Pussy Riot: Vi er Rusland

Russiske Pussy Riots aktioner har aldrig været finkultur. Det provokerende, feministiske aktionskollektiv skriver sig mere ind i lavkulturelle traditioner fra punk- og provobevægelserne end egentligt kunstnerisk-æstetiske bevægelser.

Ikke desto mindre lægger kunstmuseet Louisiana, der normalt udstiller (forholdsvis) traditionelle modernistiske værker, lige nu lokaler til en udstilling om de russiske femi-oprørere. 

Helt overraskende er det måske ikke. Dadaisme og andre avantgardistiske kunstretninger har i perioder bygget broer til aktivistiske og anarkistiske aktionsformer ved at bruge provokations- og chokeffekter. De kunstretninger er nu fuldt integrerede og respekterede i den institutionaliserede kunstverden – selv om de forsøgte at undslå sig netop den skæbne. 

Krigen i Ukraine skaber samtidig en kontekst, hvor en udstilling om Pussy Riots aktioner og happenings er højaktuel. Måske som en indirekte legitimering af vestlig selvforståelse – men først og fremmest som et spark i nosserne på de russiske magthavere. 

Thunbergs russiske modstykke

Pussy Riot voksede i starten af 2010’erne ud af et russisk anarkistmiljø som en feministisk performance-gruppe. De udgjorde fra starten en protest mod Putins monopolisering af magt, konservative værdier, alliance med den ortodokse kirke og forfølgelse af politiske modstandere. Gruppen har aldrig bestået af mere end nogle håndfulde aktivister – men gruppens mediebevidste aktioner har haft en politisk gennemslagskraft, hvis betydning for feminisme-, lgbt+ og demokratibevægelser (især) i Rusland næsten kun kan sammenlignes med Greta Thunbergs for miljøbevægelserne. 

De fleste af gruppens aktioner har bestået af koncerter, hvor gruppens medlemmer har optrådt i kulørte, korte kjoler og iført lige så farverige hætter, der dækker hele hovedet undtagen øjenpartiet. 

Musikken har været rock- og punk-agtig og teksterne været direkte politiske budskaber uden nogen former for dikkedarer. 

Koncerterne er blevet afholdt på fx på Den Røde Plads i Moskva, foran FSB-kontorer og i russisk ortodokse kirker. Ofte uden noget større publikum – men til gengæld dokumenteret og udbredt gennem videooptagelser.

Men gruppen har også lavet aktioner, der bryder med koncertformen, fx ved at blotte bryster i offentligheden i protest mod konservativ og klerikal puritanisme eller ved at afbryde fodboldkampe ved at løbe på banen i protest imod Ruslands forsøg på at bruge sportsbegivenheder som afledning fra den autokratiske udvikling. 

Pussy Riots aktioner er konfrontative og provokerende. De forsøger ikke som politiske bevægelser at bygge op via overbevisende agitation, de er i stedet forsøg på direkte udfordringer af magthavere ved med aktionerne at pointere, at de og ligesindede også er en del af det russiske samfund.

På Louisiana demonstreres det eksempelvis i et af de utallige videoindslag, hvor en aktivist afhøres af en betjent, der spørger, hvordan aktivisten dog kan skide på sit eget fædreland, og får svaret: ”Det gør vi ikke; vi er Rusland.”

Det er måske nok at tage munden for fuld at forstå det udsagn bogstaveligt: Pussy Riot kan lige så lidt som Putin postulere at være hele Rusland. Men den interne opposition til Putins autoritet, patriarkat og kleptokratiske fordeling af det russiske samfunds værdier og magt er også Rusland. 

Klaustrofobisk og punkagtig

Pussy Riots provokatoriske facon er på Louisiana allerede blevet indfanget på en stor videoskærm i entreen til udstillingen, hvor alle besøgende ser en kvinde trække op i sit skørt og med nøgent skød pisse direkte ned på et portræt af Vladimir Putin. 

Udstillingen består af videoafspilninger og fotos af Pussy Riot-aktioner på videoskærme i nogle smalle gange, hvor væggene er tæt dekoreret af tuschtekster, der forklarer konteksten for de enkelte aktioner. 

