I ugevis har protesterne buldret løs i Kina. Fra Danmark håber ‘Nur’ de kan holde fast i deres mod

Siden 24. november har den kinesiske befolkning været på gaden for at vise deres utilfredshed med landets ledelse. Vreden over regeringens drakoniske nul-Covid strategi kammede over, da en ildebrand i et højhus i byen Ürümqi dræbte flere personer. Demonstranter gik på gaden over hele landet for at kræve en forandring af Kinas coronapolitik og for at udtrykke deres vrede mod et af verdens mest autoritære regimer.

Den Store Kinesiske Firewall

Branden i den uroplagede Xinjiang-provins i det nordvestlige Kina bliver officielt anslået til at have dræbt 10 personer og såret yderligere 9. Kilden, som af sikkerhedsårsager har valgt at være anonym, fortæller at antallet nok nærmer sig 40, og at tallene fra de kinesiske myndigheder skal tages med et stor gran salt. Officielt kunne beredskabet ikke nå frem til lejligheden på grund af for smalle veje, men skylden klæber til Kinas coronapolitik. Ürümqi havde i over 100 dage været lukket ned som konsekvens af Kinas Zero-Covid-Policy, og beboerne kunne derfor ikke komme ud af deres egen lejlighedsblok. Ofrene var primært uighurer, medlemmer af Kinas forfulgte muslimske mindretal.

“Myndighedernes kynisme og apati har vakt genkendelse i andre dele af landet, der også har lidt under regimets håndtering af corona.”

De første demonstrationer startede på Ürümqi-gaden i Shanghai, hvor flere var samlet til en mindehøjtidelighed for brandofrene. Antallet af dræbte og myndighedernes kynisme og apati har vakt genkendelse i andre dele af landet, der også har lidt under regimets håndtering af corona.

”Folk er bange for, at de selv kan blive det næste offer for regimets coronapolitik”, forklarer kinesiske Nur til Solidaritet. De forklarer også, at den kinesiske centralregering indtil i sidste uge har nægtet at rykke sig en millimeter fra sin nul-covid strategi, trods modstand og kritik både internt og fra udlandet.

Organiseringen er primært foregået på de sociale medier, hvor folk deler forbudte tekster fra f.eks. den regimekritiske forfatter Xin Haonian, giver råd til hvordan man laver molotovcocktails og generelt udtrykker deres vrede over for det regime, der har styret landet siden borgerkrigens afslutning i 1949.

”Men det er svært at få information ud af landet generelt. Styret censurerer alt indhold, der er kritisk over for dets politik,” siger Nur med henvisning til den kinesiske stats omfattende censur af digitale medier. Her er sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram blokeret af staten, der også aktivt bruger anholdelser og søgsmål til at censurere landets presse. Til gengæld tilbyder regeringen stramt kontrollerede alternativer som Weibo, Bilibili og Youku. I vestlige medier bliver den restriktive politik tit omtalt som Den Store Kinesiske Firewall.

De Store Hvide

Ürümqi er blot én af en lang række storbyer, der er blevet lukket ned for at dæmme op for smittetallet. Nur fortæller, hvordan regeringen har taget en række hårde midler i brug for at dæmme op for smittetallene. Det omfatter blandt andet elektroniske låse på døre, og krav om daglige PCR-tests for at kunne foretage sig noget uden for sit hjem.

”Man sidder nærmest i fængsel i sit eget hjem”, siger de. Shanghai, som har været epicentret for protesterne, havde selv været lukket ned i månedsvis tidligere på året.  

Er man uheldig at blive smittet med Covid-19, bliver man overført til lejre, hvor lægehjælpen ofte er ikke-eksisterende. I de områder, som ikke er lukket ned, er der stadig krav om, at man skal vaccineres og testes dagligt for få et ’grønt’ corona-pas. Uden dette corona-pas er det umuligt at bevæge sig rundt i landet.

“Regeringen tænker ikke på konsekvenserne af disse nedlukninger. Særligt adgangen til fødevarer og lægehjælp har ofte været ikke-eksisterende.”

Disse og mange andre regler bliver håndhævet med stor brutalitet af Da Bai, der på dansk kan oversættes til ‘De Store Hvide’. Det er statsansatte folk i hvide beskyttelsesdragter, som har været allestedsnærværende lige siden nul-Covid politikkens begyndelse.

”De opfører sig mere som robotter end mennesker”, siger Nur. De hvidklædte nærmest paramilitære håndhævere af regimets corona-lovgivning har gjort deres arbejde med stor brutalitet, siger de. Det understøttes af videoer, hvor folk bliver tæsket eller svejset inde i deres eget hjem, som er gået viralt i Kina og også er nået til udlandet.

”Systemet er for stort og rigidt til at kunne reagere og tilpasse sig til nye problemer,” forklarer Nur og pointerer, at selvom det har til hensigt at knække smittekurven, har det medført et hav af andre problemer.

”Regeringen tænker ikke på konsekvenserne af disse nedlukninger. Særligt adgangen til fødevarer og lægehjælp har ofte været ikke-eksisterende”, siger de. “Folk kan ikke gå på arbejde, mange har mistet deres opsparing, og hvis man er så uheldig at lande i en by, når nedlukningen starter? Så er man spærret inde med de andre indbyggere.”

Samtidig bliver behandlingen af alle ikke covid-19 relaterede sygdomme sat på pause. Nur fortæller, hvordan deres ven i sundhedssystemet oplever, at det dræber flere end selve sygdommen: ”Regeringen har bare tilladt denne sekundære krise at fortsætte ufortrødent”.

