Præsidentvalg i Kroatien – et vendepunkt?
Socialdemokraten Zoran Milanović vandt anden og afgørende runde af Kroatiens præsidentvalg søndag 5. januar.
Socialdemokraten Zoran Milanović vandt anden og afgørende runde af Kroatiens præsidentvalg søndag 5. januar. Milanović slog med 53 procent af stemmerne den siddende præsident, Kolinda Grabar-Kitarović fra det konservative parti HDZ. Hun fik lidt over 47 procent.
Oversat af Elsebeth Frederiksen fra Novinska Agencija Patria
Af Novinska Agencija Patria (Patria News Agency)
Søndag 5. januar 2020 blev Zoran Milanović valgt som ny præsident i Kroatien. Det Internationale Institut for Mellemøsten- og Balkan-studier (IFIMES) fra Ljubljana i Slovenien analyserede baggrunden for valget og dets 2. valgrunde. I denne artikel bringes de mest interessante vurderinger. Kroatien har en befolkning på ca. 4,1 millioner med 3.855.000 stemmeberettigede. Uden for Republikken Kroatien er der 177.000 vælgere.
I 2. valgrunde var præsidentkandidaterne føromtalte Milanović fra det socialdemokratiske parti (SDP), der fik knap 30 % i første valgrunde; og Kolinda Grabar-Kitarovi fra ‘Kroatisk Demokratisk Union’ (HDZ), som i første valgrunde fik knap 27 % af stemmerne.
Kroatien er et samfund i dyb social krise – kendetegnet ved en høj grad af organiseret kriminalitet og korruption, et dårligt retsvæsen, og stor indflydelse fra den romersk-katolske kirke (RKK).
I begyndelsen var Tudjman
Den første præsident for Republikken Kroatien 1991-1999 var Franjo Tudjman, som ret kontroversielt tog æren for oprettelsen af en uafhængig kroatisk stat. Det er dog kun delvist sandt, da alle stater i det tidligere Jugoslavien primært blev skabt på grund af de specielle internationale vilkår, som resulterede i Berlinmurens fald, Sovjetunionens sammenbrud og velviljen i det internationale samfund – frem for alt en supermagt, som ville anerkende de nyoprettede stater. Selv om staterne i regionen formelt havde folkeafstemninger om uafhængighed, opstod de primært som et resultat af velviljen fra andre lande.
Kroatien er et samfund i dyb social krise – med en høj grad af organiseret kriminalitet og korruption, et dårligt retsvæsen, og stor indflydelse fra den romersk-katolske kirke
Franjo Tudjmans regeringsperiode havde mange mangler, især statens autokratiske ledelse, hvis konsekvenser stadig mærkes især i form af organiseret kriminalitet, korruption og den store indflydelse finansfyrster har på den kroatiske økonomi.
Stjepan Mesić og Ivo Josipović: Reformperioden
Den anden præsident for Republikken Kroatien, Stjepan Mesić (2000-2010), arvede en tung politisk byrde fra Tudjman. Han havde en vision og var i stand til at gøre betydelige fremskridt for Kroatien i regionen og internationalt med reformer, der skulle bekæmpe organiseret kriminalitet og korruption.
Dermed lykkedes det Stjepan Mesić at bryde Kroatiens isolation, bane vejen for EU- og NATO-integration og bekræfte, at antifascisme er en af de grundlæggende værdier i det moderne Kroatien. Faktum er dog, at han ikke fuldstændigt fjernede konsekvenserne af Tudjmans styre – fordi Tudjmans folk stadig sad tungt på politikken, regeringen og efterretningstjenesten, der meget ofte satte personlige – eller partiet HDZ’s – interesser foran staten.
Præsident Ivo Josipović (2010-2015) forsøgte at holde sig ude af partiet, mens han ledede staten. Ifølge analytikere begik han ingen strategiske fejl, mest fordi folk fandt, at han var meget ubeslutsom. Josipović er som andre kroatiske politikere blevet bebrejdet at have underudnyttet mulighederne i Kroatiens EU- og NATO-medlemskab – og overset landets økonomiske opsving. Josipović har dog ydet et væsentligt bidrag til regional stabilitet og Kroatiens omdømme i verden.
