Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
12. juni. 2021

Portræt: Marie Nielsen var en ukuelig og revolutionær kvinde til det sidste

Hun døde i glemsel, frosset ude af det kommunistiske parti. Alligevel bliver Marie Nielsen stadig husket 70 år senere. Hun var en afgørende del af den revolutionære danske venstrefløj i første halvdel af det 20. århundrede, men betalte en høj pris for at holde fast i sine idealer.

Foto: Selskabet for Arbejderhistorie
15 min. læsetid

I år er det 70 år siden, Marie Nielsen døde. Nogle måneder inden hun udåndede den 6. april 1951, var hun blevet interviewet i ”Socialdemokraten” af den gamle arbejderdigter, Oskar Hansen, i anledning af hendes 75 års fødselsdag. Interviewet sluttede med disse ord….”forresten er der dem, der har sagt, at selv om jeg ikke står i Det Kommunistiske Parti, er jeg Danmarks eneste kommunist.” Hun døde stille og glemt af mange af sine gamle kammerater, og uden den respekt, hun burde have nydt for sit imponerende politiske arbejde. Da hun ikke længere var medlem af partiet, blev hun også skrevet ud af  DKP’s partihistorie.

Fattigdom i starten af livet

Marie Nielsen blev født 23. december 1875 i et husmandshjem i Herlev på Frederiksborg-egnen. Imod sædvane fik hun lov til at blive i hjemmet, og kom først ud at tjene som 14-årig. Hun havde forskellige pladser som tjenestepige til hun var omkring 25 år. På det tidspunkt, hvor andre unge piger gifter sig og får børn, havde Marie Nielsen en anden drøm. Hun ville have en uddannelse. Hun gik ud og gjorde rent, vaskede for folk, og sparede samtidig op til at komme på seminariet. I 1904 lykkedes det hende at komme på Femmers Seminarium, hvorfra hun tog lærereksamen i 1908. Senere i 1912 supplerede hun den med en faglærereksamen i historie. En bedrift, der på det tidspunkt var ganske enestående for en kvinde, der kom fra fattige kår. Det vidner om høj intelligens og stor viljestyrke.

I 1908 meldte Marie Nielsen sig ind i Socialdemokratiet og det socialdemokratiske ungdomsforbund, som lå klart til venstre for moderpartiet. Fra 1812 begyndte hun at markere sig i Ungdomsforbundet. Hun blev indvalgt i ledelsen, og begyndte at skrive i deres blad ”Fremad”. Hun blev også meget brugt som taler ved møder. Mens Socialdemokratiet i årene omkring 1. Verdenskrig blev mere højredrejet, bevægede Marie Nielsen sig i en revolutionær retning. Hun fik kontakt med flere internationale socialister, der var tilknyttet Zimmerwald-bevægelsen. Den udgjorde dengang venstrefløjen i 2. Internationale, og var forløberen for 3. Internationale, også kaldet Komintern.

Det var egentlig Marie Nielsens plan at forsøge at samle venstrefløjen i partiet. Efter Socialdemokratiets kongres i 1918, hvor man besluttede at indgå valgsamarbejde med ”De Radikale”, meldte hun sig imidlertid ud af partiet. I ”Fremad” skrev hun blandt andet som afsked: ”Det er ikke visse Partirammer, jeg har elsket og tjent, men derimod den Klasse, som jeg tilhører. Ifølge min Anskuelse repræsenterer det store Socialdemokrati ikke mere Arbejderklassens sande Interesser, det har mistet evnen til at være det våben, hvormed arbejderklassen skal tilkæmpe sig økonomisk Frigørelse.”

Socialistisk Arbejderparti

Allerede inden Marie Nielsen formelt havde forladt Socialdemokratiet, havde hun taget kontakt til forskellige oppotionelle arbejdere, hvoraf nogle var tilknyttet den ‘syndikalistiske’ bevægelse. Hun var en af  initiativtagerne til det første parti til venstre for Socialdemokratiet, der også blev forløberen til Danmarks Kommunistiske Parti. På et offentligt møde 27. marts 1918, blev Socialistisk Arbejderparti proklameret. Man besluttede at deltage i det kommende valg. Det samme gjorde en anden udbrydergruppe ”Det uafhængige Socialdemokrati”.

