Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. april. 2018

Venstrefløjens nye podcast

Et kollektiv af aktivister står bag den nyopstartede podcast Radioaktiv. Radioaktiv vil gennem en stribe forskellige podcast-programmer…

Et kollektiv af aktivister står bag den nyopstartede podcast Radioaktiv. Radioaktiv vil gennem en stribe forskellige podcast-programmer formidle nyheder og analyse i et kritisk perspektiv.

Af Laura Kofod

Fatma Tounsi er én af aktivisterne bag det nye medie. Hun har været en del af planlægningen siden sommeren 2017 og er selv er med til at producere programmet FANcast. Det er Radioaktivs faglige program, lavet af aktivister fra Fagligt Aktions Netværk.
»I Fagligt Aktions Netværk havde vi længere tid talt om at vi gerne ville starte en podcast, til at formidle vores arbejde. Men det er et stort arbejde at få en podcast op at køre, så da vi hørte om projektet Radioaktiv besluttede vi at gøre vores egen idé til en del af det projekt.«

Hverdag frem for teori

Fagligt Aktions Netværks arbejder for bedre arbejdsvilkår med særlig fokus på et mere demokratisk arbejdsliv. De arbejder for at gøre demokratiet direkte og sikre at beslutningerne bliver taget af de mennesker, som mærker konsekvenserne. Den enkelte arbejder skal til orde. Det er også målet i programmet FANcast.
»Min interesse er hverdagen, ikke højtravende teori. Målet med programmet er at fortælle om folks liv. Og arbejdslivet er en stor del af folks levede liv. Det er derfor at vi i podcasten vil tale med almindelige mennesker om deres oplevelser og ikke med chefer, fagforeningsbosser og eksperter.«
Ifølge Fatma vil der i hierarkiske organisationer altid opstå et skel mellem dem i toppen og dem i bunden. Også selvom organisationerne er demokratiske. Derfor er det vigtigt at give ordet til de menige medarbejdere og arbejdsløse, der normalt ikke bliver hørt. Gennem dem kan man fortælle de væsentlige historier og gøre op med myter, der eksisterer om arbejde og arbejdere i mainstreammedierne. Derfor har første program fokuseret på kooperativer, fortæller Fatma. Det næste vil give stemme til dem uden for arbejdsmarkedet.
»Vi har netop optaget et program med kontanthjælpsmodtagere. Der er mange myter om, at folk ikke vil arbejde. Men det er jo helt forkert. Det er en gruppe mennesker, som folk nok taler om, men meget sjældent med.«

Decentralt og inddragende

For Fatma Tounsi er ønsket om større demokratisering dog ikke kun interessant i et arbejdsperspektiv. Det er i høj grad også et ideal for medierne. Derfor er Radioaktiv mere end en platform for en enkelt sag, men også vigtig som et alternativ til mainstreammedier.
»Selvom vi alle betaler licens til DR, er er det ikke muligt for almindelige mennesker at få indflydelse på hvad der bliver sendt. Radioaktiv er derfor en del af et forsøg på at skabe mere decentrale og demokratiske medier.«
Radioaktiv består af forskellige grupper, der samarbejder om de praktiske forhold ved at lave radio. Der bliver holdt fælles møder til idéudvikling og feedback, men der er ikke en redaktion, der blander sig i de enkelte programmers indhold. Det er op til de grupper, der arbejder med programmerne. Folk kan slutte sig til, hvis de har en god idé eller noget de gerne vil ud med.
Derfor er programmerne på Radioaktiv også meget forskelligartede. I FANcast er der fokus på hverdagshistorierne og målgruppen er så bred så mulig.
Man vil gerne forsøge at nå et publikum, som er bredere end de klassiske venstrefløjsgrupperinger, og tale til de mennesker, der ikke nødvendigvis er politisk aktive, men som oplever et urimeligt system og som savner værktøjer til at handle.

Plads til nicher, nørder og idéer

Andre programmer på Radioaktiv kredser om det mere nicheagtige og »nørdede«. F.eks. »Vand Under Broen« der undersøger den danske venstrefløjs historie, »Eksilårene« der anmelder bøger og sætter dem i et kritisk samfundsperspektiv, og sportsprogrammet »Omklædningsrummet«, der sætter sport i et historisk og klassemæssigt perspektiv.
»Arbejdet i Radioaktiv er bygget op med en decentral struktur. Det er 100% frivilligt drevet og sådan håber jeg, at det bliver ved med at være. Målet er at skabe et sted, hvor man kan starte en podcast. Hvis man har en idé og lyst til at lave noget, behøver man ikke starte fra bunden, men kan bruge Radioaktiv som platform.
Men hvis vi kan inspirere andre til at lave deres helt eget, er det også fedt. For mig er det et mål i sig selv, at medier er så decentrale som muligt og ikke bliver alt for store,« forklarer Fatma.

Opgør med store medier

Et opgør med de nuværende mediestrukturer er helt nødvendigt, ifølge Fatma Tounsi. De store centraliserede og kommercialiserede medier, både de statslige og de privatejede, er styret af en jagt på clicks frem for en vilje til at fortælle væsentlige historier. Jagten på at fange folks flygtige opmærksomhed gør, at de alt for ofte bidrager til at forværre samfundsproblemer i stedet for at håndtere dem.
»I et helt år undgik jeg nyhedsmedier og lukkede også ned for Facebook, fordi jeg var træt af mainstream medier. Min veninde kunne ringe til mig, bekymret over at have hørt at kvinder med tørklæder blev chikaneret i København – mens jeg oplevede, at folk smilede til mig i bussen. Selvfølgelig skal problemer med chikane tages op. Men billedet bliver ofte skævt, når fokus i mainstreammedier er, hvorvidt børn af indvandrere drikker nok alkohol til gymnasiefester frem for fattigdomsskabende reformer og privatisering af f.eks. børnevacciner.«
Derfor er manglen på alternativer til de store mainstreammedier et stort problem, som Fatma håber Radioaktiv kan være med til at løse. Hun er ikke bekymret for om et fremtidigt, mere nichepræget og lokalt baseret, mediebillede vil give et mere opdelt samfund.
»Hvis noget er vigtigt for folk, vil de opsøge det. Når vigtige ting opstår, vil alle tale om det og det vil spredes i alle de forskellige lokale medier.«
Betyder det, at vi lige så godt kan lukke DR og de store dagblade?
»Det tror jeg sagtens vi kan. Vi skal have offentlige medier, der ikke er statsstyrede, som er styret decentralt/lokalt og er demokratiske. Hvor det vigtige ikke er profit. Vi skal væk fra stat/privat-dikotomien. Det behøver ikke være enten statsligt eller privat. Der er en tredje vej. Vi skal tænke i flad struktur der giver alle mulighed for en stemme.« ■

Fakta
Gå med i Radioakti
v
Du kan høre alle programmerne her.
Radioaktiv er en åben platform. Hvis man har lyst til at lave venstreorienteret podcast, er man meget velkommen til at kontakte gruppen via Facebook eller ved at skrive til [email protected].
Foreløbig er der aktive grupper i København og Århus.

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER