Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
24. oktober. 2021

Radikal byrådskandidat: Vi skal have større demokratisk forståelse i de minoritetsetniske miljøer

Fortidens synder med ikke at inddrage “fremmedarbejderne” i det danske demokrati spiller stadig ind i dag. Der er behov for en større indsats både hos minoritets- og i majoritetssamfundet, mener Ali Güvercin, der er kandidat for De Radikale i Ishøj.

Ali Güvercin stiller op for De Radikale i Ishøj. Privatfoto.

I Danmark var der en forholdsvis udramatisk overgang til et folkestyre i 1849. Siden har man oplevet en langsom overgang til et demokratisk samfund. I dag er Danmark verdenskendt for at være et af de lande med flest foreninger per indbygger. Det betyder, at man i Danmark i mange år og i mange generationer har opbygget en kultur, hvor man engagerer sig i, hvad der rører på sig  i lokalmiljøet. Det gør også, at de fleste har en naturlig opdragelse og tilknytning til foreninger, hvor man deler værdier og interesser.

På den anden side har der i mange indvandreres og efterkommeres oprindelsesland ikke været nær så let en overgang til folkestyre. Derudover har der ikke været meget medbestemmelse i landenes institutioner. Det har desværre medført, at mange – der er kommet hertil – ikke har haft samme opdragelse til og forståelse for, hvordan det demokratiske Danmark fungerer.

Forfejlet indsats fra start

På trods af, at mange indvandrere og efterkommere har været i landet flere generationer – nogle siden 1960’erne – så har det at være aktiv i lokalsamfundet ikke været højt på dagsordenen. Regeringerne dengang brugte heller ikke energi på at indlemme og lære de dengang nytilkomne indvandrere, hvad lokaldemokrati, foreningsliv og frivilligt arbejde var for noget. De var kommet hertil for at arbejde, og man tænkte, at disse “fremmedarbejdere” skulle arbejde og dernæst passe dem selv og nok rejse hjem. 

Fordi der i mange år ikke har været krav eller opfordring til den første generation om at tage aktiv del i lokalsamfundet, eller for den sags skyld  at lære det danske sprog, så har de naturligvis haft større tilknytning til deres hjemlands traditioner, sprog og kultur. Samtidig med, at det har været muligt for dem at se tv fra hjemlandet via paraboler. Det har betydet at tilknytningen til hjemlandet ofte har været større end til det danske lokalsamfund.

“Når jeg er ude som politiker og snakke med folk med tyrkisk baggrund ligesom jeg selv, så bliver der oftest diskuteret hvilken by eller landsby i Tyrkiet jeg er fra, og hvordan jeg forholder mig til hjemlandets politiske emner.”

Den manglende forståelse af lokalsamfundet, lokalt demokrati og foreningsliv som den første generation ikke formåede at få, er også noget man kan mærke på de efterfølgende generationer. Derudover, så har den stærkere tilknytning til hjemlandet medført at mange fra den ældre generationer har holdt sig opdateret og engageret i hjemlandets politik og også har påvirket de nyere generationer med den samme interesse for hvad der foregår i hjemlandet.

Det er nok for alvor i de seneste 10-15 år, hvor der er kommet mange flere indvandrere og efterkommer i foreningslivet og det lokale demokrati samt begyndt på frivilligt arbejde. Men på trods af en større andel af den yngre generation er begyndt at have en bedre forståelse for lokalsamfundet, så er der stadig lang vej endnu. Når jeg er ude som politiker og snakke med folk med tyrkisk baggrund ligesom jeg selv, så bliver der oftest diskuteret, hvilken by eller landsby i Tyrkiet jeg er fra, og hvordan jeg forholder mig til hjemlandets politiske emner.

Konsekvenser af historisk fejl

De mange års afkobling bæger stadig sit præg. Indvandrere og efterkommer halter fortsat bagefter i statistikkerne, hvad angår valgdeltagelsen og deltagelse i lokale foreninger.

Hvis man ser på statistikkerne, så er Ishøj både den kommune i landet med lavest valgdeltagelse, – og samtidig også den by med størst andel etniske minoriteter. Valgdeltagelsen blandt de etniske minoriteter i Ishøj er meget lav.

Folk med minoritetsetnisk baggrund udgør ca. 75-85 % af beboersammensætningen i en del almene boligområder. De ca. 14 boligområder i Ishøj administrerer hver især beløb på op til ca. 35 mio. kr. Derfor er det rigtig ærgerligt, at de etniske minoriteter står uden for indflydelse i netop disse boligområder, hvor de faktisk udgør flertallet. Af samtlige bestyrelser i områderne sidder der maks to indvandrere og efterkommere. Det er et klart tegnpå, at der ikke er nok lokal inddragelse – men nok også manglende interesse og kultur for at engagere sig i lokalpolitik. 

Mere person end politik

Selv om der selvfølgelig er mange kompetente og dygtige kandidater med indvandrer-baggrund, så har nogle som stiller op som kandidater en tendens til at få større opbakning på grund af deres relationer til oprindelses-landet – herunder det at være fra samme by eller landsby, etnicitet eller familie. Det betyder, at politiske kompetencer, deltagelse i lokale debatter og det at være en aktiv og dygtig politiker har mindre betydning. Det ser man også på de mange kandidaters kommunikation både i lokalsamfundet og på sociale medier. Der er flere ”Stem på mig” opslag end ”Jeg står for det her”, ”Jeg ser disse problemer her” eller ”Jeg vil opnå det her på denne her måde”. De typiske mærkesager, mange af dem fører frem, er generelle betragtninger om kultur og unge, men ikke så meget om, hvor der er problemer, og hvad de mere præcist vil gøre ved dem.

Derfor tror jeg på, at det er vigtigt med en samlet indsats både inden for og uden for minoritetssamfundet, som kan øge valgdeltagelsen, få flere aktive i foreninger og bestyrelser i boligområderne. Det er sådan man skaber demokratisk forståelse.


Om skribenten

Ali Güvercin

Ali Güvercin

Ali Güvercin er spidskandidat for Radikale Venstre i Ishøj med en baggrund som Senior IT projektleder og er uddannet Civil Ingeniør. Ali Güvercins går blandt andet til valg på at få stemmeprocenten op i sit lokalområde i Ishøj. Læs mere