Problemer, der skal løses, når Ruslands besættelse ophører

Den russiske invasion i Ukraine skyldes russiske imperiedrømme. Men konflikten intervenerer i og forstærker samtidigt sproglige og nationale stridigheder i den ukrainske befolkning. De vil fortsat eksistere, når en våbenhvile en gang kommer i stand. 

Det er i dag umuligt at spå, hvordan og på hvilke betingelser en fremtidig fredsløsning skabes. Og det er i endnu mindre grad muligt at forudsige, hvordan en forhandlingsløsning kan tage fat på løsning af de nationale og sproglige stridigheder, der har præget Ukraines historie siden Sovjetunionens fald. 

Denne artikel fokuserer derfor på at beskrive de konflikter, der kræver en løsning – uden at levere endegyldige løsninger. 

Maidan-revolutionen 

De nationale konflikter i Ukraine har flere hundrede års historie bag sig. Men efter Ukraines uafhængighed oven på Sovjetunionens sammenbrud i 1991/92, har det især været op til, under og efter Maidan-oprøret i 2013-14, at konflikterne er blevet skærpet – og har udløst væbnede sammenstød. 

Under Maidan-revolutionen kæmpede ukrainere fra især det centrale, nordlige og vestlige Ukraine for et tættere samarbejde med EU. 

Maidan-bevægelsen udsprang af den orange bevægelse i starten af årtusindet. Den støttede præsidentkandidater, som havde en erklæret målsætning om at sikre frie valg uden valgsvindel. 

Ukraines valg op til Maidan-opstanden var præget af problematiske og kritiserede valg. 

I 2002 blev pro-russeren Viktor Yanukovych udnævnt som vinder af to valgrunder, men beskyldt for valgsvindel. I et omvalg i 2004 dikteret af Ukraines højesteret var vinderen Viktor Yushchenko, som sad i præsidentembedet frem til 2010 – trods et forsøg på at forgifte ham umiddelbart efter valgsejren i 2004. 

Da Yushchenko ikke genopstillede i 2010, vandt Yanukovych præsidentvalget. Han havde i valgkampen lovet at lave samarbejdsaftaler med EU, hvilket det, der blev Maidan-bevægelsen, så som garant for udvikling og demokrati. Men præsidenten aflyste i 2013 aftalerne, sandsynligvis efter russisk pres, og indgik i stedet et ukrainsk-russisk samarbejde med Putin. 

Det udløste stor vrede og var benzin for udviklingen af Maidan-opstanden. 

Under urolighederne i 2013-2014 beordrede Yanukovych undtagelsestilstand. Demonstranterne på Maidan-pladsen blev beskudt med mindst hundrede dræbte til følge. 

Maidan-bevægelsen stormede præsidentpaladset, hvor Yanukovych gemte sig. Han måtte gå af og flygte i eksil i Rusland. 

Donbas-området 

I Donbas-området i det østlige Ukraine, hvor der boede mange russisksindede og russisktalende, havde Maidan-bevægelsen ikke samme støtte som i resten af Ukraine. 

Russiske separatister var imod bevægelsen, som de mente var for pro-vestlig. De kaldte Maidan-oprørerne for alkoholikere, narkomaner og homoseksuelle. 

Separatisterne tog i 2014 magten i Donetsk og Luhansk i Donbas-området med våben, som de havde hentet fra Sovjettidens våbenlagre. De fik støtte fra Rusland, som sendte soldater ind i området. 

Den belarussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, prøvede at mægle mellem parterne i de såkaldte Minsk-forhandlinger. 

Ukraine krævede, at Donetsk og Luhansk forblev ukrainsk territorium og satte hæren ind for at genvinde kontrollen. 

Den nye ukrainske præsident Petro Porosjenko (2014-2019) – en oligark, der blev kaldt chokoladekongen – fortsatte forhandlingssporet uden at sætte hæren massivt ind. 

Det forandrede sig, da Volodymyr Zelenskyy i 2019 blev præsident. Nu blev hæren sat massivt ind med en målsætning om at generobre de selvudnævnte “republikker” i øst. 

Minsk-forhandlingerne brød endegyldigt sammen med den russiske invasion i februar 2022. 

