Rejsedagbog fra Tara Adler på vej mod Gaza: Akutproceduren – og den frygtede sandhed

Torsdag 7. maj 2026.

Vi har sejlet i fem dage nu. Adalah, Lina, Perseverance og Tenaz. Fire sejlbåde med 29 aktivister ombord, som under Freedom Flotilla Coalition satte sejl lørdag 2. maj fra Siracusa på Sicilien. Andre steder i Middelhavet ses mange andre skibe fra Global Sumud Flotilla, som vi koordinerer med.

Fælles for os er, at vi alle er civile aktivister, som insisterer på, at verden skal have sit fokus på Gaza, at Israel skal stilles til ansvar for sine krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk, og at civile må handle, når regeringer og institutioner svigter. Israels ulovlige blokade af Gaza skal brydes, og folkedrabet skal stoppes.

Det er store mål og bestemt ikke noget, som kan lykkes fra den ene dag til den anden.

Akutproceduren

Allerede mandag nat (4.-5. maj, red.) måtte vi igangsætte akutproceduren. Vi var i internationalt farvand mellem Italien og Grækenland. Inden det blev mørkt – kl. lidt over 19 lokal tid – fløj en sort helikopter rundt over vores fire små både, inden den fløj mod hvad der lignede et militærskib. Der var også noget, der lignede et fragtskib i nærheden. Efter mørkets frembrud var der flere droner i luften omkring vores skibe. Vi fulgte proceduren:

1. Tag varmt tøj på (vi ved fra andre, som er blevet kidnappet på åbent hav, at de har siddet ude på dæk i både timer og hele døgn)

2. Saml de ejendele, som vi ikke ønsker at det Israelske militær skal have adgang til, så det er klart til at smides overbords, inkl. fx notesbøger. Som skibskok har jeg også ansvaret for at samle køkkenknivene, så IOF ikke prøver at påstå, at vi har våben om bord (hvilket de før har gjort, red.).

3. Tag redningsvest på.

4. Gå op på dækket til samlingspunktet…

Der er flere punkter, men de blev heldigvis ikke nødvendige dén aften. Vi var i højt beredskab, men da månen stod op, og vi fik godt udsyn igen, kunne vi begynde at slappe lidt af. Jeg fik nogle timers søvn og stod op til min vagt kl. 04. Der er altid mindst to på vagt – en af de erfarne skippere sammen med en af os, der er i hurtig oplæring.

Det føles surrealistisk, at et af verdens mest højteknologiske og brutale militærmagter, ser os – civile fredsaktivister – som en trussel, der er stor nok til at gå efter.

Men det er jo ikke os, de er bange for – det er sandheden, de frygter.

Tankerne flyver mellem hjem og Gaza

Dagene er gået overraskende hurtigt. Måske fordi jeg har påtaget mig rollen som skibskok og dagligt tilbereder 2-3 måltider til ni personer. Jeg har hurtigt erfaret, at alt hvad der har med madlavning at gøre tager længere tid på en gyngende båd.

Jeg ville ønske, der var mere tid til at sætte ord på mine tanker – de farer frem og tilbage mellem hjem og Gaza. Mellem regeringer og internationale institutioners totale svigt af deres ansvar, og almindelige menneskers kamp for overlevelse, for sammenhold og for den medmenneskelige kærlighed.

Mest af alt fylder Gaza i tankerne. Alle de mennesker som udsættes for ubegribelige rædsler. Rædsler som Israel aktivt skaber, men som Danmark også er medskyldig i.

Jeg kan ikke beskrive den følelse, der opstår, når man står ved roret på skibet og ser ud i horisonten, mens pilen på navigationsudstyret peger mod dét sted, som hele verden bør have sit blik rettet mod lige nu.