Hvem vogter vogterne? Den seneste aflytningsskandale i Forsvarets Efterretningstjeneste har fået Claus Hjorth Frederiksen til at trække sig fra det fem personer store 'Tilsynet med Efterretningstjenesten'. Men det er langt fra første gang, de hemmelige tjenester bliver fanget i at begå ulovligheder. Illustration: KLE-art over Alan Moore: Watchmen (1982).
13 min. læsetid

Skandalen i Forsvarets Efterretningstjeneste er hverken noget nyt eller særegent for Danmark. Vi kunne lære noget af den norske model på området, skriver Preben Wilhjelm.


Af Preben Wilhjelm

Det er nærliggende at drage paralleller fra den aktuelle FE-skandale til PET-skandalen for en snes år tilbage, som Morten Heiberg gør det i Politiken. Også dengang var det kun på grund af en whistleblower, at der gik hul på bylden.

Det var PET-agenten Anders Nørgaards samvittighedskvaler og hans beretning i to spektakulære TV2-udsendelser om sin egen deltagelse i at infiltrere lovlige politiske organisationer, personregistrering, fremstilling af nøglekopier til deres kontorer og tyveri af medlemskartotek, der startede sagen. Derefter raslede skeletterne ud af skabet.

Blandt andet afsløringen af, at PET-chefen allerede få uger efter VKR-regeringens beslutning i 1968 om, at det ikke længere var lovligt at registre nogen alene for lovlig politisk virksomhed, havde instrueret sine folk om, at man fortsat skulle registrere ledende medlemmer af otte fuldt lovlige, politiske organisationer. Men først da to journalister fra Jyllands-Posten fik den gode idé at gå i Rigsarkivet og læse tidligere justitsminister Knud Thestrups (K) dagbøger – hvor det fremgik, at politiske registreringer, som skulle være slettet, i stedet var kopieret og sendt til opbevaring på den danske ambassade i Washington – var en undersøgelse ikke til at komme udenom.

Det tog PET-kommissionen ti år at afgive en betænkning. Det kostede omkring 70 millioner kr. De førnævnte afsløringer blev alle bekræftet, men det viste sig at være langt værre. Ikke desto mindre mundede betænkningen ud i dét, man må kalde en frifindelse af PET. En konklusion som et enigt Folketing efterfølgende tog afstand fra.

Også det daværende kontroludvalg blev bevidst ført bag lyset

Udover de ovenfor nævnte afsløringer viste det sig, at det daværende kontroludvalg, Wamberg-udvalget – ligesom det nuværende ‘Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET)’ – dels blev holdt i uvidenhed, dels bevidst ført bag lyset, og dermed var ude af stand til at varetage sin opgave. At man opererede med såkaldte ‘arbejdskartoteker’, som man påstod ikke var omfattet af registreringsforbuddet. At skiftende justitsministre fra både højre og venstre i årenes løb i alt 27 gange fejlagtigt havde garanteret Folketinget, at beslutningen fra 1968 blev efterlevet og kontrolleret af Wamberg-udvalget. At Schlüter-regeringen med Erik Ninn-Hansen (K) som justitsminister straks efter sin tiltræden i 1983 i realiteten havde udhulet beslutningen fra 1968 uden at orientere Folketinget, men tværtimod fortsat misinformerede tinget, når der blev rejst spørgsmål om sagen.

Der gik som nævnt ti år, før kommissionen var klar med sin beretning. Den var på 4.600 sider. Og så gik der yderligere to år, før Folketinget tog stilling til resultatet. Og fem år før man nåede frem til det kontrolorgan, som nu har vist sig magtesløst. Hvilket lovgiverne i forvejen var advaret om fra mange sider.

“Det tog PET-kommissionen ti år at afgive en betænkning. Det kostede omkring 70 millioner kr. De førnævnte afsløringer blev alle bekræftet, men det viste sig at være langt værre.”

+

PET-kommissionens arbejde var både detaljeret og solidt, når det drejede sig om at beskrive, hvad der faktisk var sket. Derimod gik det helt galt, når kommissionen gik ind på at vurdere det skete. Der var tre helt afgørende forhold, som kommissionen påtog sig at vurdere:

1) At regeringsbeslutningen fra 1968 aldrig blev efterlevet, men systematisk overtrådt fra den første dag,

2) at skiftende justitsministre fra både højre og venstre side igen og igen misinformerede Folketinget, og

3) at PET og justitsministeriet systematisk obstruerede kontroludvalgets arbejde.

