Portugals nellikerevolution: Frihed frem for alt!

Den revolution, der fandt sted i Portugal fra 1974-75, er det bedste og mest inspirerende eksempel på en revolutionær proces, man har oplevet i Europa siden Anden Verdenskrig. Den er en del af vores arv, og vi bør ikke glemme den. Derfor er Raquel Varelas bog A People’s History of the Portuguese Revolution vigtig.

Oversat af Stig Hegn fra International Socialism Journal

---

Af Peter Robinson

Da jeg besøgte Lissabon i 2014 var Raquel Varelas bog den eneste, man kunne finde hos boghandlerne, som tog sit udgangspunkt i arbejderbevægelsen. Sidste år fik jeg lejlighed til at møde forfatterinden, og vi blev enige om, at jeg skulle redigere en engelsk udgave. Omkring 200 sider er blevet udeladt, mens baggrundsmaterialet er blevet forøget, og vi har også lavet et register. Selv har jeg også haft gavn af mine erfaringer som aktivist i International Socialists (IS) i Portugal, samt af den forskning, jeg foretog bagefter. Bogen er dog på ingen måde perfekt.

Den har til hensigt at fortælle modstandens historie, de ‘navnløses’ historie, historien om de mennesker, der normalt er fraværende i historiebøger. Bogens struktur udgøres af fortællingerne om begivenhederne med vægten på arbejderklassen i bred forstand. Indimellem har Varela dygtigt indsat mere temaprægede afsnit, herunder om de antikoloniale bevægelser, kvindernes deltagelse i kampen, beboerkampe, kunstnere og revolutionen, velfærdsstatens oprindelse, landbrugsreformen, Spanien og ‘de andre led i kæden’ (som også inkluderer IS’ rolle). Denne side af sagen har andre også skrevet om, men der er ikke ret meget på engelsk. Det er en stor tjeneste, Varela har gjort os ved at samle alt dette stof, mange af kapitlerne fortjente egentlig en selvstændig behandling i bogform.

Tilladelse til en lighter

I starten af 1970erne havde Portugal en befolkning på 9 millioner, men var det mindst udviklede land i Vesteuropa. Det var Europas ældste diktaturstat, og havde stadig omfattende kolonibesiddelser som Angola og Mozambique. I modsætning til Spanien og Italien, betragtede regimet ikke sig selv som værende fascistisk, faktisk blev man arresteret, hvis man kaldet landet fascistisk. Størstedelen af befolkningen havde ikke køleskab, telefon eller bad. Man skulle have tilladelse for at have en lighter eller en transistorradio. Coca-cola var forbudt. Portugal havde en stor bondebefolkning mod nord, godser mod syd og omkring Lissabon, herunder Setúbal, et relativt lille og koncentreret industriområde, der også fandtes langs nordkysten i Porto-regionen.

Men selv om Portugal både geografisk og politisk befandt sig i udkanten af Europa, var landet i det 20. århundrede i høj grad en del af kapitalismen. En ny udvikling – som de store skibsværfter i Lisnave og Setenave – var blevet finansieret ved udenlandsk kapital. Under deres jagt på billig arbejdskraft og venligt indstillede regimer oprettede multinationale selskaber som Timex, Plessey, Ford, General Motors, ITT og Philips moderne fabrikker, fortrinsvis i industriområdet i Lissabon. Der var en udvandring fra landet, så bybefolkningens arbejderklasse voksede, det samme gjorde slumområderne.

Revolutionen startede 25. april 1974, da en gruppe yngre officerer fra den hemmelige ‘De væbnede styrkers bevægelse’, MFA (Movimento das Forças Armadas, red.), var blevet lede og kede af den nyttesløse krig mod antikrigsbevægelserne i Angola, Mocambique og Guinea-Bissau. De organiserede et kup, og væltede regimet. Fra starten strømmede folk ud på gaden, til trods for at de blev opfordret til at ‘holde sig hjemme og bevare ro og orden.’ De klatrede op på tanks og satte røde nelliker i geværløbene. Derfor bliver revolutionen tit omtalt som ‘nellikerevolutionen’.

