'Velkommen til Kobane'. Privatfoto.
16 min. læsetid

Dansk-kurdiske Naila Bozo fortæller om sin rejse til byen Kobane, der ligger i Rojava-området i det nordlige Syrien. Den startede i sommeren 2015, og bragte hende helt tæt på kampen mod Daesh.


Af Naila Bozo

Jeg tog i juli 2015 til byen Kobane, som udgør den vestlige grænse af Den Autonome Administration af det nordøstlige Syrien, eller i folkemunde Rojava; et selvstyre affødt af den kurdiske revolution, som vandt fodfæste i kølvandet på Det Arabiske Forår.

Jeg var lægestuderende på 4. år, og jeg havde siden 2011 blogget om undertrykkelsen af kurderne i Mellemøsten. Dagen kom, hvor jeg fysisk ikke kunne få mig selv til at skrive et ord mere uden at sætte handling bag. Det føltes hyklerisk at opfordre til solidaritet og aktion, når jeg sad trygt hjemme i Danmark. Jeg var nødt til at gøre noget.

Mødestedet sprængt af en selvmordsbomber

Jeg fik kontakt til en kvinde i den tyrkiske by Suruç, som kunne hjælpe mig med at krydse grænsen til Kobane. Jeg skulle møde hende på et kurdisk kulturcenter få kilometer fra den tyrkisk-syriske grænse. Da jeg landede i Istanbul lufthavn, tændte jeg min telefon til et hav af beskeder fra familie og venner, der spurgte, om jeg var okay. Få timer forinden havde en Daesh-sympatisør (Islamisk Stat, red.) sprængt sig selv i luften i selvsamme kulturcenter, hvor jeg skulle møde min kontaktperson. Han slog 33 unge mennesker ihjel. – De var kommet fra Istanbul, og var samlet til et pressemøde i kulturcentrets have for at fortælle om deres indsamling af legetøj til børnehjem og hospitaler i Kobane, samt om planerne for genopbygning af byen.

Da jeg landede i Istanbul lufthavn, tændte jeg min telefon til et hav af beskeder fra familie og venner, der spurgte, om jeg var okay. Få timer forinden havde en Daesh-sympatisør sprængt sig selv i luften i selvsamme kulturcenter, hvor jeg skulle møde min kontaktperson.

Jeg mødte ind på centeret, omgivet af en stor parkhave hvor der sad hundredvis af mennesker; på plastikstole, trappetrin, puder på græsset og talte lavmælt. På græsplænen i midten sad ældre kvinder og græd. Fra tid til anden mødte kurdiske politikere op for at indgyde folk trøst og mod. Det var svært; der lå stykker af sprængt legetøj overalt. Unge journalister kæderøg, skrev artikler på deres bærbare computere og talte direkte ind i kameraerne. Om aftenen bar vi fakler i et optog igennem parken, og vi fik hver et navn, vi skulle sige højt efter tur; navnet på de døde unge.

Dagen efter krydsede jeg grænsen. Jeg var heldig. Overgangen var åben, soldaterne stillede ikke spørgsmål, og virkede heller ikke særligt interesserede. De tog et billede af mit pas på Whatsapp og vinkede mig igennem. Jeg var endelig i Rojava, 3 år efter mit seneste besøg, hvor jeg stod sammen med tusindvis af kurdere, og for første gang nogensinde erklærede Rojava frit.

Soldater fra YPG holder vagt under en demonstration i Rojava, januar 2018. Foto : Kurdish Struggle / Flickr.

Lægehjælp i slow motion

Den sødeste vandmelon, jeg nogensinde har smagt, blev brudt åben af en YPG-soldats solbrændte hænder. Vi sad på trappetrinene foran militærhospitalet i Kobane en sen aften – de sårede soldater, vagterne, sygeplejerskerne i deres blå uniformer og jeg. Soldatens ivrige opmærksomhed over for os og hans venlige øjne mildnede de hårde træk i hans vejrbidte ansigt. Hans Kalashnikov lænet op ad muren ved hans skulder syntes mere og mere harmløs for hvert ord, han ytrede med sin behagelige stemme, der nødede os til at spise mere melon. Det var et fredfyldt øjeblik; ét af de få trygge minutter i Kobane, hvor verden uden for cirklen af lys fra den flakkende pære over os ikke eksisterede.

Øjeblikket endte oftest brat, når en bil eller en ambulance lydløst kom kørende ud af mørket og bremsede med et hvin foran os. Vi slap, hvad vi havde i vores hænder, og rejste os op i det, jeg nu husker som slowmotion, bevægede os sammen mod køretøjet, bekymrede men rolige, måske med en båre foran os, for at åbne dørene for den bloddryppende mand eller kvinde. Nogle trådte ud af ambulancen med løftet hage og insisterede på, at de havde det fint, mens de forsøgte at dække gabende sår på kroppen med deres blomstrede tørklæder. En mand, der blødte igennem sin hovedforbinding, trådte ud fra chaufførsædets rat, rystede min arm af sig og tændte en cigaret. Andre snublede ud med rædslen malet i deres ansigt, så det løb koldt ned ad ryggen på mig.

Ligesom Asmin

Asmin med sit tykke hår i en fletning, der føltes ru og støvet under mine fingre, mens jeg ledte efter ”den store metalting”, som hun insisterede på var i hendes baghoved. Der er ingenting, forsikrede jeg hende om. Kun en metalsplint, og jeg har fjernet den. Jeg viste hende det skinnende, lille stykke metal, men hun var ikke tilfreds. Du skal fjerne den, gentog hun og gned sig i nakken. Jeg kaldte lægen over, som heller ikke fandt noget. Jeg var ivrig efter at få hende til at indse, at der ikke var noget mere, og at hun skulle indlægges. Hendes skrøbelige, regnbue-farvede hårspænder var i min knyttede hånd, og jeg forsøgte at give hende dem, men hun ville ikke kigge på mig. Hendes blik var fikseret mod den modsatte ende af skadestuen. ”Hvor er min ven,” spurgte hun.

Hun var kommet sammen med en pige, der var alvorligt kvæstet. Hun havde ligget på en båre og trods sine skader knuget Asmins hånd tæt ind til sit bryst for at trøste sig. Asmin ville ikke kigge op og holdt stædigt fast i sin ven, selvom lægerne og sygeplejerskerne skubbede til hende. Men jeg havde trukket Asmin væk fra hendes ven. Jeg kiggede også ud i skadestuen; jeg havde ikke lagt mærke til, at den var tom. Asmins ven var væk.

Opsynskvinden Amira

Amira var hospitalets opsynskvinde. Hun var en lille kvinde med blomstret tørklæde bundet i en knude i nakken for at holde de grå hår væk fra det solbrune ansigt. Hun var den, som soldaterne fra YPG og YPJ (de kurdiske bevæbnede styrker) gik til for at få en ny pakke ‘Arden’-cigaretter, en Cappy-drink, eller et stykke marmorkage bragt ind fra den anden side af grænsen – altså når grænsen til Tyrkiet ikke var lukket ved en tilfældig indskydelse. De spredte historier i de nationale og internationale medier omkring grænsen stemte sjældent overens med virkeligheden. Grænsen åbnede og lukkede efter forgodtbefindende; der var ikke noget gennemskueligt system. Soldaterne kaldte Amira ”anne”, det tyrkiske ord for mor eller bedstemor. Hun hilste hver eneste soldat, som var de virkelig hendes børn og kaldte dem kærligt ”mine øjne.”

Den aften jeg ankom til Kobane, sad vi på trappetrinene foran hospitalet. Amira sad tæt op ad mig og lænede sig ind for at kigge på billeder, som en svensk journalist viste os på sin telefon. Jeg kunne mærke varmen fra hendes krop emme fra hendes støvede, soltørrede, brune skjorte og grå bukser. Min sidste dag i Kobane gav hun mig et knus, før jeg satte mig ind i bilen, der skulle køre mig til grænsen, kyssede mig på kinden og sagde: ”Du er sød som sukker.”  Hele mit ophold dér havde nogle personer dog virket forsigtige, endog mistænksomme. Jeg var trådt ind i en by, der var svært traumatiseret og forladt af det internationale samfund. Det var forståeligt, at de havde svært ved at lade fremmede trænge ind i deres liv.

I efteråret 2014 – foråret 2015 var Kobane genstand for hårde kampe mellem Daesh og YPG. Det anslås, at 70 % af byen blev ødelagt i kampene, der anslås at have kostet mere end 600 kurdiske soldater og 1500-2000 Daesh-soldater livet. “Jeg var trådt ind i en by, der var svært traumatiseret og forladt af det internationale samfund.”, skriver Naila Bozo.