Begge partier hævdede også at være en del af Zimmerwald-bevægelsen, men efter en undersøgelse gennemført af Zimmerwald-kommissionen i Stockholm, blev Det uafhængige Socialdemokrati vraget. Det Socialistiske Arbejderparti fik støtte fra kommissionen til at udgive et ugeblad, og Marie Nielsen skød også en del penge i det. I maj 1918 udkom det første nummer af ”Klassekampen” så. Her var Thøger Thøgersen redaktør, og fra 1. oktober 1918 udkom ”Klassekampen” som dagblad, med Marie Nielsen som redaktør. Hun havde fået orlov fra sit arbejde som kommunelærer ved Frederiksberg skolevæsen, et arbejde hun havde haft, siden hun blev færdig som lærer i 1908.

Marie Nielsen og Thøger Thøgersen sammen med et tysk arbejder- og soldaterråd i 1918. De to dannede parløb i udgivelsen af “Klassekampen”. Thøgersen blev senere formand for DKP, men blev ligesom Nielsen udelukket fra partiet. Arkivfoto fra Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Strejker, fængslinger og politivold

Sommeren 1918 blev en varm sommer med en bølge af strejker og demonstrationer. Inspireret af revolutionen i Rusland og den revolutionære bevægelse i Tyskland, troede mange revolutionære, at revolutionen stod for døren. Borgerskabet var synligt nervøs. I forbindelse med en militaristisk demonstration blev flere af partiets medlemmer, Thøger Thøgersen, Chr. Christensen, Lauritz Hansen og Niels Johnsen arresteret. Den 5. november blev Thøger Thøgersen løsladt, men de andre beholdt man. 10. november kaldte Socialistisk Arbejderparti til demonstration på Grønttorvet. Der mødte omkring 50.000 frem, og der blev vedtaget en resolution, der gav myndighederne frist til den 13. november til at løslade de fængslede. Der opstod tumulter, og politiet slog hårdt ned på demonstranterne. Kvinder og børn og tilfældige tilskuere blev offer for en politibrutalitet uden sidestykke. Herefter fulgte arrestationer af lederne af Socialistisk Arbejderparti og Fagoppositionens Sammenslutning (syndikalisterne). Marie Nielsen blev arresteret sammen med Thøger Thøgersen.

“jeg finder, at den foragteligste og usleste type på denne jord efter alfonsen, er den usling af en mandsperson, der køber sig gadens pige, og når han er kommet økonomisk slet fra den forretning, så render han til Politiet og anmelder pigen”

Marie Nielsen, i samtale med en fængslet prostitueret kvinde

Marie Nielsen sad varetægtsfængslet i 6 måneder før hun fik sin dom, og dengang blev tiden i varetægtsfængsel ikke fratrukket i dommen. Både hun og Thøger Thøgersen fik en dom på halvandet års tugthus. Tiltalen var for “anstiftelse og overtrædelse af straffeloven”, for “vold og fornærmelse mod politiet, anstiftelse overfor militærpersoner, mytteri og lydighedsnægtelse”. Alle sigtelserne byggede på hendes artikler i ”Klassekampen”. Marie Nielsen ankede straks til Højesteret, som den 15. december 2019 nedsatte straffen til 6 måneders almindeligt fængsel.

Mens hun sad varetægtsfængslet talte hun med mange af sine medfanger, som var prostituerede. I følgende optegnelse fra fængslet kommer hendes sociale engagement her til udtryk.” Jeg talte en del med hende. Det var tredje gang hun blev straffet. Som 18-årig var hun fra provinsen kommet til København og meget hurtigt var hun, thi jeg finder det gået ud i Strømmen, hendes forsyndelse var denne Gang den sædvanlige: Hun havde solgt sit legeme til utugt, bestjålet den mand, hun havde solgt sit legeme til, og han havde så meldt hende.” Sig mig, sagde hun, er det egentlig en synd? Hvorfor straffer man mig? Jeg var på et hængende hår til at svare nej til det første spørgsmål, thi jeg finder, at den foragteligste og usleste type på denne jord efter alfonsen, er den usling af en mandsperson, der køber sig gadens pige, og når han er kommet økonomisk slet fra den forretning, så render han til Politiet og anmelder pigen. Hvorfor findes der ikke i Straffeloven paragraffer for disse ”Gentlemen”? Hvorfor skal ikke manden, der køber en kvindes legeme ikke ligeså vel kunne straffes? For hende kunne der måske findes mange forklarende og formildende grunde, for ham ikke. Velsagtens fordi straffeloven er skrevet af mænd?”

