5 min. læsetid

Preben Wilhjelm langer i dagens Signatur ud efter forbud og censur, og vil fastholde afskaffelsen af blasfemiparagraffen. “Forbuddene har nærmest virket som en sovepude”, mener den tidligere medstifter af VS.


Af Preben Wilhjelm

Mediedarlingen Rasmus Paludan har fået ellers tænksomme folk til at tvivle på fornuften i at afskaffe blasfemiparagraffen. Jeg vedkender mig at være den første til at foreslå en afskaffelse. Det var engang i slutningen af 70’erne som ordfører for VS. Og det gjaldt i øvrigt også racismeparagraffen, som senere blev udvidet til at omfatte seksuel orientering mv. Der har aldrig kunnet påvises én eneste gavnlig virkning af disse forbud. Tværtimod.

Stupide, fordomsfulde og diskriminerende ytringer skal ignoreres eller imødegås i den offentlige debat, ikke ved domstolene. Forbuddene har nærmest virket som en sovepude: krænkelserne kan jo indbringes for retten, så der er ingen grund til at ulejlige sig med at imødegå dem. Men hvad er resultatet? Domstolene er fornuftigvis yderst tilbageholdende med at dømme imod ytringsfriheden. Så selv ret grove, diskriminerende udtalelser er gået fri, og krænkerne har kunnet triumfere.

Forbuddene har nærmest virket som en sovepude: krænkelserne kan jo indbringes for retten, så der er ingen grund til at ulejlige sig med at imødegå dem
Følg folketingsvalget på Soilidaritet

En af de første sager blev ført mod en ældre kvinde på Ringkøbingkanten, Emma Fomsgaard, som havde udtalt, at AIDS var Guds straf over de homoseksuelle. Hun var indremissionsk, og sagde jo ikke andet, end hvad hun hele sit liv var opdraget til derhjemme, i kirken, i søndagsskolen og i missionshuset, og hvad titusinder af andre var enige i. Jeg håbede inderligt, at domstolene var fornuftige nok til ikke at gøre hende til martyr. Og det var de. Senere har der været frifindelser for grove generaliseringer, som burde have efterladt en uafviskelig plet på ophavsmanden, som nu i stedet kunne udlægge det som om, at domstolene nærmest havde været enige.

Pia Kjærsgaard vandt en injuriesag mod en journalist, som havde skrevet, at hun havde udtalt, at ‘muslimer formerer sig som rotter’. Det havde hun ikke, det var hendes partifælle, dyrlæge Riemann, der havde sagt sådan. Pia Kjærsgaard havde ‘kun’ sagt, at de formerer sig som kaniner. Journalistens beskyldning var altså forkert, derfor vandt hun – og brugte selvfølgelig ‘frifindelsen’ til at triumfere. Lars Hedegaards ualmindeligt beskidte generaliseringer om muslimske fædre og onkler blev ganske vist af retten fundet stridende mod racismeparagraffen, men han blev frifundet på sin påstand om, at udtalelserne ikke var beregnet på offentliggørelse – selv om de faldt i et aftalt interview, og var blevet optaget på video.

Ole Hyltoft klagede som næstformand i Danmarks Radios bestyrelse over Pia Kjærsgaard udtalelser om muslimer. Kjærsgaard blev dog frifundet på ikke teknisk set selv at have brugt begrebet rotter, men kun have sagt kaniner. Foto: Lars Hansen / Danmarks Radio

Frifindelsen blev selvfølgelig af kujonen Hedegaard brugt til fremstille sig selv som den store forsvarer for ytringsfriheden. Blasfemiparagraffen har endnu sjældnere været i brug. Kristelige kredse har ikke så sjældent fremsat ønske om det, men uden held. Eneste eksempel i de sidste mange årtier er sagen om Jesper Jensens og Trilles sang ‘Øjet’ med omkvædet “ham Gud, han er eddermaneme svær at få smidt ud”, som blev bragt i DR TV og indklaget af Kristelig Lytterforening. I verset om kristenhedens seksualforskrækkelse synges der om Gud: “han fik aldrig selv sat ild på sin cigar, for han ordned’ jo Maria ved vikar.” Hvis det endelig skal være, kan man dårligt forestille sig noget mere blasfemisk, men retten frikendte, hvilket demonstrerede, at bestemmelsen er fuldstændig hul. Eller at den kan risikere at blive anvendt efter forgodtbefindende. Hvilket ikke hører hjemme i en retsstat.

Rettens frikendelse af Jesper Jensen og Trilles ‘Øjet’ demonstrerede for Preben Wilhjelm, at bestemmelsen om blasfemi alligevel er fuldstændigt hul.

I de seneste år har området for krænkelser bredt sig langt ud over blasfemi- og racismeparagrafferne. Vi husker CBS-sagen om “Den danske sang er en ung, blond kvinde”, som krænkede nogle studerende. Og nu har Gyldendal fjernet otte digte fra en ‘samlet udgave’ af Halfdan Rasmussens børnerim! Men det er måske bare en forsmag? For der kan jo næppe findes noget væsentligt værk i kunsten eller litteraturen, som ikke krænker en eller anden. Så skråplanet er uden ende.

I de seneste år har området for krænkelser bredt sig langt ud over blasfemi- og racismeparagrafferne. Vi husker CBS-sagen om “Den danske sang er en ung, blond kvinde”, som krænkede nogle studerende. Og nu har Gyldendal fjernet otte digte fra en ‘samlet udgave’ af Halfdan Rasmussens børnerim!

Der var engang, hvor venstrefløj og frisind var uadskillelige. Hvor venstrefløjen ikke bekendte sig til forbud og retsforfølgelse og martyrier, men mente, at fordomme, generaliseringer og diskrimination skulle imødegås i den offentlige debat, mens den enkeltes følelse af at være krænket var hans/hendes eget problem. De kunne jo bare lade være med at føle sig krænket. Og pudsigt nok var det i bedste overensstemmelse med krænkede kristnes egen bibel. For hvem sagde det mest præcise, der er sagt om krænkelsesfølelser: “hvis dit øje forarger dig, så riv det ud.” Og han er citeret for det både hos Mattheus og Marcus, så den er god nok.


Preben Wilhjelm, født 1935. Fysiker og lic.jur. Medstifter af SF i 1959 og af VS i 1967. Ordfører på bolig-, energi- og retspolitik for VS i Folketinget 1975-84. Chef for DR TVs Dokumentargruppe 1991-95. Har bl.a. udgivet bøgerne “Krisen – og den udeblevne systemkritik” 2012 samt “Kampen for retsstaten (2018)” .