Hvad det første, forbuddet mod politisk registrering, angår, frifandt kommissionsflertallet PET efter en ubegrundet påstand om, at regeringserklæringen fra 1968 ikke var retligt bindende. Dette til trods for, at den var genstand for en grundig 2-dages debat i Folketinget, hvor både statsministeren og justitsministeren uden forbehold henholdt sig til dens ordlyd. Og at justitsministeren forhindrede vedtagelse af et forslag (fra VS) om at lovfæste forbuddet ved at oplyse folketingsudvalget om, at det var helt overflødigt, idet regeringserklæringen havde samme retskraft som en egentlig lovgivning.

Desuden henviste man til et ministerielt notat, som åbnede for en mindre restriktiv praksis vedr. personregistrering. Det var dateret 16 dage før regeringserklæringen, det blev aldrig i de forløbne 30 år nævnt over for Folketinget, det indgik ikke i den instruks for PET, som blev udarbejdet, og som i et og alt svarede til regeringserklæringen, og det blev aldrig forelagt for kontroludvalget, som havde et udtrykkeligt retligt krav på at blive orienteret om enhver bestemmelse vedrørende PETs arbejde.  Men det tillagde PET-kommissionen ikke desto mindre altafgørende betydning. (Det minder med andre ord fuldstændig om Støjberg-notatet).

Om de skiftende justitsministres gentagne misinformering af Folketinget sagde kommissionsflertallet, at det måske ikke var særlig ’pynteligt’, men at ”det kun er et politisk, ikke et juridisk problem”. Hvordan man fuldstændig kunne tilsidesætte Loven om Ministeransvar, som gør det strafbart at misinformere Folketinget, begrundes ikke med eet ord.

Obstruktionen af Wamberg-udvalget trak man nærmest på skuldrene af. Omfanget af sager, som udvalget blev unddraget indsigt i, var ikke særlig stort, hed det. Til trods for, at kontroludvalget f.eks. i perioder blev afskåret fra kendskab til hovedparten af de foretagne nyregistreringer, hvor det efter reglerne skulle have forelagt alle.

På Kastellet i centrum af København opererer Forsvarets Efterretningstjeneste. Den hemmelighedsfulde tjeneste er for nyligt kommet i mediernes søgelys, efter det kom frem, at man har tilladt sine amerikanske kollegaer i NSA at lave elektronisk tapning af kabler. Det har givet amerikanske agenter adgang til telefonsamtaler, internet- og sms-beskeder. Foto: Forsvarsgalleriet.dk

Lodret forkert fortælling fra Heiberg

Morten Heiberg, som spillede en central rolle ved udarbejdelsen af kommissionens beretning, herunder dens konklusioner, skriver, at ”det kun var de kritiske partier på venstrefløjen, der ytrede sig om de penible spørgsmål, som rapporten rejste. De såkaldt ansvarlige, regeringsbærende partier var enten yderst afmålte i deres vurdering, eller forholdt sig tavse.” Det er korrekt, hvis man kun ser på den offentlige debat. Men ser vi på, hvordan beretningen og dens ’penible spørgsmål’ blev modtaget af Folketinget, som skal tage endelig stilling til en sådan udredning, er det lodret urigtigt.

Tinget nedsatte et udvalg med repræsentation fra alle partier. Det arbejdede to år med de 4.600 sider fra PET-kommissionen, mundende ud i en indstilling til Folketinget. Den blev bemærkelsesværdigt afgivet i fuld enighed fra højre til venstre, og var ikke indholdsløs som forrige gang (i Hetler-FE-sagen 1977), hvor undersøgelsesdommer Frank Poulsens højst kontroversielle frifindelse af FE blot blev ’taget til efterretning’. På de afgørende punkter er folketingsudvalgets indstilling klart vendt imod PET-kommissionens vurderinger:

– Man godtager ikke, at registreringsforbuddet af 1968 ikke var retligt bindende, men ”finder det kritisabelt, at regeringserklæringen … ikke er efterlevet.”

De danske efterretningstjenester – skandale på skandale

Skandalesagen om Forsvarets Efterretningstjenestes samarbejde med NSA er langt fra første gang, den mørklagte tjenestes arbejde er kommet i fokus. Her er 5 af de største skandale-afsløringer gennem tiden:

1947: Et omfattende samarbejde aftales mellem FET, CIA og den socialdemokratiske spioncentral, ‘Arbejderbevægelsens Informationscentral’. Blandt de primære aktiviteter var registrering af aktive kommunister og disses aktiviteter på arbejdspladserne.

1952: Mod Folketingets beslutning og vidende fortsatte PET med politisk registrering af politisk aktive på venstrefløjen.

1969:: Tidsskriftet Politisk Revy – og senere Information – afslører, at der er blevet bygget en ulovlig aflytningscentral i en kælder under Københavns Universitet. Dette omdøbes senere Kejsergadesagen.