Stivstikker-stilstand under Kolinda Kitarović
Præsident Kolinda Grabar-Kitarović (2015-2020) afveg ikke fra HDZ-dagsordenen, mens hun styrede landet. Selvom der forventedes meget mere af hende, fordi hun kom fra en generation af yngre kroatiske politikere, virkede hun mere stivsindet end de tidligere præsidenter. Hun forsøgte at henvende sig til alle dele af det kroatiske samfund og internationale aktører. Hun prøvede at være “sympatisk” over for både fascister og antifascister.
Grabar-Kitarović bidrog ikke til regional stabilitet og forbedring af Kroatiens omdømme i verden. Kroatien har svage politiske forbindelser med næsten alle sine naboer, især Bosnien-Hercegovina og Serbien – men også med Slovenien, som ligeledes er medlem af EU og NATO. Det vil bestemt komplicere eller problematisere Kroatiens EU-formandskab i regionen.
Det politiske rum er domineret af to partier, der repræsenterer det ekstreme af Kroatiens politiske spektrum. Det ene parti er den kroatiske demokratiske union, HDZ, med premierminister Andrej Plenković, der baserer sin ideologi på antikommunisme, nationalisme og processen for uafhængighed og mod den såkaldte serbiske fare i Kroatien.
Kommunismen er væk, uafhængighedsprocessen blev afsluttet i 1991. Serbere blev decimeret, og er en stabilitetsfaktor og en test af det kroatiske demokrati, da de væsentligt har bidraget til EU-tiltrædelsesprocessen som en konstruktiv faktor. HDZ forsøger konstant at tilegne sig alle resultaterne af uafhængighed og ignorere det faktum, at selvstændigheden – ud over det kroatiske folks ønske om uafhængighed – frem for alt blev opnået ved historiske, internationale forhold og velvilje, Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Selvom Kroatien er en suveræn og uafhængig stat, er HDZ stadig “på udkig efter” fjender i Serbien, Bosnien-Hercegovina, jugoslaver, migranter/flygtninge, islamisk trussel osv.
Det andet ekstreme, kroatiske parti er det socialdemokratiske parti, SDP – det tidligere kroatiske kommunistparti. Partiet er kommet ud af krisen og har omdannet sig til et moderne socialdemokratisk parti, der er mindre og mindre belastet af fortidens synder. Kroatien og landene i regionen har tilsyneladende brug for stærke socialdemokratiske partier.
HDZ og SDP er de to partier på den kroatiske politiske scene, der drager mest fordel af den ideologiske konflikt, som ødelægger Kroatien og forhindrer landet i at fungere med fuld kapacitet. Analytikere mener, at den nye præsident for Kroatien bliver nødt til at være mere opmærksom på reformen af efterretnings- og sikkerhedssystemet, der systematisk handler om destabiliseringen af Bosnien-Hercegovina og at vælte Aleksandar Vučić, SNS, i Serbien. Det projekt er præsidenten involveret i sammen med flere serbiske partier.
Bedre naboforhold og samarbejde er nøglen til Kroatiens fremtid og fremskridt
Kolinda Grabar-Kitarović havde som udenrigsminister i Kroatien 2005-2008 beskedne resultater og var uden identificerbare diplomatiske initiativer. Udenrigspolitikken blev ledet af daværende HDZ-premierminister Ivo Sanader, der ud over sine premierminister-opgaver også de facto fungerede som udenrigsminister. Grabar-Kitarović var ikke markant i Kroatiens udenrigspolitisk, hverken som minister eller præsident. Grabar-Kitarovićs noget skizofrene politik er imidlertid også uovertruffen i EU.
Det er netop Kroatiens interne ustabilitet og finanskrisen, der er den vigtigste faktor i en forskruet udenrigspolitik, som er afhængig af russiske penge og indflydelse
Det er politik, der orienterer sig mod gode naboskabsforbindelser, som er nøglen til fremtid og fremskridt, da Kroatien ikke objektivt set trues af hverken Slovenien eller Serbien – og især ikke af Bosnien-Hercegovina og Montenegro. Det er netop Kroatiens interne ustabilitet og finanskrisen, der er den vigtigste faktor i en forskruet udenrigspolitik, som er afhængig af russiske penge og indflydelse. Begge kandidater virker som en fortsættelse af en kroatisk ’selvmordspolitik’. Det er vanskeligt for Kroatien at ændre sin udenrigspolitik, da de interne, akkumulerede problemer søges løst ved at producere eksterne kriser.