Folk mødtes og talte sammen, hvor de boede, med soldaterne, på arbejdspladserne. De snakkede om dagens emne, som var de professorer i statskundskab. Tilliden blev større dag for dag. Folk organiserede sig overalt og på alle måder.

Besættelser på skibsværftet i Lisnave

Inden for en uge efter kuppet mellem 25. april og 1. maj var der 97 strejker – flere end der havde været et helt år under det gamle Salazar-regime. Besættelser startede på Timex, og på det store skibsværft Lisnave. På selve 1. maj deltog i omegnen af 2 millioner i fejringen. Mange af strejkerne handlede om mere i løn, om minimumsløn, om andel i firmaernes overskud og retten til den 13. – 14. månedsløn. Desuden hadede arbejderne de ledere, der havde angivet dem til det politiske politi. Omkring 40 procent at strejkerne kævede ‘saneamento’ – udrensning af de personer, der havde haft forbindelser med det tidligere regime. I februar 1975 viste officielle kilder, at 12.000 personer var blevet fjernet eller suspenderet – trods krav om moderation fra både Socialistpartiet og fra Kommunistpartiet.

De første husbesættelser fandt sted den 28. april. Tomme huse blev besat efter gentagne forespørgsler hos byrådene. Det var dem, der indtil da havde fordelt boliger, baseret på loyalitet til regimet og bestikkelser. Den nyligt oprettede JSN (Junta de Salvação Nacional, juntaen for national frelse, red.) reagerede prompte og bekendtgjorde, at ‘lovløse’ husbesættelser ikke ville blive tolereret. Den trussel blev overhørt.

Arbejdermagt og folkemagt fra neden

Demokrati fra neden blomstrede. Folk lærte, hvordan man selv skulle regere, og nye organisationer spirede – med udgangspunkt i boligområder og arbejdspladser. Arbejderkommissioner og beboerkommissioner opstod samtidigt. Der blev oprettet tusindvis af arbejderkommissioner (vurderinger svinger mellem 1.250 – 4.000) og hundredevis af beboerkommissioner (der var 166 i Lissabon). Arbejderkommissioner havde måske ikke nogen formel organisering – kommissionen ved Plessey omfattede 118 arbejdere, og da den ikke var i stand til at vælge repræsentanter, insisterede alle 118 på at deltage i det første møde med ledelsen. Men det høje kampniveau tvang arbejderne til hyppige konsultationer og til at oprette ansvarlige organisationsformer.

Arbejderkommissionerne skulle blive en ‘torn i øjet’ på de følgende regeringer. Det gjaldt hvad enten det drejede sig om at forsvare landet mod et højreorienteret angreb (som 28. september 1974 og 11. marts 1975) eller kampen mod regeringens politik med ‘national produktion og afsavn’. I starten spillede fagforeningerne ikke nogen rolle, de fleste havde forbindelser til det fascistiske regime, og deres repræsentative rolle var nærmest ikke-eksisterende. Kommunistpartiet så det som sin hovedopgave at opbygge en landsdækkende LO, kaldet Intersindical, hvilket de blev heftigt kritiseret for. Det var baggrunden for, at de negligerede arbejderkommissionerne i næsten et helt år og lod den yderste venstrefløj få indflydelse. Administrationen af mere end 1.000 arbejdspladser blev overtaget af arbejderne. Mange af dem var selvorganiserede (‘autogestão’), og andre gik skridtet længere og tiltog sig ejerskab, så de blev kaldt for kooperativer.

Som det svageste led i Europas kapitalistiske økonomi blev Portugal det land, der blev hårdest ramt af krisen i 1970erne. Tit var det desperation, der drev arbejderne til at overtage arbejdspladsen; mange direktører havde pakket deres ting og flygtet til Brasilien. Men ‘autogestão’ var i høj kurs. For eksempel blev filosoffen Jean-Paul Sartre inspireret af arbejdernes selvorganisering på Sousa Abreu, en mindre tekstilfabrik. Mange bukkede under for illusionen om, at de ‘kunne leve som en socialistisk ø i kapitalismens hav.’