1998:: Jyllands Posten afslører, at PET har gemt oplysninger om politiske aktive personer hos den amerikanske efterretningstjeneste. Tjenesten makulerer de fleste af sine dokumenter om SAP, VS og andre politiske organisationer, hvis medlemmer er blevet ulovligt registreret.

2014:: Whistlebloweren Edward Snowden beviste første gang, hvordan FE lader NSA tappe datatrafik i Danmark. Daværende FE-chef påstod dengang, at “dataene blev renset for oplysninger om danske statsborgere.

Kilde: Leksikon.org, Store Danske

+

– Man tager direkte afstand fra det synspunkt, at ministres misinformering af Folketinget kun er et politisk, ikke et juridisk problem, idet man henviser til ministres oplysningspligt og fastslår, at det er fundamentalt for demokratiet, ”at regeringen leverer korrekte, rettidige og fyldestgørende svar” på spørgsmål fra Folketinget.

– Man går endda så langt, at man finder ”grund til at påpege skævheden” i kommissionens beretning, da den ”bygger især på kilder i PET” og på ”materiale, som de omtalte personer og organisationer og andre forskere ikke kan få adgang til”, således at der ”ikke er tale om almindelig historisk forskning, der kan udsættes for kritisk gennemgang ud fra en kildekritisk tilgang.”

– Og som om det ikke var tilstrækkeligt, sluttes der med, ”at det samlede resultat især belyser PETs opfattelse.”

Denne indstilling blev vedtaget af et enigt Folketing den 19. december 2011. Det er ganske enestående og bemærkelsesværdigt – og helt i strid med Morten Heibergs fremstilling.

Norsk model afvist

I den aktuelle FE-sag har statsministeren og andre gjort det til en vane at nægte at kommentere, men afvente en bebudet, uvildig undersøgelse. Skal den også tage 10 år, koste omkring 70 mio. kr. og munde ud i konklusioner, som et enigt Folketing afviser og nærmest karakteriserer som et partsindlæg? Der er grund til at tage ved lære.

Nordmændene havde nøjagtig samme problemer med deres efterretningstjenestes registreringspraksis m.v. umiddelbart før vores PET-sag startede med Anders Nørgaards afsløringer i TV2 i 1998. De gennemførte deres grundige undersøgelse på to år – med et resultat (Ketil Lund-rapporten), som ikke gav anledning til kritik, som alle havde respekt for, som var overbevisende i sin uvildighed, og som førte til langt mere styr på efterretningstjenesterne, end vi fik med vores efterfølgende lovgivning, som nu har vist sig nærmest værdiløs. Vi var nogle, som i 1998 – da den danske undersøgelse blev sat i gang – kraftigt anbefalede den norske model. Det blev afvist uden begrundelse.

Det parlamentariske demokrati sat ud af spillet

Hovedsigtet i Morten Heibergs indlæg er, at det er for enkelt at fokusere på de øverste embedsmænd i FE, for mon ikke deres virke har været “politisk sanktioneret af de ansvarlige, etablerede partier”, som han udtrykker det. Med særlig adresse til Socialdemokratiet og Venstre. Det kan ikke udelukkes, og det bør da frem i lyset. Den samme formodning blev energisk søgt underbygget i PET-kommissionens beretning, dog sjældent dokumenteret og i flere tilfælde bygget på urigtige oplysninger. Ikke desto mindre fremstod det som en afgørende begrundelse for den frifindelse af PET, som beretningen reelt mundede ud i – men som et enigt Folketing altså tog afstand fra.

Hvad vigtigere er: Ræsonnementet er grundlæggende forkert. Om en eller flere ministre eller partiledere eller sågar regeringens sikkerhedsudvalg stiltiende eller positivt har godtaget en ulovlig praksis, så gør det ikke denne praksis lovlig, – det betyder kun, at så er de pågældende medskyldige. Det kan være en formildende omstændighed for de involverede embedsmænd, men det er stadig ulovligt, og at det sker gedulgt og bestrides offentligt betyder, at lovgivningsmagten hindres i at beslutte, hvilke regler der skal gælde. Det eneste, der betyder noget, er derfor, om Folketinget er informeret. Elles er det parlamentariske demokrati reelt sat ud af spillet.

Og med Folketinget menes bogstaveligt Folketinget. Ikke f.eks. det såkaldte kontroludvalg med et medlem fra hvert af de fem største partier. Vi kunne passende benytte lejligheden til at afskaffe dette blændværk. De har aldrig kunnet kontrollere noget som helst, de har ingen beføjelser, og skulle de endelig blive informeret om noget af betydning, har de absolut tavshedspligt. Udvalget har i de sidste mange år ikke afgivet nogen årsberetning.