Det er ikke en æstetisk udstilling. Kuratorerne forsøger i stedet af fastholde et kaotisk og punk-agtigt udstillingsunivers: Lyden fra flere skærme høres samtidigt og hele tiden (bortset fra et enkelt rum uden dekoration, hvor en højtaler afspiller den russiske nationalmelodi). 

De mange skærme giver et kalejdoskopisk indtryk, men placeringen i de gange – i stedet for åbne rum – efterlader også et klaustrofobisk indtryk. 

Det er sikkert et forsøg på en udstillingsæstetisk iscenesættelse af den skræmmende situation, som oppositionsfolk oplever i Rusland: Putins magtmaskine kværner og efterlader stadig mindre rum for demokratisk aktivitet.

Det klaustrofobiske indtryk blev, da jeg så udstillingen den første søndag i skolernes efterårsferie, forstærket af de mange besøgende. Gangene var så tætpakkede af mennesker, at det var svært at få tid og rum til at læse alle tekster og se alle videoer.

Sådan en fordybning er nu heller ikke nødvendig for at få et positivt indtryk af udstillingen: Jeg er alligevel begejstret for udstillingen.  

Og interessen for netop Pussy Riot-udstillingen var sgu også en positiv oplevelse.

Her giver krav om fred mening

Udstillingens forløb er kronologisk opbygget. Efter Putin-degraderingen med pis, starter udstillingen med Pussy Riots aktioner fra 2011 og følger dem derefter frem. De første aktioner handler først og fremmest om anti-Putin-manifestationer ud fra et feministisk perspektiv. I takt med arrestationer og fængslinger retter aktionerne sig mere og mere imod repressioner og en bredere undertrykkelse (bl.a. af oppositionskandidater ved valg) – og i den sidste del om understøttelse af demonstrationer og aktioner imod den russiske invasion af Ukraine. 

Jeg blev især berørt over den sidste del af udstillingen. Mens det var en dejlig oplevelse at se Pussy Riots provokerende udfordringer af hele det russiske magtapparat – regering, ortodokse kirke, efterretningsvæsen, politi og konformt, systembevarende kommunistparti – så var dokumentationen af anti-krigsaktioner i hjertet af Rusland hjerteskærende: Ikke kun fordi protester kan koste op til 12 års fængsel, men også fordi det giver et andet perspektiv på krigen i Ukraine:

At insistere på fred har i Rusland en helt anden karakter, end hvis et tilsvarende krav rejses uden for landet. 

I Rusland kan et krav om fred blive en katalysator for en demokratisk og social udvikling af landet, en tilbagetrækning af tropper fra ukrainsk territorium og for Putins og kulturkonservatismens tab af magt. 

Uden for Rusland risikerer abstrakte fredskrav derimod at befæste besættelsen og cementere Putins magt i et autoritært, oligarkisk og kleptokratisk samfund.

Æstetisk utopi

Jeg kan derfor klart anbefale et besøg på Louisiana her i efteråret. Ikke kun for at se Pussy Riot-udstillingen, men også fordi den russiske punk- og antiæstetiske udstilling samtidigt modsvares af en helt anderledes æstetisk, men ikke mindre fascinerende udstilling af værker af Firelei Báez.

Hendes værker er udstillet i en anden afdeling af Louisiana – i store luftige udstillingslokaler med rum og ro til kontemplation og fordybelse. 

Báez er født i Den Dominikanske Republik – og hendes malerier cirkler tematisk omkring kolonialismens aftryk i nutidens samfund. Ikke på demonstrativ maner, men ved at lade koloniale spor indgå i hendes ellers fabulerende, semi-surrealistiske og fantastiske malerier.

Resultatet er nogle meget smukke og farverige malerier – mange i store formater – der nærmest udvikler en æstetisk utopi. Uden at fornægte den brutale baggrund, der indskrives i billederne. 

Modsætningen til Pussy Riot-udstillingen kan næsten ikke være større. Men de to udstillinger supplerer hinanden ved begge at stimulere håb om en bedre fremtid. 

”Velvet terrorism – Pussi Riot’s Russia” – indtil 14. januar 2024

Firelei Báez: “Trust Memory Over History” – indtil 18. februar 2024

Louisiana, Gammel Strandvej 13, Humlebæk.