Varela pointerer, at de mest militante fabrikker var dem, hvor arbejderne besluttede ikke at overtage helt. På en forespørgsel svarede de: ‘Det er en fordel for os at vente på, hvad ledelsen vil foretage sig, ‘ og ‘det vil ikke være arbejderkontrol, hvis vi bare driver virksomheden som ledernes firma.’

Hendes bog viser, hvordan arbejdernes aktioner tit fremtvang en nationalisering af firmaet eller fabrikken. Det viste sig tydeligt den 11. marts 1975, samme dag som et højreorienteret kupforsøg blev slået tilbage. På denne dag besatte bankansatte nogle banker og krævede nationalisering. Den efterfølgende dag bekendtgjorde MFSs revolutionsråd nationaliseringen af de portugisiske banker. Så var det forsikringsselskabernes tur – efterfulgt af en tsunami af nationaliseringer. Den 15. april besluttede den 4. provisoriske regering – der var 6 regeringer af den type mellem 1974 – 1975 – at nationalisere en halv snes af de firmaer, der tilhørte de eksproprierede finansielle grupperinger, herunder selskaber i sektorer som benzin, elektricitet, gas, tobak, bryggerier, stålværker, cement, søtransport, cellulose, skibsværfter, transport, kollektiv trafik. Varela skriver dog med et forbehold: “Faktisk var nationaliseringen af nogle selskaber et forsøg på at undgå kapitalflugt og landets fallit – en slags investeringskontrol – snarere end det var et forsøg på at undgå den blomstrende arbejderkontrol.’

Hæren side om side med arbejderklassen

Beboernes kamp og husbesættelserne havde stimuleret krav, der havde en sammenhæng med vandforsyning, elektricitet, kloakering og børnepasning (børnehaver m.v.), og det førte frem til politiske spørgsmål som statens muligheder for bygge boliger og have ejendom. Kravene blev øget i den anden halvdel af 1975. Mange beboerkommissioner lavede alliancer med arbejderkommissioner. Det var nok til gensidig inspiration.

I mange tilfælde stod hæren side om side med arbejderklassen og ikke med de større politiske partier. Tusindvis af soldater gjorde oprør. Varelas bog er fyldt med førstehåndskendskab til radikaliseringen inden for militæret. Blot et enkelt eksempel fra en demonstration 12. september 1974 mod de strenge love mod strejker: Mere end 5.000 arbejdere med sikkerhedshjelm fra Lisnave-værftet marcherede til Arbejdsministeriet i Lissabon. Kommunistpartiet havde bandlyst demonstrationen, regeringen havde forbudt den og forberedte sig på at sætte tropper ind mod demonstrationen.

“Mellemspillet med de væbnede styrker var af afgørende betydning for de personer, der prøvede at styrte regimet. Jeg havde gerne set en mere analytisk tilgang til det i bogen, fordi det er relevant med henblik på alle revolutionære processer, f.eks. i skrivende stund i forbindelse med begivenhederne i Sudan”

Den øverstbefalende fortalte os, at han havde modtaget et telefonopkald om demonstrationen fra Lisnave, at den var organiseret af en gruppe venstreorienterede agitatorer, og at det var vores job at hindre dens gennemførelse. Vi var bevæbnet som aldrig før med G3 og G4 rifler. Men som bekendt rullede demonstrationen frem med råb som ‘soldater er arbejderklassens sønner’, ‘I morgen er det soldaterne, der er arbejdere’ og ‘soldaternes våben må ikke rettes mod arbejderne.’ Den øverstbefalende blev hurtigt klar over, at vi ikke ville adlyde ordrer, så han holdt mund. Våbnene blev hængende ned langs siden, og nogle kammerater råbte. I kasernen gik det mere livligt til dagen efter. Før morgenmødet var mange kammerater allerede oppe og råbte parolerne fra demoen: ‘Soldater er arbejderklassens sønner’, ‘Ned med den kapitalistiske udbytning’.

Mellemspillet med de væbnede styrker var af afgørende betydning for de personer, der prøvede at styrte regimet. Jeg havde gerne set en mere analytisk tilgang til det i bogen, fordi det er relevant med henblik på alle revolutionære processer, f.eks. i skrivende stund i forbindelse med begivenhederne i Sudan. ‘Det er en åbenlys kendsgerning’, som Friederich Engels skrev til Karl Marx 26. september 1851, ‘at hærens desorganisering og disciplinens sammenbrud udgør både betingelsen for og følgen af alle hidtidige revolutioner’.