Ligefør hun startede på afsoningen af sin dom i 1920 havde hun skrevet en pjece om udsigterne til revolution i Danmark. ”Er  Danmark modent for socialisering? Svaret er ja for Kapitalismen har ved verdenskrigen fremmanet kræfter, som den ikke mere kan holde i ave. Overfor den rebellerende arbejderklasse vil dens magt falde sammen som et Korthus.” Hun slutter med at sige: ”Det skal lykkes og vil lykkes, så sandt som kun eet er i stand til at føre samfundene ud af deres nuværende trin og anarki og føre dem fremad og opad til en højere og ædlere Form, og dette er arbejdet.”

Berufsverbot og oprettelse af DKP

Fængselstiden blev kort, for i forbindelse med påskekrisen  i 1920 blev der givet politisk amnesti, og Marie Nielsen og andre politiske fanger blev løsladt. Marie Nielsen forsøgte at komme i arbejde igen som lærer, men Frederiksberg skolevæsen ville ikke have en straffet person. Selv om der aldrig  havde været noget at udsætte på hendes undervisning, blev hun afskediget uden pension. Hun anlagde sag ved landsretten og fik tilkendt pension, men ved en appel til Højesteret blev den taget fra hende igen. Hun arbejdede hun kort tid i en tekstilfabrik og fik derefter arbejde i sygekassen ”Fremtiden”, hvor hun i mange år virkede som en slags socialrådgiver. Det var længe før der var nogen, der hed det og på en måde kan man sige, at hun var Danmarks første socialrådgiver.

I august 1919 afholdt Komintern kongres i Moskva. Selv om Socialistisk Arbejderparti var blevet opløst, kom hun med alligevel ved hjælp af sin gode ven, Martin Andersen Nexø. Rejsen var vanskelig, og gik over Nordnorge til Murmansk, og med jernbane til Leningrad, og derfra videre til Moskva. Det lykkedes for hende under sit ophold at komme i audiens hos Lenin. Hun var imponeret over hans viden, og forbavset over, hvor meget han kendte til danske forhold.

Hjemme igen fortsatte hun sit politiske arbejde. I november 1919 sluttede flere grupper på venstrefløjen sig sammen, en gruppe fra Socialdemokratisk Ungdom og en fra Socialistisk Arbejderparti og en gruppe fra den syndikalistiske fagopposition. De dannede Danmarks venstresocialistiske Parti, som året efter tog navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti, efter at have tilsluttet sig 3. Internationale. Partiet var præget af indre modsætninger, og i 1922 kulminerede det i et kup, hvor partiet blev sprængt i to partier, som begge kaldte sig kommunistiske. “DKP Blågårdsgadepartiet” og “DKP Møntergadepartiet”, blev de kaldt. Marie Nielsen endte i Møntergadepartiet, som ikke blev anerkendt af Moskva.

Ekslusion

Marie Nielsen havde ikke tænkt sig at acceptere den beslutning stiltiende. Hun rejste i juli 1922 til Moskva sammen med partiets leder, Thøger Thøgersen. Afgørelsen blev dog ikke ændret. Det blev i stedet besluttet, at der skulle arbejdes på at slutte de to partier sammen. Marie Nielsen blev indsat i det organisationsudvalg, som skulle forberede sammenslutningen, men det gik ikke så godt. På kongressen i 1922 blev hun ekskluderet af partiet, formentlig på grund af personlige modsætninger mellem hende og Thøger Thøgersen.

