10 min. læsetid

Rasmus Riiskjær har skrevet et portræt om digteren, dramatikeren og aktivisten Vladimir Majakovskij.


Af Rasmus Riiskjær

Vladimir Majakovskij (1893-1930) anses som en af de helt centrale aktører i den russiske avantgarde-bevægelse i sovjettiden, særligt inden for den stil, der kaldes russisk futurisme. Han fik tilnavnet »revolutionens trommeslager« for sit kunstneriske og politiske virke. Han var dygtig til at iscenesætte sig selv som kunstner og skabte drama og nybrud i kraft af sin praksis. Han var en af sovjettidens mest prominente digtere og kunstnere, således blev han i hvert fald omtalt efter sin død af Josef Stalin. Han var et enfant terrible, kontroversiel og fandenivoldsk gennem hele sit korte liv. Han brændte for, at kunsten skulle være politisk, eksperimenterende og nå ud til folket.

Efter den russiske revolution og i de følgende uroligheder og kampe bliver hans kunst og værker af mere politisk og revolutionær karakter. Han arbejdede som digter, medvirkede i film, som dramatiker, politisk aktivist og som redaktør i to omgange af det anerkendte, kunstneriske tidsskrift LEF (Левый фронт искусств) eller »kunstens venstrefront«. Tidsskriftet LEF har bl.a. udgivet bidrag fra folk som film- og teaterinstruktør Sergej Eisenstein og forfattere som Boris Pasternak og Isaak Babel. Majakovskij er således en nøglefigur, hvis man vil forstå revolutionens og sovjettidens kunst- og åndsliv. Majakovskij støttede bolsjevikkerne og arbejderklassen i revolutionerne og var særligt produktiv som agitprop-plakatkunstner for Kommunistpartiet.

Majakovskijs værker og kunstneriske og politiske liv var meget produktivt, sammensat og præget af oprør og kampe. Han var en revolutionær kunstner og stor beundrer af Lenin, men også en kontroversiel og kritisk skikkelse, der løbende fik et dårligere og dårligere forhold til den sovjetiske statsmagt. Særligt var han kritisk overfor censur af kunst og kultur og til revolutionens stagnation. Majakovskij ønskede en humanistisk socialisme, frigørelse i bred forstand og nybrud i kunsten og i samfundet. Han forsøgte at mobilisere tilskuere og læsere i kraft af sin stil og oplæsningspraksis. Han skrev satiriske og absurde værker, der bl.a. kritiserede bureaukrater. For Majakovskij var den store nye bureaukratiske orden efter revolutionen meget langt fra den frigørelse, som han i sin kunst og i sit politiske liv brændte for. Hans ønske om den store mentale revolution blev i hans opfattelse ikke realiseret, mens han var i live.

Agitpop-plakat af Majakovskij. CC

Majakovskij havde også mange stormomsuste kærlighedsforhold bl.a. med gifte kvinder. De mislykkede kærlighedsforhold og et gradvist hårdere pres fra den sovjetiske statsmagt – koblet med en desillusion over revolutionens eftertid – er muligvis noget af forklaringen på, hvorfor han d. 14. april 1930 tog sit liv.

Opvækst og politisk aktivisme

Majakovskij blev født d. 7. juli 1893 eller 1894 i landsbyen Baghdati i Imreti regionen i Georgien af russiske forældre. Byen kom senere til at bære navnet Majakovskij efter digteren. Det var byens navn fra 1940-1991. I dag huser byen bl.a. et museum om Majakovskij. Hans far, der var skovfoged, døde af blodforgiftning, da Majakovskij var 13 år gammel. Senere flyttede han med sin mor og to søstre til Moskva, hvor de ernærede sig ved at udleje værelser til studerende og revolutionære og ved at dekorere og sælge påskeæg på gader og stræder. Kontakten til de logerende og politiske aktivister medførte i 1908 Majakovskijs første arrestation ud af i alt tre, der alle medførte fængslinger. Samme år blev han også smidt ud af skolen. I fængslet studerede Majakovskij symbolistisk lyrik, især Andrej Belyj og Konstantin Balmont.

Den kunstneriske stil blev løbende mere samfundskritisk. Han kom ind på kunstakademiet i Moskva, hvor han også flittigt kritiserede den herskende kunstopfattelse, hvor kubismen som strømning på daværende tidspunkt var toneangivende. I 1911 mødte Majakovskij digteren og maleren David Burljuk. Han blev indlemmet i en gruppe futuristiske kunstnere, hvor hans kunstopfattelse og praksis blev skærpet og for alvor igangsat. Hans kunstopfattelse blev således stærkt præget af, at han var en del af et revolutionært, kunstnerisk miljø.

