119 politiske forlig sætter Folketinget i spændetrøje

Velfærdsforliget er ikke det eneste forlig som forhindrer politiske forandringer efter det kommende folketingsvalg. En ny opgørelse fra finansministeren afslører, at regeringen og oppositionen har bundet hinanden ind i 119 politiske forlig. »Ved folketingsvalg slås partierne om forskellige emner, men samtidig er rigtig meget lagt fast i nogle forlig, som også gælder efter valget,« lyder det fra statskundskabsekspert.

Af Kim Kristensen

Selv om både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, taler om, at der er to veje i dansk politik ved det kommende folketingsvalg, så er der på lange strækninger faktisk kun én: På område efter område har den røde og den blå blok allerede aftalt, hvordan politikken skal se ud efter det kommende folketingsvalg. En ny opgørelse fra finansminister Kristian Jensen (V) til Folketingets finansudvalg afslører nemlig, at der eksisterer 119 såkaldte politiske forlig. Forlig, som strækker sig fra det måske mindre vigtige som Løkke-regeringens aftale med Dansk Folkeparti om at forenkle erhvervsfremmesystemet og til det mere vigtige; samme regerings aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Konservative og De Radikale om at levetidsindeksere folkepensionsalderen så den stigende levetid i befolkningen afspejler sig i flere år på arbejdsmarkedet.

 »Ved folketingsvalg slås partierne om forskellige emner, men samtidig er rigtig meget lagt fast i nogle forlig, som også gælder efter valget,« siger Flemming Juul Christiansen, lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet (RUC). »Og især når det er brede politiske forlig, er de svære at ændre. Men det er jo også det, som er meningen med dem. Så på den ene side er det her det samarbejdende folkestyre i praksis: Når mindretalsregeringer kan fungere forudsætter det, at der er partier som er villige til samarbejde og tilsvarende en regering som er villig til at gøre det. Men en sideeffekt er, at der en helt masse ting, som vælgerne ikke kan tage stilling til direkte ved det kommende folketingsvalg. De kan ikke ændres«.

Velfærdsforliget

Senest er netop aftalen om folkepensionsalderen, det såkaldte Velfærdsforlig, kommet i søgelyset, fordi det – angiveligt – spænder ben for Socialdemokratiets forslag om i den kommende valgperiode at indføre en differentieret folkepension.

Forliget fra 2006 slår fast, at folkepensionsalderen skal stige i takt med levealderen. Men hvis Socialdemokratiet gennemfører partiets udspil, vil der være tale om forligsbrud i forhold til pensionsalderen, lyder analysen fra partiets forligspartnere. De opfordrer derfor Socialdemokraterne til at opsige forliget, inden folketingsvalget, hvis partiet virkelig mener det. Og den samme melding kommer fra Enhedslisten, som forventes at blive støtteparti for den socialdemokratiske mindretalsregering, hvis magten skifter efter folketingsvalget.

»Det er helt tydeligt med meldingen fra regeringspartierne, DF og Radikale i dag, at uret tikker, og det er meget alvorligt,« siger partiets politiske ordfører, Pernille Skipper. »Hvis socialdemokraterne ikke får taget sig selv i kraven og forlader forliget før valget, risikerer vi, at vi heller intet kan gøre efter valget – heller ikke, selvom der skulle være flertal for det«.

Socialdemokratiet mener dog ikke, at der vil være tale om forligsbrud, selv hvis der først laves en konkret model efter valget. Ifølge partiet er det eneste, der i dag er forligsbelagt, nemlig forhøjelsen af levetiden. Desuden er et forlig formelt heller ikke juridisk bindende.

»Jeg synes slagteriarbejdernes formand siger det mest præcist,« skriver partiets medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg Mattias Tesfeye på Twitter og citerer formanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, for følgende: »Jeg forstår ikke helt, hvad det er Kristian Thulesens Dahl (Dansk Folkepartis formand, red.) prøver at sige. Det lyder som klassisk Christiansborg-fnidder«

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere oplyst, at »om en eventuel indførelse af en differentieret folkepensionsalder vil medføre behov for ændringer i forliget, vil afhænge af den konkrete model, som måtte blive indført«.

Enige om at være uenige

Ifølge Flemming Juul Christiansen indgår partierne – måske overraskende – ikke forlig om det, som de er enige om. Tværtimod. Partierne indgår forlig om det, som de er uenige om, men trods alt alligevel ønsker at blive enige om. Eller det er i hvert fald konklusionen, efter han i bogen »Politiske forlig i Folketinget: Partikonkurrence og samarbejde« har analyseret de politiske forlig i perioden fra 1953 til 2005.

»Selvfølgelig kan regeringen godt fremlægge et lovforslag om noget, der er kontroversielt, hvorpå partierne efterfølgende forhandler med hinanden – for til sidst at vedtage eller forkaste forslaget. Men i de fleste tilfælde forsøger regeringen at forhandle på forhånd og derfor er en betydelig del af lovgivningen nu om dage følge af politiske forlig. Jo mere konfliktfyldt et politisk emne er, jo større er sandsynligheden for, at det er bliver aftalt i et forlig«.

Blandt de mange forlig er også aftalen fra 2012 mellem den daværende Thorning-regering og Venstre samt De Konservative (Liberal Alliance har senere tiltrådt forliget) om en budgetlov, som betyder at fastsættes en fast, øvre grænse for udgifterne i stat, regioner og kommuner. Aftalen fra 2009 mellem den daværende Løkke-regering og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF og Liberal Alliance om at liberalisere bogmarkedet. Og DIS-aftalen fra 1988 mellem den daværende Schlüter-regering og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale (Liberal Alliance har senere tiltrådt forlige) der giver danske redere mulighed for at slippe for at betale indkomstskat, når der udbetales løn til personalet på skibene. Fælles for alle tre aftaler er – som i de fleste forlig – at der ikke er fastsat noget udløbsår for disse.

Lovkvalitet

Historisk er der også kommet flere forlig gennem årene og særligt efter jordskredsvalget i 1973. Men det at politikken på denne måde aftales, før lovforslagene fremlægges, rummer også en risiko for lovkvaliteten, mener Flemming Juul Christiansen.

»Problemet er, at under forligsforhandlingerne får alle jo noget, og når man så bagefter, under lovgivningsarbejdet i folketingssalen, netop falder over et problem, fordi det måske har gået for stærkt, så er det svært at gøre noget ved det, fordi resultatet af forliget også skyldes en politisk afvejning«.

Lektoren henviser til, at nok har den såkaldte reformkapacitet, af samme årsag, været stor, men der er en pris. Normalt vil et lovforslag nemlig blive sendt i høring, inden det bliver fremlagt i folketingssalen. En høring hvor interesserede parter kan komme indvendinger, som politikerne så kan lytte til og bruge til at tilpasse lovene.

»Sådan foregår det selvfølgelig formelt stadig, men et af formålene med et forlig, eller politisk aftale, er netop, at forhindre interesser ude i samfundet i at opbygge en koalition mod det aftalte. Resultatet er, at indvendinger, som ville kunne møde bred opbakning, alligevel ikke fører til noget, fordi de ripper op i noget, som er aftalt«.