Hvem udfylder magttomrummet, når 'Ruslands Zar' Vladimir Putin træder tilbage? Illustration fra 'Kalininsky'.
4 min. læsetid

Gætterierne om, hvad der vil ske i Rusland i årene frem til 2024, fortsætter med uformindsket styrke. Hold øje med magtforholdet og balancen mellem de fem forskellige elitegrupper.


Af Søren Riishøj

Vrangforestillinger og misforståelser trives tykt, når russisk politik er til debat. Det konstaterer Tatiana Stanovya i en analyse for Carnegie Endowment. Én går ud på, at Putin bestemmer alt, og at intet besluttes uden han er med. En anden misforståelse er, at de nærmeste venner af Putin, inderkredsen, styrer showet i hans navn. En tredje misforståelse er, at den lodrette akse (‘siloviki’) har fuld kontrol over tingene. Heller ikke det er sandt.

En del af problemet er den voksende afstand mellem officielle, administrative strukturer og uformelle forbindelser og netværk. For Putin har mere og mere trukket sig tilbage fra den daglige politik. Vigtigt, fortsætter Stanovya, bliver det derfor frem til 2024 at holde øje med magtforholdet og balancen mellem de forskellige elitegrupper.

De fem elitegrupper

Her kan der med fordel skelnes mellem fem grupper:

For det første Putins allernærmeste – hans indercirkel. For det andet Putins venner og fagfæller – et løsere netværk, ofte kollegaer fra hans KGB-tid og kollegaer fra hans tid i St. Petersburg. Den gruppe er ikke nært forbundet med regeringsmaskineriet.  For det tredje politiske teknokrater – en voksende elitegruppe. For det fjerde beskytterne – også kaldet ‘vogterne’. De står for stærkt konservative, konspiratoriske og anti-vestlig holdninger og ideologier og markedsfører dem ivrigt. Endelig har vi for det femte – de(m) der i praksis skal sikre gennemførelsen af vedtagne love og beslutninger (er kaldt ”implementers”). Flere herfra fik i forbindelse med regeringsomdannelsen her i januar måned tildelt vice-ministerposter. De skal gennemføre fx infrastruktur-programmer og ny socialpolitik.

Den nye magtfordeling – systemet

En ny magtfordeling ser dagens lys. Systemet – ikke enkeltpersoner – vil være rettesnoren, et synspunkt som Ivan Krastev fra tænketanken ECFR også har fremført. Putin ønsker ikke en enkelt person (”successor”) som sin efterfølger, men snarere en ”efterfølger-generation”, som får til opgave at sikre en stabil overgang.

Her vil ‘Putins børn’, der har gjort karriere under ham, ikke få det så let. Alle de nævnte elitegrupper ønsker stabilitet, men ud fra hver deres interesser og prioriteringer. I den proces vil vi opleve mindre sammenhold og mere fragmentering på eliteplanet. Under voksende pres inde fra og ude fra vil gruppen af konservative, anti-vestlige ‘beskyttere’ indtage en vigtigere plads, men de vil være i en hård magtkamp med teknokrater inden for elitegrupperne. Ingen varige koalitioner kan forventes, som forsker Jan Martin Dollbaum påpeger. Vi vil i bedste fald kunne opleve ”kontrolleret forvirring”, i værste fald kaotiske og voldelige tilstande.

Vladimir Putin vil frem til 2024 gøre hvad han kan for at undgå kaos, og at sikre balance mellem de forskellige elitegrupper. Frem for alt ønsker han at undgå en ‘februar-revolution’ anno 2024. Den ikke-parlamentariske opposition skal holdes i skak. Af samme årsag vil han formentlig, efter ”Kazakhstan-modellen”, gå efter at få en mentor-rolle – måske som leder af Statsrådet, som en ny variant af centralkomiteen – eller som Nazerbajev i Kazakhstan gjorde det sidst, som formand for det nationale sikkerhedsråd, etablere et ‘politbureau’.

Vladimir Putin mødes med kasakhiske Nursultan Nazarbayev (tv.), der efter at have trukket sig tilbage som landets præsident, er overgået til at regere i kulissen som formand for det nationale sikkerhedsråd. Vil Putin gå efter en lignende ‘mentor-rolle’? Pressefoto fra Kremlin.ru

Mere indflydelse til Misjustin

Med Forenet Ruslands dalende opbakning i befolkningen vil Putin næppe engagere sig i partipolitik, heller ikke gentage rollen som ministerpræsident. Om den nyudnævnte ministerpræsident Michail Misjustin kan sikre Putin en stabil periode, vil vise sig. Valget af ham var overraskende, men som påpeget af de fleste kommentatorer også logisk.

”En ny magtfordeling ser dagens lys. Systemet – ikke enkeltpersoner – vil være rettesnoren. Putin ønsker ikke en enkelt person som sin efterfølger, snarere en ’efterfølger-generation’.”

Misjustin var som leder af digitaliseringen af det russiske skattevæsen en af de få embedsmænd, der på tværs af politiske skel blev værdsat for sit arbejde. Selv om magten over minister-udnævnelserne formelt er hos præsidenten, mener de fleste, at Misjustin forlangte at være medbestemmende – og fik sit krav opfyldt.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).