I den tidlige del af Majakovskijs forfatterskab ses en tydelig inspiration af forfattere som Friedrich Nietzsche og Walt Whitman. Året efter skrev Burljuk og Majakovskij sammen med Velemir Khlebnikov og Aleksej Kruchenykh »En lussing til den offentlige smag«, der omtales som et manifest for den russiske futurisme. Manifestet indeholder en række diss af de dominerende forfattere, såsom Pushkin, Dostojevskij, Tolstoj, Maxim Gorkij, Leonid Andreyev og mange andre, samt en kritik af »den gode smag«, »sund fornuft« og en hævdelse af gruppens målsætninger om at fornye og revitalisere kunsten og digtningen. Her følger et par udpluk et af det korte manifest:

Vi alene er vor tids ansigt. Gennem os blæser tidens trompet i kunstens verden.
Fortiden strammer. Akademiet og Pushkin er mindre forståelige end hieroglyffer.
Kast Pushkin, Dostojevskij, Tolstoj osv., osv. over bord fra modernitetens skib.
(…) Vi forlanger, at digteres rettigheder skal æres:
Vi vil udvide omfanget af digterens ordforråd med vilkårlige og afledte ord (Ny-ord).
Vi nærer et uoverstigeligt had til det sprog, der var gældende før vores tid. Med afsky vil vi fjerne den krans af billig berømmelse, som sauna-sladderen har forsynet dem med.

Vladimir Majakovskij

Russisk vs. italiensk futurisme

Tematisk kom futurismen til at kredse om teknologi, industrialisering og proletarers liv og æstetik. Bureaukrater og småborgerlig kultur stod for skud. Fortidens kunst skulle kastes over bord, og en nyskabende og revolutionær kunst skulle bygges op. Dvs. en futurisme ideologisk forankret i kommunismen og et venstreorienteret syn på livet og samfundet, der ikke skal forveksles med den italienske og fascistiske udgave af futurismen, formuleret i 1909 i Filippo Tommaso Marinettis tekst »Manifesto del Futurismo« (Futurismens manifest).

Hvor den fascistiske udgave hyldede krig som »verdens hygiejne«, fart og destruktion, var den russiske udgave mere et kunstnerisk opgør med tidligere stilarter som f.eks. symbolismen og forestillingen om »den rene kunst« og tidligere udtryksformer i udgangspunktet, og den var funderet i en socialistisk og humanistisk ideologi. Den russiske futurismes kunstneriske og politiske program blev formuleret i flere omgange i LEF-gruppen (senere Det Nye LEF), som Majakovskij var en del af.

Andre avantgardistiske kunstneriske grupperinger omkring den russiske venstrefløj som proletkultbevægelsen (der dyrkede »proletarkultur«), tegnede også den revolutionssamtidige kunst i Sovjet. Proletkultbevægelsen var desuden en del af den såkaldte RAPP-gruppe, der senere var med til at få Majakovskijs værker forbudt.

Dramatikeren Majakovskij

Majakovskij var også dramatiker, men fik ikke det store gennembrud på den front i sin samtid. I 1913 skriver Majakovskij sit første drama (en tragedie i to akter med prolog og epilog af Vladimir Majakovskij) under titlen »Vladimir Majakovskij«. Dramaet er et tidligt bud på det absurde drama, der senere blev udviklet af dramatikere som Samuel Beckett, Bertolt Brecht og Harold Pinter. Dramaet findes i en dansk oversættelse af Kjeld Bjørnager, og det kan varmt anbefales at læse. I den danske oversættelse er typografien vild og formbrydende. I hele det absurde værk med et ligeså absurd persongalleri dyrker Majakovskij sin identitet og rolle som avantgardistisk digter med en stærk og ny stemme.

Persongalleriet tæller bl.a. karakterer som Hans veninde (- 5-6 meter, taler ikke), En olding – med sorte, tørre katte (nogle tusind år), En mand uden hoved og En mand, der mangler et øje og et ben. I vanlig proklamatorisk og storskrydende stil åbner karakteren Vladimir Majakovskij dramaet på følgende vis:

Mon I forstår
hvorfor jeg, den rolige,
med et uvejr af hån
bringer min sjæl på
et fad til middag for vandrende år.
Med unødige tårer
flydende fra torvenes ubarberede kind
er jeg måske den sidste digter.
(…)
Men jeg vil gå bort
med haltende sjæl til min trone med stjernehuller i en udslidt hvælving. Jeg, den lyse,
lægger mig i klæder af dovenskab på et blødt leje af ægte møg,
og stille, kyssende svellernes knæ, omfavner lokomotivets
hjul min hals.

