Programmering i børnehaver af arbejdskraftens urealiserede potentiale

Børn helt ned i børnehavealderen bliver undervist i kodning i Odenses børnehuse. Er vi i gang med at afskaffe barndommen, når end ikke børnenes DUPLO-klodser længere formår at undslippe markedsgørelsen?

Af Frederik Boris Hylstrup Olsen

Efter at have kæmpet sig vej gennem regnfrakker, tabte vanter og glemte sokker i garderoben, træder man ind i børnehavestuen. Her grines og grædes, krammes og kradses, læres og leges. Her klæder børn sig ud og pakker sig ind i flyverdragter. Her hænger duften af våde agurker, og her spirer det grønne håb, som disse børn må bære på deres skuldre om vores fremtid. Men her lugter ligeledes af penge, der kan veje tungt på et par små skuldre.

I bestræbelserne på at blive Verdens Bedste Robotby har Odense kommune nu intensiveret tiltagene for at øge den ”digitale sundhed”, som børn helst skal kunne bryste sig af for at kunne indgå som ”vigtige brikker i et økosystem, der skal fortsætte udviklingen af Odense”, som det lyder i projektet ’Verdens Bedste Robotby – Strategi for dannelse og uddannelse’ fra Odense Byråd. Den digitale udvikling af en teknologisk fremskreden by kræver dermed øget digital dannelse. Børnene skal ”rustes” med digitale og teknologiske kompetencer til en sådan fremtid.

Således sætter kommunen nu ind, hvor det spirende udviklings- og vækstpotentiale stadig er i sit spæde og formbare stadie – nemlig tumlingerne i børnehaven.   Hver tredje af byens børnehaver skal i løbet af det kommende år afholde det såkaldte ’Coding Class Toddler’, udbudt af det odenseanske kodningsfirma ’Guldastronaut’, som skal indføre undervisning i grundlæggende viden om kodningens og programmeringens fundamentale sprog.

Hele den teknologiske og digitale uddannelse bliver pakket ind i betegnelsen ”leg”. Farvede DUPLO-klodser, perleplader, centicubes, lege og musiske aktiviteter har til formål at visualisere og håndgribeliggøre computationelle begreber (om beregning og informationsbehandling), som således skal kunne tale ind i børnenes sprog. Velkendt ser det da også ud.

“De tidlige klasser i folkeskolen er for længst blevet underlagt krav om fastsatte, nationalt bindende mål for, hvad eleverne skal lære i folkeskolens fag… Nu er jagten på den urealiserede arbejdskraft altså også gået ind allerede i børnehaven.”

Vidste man ikke bedre, ville det ligne en almindelig aktivitet i børnehaven, hvor børn og pædagoger sidder på gulvet og hygger sig med alskens eksperimenterende og fantasifulde lege. Hvem har ikke prøvet den herligt destruktivt opbyggelige disciplin – at bygge tårne af klodser, blot for at vælte dem igen? En aktivitet, hvis nytte og dets endelige mål indeholder dets egen negation, hvor formålet er selve formålsløsheden, hvor konstruktionen er destruktionen. En aktivitet som kun tjener den umiddelbare fornøjelse. Legen er imidlertid mere målrettet end som så. Den produktive opbyggelighed skal i højsædet, de første byggeklodser må lægges for at danne fundamentet for en fremtidig karriere inden for kodning eller robot-teknologi. Som Odense-borgmesteren Peter Rahbæk Juel (S) forklarer det: ”Med det her forløb guider vi roligt og sikkert børnene ind i den digitale verden”.

Rustede børn

I et kapitalistisk samfund formår markedsgørelsens kræfter altid at sive ind i alle sprækker, mellemrum og åndehuller. Pauser og frikvarterer i skolen fungerer fx som tidsrum, hvor eleverne kan brænde krudtet af, så de kan holde ud at sidde stille 45 minutter mere på stolene i klasseværelset. Også frilufts- og naturoplevelser betragtes – og sælges for op til flere tusinde kroner, her ikke engang medregnet udstyr som rygsæk, selvoppusteligt liggeunderlag og sovepose – som ”rekreative” aktiviteter, hvor batterierne skal genoplades, så man nok engang er klar til en uge på arbejdet.

De tidlige klasser i folkeskolen er for længst blevet underlagt krav om fastsatte, nationalt bindende mål for, hvad eleverne skal lære i folkeskolens fag – i kraft af de læseplaner og undervisningsvejledninger, Undervisningsministeriet i 2015 implementerede under betegnelsen ’Fælles Mål’. Spørgsmålet, om hvorfor vi overhovedet holder skole og pædagogiske institutioner, bliver således ofte besvaret med, at der skal skabes konkurrencedygtig arbejdskraft, som kan levere varen på det globale arbejdsmarked – altså det, vi på moderne dansk kalder employability og competitivity. Nu er jagten på den urealiserede arbejdskraft altså også gået ind allerede i børnehaven.

Fremtiden er programmeret

Odense Byråd vil investere 50 millioner kroner i børn og unges digitale dannelse og teknologiske forståelse over de næste 10 år. Projektet med at iværksætte undervisning i kodning i børnehaverne, som vi ser rulle sig ud i disse tider, lader derfor ikke til at være en enlig svale, men kan vidne om en større bevægelse, som uundgåeligt kommer til at sætte sit præg på de danske daginstitutioner.

Med en fremtid på et noget nært uundgåeligt teknologisk og digitalt arbejdsmarked – en fremtid der tilsyneladende lurer på  tæt hold, når børnene  allerede nu  uddannes til det – forstår man, hvorfor Odense vælger at formulere det således, at børnene må ”rustes” til denne fremtid.

I et accelererende samfund, hvor både teknologi, produktion og forbrug er i stigende vækst i et sådant tempo, at man enten må forsøge at følge med eller blive efterladt, må man derfor tage sorgerne på forskud for at være på forkant og altså udvikle arbejdskraften så tidligt som muligt. Bare børnene ikke når at ruste af metaltræthed, inden de faktisk finder sig selv i fremtiden.