Varm hud og humor

Jeg lærte hurtigt, at nærheden og intimiteten mellem hospitalspersonalet og soldaterne udsprang af noget større end blot følelsen af at være forenet i krigen mod en fjende – næret af frygt og opløsning. Der var et behov for at være tæt på et andet menneske: et levende menneske med en varm hud, humor og loyalitet så stærk, at man næsten syntes at kunne læne sig fysisk op ad den.

Sygeplejerskerne sludrede med patienter, som havde de kendt hinanden i lang tid. Nogle havde. De havde mødt hinanden under Daesh-belejringen af Kobane og stod tæt op ad hinanden i skadestuen, holdt i hånd og hviskede historier og hemmeligheder til hinanden. De delte blikke og omfavnelser så ømme og sårbare, at jeg genert kiggede væk. Der var øjeblikke i skadestuen, hvor disse unge mennesker var personifikationen af ekstreme forhold i livet: Liv og død, krig og kærlighed. Kontrasterne mødte hinanden og forenedes på en måde, jeg kun havde set før i litteraturen og film.

Der var ikke noget sted at sove min første nat på hospitalet. En kvindelig soldat sagde, at man havde udskrevet en del patienter, så der burde være en ledig seng i kvindernes sengeafsnit. Klokken var 2 om natten. Jeg fandt en tom seng længst væk fra døren. Jeg faldt i søvn trods spredt, lavmælt og indtrængende jamren af smerte. Jeg vågnede, da jeg kunne mærke nogen i fodenden af min seng. Det var en ung, genert YPJ soldat, som havde sunget for os tidligere den aften. Hun lå krøllet sammen ved mine fødder, stadig i sin uniform. Jeg hviskede til hende, at hun skulle strække sig, der var plads nok. Hun lagde sig straks tæt ind til mig og gemte sit ansigt ved min hals. Det er en bemærkelsesværdig fornemmelse at mærke en soldat – som frygtløst har bekæmpet Daesh – putte sig ind til én. Jeg véd ikke, hvem der følte sig mest tryg, hun eller jeg.  

Landminens mareridt

En gammel aircondition dryppede over de tynde aluminiumsdøre i skadestuen og ned på fliserne, som var dækket af blodstænk og den orange antiseptikum. Nogle gange blæste den varm luft ud, og en træt, svedig læge – som havde lagt sig til at hvile på en briks i en rolig stund – sukkede skuffet. Sygeplejerskerne og jeg brugte pauserne til at rive papir i små stykker, så de kunne bruges som recepter.

Andre dage var travle. Det var omkring middagstid, da de bragte en mand ind på en båre. Han havde trådt på en landmine. Hans tøj var brændt fast til hans hud. Hans højre ben var ét åbent sår af knuste knogler og iturevne muskler. Han stønnede lavmælt af smerter og virkede uvidende om, hvad der skete omkring ham. Vi arbejdede alle koncentreret, da han pludselig satte sig op og skreg med rædslen malet i sit ansigt. Vi kæmpede for at lægge ham ned. Han vred sig, og stykker af brændt kød hang fast i mit tøj. En lille del af mig havde lyst til at give slip, så han kunne få afløb for sine smerter, fysiske og psykiske, for hvad var pointen overhovedet? Der ventede ham kun et mareridt af et liv.

To kvindelige soldater går tur uden for Kobane. Området var tæt mineret, hvilket kunne resultere i travle dage med grufulde skader på byens hospital. Foto af Naila Bozo.

Blodpletter af Fatmas far

”Det er min fars blod,” sagde sygeplejerskeren Fatma, ”fra dengang jeg holdt om ham, mens han døde.” Jeg havde blot som en sidebemærkning fortalt hende, at hun havde en plet på sin trøje, og hun bemærkede, at jeg blev pinligt berørt. ”Det er okay.” Fatmas far blev dræbt af Daesh 25. juni, knap en måned før jeg ankom til byen. I de tidlige morgentimer havde medlemmer af Daesh detoneret selvmordsbomber i udkanten af Kobane og bevæget sig ind mod centrum. I løbet af få timer blev mere end 233 civile slået ihjel og lige så mange såret. ”Jeg havde ikke tid til at sørge over ham den dag. Jeg blev nødt til at efterlade ham og tilse dem, der stadig var i live.” Fatma trak i sit ærme og kiggede på den mørke plet. ”Faktisk, Naila, er det måske ikke min fars blod.”

”Det er min fars blod,” sagde sygeplejerskeren Fatma, ”fra dengang jeg holdt om ham, mens han døde.” Jeg havde blot som en sidebemærkning fortalt hende, at hun havde en plet på sin trøje, og hun bemærkede, at jeg blev pinligt berørt.