Af andre af hans kendte tekster kan nævnes digte som »Hesten og jeg«, »Rygradsfløjten«, »En sky i bukser«, »150.000.000« og »På sjælens slidte fortov«. Han nåede i perioden 1912-1930 at publicere 26 digtsamlinger, fem skuespil og to essays. Dertil kan lægges hans enorme plakatproduktion og medvirken i forskellige film. Den store mængde tekster er kun i mindre grad oversat til dansk.

Omslaget til magasinet Novyj Lef, som Majakovskij var redaktør for, 1927

Kærlighed, selvmord, eftermæle

Allerede i en ung alder fyldte selvmordstanker altså noget i den unge digters liv. Siden fulgte en række digte, dramaer og episke tekster, ligesom Majakovskijs produktion af plakater og collager også tog form og fart. I 1915 sker endnu et skæbnesvangert møde i Majakovskijs liv. Han møder ægteparret Lili (Lilja) og Osip Brik, og de bor i flere perioder sammen. Osip Brik træder som litteraturforsker i karakter som futurismens mest markante teoretiker. Majakovskij forelskede sig i Lili, og parret blev til en trekant. Majakovskij opfattede Lili Brik som sin muse, og hun bliver omtalt i hans digte, får dedikationer, pryder nogle af hans plakatværker og bliver også nævnt i Majakovskijs selvmordsbrev.

I de kunstneriske og politiske kredse, som Majakovskij var en del af, blev der eksperimenteret med mange forskellige samlivsformer og normer, så alternative kærligheds- og samlivsformer samt kærlighedsforhold til gifte var relativt udbredt i perioden og i de kunstneriske og intellektuelle miljøer i de større russiske byer. Majakovskij forelskede sig også i emigranten Tatjana Jakovljeva og skuespilleren Veronika Polonskaja. Disse forhold holdt heller ikke. Majakovskij tilbød Tatjana ægteskab, men hun ville ikke forlade Paris, hvor han havde mødt hende på en rejse, og Veronika var gift og ville ikke forlade sin mand. Veronika var den sidste, der så Majakovskij i live, før han skød sig selv i venstre side af brystet.

Der var dog en del mystiske hændelser i tiden op til og efter hans død. Bl.a. blev vedkommende, der undersøgte omstændighederne ved hans dødsfald, dræbt, hvilket satte gang i rygterne om, at der kunne være tale om et attentat udført af statslige ansatte. Hvorvidt disse rygter, der stadig i dag findes eksempelvis i museer, der omhandler Majakovskijs liv og virke, har noget på sig eller ej, kan jeg ikke bekræfte.

Foto af digteren, dramatikeren og aktivisten Vladimir Majakovskij, 1924

Efter Majakovskijs død blev publikationer af hans værker forbudt, og hans navn blev fjernet fra pressen. Det var en sammenslutning af proletarforfattere kendt under navnet RAPP (Российская ассоциация пролетарских писателей, РАПП), der fik gennemført forbuddet. Lili, Majakovskijs store kærlighed og muse klagede over censuren til Stalin, og fik medhold fem år efter forbuddets ikrafttrædelse. Kort efter blev Majakovskij hyldet som Sovjets mest talentfulde og hæderkronede digter og kunstner, og der blev bygget museer, pladser, stationer og biblioteker til hans ære. Sågar fik hans georgiske hjemby ændret navn til Majakovskij.

På dansk er han fortsat ikke rigt repræsenteret, men det kan jo være, der forhåbentligt i fremtiden vil komme nyoversættelser af hans skarpe og revolutionære digtning. Afslutningsvist lader jeg her Majakovskij få det sidste ord i form af et uddrag af digtet »Ordre til kunstens armé«:

Vi har fået nok af billige sandheder.
Riv det gamle ud af hjertet.
Brug gaderne som pensler.
Pladserne er vor palet.
Bøger
med tusindvis af sider
har endnu ikke æret revolutionen.
Ud på gaderne, futurister,
trommeslagere, poeter!


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nummer 13, 2018 – temanummer om den russiske revolution


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.