Landarbejdere besatte godser

I løbet af sommeren og efteråret 1975 var der en anden gruppe, som tilsluttede sig kampen, nemlig landproletariatet. Omfanget af landbrugsreformen i Portugal blev af en hidtil uset størrelse. I hele Europa har noget lignende ikke fundet sted de seneste 40 år. De fleste af de store ‘latifundier’, godser fortrinsvis i Alentejo i landets centrale del, blev overtaget af arbejderne på landet. Fortjenesten faldt med indførelsen af landbrugsreformen, men ikke den rigdom som arbejderne lavede ved deres deltagelse i produktionens kollektiver. Det er sigende, at antallet af traktorer steg fra 2.630 til 4.150, og at antallet af høstmaskiner tilsvarende blev øget fra 960 til 1.720.

‘Poder Popular’, Folkemagten med støtte fra Aliança Povo-MFA, Alliancen mellem folket og MFA fremtrådte som MFAs ideologiske rygrad. Dets mål var at forene militæret og arbejderne, landarbejdere, forpagtere og slumbeboere. Militæret brugte den prestige, de havde fået i kraft af kuppet mod regimet. Folkemagten blev betragtet som et levende alternativ til borgerskabets fokus på parlamentarisk demokrati. Det betyder ikke, at hæren og arbejderne altid stod sammen, men at den folkelige bevægelse havde indflydelse på de væbnede styrker og omvendt. Det var en integreret del af Portugals historie. Men parolen ‘Folkets og MFAs enhed’ havde to sider: Ikke alene havde folket indflydelse på hæren, men det betød også, at de revolutionære bevægelser havde tillid til de radikale kræfter i hæren – det var en del af opgøret. Dengang skrev Tony Cliff udførligt og udmærket om MFAs rolle; han hævdede, at ‘ved at optræde som et surrogat, som en stedfortræder, hindrede MFA arbejderne (og soldaterne) ‘i at udvikle virkelige arbejderråd.’

Soldater gjorde oprør mod officererne

Kampen gav også genlyd på en anden måde, nemlig i efteråret 1975, hvor menige soldater gjorde oprør mod officererne. Resultatet blev fremvæksten af ‘SUV’, Soldados Unidos Vencerão (‘Forenede soldater vil sejre, red.), en historie der stadig mangler at blive skrevet. Mytterier og oprør i de væbnede styrker – f.eks. i Rusland (1917), Tyskland (1918), Vietnam (1970-73) og Egypten (2011) – har ofte ramt staten lige i hjertet, mere end strejker og besættelser.

Der var mange situationer, hvor bevægelsen fra neden truede staten. Det mest påfaldende eksempel fandt sted i den sidste del af processen, fra midten af november 1975. Det portugisiske parlament blev holdt som gidsel ved São Bento i Lissabon, omringet af næsten 100.000 mennesker, hvor flertallet var byggearbejdere, der krævede lønforhøjelse. Den belejrede statsminister, admiral Pinheiro de Azevedo, anmodede kommandostyrker om at komme og redde ham og hans ministre. Det afviste de. Så anmodede han en helikopter om at redde bare en del. Militærpolitiet overhørte anmodningen, aktivister varskoede bygningsarbejderne, og helikopteren blev forhindret i at lande. Efter 36 timer gav statsministeren efter for bygningsarbejdernes krav, som skulle træde i kraft 27. november.

’Regeringen strejker også’

Den formelle regerings lammelse var så fuldkommen den 20. november, at regeringen erklærede, den ikke ville foretage sig noget ‘politisk’ – faktisk ‘strejker vi, alle strejker, regeringen strejker også’.

Den 6. provisoriske regering var truet af en alternativ form for magt. Varela bruger tit udtrykket ‘dobbeltmagt’, endda en hel del mere i den portugisiske originaludgave. Det er inspirerende situationer, og der var en masse eksempler på, hvor bevægelsen nedefra kollektivt udfordrede staten, men i sidste ende var det ikke nok. Cliff og andre talte om ‘dobbelt magtesløshed’.