Kroatien eksporterer sine interne problemer til naboerne
På grund af sådan en udenrigspolitik – især over for Bosnien-Hercegovina – og uvilje over for russisk indblanding i regionen, er Kroatien blevet fokus i amerikansk politik, men også i NATO. USA forventer stærk støtte fra Kroatien til Bosnien-Hercegovina’s vej til NATO og EU, og det er åbenlyst, at USA’s fokus muligvis er den eneste korrigerende faktor for forkert kroatisk politik indtil videre.
Der er to ens personlighedstræk ved de to præsidentkandidater. Både Kolinda Grabar-Kitarović og Zoran Milanović er stædige benægtere af den nyere kroatiske historie. De benægter forbrydelser, der blev begået af kroater i borgerkrigen, og benægter Kroatiens aggressive politikker. Kandidaterne er absolut enige om, at de kroatiske styrker ikke begik forbrydelser i borgerkrigen, især ikke militær-politiets handlinger.
Her er vi nødt til at se på den seneste rapport fra krigsforbryderdomstolen IRMCT/ICTY’s generaldirektør Serge Brammertz til FN’s Sikkerhedsråd, hvor han betegner Kroatien som en stat, der hindrer retsforfølgelse af forskellige forbrydelser og retsforfølgelse af krigsforbrydere i Kroatien og regionen.
Her er der ingen forskel mellem de to kandidater. Da Milanović var premierminister for den kroatiske regering i 2015, stoppede han samarbejdet med Bosnien-Hercegovina for at undgå, at Kroatiens militær-politiske ledelse blev retsforfulgt.
Tidligere har parlamentet vedtaget en lov, der har suspenderet samarbejdet med Serbien om retsforfølgelse af krigsforbrydere. Også statsretorikken deler kandidaterne, som mener, at der ikke kan begås nogen kriminalitet i krigen, og det er kendt, at begge kandidater offentligt var imod krigsforbryder-dommen mod Jadranko Prlić (HDZ-BiH) og andre, der stod bag republikkens aggression.
For præsidentkandidaterne er Kroatien et offer for den storserbiske politik, borgerkrigen var defensiv, og forbrydelser kunne derfor ikke begås. Kroatien bistod kroater i BiH og var ikke aggressoren, skønt ICTY fandt i sine fem domme, at det var en international konflikt, og Kroatien blev betegnet som en aggressor i Bosnien-Hercegovina. I mange rapporter fra FN og EU defineres Kroatien derfor ofte som et land, der ved at misbruge det fulde medlemskab af EU og NATO og krænker alle FN- og EU-konventioner om anvendelse og beskyttelse af international humanitær lovgivning.
I regionalpolitikken er der heller ingen afgørende forskelle mellem kandidaterne. De samme holdninger og handlinger over for Serbien er et kendetegn for kandidaternes politiske engagement. Serbien betragtes stadig som en potentiel fare, og bliver hovedsageligt brugt som et politisk fjendebillede i Kroatien.
Faren fra bosnisk islamisme
Der er heller ingen grundlæggende forskel i forhold til Bosnien-Hercegovina, da Grabar-Kitarović – og til en vis grad Milanović – er optaget af at få oprettet en tredje (kroatisk) enhed – og betragter Bosnien-Hercegovina som et kroatisk delområde. Mens Grabar-Kitarović i forbindelse med Bosnien-Hercegovina ledsages af sit HDZ-parti, skal det understreges, at der inden for SDP ikke er nogen folkelig støtte til opdelingen af BiH og den politik, som Milanović har fremført for BiH.
Mens de i fællesskab påpeger faren for migranter/flygtninge og islamiseringen af Bosnien-Hercegovina, har de ikke samme syn på faren for en “blød” russisk indflydelse, men heller ikke faren fra de meget “hårde” milliarder af euro, der pumpes gennem russisk /kroatiske banker til Kroatien. Det er et velkendt faktum, at kroatiske efterretningskontorer ikke er ret engagerede i at overvåge russisk indflydelse og pengestrømme i Kroatien. Begge kandidater bygger deres udenrigspolitik på farerne ved såkaldte islamisk terrorisme fra BiH og fra den påståede trussel fra Serbien og den serbiske præsident, Aleksandar Vučić.