Jeg havde mødt Fatma min første morgen i Kobane. Hun sad på en rød plastikstol ved to glasdøre, der vendte ud mod hospitalets have, som var omkranset af en høj betonmur. Jeg satte mig ved siden af hende, og der gik ikke længe, før hun fortalte mig historien bag hospitalets navn, et tidligere undervisningsakademi: Martyr Zozans hospital.

Martyrer dør aldrig

Zozan var sygeplejerske, men ligesom Fatma og de fleste andre sygeplejerskere i området, var de det af nød, ikke uddannelse. De fleste af byens indbyggere var flygtet på grund af Daesh, også sundhedspersonale. De, der blev tilbage, måtte udfylde de tomme pladser. Det var derfor, at Mustafa – som lagde et tæppe over mig om natten – droppede ud af medicinstudiet; derfor at Kamel, den spirende filmskaber med arret ansigt efter Daesh’s angreb, droppede ud af jurastudiet; og det var derfor, at Amed – ortopædkirurgens 17-årige søn – gik nattevagt og gav patienter medicin.

Hospitalet blev af sikkerhedsgrunde flere gange flyttet til forskellige lokationer. Sundhedspersonalet arbejdede på et tidspunkt i en kælder. ”Zozan forlod aldrig Kobane,” fortalte Fatma. Hun arbejdede utrætteligt. Når de ikke havde patienter, rengjorde hun stuerne og redskaberne, organiserede medicinen og holdt humøret højt blandt patienter og kolleger. Men hun var også passioneret omkring sine drømme og idealer for Kurdistan og var fuldstændig hengiven over for den kurdiske kamp for frihed. ”Hendes lærer havde fortalt hende, at hun kunne blive, hvad end hun ville, og at hun havde hele sit liv foran sig,” sagde Fatma.

Nogle dage var kampene mellem YPG/YPJ og Daesh så intense, at Fatma og Zozan ikke kunne forlade hospitalet. En aften var de alene i kælderen. De ventede på, at stilheden ville sænke sig over byen, og dét sekund, de ikke kunne høre skud, løb de op ad trapperne til de forladte lejligheder, tog alle de tæpper, puder og små dekorations-figurer, de kunne bære og løb ned i kælderen igen. ”Fatma var petite, ligesom jeg,” sagde Fatma. Hun smilede, men tårerne begyndte at løbe ned ad hendes ansigt. ”Det var svært for os at bære alle tingene.” De dekorerede kælderen til lyden af kurdisk musik på deres telefon. De lagde sig på tæpperne, lidt væk fra hinanden, og skrev beskeder til hinanden på Viber, mens de lod som om, de var fremmede. ”Vi skabte vores egen sjov. Det var altid sjovt med Zozan. Hun var lyset i vores liv.”

Zozan blev dræbt, da Daesh forfulgte ambulancen, hun var i. De skød hende og chaufføren på deres vej hen for at hente sårede soldater fra frontlinjen. Jeg så ambulancen under et halvtag foran skadestuen. Den var gennemhullet og med store fordybninger i dørene. Men Fatma og sundhedspersonalet behøver ikke ambulancen til at minde dem om Zozan, for med deres ord blev hun en martyr, og martyrer dør aldrig.

Sygeplejersken Zozan var blandt ofrene for Daesh’s belejring af Kobane. Hun fik senere et hospital opkaldt efter sig. Privatfoto.

Heyva Sor

Under mit ophold på militærhospitalet så jeg ofte frivillige fra Heyva Sor Kurdistan, Røde Halvmåne Kurdistan. De kom klædt i deres røde veste i varevogne med medicin, hospitalsudstyr, mad og juicebrikker og fortalte om deres tur hertil. Deres ankomst lettede stemningen, fordi de bragte kasser med livsvigtigt udstyr. Militærhospitalet var en lille verden i sig selv. Omgivet af høje mure og soldater ved indgangen, blev porten kun åbnet for ambulancer og Heyva Sor.

Jeg tænker tit på, at det ville være i Zozans ånd at hjælpe de tusindvis af civile, som er blevet ofre for den tyrkiske invasion, gennem støtte til Heyva Sor Kurdistan.

Læs mere om Hevya Sors arbejde i Kurdistan på Den Demokratiske Kurdiske Folkeforsamlings Firefund.

Fotograf: Birgit Kaulfuß

Naila Bozo er uddannet læge, og er redaktør ved Alliance for Kurdish Rights.