Revolutionen endte 25. november 1975, da en gruppe reformistiske officerer pacificerede et antal ulydige kaserner. Det skete ved hjælp af en ny, lille eliteenhed, og med forbavsende ringe blodsudgydelse. Grundlæggende blev revolutionen ikke knust med vold og ved indførelse af diktatur, men sluttede ‘i enighed og med meget store samfundsreformer, der blev vundet af arbejderklassen’.

Arbejdernes bevægelse faldt sammen som et korthus

Den 25. november faldt arbejdernes bevægelse sammen som et korthus. Da det kom til stykket, var den aldrig stærk nok eller tilstrækkeligt koordineret på landsplan. Arbejdernes førende organisationer, som Kommunistpartiet, og – hvilket var afgørende – organiseringen af arbejderkommissionerne i Lissabon, var ikke indstillet på at overtage staten.

Varelas næstsidste kapitel hedder ‘Demokrati og revolution: Nellikerevolutionens betydning’. Det er et ganske vigtigt kapitel. Det koncentrerer sig om de forsøg, som teoretikere og videnskabsfolk har gjort på at misfarve revolutionen og opfatte den som en del af en modernisering – revolutionens formål bliver derfor gjort lig med det repræsentative demokrati. I modsætning hertil mener Varela, at det repræsentative demokrati sejrede over det direkte demokrati.

Jeg havde gerne set en mere detaljeret forklaring på, hvorfor revolutionen brød sammen så hurtigt. Den fælles fjende var fascismen, den forenede alle – og frygten, for at den skulle vende tilbage, tilskyndede mange, der ikke ønskede et kup som det i Chile i september 1973. En grund til at resultatet i Chile blev meget anderledes var den folkelige bevægelses styrke i Portugal. Det var ikke noget, som USAs udenrigsminister Henry Kissinger og hans fæller var indstillet på.

Alligevel var det frygten for fascismen i Portugal, der deformerede bevægelsen og førte til en undervurdering af kapitalismens evne til at tilpasse og reformere sig ved at bruge det socialdemokratiske værktøj. Den erfaring med reformister ved magten havde man ikke i Portugal. Parlamentarisk demokrati udøvede (sammen med direkte demokrati) en stor tiltrækning på mange mennesker. 92 % af vælgerne stemte ved valgene til den Grundlovsgivende Forsamling 25. april 1975. Sejrherren, Socialistpartiet – med støtte fra USA, CIA og andre – satte uden tøven kursen mod tæt forbundne begreber som ‘magten til de valgte’, ‘demokrati’ og ‘fri taleret’. Valgresultatet var en ydmygelse af mange af MFA-officererne, der sammen med nogle på den yderste venstrefløj havde opfordret til at boykotte valget.

‘Folkemagtens’ ideologi blev formuleret i en aftale, der blev kendt som Aliança Povo-MFA, der prioriterede bevægelsen, ikke partierne. Det medførte, at det var vanskeligt at kommentere eller forstå de mange synspunkter og svagheder, der fandtes blandt de mange politiske kræfter. Avisen República var som bekendt under arbejderkontrol, men den afholdt sig for eksempel fra at skrive ledere – der tog stilling til uenighederne i arbejderbevægelsen.

Jeg var i Portugal i de sidste måneder af revolutionen, hvor jeg var politisk organisator for det engelske International Socialists. Som organisation investerede vi ganske meget i Portugal. Hundredvis af kammerater tog derned, og mange af dem har stadigvæk glimrende, om end blegnende erindringer. På det tidspunkt argumenterede vi – sammen med mange andre – for, at dét, der manglede var ‘et revolutionært arbejderparti’. Rundt omkring i det portugisiske samfund var der smågrupper, som havde oprettelsen af et parti som mål, men de var unge og uskolede. IS støttede en af dem, nemlig ‘PRP/BR’ (Partido Revolucionário do Proletariado -Brigadas Revolucionárias), så det var et emne, der var afgørende for os. Der er meget lidt i Varelas bog om den yderste venstrefløj, dens rolle og muligheder.