Da Marie Nielsen nu var partiløs, besluttede hun sig for at lave et kommunistisk tidsskrift, og udgav i 1923-24 ”Kommunistisk Internationale”, som nåede at udkomme med i alt 11 numre. Hun havde straks efter eksklusionen søgt om optagelse i Blågårdsgadepartiet, men havde fået at vide, at det måtte vente lidt.  Partierne blev sluttet sammen i 1923, men først i 1924 blev Marie Nielsen optaget som medlem igen. Prisen for dette var, at hun måtte opgive at udgive ”Kommunistisk Internationale”.

Det blev til 11 numre af “Kommunistisk Internationale”, inden Marie Nielsen måtte opgive udgivelsen. Det var prisen for at komme tilbage i Danmarks Kommunistiske Parti.

Fagligt arbejde og kvindepolitik

Marie Nielsen, som nu var uden for den ledende kreds i partiet, tog i stedet fat på fagligt arbejde og kvindepolitik. Allerede i 1921-22 var hun for første gang med i en kvinde-komité, der stod for indsamling af tøj til nødlidende russiske børn. I den forbindelse fik hun kontakt til Kominterns internationale kvinde-komité, som Clara Zetkin var formand for.

“Marie Nielsen blev indkaldt til et møde, hvor hun inden 3 dage skulle afgive en skriftlig erklæring om, at hun ville følge partiets paroler som disciplineret kommunist. Da det ikke skete, blev hun i første omgang suspenderet”

Anden gang hun blev inddraget i kvindepolitisk arbejde var i forbindelse med det faglige arbejde. Med udgangspunkt i i oppositionen i Kvindeligt Arbejderforbund, dannede hun i 1924 sammen med Inger Gamburg ”Kvindernes Oplysningsforening”, der senere blev omdøbt til Kvindernes Oplysningsforbund.

Fra 1925 udgav hun tidsskriftet ”Kvindernes Oplysningsblad”, der senere blev til ”Arbejderkvindernes oplysningsblad”, og fra 1933 ”Arbejderkvinden”. Det faglige arbejde kunne efter Nielsens mening ikke organiseres i partiregì, og sammen med formanden den største smedeafdeling Otto Wulff, gik de i gang med at organisere klubber på arbejdspladserne. De blev samlet i ”fagklubbernes Samvirke”, som var socialistisk, men ikke partipolitisk. Meningen med det var, at det skulle være en slags indslusning til partiet. De udgav i 1928 et blad, der hed ”Faglig kamp”, som Marie Nielsen var redaktør for.

Eksklusion – benådning – eksklusion

Samme år strammedes disciplinen i partiet på Kominterns foranledning, og Marie Nielsen blev indkaldt til et møde, hvor hun inden 3 dage skulle afgive en skriftlig erklæring om, at hun ville følge partiets paroler som disciplineret kommunist. Da det ikke skete, blev hun i første omgang suspenderet. Flere andre, bl.a. Otto Wulff blev på det tidspunkt  ekskluderet.  I begyndelsen af 1929 blev hun beskyldt for at have sympati for Trotski og for at insinuere, at kapitalismen var under restaurering i Sovjetunionen. For dette blev hun ekskluderet med begrundelsen kontrarevolutionær propaganda.  Hun skrev straks et brev til Komintern og appellerede samtlige eksklusioner og berettede om kaotiske forhold i partiet, heriblandt underslæb.

Marie Nielsen fortsatte sit kvindepolitiske arbejde i Arbejderkvindernes Oplysningsforbund og sammen med 12 andre kvinder blev hun inviteret til på en rejse til Sovjetunionen i 1930. Bagefter skrev de en pjece om de sociale og faglige forhold i Sovjetunionen, hvor de tog stærkt parti for Sovjet.  I 1932 blev Marie Nielsen igen optaget i DKP. Hun fortsatte i Arbejderkvindernes Oplysningsforbund, som nu især beskæftigede sig med seksuelle spørgsmål. Det var ikke populært i partiet og blev anset som rent tidsspilde.  I 1934 skulle forbundet reorganiseres og det faglige arbejde udskilles. Organisationen ophørte formentlig kort efter.

