende mangel på politiske visioner og karismatiske politikere. Venstrefløjspartiet Liberi e Uguali har været domineret af sympatiske politiske dinosaurer med mere fortid end fremtid.”

En dag skal italienerne under alle omstændigheder til valg igen. Spørgsmålet er, om Mario Draghis regering kun kommer til at udsætte pinen. Tidligere teknokratregeringer har ikke ligefrem formået at rykke vælgerskarerne fra yderfløjene og ind til det politiske centrum. Tværtimod. Under den seneste teknokratregering med en anden Mario, der også er blevet kaldt Super Mario, nemlig Mario Monti, så man et enormt vælgerskred væk fra midten og ud til højrefløjen og til Femstjernebevægelsen. Hvorfor skulle denne samlingsregering få vælgerne til at forlade højrefløjen?

Slap venstrefløj

Desværre lider den italienske venstrefløj under en forbløffende mangel på politiske visioner og karismatiske politikere. Venstrefløjspartiet Liberi e Uguali (Frie og Lige) har været domineret af sympatiske politiske dinosaurer med mere fortid end fremtid. På det seneste har de været begavet af, at deres politiske leder – den kun 42-årige Roberto Speranza, hvis efternavn i øvrigt betyder håb – har høstet stor folkelig anerkendelse og opbakning for sin ageren som sundhedsminister under corona-pandemien.

Det ændrer ikke på, at Liberi e Ugualis opbakning i meningsmålingerne er på to-tre procent. Omtrent som opbakningen til Renzi.

Mario Draghis regering har en lettere opgave en Mario Montis. Den skal fordele penge, som Italien får fra EU’s corona-genopretningsfond og sørge for, at pengene rent faktisk bliver brugt af Italiens frustrerende langsommelige bureaukrati. Det drejer sig om sådan cirka 200 milliarder euro. Mario Monti havde til opgave at gennemføre en benhård, EU-dikteret sparepolitik. Det begejstrede ikke vælgerne, og det er svært at se, at vælgerne skulle begejstres synderligt af endnu en finansmand i 70’erne, som skal føre anstændighedens politik gennem Italiens seneste økonomiske og politiske krise. Men man har jo lov at blive overrasket.