PRB/BR var indblandet i militærets intriger og specielt i behovet for et oprør. Deres synspunkt var, at det var nødvendigt at tage magten for at beskytte og konsolidere den revolutionære proces. Disse intriger blev udnyttet og overdrevet af andre, og visse elementer i MFA brugte det som en undskyldning for at etablere stramningerne i november.

I den tids udgivelser, som Portugal at the Crossroads og The Lessons of the 25th of November, der kom både på engelsk og portugisisk, argumenterede IS med, at det var nødvendigt at træde ud af den skygge, som blev kastet af de venstreorienterede officerers flirt med folkemagt og oprør – at fokusere primært på arbejderklassen. Bagsiden af den medalje, der var venstreløjens engagement i militæret var, at arbejdernes kamp blev negligeret. Begivenhederne 25. november forløb uden at hverken de officerer, ‘der stod på folkets side’ eller venstregrupperingerne opfordrede til strejke, besættelse eller til at gå på barrikaderne. En strejke eller besættelse fra en magtfuld gruppe arbejdere, som f.eks. dem fra Lisnave-skibsværftet, kunne have påvirket dem inden for de væbnede styrker, som tøvede, og påvirket andre dele af arbejderne.

“Bogen viser, hvordan revolutionen udgjorde en forbløffende periode, hvor almindelige mennesker tog magten via direkte demokrati.”

Som revolutionære IS’ere var vi meget koncentreret om noget, der kunne lignet et netværk af sovjetter, noget som PRP/BR prøvede at skabe via ‘CRTS’, Arbejdernes, Soldaterne og Sømændenes Revolutionære Råd. Overfladisk set var CRTS meget politisk, og krævede at være ‘det revolutionære Portugals første sovjetter’. Men de var mod partier, og appellerede til ‘en revolutionær regering uden politiske partier’. Foragten for politiske partier stemte overens med MFAs militære tradition, og dets rolle som formidler af samarbejdet mellem forskellige klasser. 

I Portugal var der mange eksempler på samarbejde mellem arbejderkomiteer, ikke alene indbyrdes, men også med beboerkomiteer, med landarbejdere og i særdeleshed med medlemmer af de væbnede styrker. Den revolutionære venstrefløj tilpassede sig og lærte faktisk af egne fejltagelser og erfaringer. I visse perioder havde den en betydelig indflydelse på bevægelsen. Selv om Varela berører dette emne, mangle der en hel del.

Det røde Middelhav

Et vigtigt træk ved den Portugisiske Revolution var svaret fra vestmagterne. På det tidspunkt var den vestlige kapitalisme yderst bekymret over det, der skete i Portugal. Den herskende klasse i Europa og i USA var meget ængstelig for, at revolutionen ville skabe et rødt Middelhavsområde. Det spanske regime var stadig fascistisk, det var hjemsøgt af strejker og så ud til at kunne bryde sammen. Militæret i andre europæiske lande blev utålmodigt. I Italien var der mere end tusind soldater, som i uniform og med masker af lommetørklæder deltog i støttedemonstrationer for de portugisiske arbejdere og soldater.

Der har længe været brug for en bog om den Portugisiske Revolution på engelsk. Man har kunnet fremhæve bøger af John Hammond og Phil Mailer, men de har længe været udsolgt. Som helhed er Varelas bog præget af forskning over et bredt felt, af kompromisløs venstreorientering. De, der ønsker at fremme revolutionen, kan lære meget her. Bogen viser, hvordan revolutionen udgjorde en forbløffende periode, hvor almindelige mennesker tog magten via direkte demokrati. Men faktisk har man også glemt revolutionen, som var det en drøm, selv om den stråler som en psykodelisk perlekrans. Denne bog minder os om, at den Portugisiske Revolution stadig er noget, man bør studere og fejre!

Første gang bragt på International Socialism Journal 1. juli 2019: So Much Freedom! Portugal’s Carnation Revolution

---

Peter Robinson arbejdede i Portugal 1975-76 som organisator for British International Socialists. Han har redigeret den engelske udgave af Raquel Varela’s bog ‘A People’s History of the Portuguese Revolution’.