I 1936 kom der forslag til en ny seksuallovgivning i Sovjetunionen, som afskaffede den fri abort, og indførte præmier til kvinder med mere end 8 børn. Forslaget faldt ikke i god jord hos Marie Nielsen, som i partiavisen ”Arbejderbladet” skrev, at præmiesystemet ville reducere kvinderne til fødemaskiner. Videre skrev hun, at man ved likvidering af undervisning i svangerskabsforebyggelse og måske også anden seksualviden, igen driver ”Seksual-problemer ind i den lumre sovekammer-atmosfære, og kommer til at understøtte det katolsk pavelige standpunkt: Alt seksuelt Samvær mellem Mand og Kvinde, der ikke har forplantning til formål er ”syndigt”. Om ikke imod Gud så mod Stalin”. Det sidste skulle ifølge Marie Nielsen være en trykfejl, der skulle stå staten i stedet for Stalin.

Læs også: Morten, Marie og revolutionen

Avisens redaktør, Martin Nielsen, forsvarede loven i en lang artikel, og kaldte Marie Nielsen ”en drømmende småborger”, som ikke kunne se lovforslaget i sammenhæng med de socialistiske produktionsforhold. Marie Nielsen sendte en svarartikel, som imidlertid ikke blev optaget i avisen.

På samme tid foregik de store skueprocesser i Moskva imod en række gamle bolsjevikker. I processen mod Zinoviev og Kamenev forsvarede Marie Nielsen dem i brev direkte til Kominterns generalsekretær Giorgi Dimitrov.  Hun sluttede med at skrive: ”Man kan og vil ikke tro, at gamle marxister; Lenins mangeårige diciple har forvandlet sig til individuelle terrorister.”

Der blev holdt et møde i partiet om processerne, hvor Martin Nielsen talte for dem og Marie Nielsen imod. Efter mødet blev hun beskyldt for at have trotskistiske synspunkter. Hun blev imidlertid ikke ekskluderet med det samme, fordi hun var nær veninde af partilederen Axel Larsens kone Betty. Komintern krævede dog Marie Nielsen ekskluderet, og det skete den 7. september 1936.

Josef Stalin med sin nære allierede, Kliment Voroshilov. I Sovjetunionen var den revolutionære drøm blevet til et mareridt under Stalin, der gennem skueprocesser udrensede alt politisk modstand. Marie Nielsen forsvarede blandt andet Grigorij Zinovjev og Lev Kamenev som ofre for et politisk attentat. Det kostede hende medlemsskabet af DKP for tredje og sidste gang. Arkivfoto.

Altid kommunist

Marie Nielsen blev ved med at være kommunist resten af sit liv, selv om hun ikke længere var medlem af et parti. Kort efter eksklusionen udgav hun en pjece om forholdene i det russiske kommunistparti, som hed ”Kampen om Trotski”. I et par år var hun  med i nogle smågrupper, der var dannet til venstre for DKP, men hun var efterhånden blevet gammel, og helbredet var ikke så godt. Den sidste offentliggjorte artikel af Marie Nielsen kom i ”Det ny Arbejder-Blad ” i 1947, og blev udgivet af Revolutionære Kommunister.

Marie Nielsen gav aldrig køb på sin overbevisning, og gik ikke på kompromis med sine holdninger. Hun bøjede sig gerne for beslutninger, der fremmede den fælles sag, men hun var modstander af kadaver-disciplin, som ikke tillod det enkelte menneske at tænke selv. Hendes mål var et samfund, fri for udbytning og undertrykkelse. Et samfund, hvor alle mennesker kan kan leve ligeværdigt, og med respekt for hinanden. Den kommunisme i Marie Nielsens ånd lever også videre i mindet om hendes liv, 70 år efter hun udåndede i København.


Om skribenten

Kit Aastrup

Kit Aastrup

Aktivist siden slumstormer-tiden i 1972-73, og engageret i arbejdsmiljø, politiske fanger og Cuba. Har været med Præster for Fred gennem USA til Cuba. Medlem af Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU.   Læs mere