Demonstration i Düsseldorf mod Europas to mest højreorienterede præsidenter; Polens Jaroslaw Kaczynski og Ungarns Viktor Orban. Foto: Friedemann Vogel
5 min. læsetid

Coronakrisen får i første omgang stolen til at vakle yderligere under Polens nationalkonservative regeringsparti, men på længere sigt kan krisen styrke ‘Forenet Højre’.


Af Søren Riishøj

Den største fare i polsk politik lige nu er kaos og uforudsigelighed, ikke diktatur. For polsk politik er nemlig mere uforudsigelig end coronavirussen. Det konkluderer journalisten Rafal Kalukin i det nye nummer af det regeringskritiske polske nyhedsmagasin »Polityka«.

Jaroslaw Kaczynskis Polen er således meget anderledes end Viktor Orbans Ungarn. Den ungarske premierminister har – stik modsat lederen af det nationalkonservative regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS) i Polen – et solidt flertal bag sig i parlamentet. Hvorimod regeringssammenholdet i Polen vakler alvorligt, hvilket alt for ofte overses blandt såkaldte eksperter og medier i det gamle Europa (herunder i høj grad også i Danmark). Her betragtes Jaroslaw Kaczynski nærmest som en diktator.

Men Polen har i dag reelt en mindretalsregering. Ikke bare vakler sammenholdet nemlig i Forenet Højre, hvortil Lov og Retfærdighedspartiet hører. Forenet Højre har ikke flertal i det polske overhus eller Senatet.

Præsidentvalg truet

Efter planen skal polakkerne til præsidentvalg søndag 10. maj. Men ingen véd i skrivende stund om det overhovedet lader sig gøre at afholde præsidentvalget midt under corona-krisen, hvor dele af Polen fortsat er lukket ned.

Den polske premierminister Morawiecki taler om en »lille« udsættelse til 17. eller 24. maj. Mens oppositionen til gengæld på skift taler om at udskyde præsidentvalget til efteråret, eller alternativt til maj næste år. Antagelsen er, at regeringen til den tid vil være yderligere svækket på grund af den økonomiske recession.

Hvis præsidentvalget udskydes til efter sommerferien, indfører regeringen sandsynligvis en form for undtagelsestilstand (betegnet som »stan nadzwyczajny«). Om regeringen derefter fortsætter er tvivlsomt, så et nyvalg til den tid vil da være en mulighed.

Det kan måske få nogle af kritikerne inden for Forenet Højre – og måske også i andre partier – til at skifte mening. Et nyvalg kan jo blive enden på parlamentsmedlemmernes politiske karriere.

Om der er flertal for at afholde præsidentvalget her i maj, bliver afgjort en af de allernærmeste dage via debat og afstemning i parlamentet, få dage før den oprindeligt planlagte valgdato.

Spørgsmålet er også, om det polske postvæsen overhovedet kan klare den gigantiske opgave, det er at gennemføre præsidentvalget via brevafstemning? Bekæmpelsen af corona-virussen har – som i en del andre lande – været kendetegnet ved udbredt kaos og katastrofale forhold i sundhedsvæsenet.

Premierminister Mateusz Morawiecki til begravelse under coronakrisen. Landets sundhedssystem har været kendetegnet ved kaos under corona-epidemien, og det kommende præsidentvalg bliver måske udskudt.. Foto: PiS / Facebook

Den sociale kontrakt truet

Meget har i sandhed ændret sig i polsk politik i forhold til årene efter parlamentsvalget i 2015, hvor Lov og Retfærdighedspartiet kom til magten. Dengang var den politiske stabilitet langt højere, da Andrzej Duda, Lov og Retfærdighedspartiets kandidat, vandt præsidentposten.

Strategien »god forandring« blev lanceret som et alternativ til den politik, der var blevet ført under de forrige regeringer ledet af det liberalt-konservative parti Borgerplatformen. Den polske økonomi var frem til coronakrisen stabil, og råderummet i den økonomiske politik derfor ret høj.

Nu må Lov og Retfærdighedspartiet i stedet for første gang styre et land under en økonomisk nedtur og alvorlige problemer med folkesundheden. Den sociale kontrakt – at give folk flere penge i lommen til gengæld for politisk støtte – kan ikke længere opretholdes. Og den politiske stabilitet, som regeringen før slog på, kan den heller ikke levere.

Fjendebilleder eksisterer stadig og bruges også politisk. Men det er ikke så let som før blot at skyde skylden på den gamle »privilegerede elite« og på Bruxelles og altså EU.

Hvem er »fjenden« anno 2020?

Det spørgsmål er ikke så let at besvare som før. Det skal dog ikke glemmes, at selve det – at kaste skylden over på fjenden og bruge sammensværgelsesteorier og fralægge sig egen skyld – ikke alene er brugt af de højrenationale polske partier. Den liberale »mainstream« elite bruger bestemt også den fremgangsmåde. Her er fjenden bare populister, højrenationale kræfter og bestemte stater – og frem for alt Kina og Rusland som jo truer den fremherskende liberale orden og politisk status quo.

Som publicisten og forfatteren Witold Gadowski meget rigtigt konstaterer i nyhedsmagasinet ­­­­­­­­­­»Do Rzeczy«, kan Lov og Retfærdighedspartiet måske på længere sigt trøste sig med, at den nye »post-corona« samfundsorden formodentlig bliver mindre global, mere national og decentral, og med vægt på selvforsyning.

Polen har, modsat ganske mange andre lande, gode muligheder for at styrke lokalsamfundene ved at oprette selvforsynende »kantoner«. Landet har sunde fødevarer, mange små producenter af fødevarer og rigtig mange mindre og mellemstore virksomheder også i andre brancher. At styrke nationalstaten passer nationalkonservative bedre end liberale. Så måske er coronakrisen slet ikke så ringe endda, set med de polske, nationalkonservative briller.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).