Putin krævede før invasionen, at Donetsk og Luhansk skulle anerkendes som selvstændige republikker. Men efter invasionen har Rusland annekteret områderne – og to andre regioner mellem Donbas og Krim i det østlige Ukraine. 

Kun fire lande – Nordkorea, Syrien, Venezuela og Nicaragua – har anerkendt annekteringen. Putin anerkender altså ikke længere “republikkerne” som selvstændige, men anser dem nu som russiske. 

Om befolkningen i Donbas ønsker selvstændighed, at være en del af Rusland eller være en del af Ukraine, er usikkert. 

Men en fredsforhandling må på den ene eller anden måde tilgodese befolkningens ønsker, hvis ikke militære stridigheder skal blusse op igen. 

En folkeafstemning á la den slesvigske løsning har lange udsigter i et område, hvor der ikke er tradition for fair og internationalt overvågede afstemninger. 

Krim-spørgsmålet 

Også Krim-spørgsmålet er et delikat emne i en eventuel fredsaftale. 

Krim har en lang og broget historie. Området var russisk i zartiden og autonomt inden for Sovjetunionen. Det blev en del af Ukraine (med en vis autonomi) da Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjovs overdrog Krim til den ukrainske sovjetrepublik i 1954. 

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991/92 har der været stridigheder om halvøens status: som autonom republik, som en del af Ukraine (med en vis autonomi) eller som en del af Rusland. 

Ved en folkeafstemning i 1991 stemte befolkningen på Krim for at være en del af et uafhængigt Ukraine – med en vis autonomi og egen præsident. 

Men i 2014 besatte og annekterede Rusland Krim. Mindre end 14 dage senere blev det russiske flag hejst, russiske penge blev indført, og befolkningen fik russiske pas! 

En folkeafstemning under stærk russisk kontrol bekræftede i 2015 beslutningen. Men den demokratiske legitimitet er omstridt. 

Befolkningen på Krim består af flere nationaliteter, især russere, ukrainere og Krim-tatarer. 

En del af Krims befolkning vil gerne høre under Rusland og fejrer datoen for Ruslands annektering af Krim i 2014. Andre gav i 2014 udtryk for, at de ikke havde noget imod, at Krim var ukrainsk. 

Krim-tatarerne har en smertelig erindring om Rusland, fordi de efter 2. verdenskrig blev deporteret af Stalin. 

Efter Sovjetunionens opløsning begyndte tatarer fra øst at vende tilbage til Krim. 

Under Ruslands besættelse er der blevet malet hvide kryds på Krim-tatarernes døre (ligesom i Stalintiden før deportationer) og en af deres ledere er blevet bortført og dræbt. 

En løsning af stridighederne i Donbas-regionen er afgørende for en varig fred. Det samme er en fredsaftales behandling af Krim-halvøens fremtid – herunder også fremtiden for den russiske flådebase i Sebastopol, der har en lejekontrakt for orlogsværft og baseinstallationer frem til 2042. 

Sproglige udfordringer: Russisk og ukrainsk skal ligestilles 

I Ukraine er der to hovedsprog, ukrainsk og russisk. De to sprog ligger tæt op ad hinanden, men er modersmål for forskellige befolkningsgrupper. Russisk har været det mest brugte sprog i ukrainsk tv. Begge har været anerkendte sprog i Ukraine. 

Men med den voksende ukrainske nationalisme siden Maidan-revolutionen har den ukrainske regering vedtaget en sproglov, der prioriterer ukrainsk over russisk. 

I russiskbesatte områder tvinges ukrainske børn omvendt til at tale russisk. 

Det skærper modsætningerne i Ukraine og undergraver sammenholdet i befolkningen. 

Sprogstridigheder kan forstærke modsætninger og splitte en befolkning – som det også kendes fra steder som Tyrol, Baskerlandet og Belgien.

I Ukraine forestår – når krigen er slut – derfor en forsoningsproces mellem ukrainsk- og russisksindede borgere, hvor man anerkender og ligestiller hinandens kultur og sprog. 

Uanset hvordan grænsedragningerne i øvrigt bliver. 

Bo Vesterlund har været valgobservatør i Ukraine og er medlem af SF ́s Internationale Solidaritetsgruppe. 

---