En anden konsekvens af den tvungne isolation er, at selvmordsraten i landet er steget. Tallene bliver underrapporteret af myndighederne, men Nur fortæller, at flere af deres venner i Kina kender folk, der har begået selvmord under lockdown. Virale videoer og lydklip – som den af en datter, der forgæves skriger om hjælp fra en indespærret lejlighed, efter hendes mor har begået selvmord, eller en kvindelig rengøringsansat som omhyggeligt tager sit tøj af, før hun hopper ud fra et højhus – florerer nu på landets sociale medier.

Regimet vakler

Trods de mange tragiske historier, har Xi Jinpings regime hidtil nægtet at skifte kurs. Vreden over lokalregeringens håndtering af branden i Ürümqi var på den måde dråben, der fik bægret til at flyde over. Selvom mange af demonstranterne har udtrykt et ønske om mere omfattende forandring af det kinesiske samfund, er det dog langt fra alle, der er enige i det ønske.

Nur forklarer, at der er tre lag i protestbevægelsen. De som ønsker at stoppe nul-Covid-strategien; dem som ønsker reformer af systemet – mere frihed og lempelse af censur osv. – og dem som ønsker, at regimet væltes helt. Indtil nu har grupperne formået at parkere deres uenigheder, men med regeringens kursskifte i den forgangne uge bliver det afgørende, om de kinesiske demonstranter kan holde momentum.   

Foreløbigt har demonstranterne dog fået det kinesiske regime til at vakle. Først begyndte flere byer og lokalregeringer at lempe deres restriktioner, og nu er 180 graders vendingen nået toppen af den kinesiske stat, som har lempet restriktionerne i hele landet. Men beslutningen kommer op til vinteren, hvor smittetallene forventes at stige kraftigt. Landets regering forsøger derfor både at dæmme op for vreden, men også at splitte protestbevægelsen. Hvad der vil ske med de demonstranter, som fortsat går på gaden er endnu uvist. Kigger man på den kinesiske stats historie, er der dog stor chance for, at det vil blive mødt med brutalitet. I sidste uge vandt protesterne dog en delvis sejr, da centralregeringen valgte at lette coronarestriktionerne i landet. 

Det glemte diktatur

Den økonomiske succes, som Kina har gennemlevet de seneste 30 år, kan nogle gange skygge for, hvor autoritært landets kommunistpari egentlig er, forklarer Nur.

”Alle ved, at Nordkorea er slemt, men jeg føler at mange i Vesten glemmer, at det kinesiske styre er næsten lige så undertrykkende”, siger han. At styret har formået at fastholde magten i årtier, skyldes for ham at dets kraftige censur af kritiske holdninger og fængslingen af regimekritikere og demonstranter.

Branden i Ürümqi er derfor bare det seneste af en lang række eksempler på en statsmagt i apati over for dets egen befolkning. I Kina er lejrene, hvor uighurerne bliver tvangsassimileret, og hvor deres kultur bliver udvasket, en offentlig hemmelighed, siger Nur. De sammenligner behandlingen af den store muslimske minoritet i Xinjiang-provinsen med nazisternes behandling af jøder, og påpeger blandt andet, at den kinsesiske stat opfordrer uighurer til at gifte sig med Han-kinesere for at ’rengøre’ deres blod. På den baggrund er parallellen oplagt, men det er ikke kun de muslimske uighurer, der bliver undertrykt. Kinas regering har systematisk forsøgt at assimilere de mere end 50 etniske mindretal, blandt andet ved at lukke minoritetsskoler og ødelægge bøger om deres kultur.

Også når det kommer til kvinde- og LGBT+ rettigheder er den kinesiske stat særdeles reaktionær. Det kom til udtryk da to kvindelige journalister, som forsøgte at afdække en sag, hvor en anden kvinde blev holdt indespærret og tvunget til at føde otte børn for sin fangetager, blev arresteret. Kvinden, der senere blev identificeret som Xiaohuamei, er efterølgende forsvundet sporløst, og da den berømte amerikansk-kinesiske forfatter Geling Yan udtrykte sin vrede over sagen, blev hun efterfølgende fjernet bag Den Store Kinesiske Firewall.

Under Xi Jinping har regeringen også promoveret såkaldt ‘traditionelle værdier’ i højere grad. Det har gjort livet sværere for seksuelle minoriteter, der oplever stadig stigende diskrimination. Mens homoseksualitet først blev lovligt i Kina i 1997, blev det i 2016 forbudt at vise homoseksualitet i det offentlige rum.

Selv er Nur bekymret for at rejse hjem til Kina. Han udtaler sig derfor på baggrund af anonymitet.

”Jeg er bange for, at hvis jeg vender hjem, bliver jeg enten fængslet eller tilbageholdt”, siger han. Men det er ikke kun regimet, der reagerer negativt på kritik af systemet, forklarer de.

”Jeg har venner, som har slettet mig fra sociale medier. I deres øjne er kritik af partiet en kritik af Kina”. Tidligere på måneden berettede CNN om, at den kinesiske stat opererer mere end 100 uofficielle politistationer rundt om i verden, som kan kontrollere eksil-kineseres gøren og laden. En lignende historie blev tidligere på året bragt af DR, som kunne tælle 54 ulovlige politistationer i blandt andet Holland og Brasilien.

Men selv om der ikke kendes til de kinesiske politistationer i Danmark, er frygten for at blive meldt til myndighederne også meget stærk for Nur.

”Jeg er nervøs for at møde andre kinesere, da jeg er bekymret for, om de vil melde mig til myndighederne.”

Alligevel mener Nur, det er vigtigt at dele sine oplevelser og berette om, hvad han har hørt:

”Jeg vil sætte fokus på dem, som bliver fortiet af regeringen, og på deres mod. Vi kan alle forestille os konsekvenserne, men alligevel vælger de at demonstrere”.

‘Nur’ har af sikkerhedsmæssige årsager valgt at være anonym. Redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.