Kroatien ved en milepæl?
Valgkampen var kendetegnet af adskillige fornærmelser, misinformation og mange personangreb. Der var meget lidt ordentlig, politisk debat.
Kampagnen gik mest på, hvem der er størst kroat – og på overordnede emner snarere end programmatiske konfrontationer. Derudover rejste kandidaterne ikke tilstrækkelige spørgsmål om udenrigspolitik og national sikkerhed, selvom udenrigspolitik og sikkerheds- og efterretnings-væsenet er blandt de vigtigste områder for præsidenten at beskæftige sig med. Præsidentvalget blev afholdt i jule- og nytårsferien, hvilket gavner det politiske højre og HDZ, da mange diaspora-kroater var hjemme over julen og nytåret, og dermed kunne deltage i valgkampen og stemme. Statistikken viser, at den kroatiske diaspora traditionelt favoriserer HDZ, hvilket også er tilfældet for kroater fra Bosnien-Hercegovina.
Regeringen med HDZ-premierminister Ivo Sanader og udenrigsminister Kolinda Grabar-Kitarović repræsenterer nok Kroatiens mest korrupte regering, hvor hele syv ministre – herunder premierminister Sanader selv – er tiltalt for kriminelle aktiviteter.
Det har været en stor byrde for Grabar-Kitarović i hendes igangværende valgkamp, at medlemmer af HDZ er blevet dømt for korruption – som det eneste politiske parti i Kroatien – og Ivo Sanader er idømt en seks års fængselsdom. Processen med at afkriminalisere partiet er stadig ikke gået i gang.
Regeringen med HDZ-premierminister Ivo Sanader og udenrigsminister Kolinda Grabar-Kitarović repræsenterer nok Kroatiens mest korrupte regering, hvor hele syv ministre – herunder premierminister Sanader selv – er tiltalt for kriminelle aktiviteter
Undersøgelserne mod HDZ i Kroatien skal udvides til at omfatte HDZ-BiH, da der er mistanke om, at der har fundet et budgetbedrageri sted over for millioner af kroatiske skatteydere – gennem HDZ-BiH og en del af dets ledelse. Zoran Milanović fik påtalt, at han har administreret Kroatiens regering dårligt i perioden 2010-2016. Det samme gør sig gældende for den nuværende kroatiske premierminister, Andrej Plenković, og Kroatiens uvillighed til at besidde EU-formandskabet i første halvdel af 2020, samt de forringede forbindelserne med næsten alle nabolande. Under sin embedsperiode har Milanović udvist stor arrogance flere gange, ikke mindst når det kommer til retorikken over for Serbien og om begivenheder i BiH. Men Milanović er nu både personligt og politisk mere moden. Hvis han vinder, bliver han i det mindste nødt til at opfylde nogle af sine “tolerante løfter” over for alle progressive kræfter i Kroatien, regionen og Europa. Den anden bølge af masseudvandringer fra Kroatien skal stoppes. Hvor den første udvandring fandt sted på baggrund af krigshandlinger, er den anden udvandring et resultat af den dårlige økonomi.
Analytikere mener, det er på tide, at Kroatien gør op med sin nationalromantik. Kroater har deres egen nationalstat, og skal sikre dens fremtid for de kommende generationer. Den valgte præsident bliver nødt til at konfrontere disse problemer.
Fremhævelse af historiske opdelinger og spændinger blandt kroater er en tilbagevenden til fortiden. Kroatien har brug for en mere bestemt fremtid. Andre nationer har også deres historiske opdelinger, men sjældent understreger og idealiserer nogen en mørk fortid på bekostning af deres fremtid, som kroaterne gør. En sådan politik fører staten ind i en proces af skadelige, ideologiske opdelinger og stigende spændinger, endda konflikter med mindretal, etniske samfund og naboer. Af den grund kan præsidentvalget måske udgøre et vendepunkt for Republikken Kroatien.
Novinska Agencija Patria (Patria News Agency) er en bosnisk baseret nyhedsside.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER