Hörby kommunes våbenskjold. Riksarkivet Sverige
6 min. læsetid

Preben Wilhjelm huskes med rette som en af sin generations mest markante retspolitikere – som ikke kunne overhøres. Leif Hermann, som er jurist og tidligere retspolitisk ordfører for SF (1984-90), anmelder hans seneste bog om Danmarks retskultur.


Af Leif Hermann

Preben Wilhjelm huskes med rette som en af sin generations mest markante retspolitikere. Med en hidtil uset præcision og grundighed introducerede han den praktiske retskritik på den socialistiske venstrefløj i sine år som folketingsmedlem for VS fra 1975-84. Med ham fik den spirende, retskritiske venstrefløj i slutningen af 70’erne et velformuleret talerør på Christiansborg.

Sideløbende med Wilhjelms retskritiske indsats begyndte tidsskriftet Retfærd at udkomme i 1976, og Jørgen Dalberg-Larsen forsvarede i 1977 disputatsen ’Retsvidenskab som samfundsvidenskab’. Nogenlunde samtidig fandt et retskritisk gennembrud sted i Norge med bogen Kritisk Jus (1976). Både Retfærd, Dalberg-Larsen og Kritisk Jus hører dog hjemme i universitetsmiljøet. På NGO-bevægelsessiden stiftedes Retspolitisk Forening i 1978.

Kritik på det borgerlige samfunds præmisser

Preben Wilhjelm som talerør kunne ikke overhøres. Langt ind i borgerlige kredse i Justitsministeriet og Socialdemokratiet vakte hans indsats betydelig respekt, ikke mindst fordi kritikken hvilede på det borgerlige samfunds præmisser. Det interessante ved Wilhjelms kritik er nemlig, at den ikke hviler på det udogmatiske socialistiske grundlag, der er hans politiske ståsted. Det er 1849-grundlovens liberale tankesæt om beskyttelse af det enkelte individ mod mulige overgreb fra statsmagten, der er bogens helt dominerende, gennemgående tema. Altså retsstatsprincippernes gennemslag i lovgivning og domspraksis.

Det helt afgørende er forfatterens dokumentation af, at stort set alle – der havde indflydelse på udformningen af retsplejeloven – var af borgerlig observans. Bogens forfatter udpeger ingen som helte. Og så dog lidt alligevel.  Den nationalliberale jurist Hother Hage fremhæves gentagne gange for sin ihærdige indsats, der endda tog sin begyndelse længe før arbejdet med juni-grundloven af 1849.

Wilhjelm fortsætter med bogen sine retshistoriske studier og påviser, at set i forhold til grundlovsfædrene og arbejdet i de proces-kommissioner, der førte frem til vores nuværende retsplejelov i 1919, har vi i dag ikke noget at være stolte af. Tværtimod. Skiftende folketingsflertal har efterhånden – og navnlig siden panikken over terrorangrebet i New York i 2001- formået at udhule individets retsbeskyttelse, og dermed det enkelte individs personlige frihed.

“Wilhjelm har færdiggjort sit manuskript i oktober 2018. Derfor er den siden da fortsatte udhuling af retsstaten ikke kommet med.”

I sin gennemgang får Wilhjelm næsten det hele med. Lægmænds medvirken i strafferetsplejen (nævninge- og domsmandsinstitutionen); anholdelse; varetægtsfængsling; isolation i varetægt; ransagning; aflytning; elektronisk overvågning; brugen af ‘agents provocateur’ (civilbetjente, som har til opgave at starte uroligheder med formålet at afspore eller delegitimere en aktion, red.) og en række andre strafprocessuelle indgreb. Der er tale om en ualmindelig grundig gennemgang af indgrebenes forhistorie og deres nutidige erosion væk fra de oprindelige og grundlæggende principper.

To blinde vinkler

Det kan undre, at han ikke behandler brugen af anonyme vidner, fordi han var den første til at rejse det penible problem. Det blev efter hans afgang fra Folketinget ved valget i januar 1984 samlet op af SF og VS i et forbilledligt samarbejde mellem de retspolitiske ordførere – for endelig at blive forbudt i 1986 af det såkaldte alternative retspolitiske flertal (S, RV, SF og VS). Forbuddet blev forgæves søgt fjernet i 1991, men det lykkedes så for justitsminister Lene Espersen i 2002. I 2011 kom der endda en udvidelse af adgangen til anonym vidneførelse. 

Ej heller omtales den eksisterende adgang til administrativ udvisning og (tuneser-lovene) at foranstalte hemmelige retssager. En mulighed som dog Østre Landsret – og senere stadfæstet af Højesteret – reelt har gjort værdiløs med en henvisning til ”Fair Trial princippet” i Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention. Det forekommer i det hele taget som en begrænsning af emnets behandling, at bogen intetsteds omtaler udlændinges retssikkerhed – der jo med udlændingelovens utallige stramninger siden 2001 har skabt store og alvorlige, retssikkerhedsmæssige problemer for meget sårbare individer.

Læs også: Preben Wilhjelm: Hvornår har censur og forbud gavnet nogen som helst?

Wilhjelm har færdiggjort sit manuskript i oktober 2018. Derfor er den siden da fortsatte udhuling af retsstaten ikke kommet med. Det gælder i særlig grad bestemmelserne om seksualdømte (pædofili) og fremmedkrigere med dansk statsborgerskab, der ved dom er pålagt opholds- og kontaktbegrænsninger, som politiet skal føre tilsyn med overholdelsen af. Politiet skal (efter lovforslaget) som led i dette administrative tilsyn uden retskendelse kunne foretage krænkelser af meddelelseshemmeligheden og ransage computere. Lovforslaget har givet anledning til voldsom kritik ikke mindst fra dommerkredse.

Domstolene er således efter Folketingets kapitulation for påstået folkelig retsfølelse tilsyneladende blevet et bolværk mod alvorlige udskridninger, men hvor længe? Dommerne skal efter grundloven dømme efter loven.

Disse kritiske bemærkninger ændrer ikke ved, at Wilhjelms bog er et meget betydeligt, velskrevet og vægtigt indslag i den retspolitiske debat – uanset at meget af bogen som en ajourføring nødvendigvis må være gentagelser. Den bør igen og igen læses af alle Folketingets retspolitiske ordførere, indtil de kan den udenad og undtagelsesfrit erkender, at individets retssikkerhed over for statsmagtens mulige og vilkårlige overgreb udgør en af de bærende søjler i et demokrati.

Preben Wilhjelm: Kampen for Retsstaten. Lindhardt og Ringhof (2018), 174 sider.


Leif Hermann er cand.jur. og forhenværende medlem af Folketinget for SF. Retspolitisk ordfører for partiet 1984-90; medlem af Retspolitisk Forenings bestyrelse.