“… med Folketinget menes bogstaveligt Folketinget. Ikke f.eks. det såkaldte kontroludvalg med et medlem fra hvert af de fem største partier. Vi kunne passende benytte lejligheden til at afskaffe dette blændværk. De har aldrig kunnet kontrollere noget som helst, de har ingen beføjelser, og skulle de endelig blive informeret om noget af betydning, har de absolut tavshedspligt.”

+

I den aktuelle situation ser det ud til, at ingen af dem har læst de advarsler, som TET kom med for over et år siden. Eller i hvert fald ikke har reageret på dem. Helt tilsvarende ved den forrige skandale: én for én stillede alle fem prominente medlemmer sig op og forklarede, at de ikke havde reageret, for de var ikke informeret om noget som helst. At nogen overhovedet vil påtage sig den gidselfunktion, har jeg aldrig fattet. Medlemskab af udvalget betragtes vist som ret prestigefyldt. Men funktionen er udelukkende at skabe falsk tryghed. Lad os få det afskaffet.

At få efterretningstjenesterne under demokratisk kontrol er ikke nogen simpel opgave. Forsøgene eller de angivelige forsøg gennem de sidste 70 år kan ikke tælles på én hånd. Og sjældent er der gået mere end ti år før det har vist sig, at nu er den gal igen.

Som Morten Heiberg konstaterer ”har efterretningstjenesterne i størstedelen af deres levetid på væsentlige områder ikke været reguleret at nogen lov eller specielt håndfaste retningslinier. Det har betydet, at selv om venstrefløjen i ny og næ har påtalt ulovligheder, … har man i juridisk forstand ikke kunnet påvise de facto lovovertrædelser.” Nemmere bliver det jo heller ikke af, at når der endelig ligger en meget håndfast retningslinie som regeringserklæringen af 1968 om forbud mod politisk registrering og destruktion af eksisterende registreringer af den art, så påstår en undersøgelseskommission, at forbuddet ikke er retligt bindende. Til trods for, at et samlet Folketing er uenig.

En si med meget store huller

En mere principiel vanskelighed består i at overholde det helt grundlæggende forvaltningsprincip om at der skal ligge positiv hjemmel, dvs. klar lovmæssig beføjelse bag enhver handling eller afgørelse, som udføres/træffes af embedsværket. For politiets vedkommende, som er et nærliggende eksempel, er gjort med retsplejeloven.

“Der er næppe nogen, der har fundet den perfekte løsning, men det ser ud til, at f.eks. Norge og Tyskland er kommet bedre fra både kontrollen med og regelsættet for deres efterretningstjenester. Vi behøver vel ikke altid selv at skulle opfinde den dybe tallerken.”

+

Myndighederne skal vide, hvad de må. Det kan være nødvendigt at præcisere noget, de ikke må (sådan som regeringserklæringen er et eksempel på), men hvis det bliver den almindelige måde at regulere på, så bliver opfattelsen nemt, at alt, hvad der ikke er forbudt, er tilladt. Det er ikke svært at forestille sig, hvilke vilkårligheder og magtmisbrug det kunne udarte i. Men det er i nogen grad den situation, efterretningstjenesterne er sat i, når beføjelserne er upræcise og den teknologiske udvikling giver nye muligheder.

En ny 10-årig undersøgelseskommission efterfulgt af et 4-årigt Wendler-Petersen-udvalg til udformning af nye retningslinier, er ikke til at holde ud bare at tænke på. Kunne man ikke forestille sig, at vi kunne lære noget af andres erfaringer? Der er næppe nogen, der har fundet den perfekte løsning, men det ser ud til, at f.eks. Norge og Tyskland er kommet bedre fra både kontrollen med og regelsættet for deres efterretningstjenester. Vi behøver vel ikke altid selv at skulle opfinde den dybe tallerken. Især ikke når det gang på gang har vist sig, at det ikke blev en tallerken, men en si med meget store huller.

Hvilken form for undersøgelse, man når frem til, er uvist. Men når det drejer sig om FE, vil der i langt større grad blive henvist til statens sikkerhed og forholdet til udenlandske samarbejdspartnere. Derfor bliver det helt afgørende at holde øje med, hvem der får mulighed for at kigge undersøgerne efter i kortene. Hvis ikke det i det mindste tilkommer det samlede Folketing, kan det – som klart demonstreret med PET-kommissionen – være det samme.


Preben Wilhjelm

Fysiker og lic.jur. Medstifter af SF i 1959 og af VS i 1967. Ordfører på bolig-, energi- og retspolitik for VS i Folketinget 1975-84. Chef for DR TVs Dokumentargruppe 1991-95. Har bl.a. udgivet bøgerne “Krisen – og den udeblevne systemkritik” 2012 og “Kampen for retsstaten (2018)” .

Læs mere af Preben Wilhjelm